Ockhams ragekniv
Ockham's (Occam's) ragekniv henviser til et i vore dage universelt accepteret ontologisk og dermed filosofisk grundprincip, også kaldet parsimoni-princippet.[1] Udtrykket er opkaldt efter den engelske filosof, William af Ockham (ca. 1288-1347), der - tydeligvis inspireret af bl.a. de spor, Aristoteles m.fl. havde sat sig i europæisk tankegang og idéhistorie, både før og efter renæssancen - var den første, som formulerede princippet. Hans berømte læresætning, Entia non sunt multiplicanda sine necessitate ("Inddrag aldrig flere forklaringselementer end højst nødvendigt"), er fortsat gældende og i vid udstrækning styrende for hele grundforskningen inden for den moderne naturvidenskab.[2] Og det selv om ophavsmanden til grundprincippet egentlig var uddannet teolog og derfor med et lidt andet sigte havde brug for argumentet til at begrunde afvisningen af en mængde overflødige og ofte tilmed forvirrende religiøse antagelser og forestillinger, som på den tid efterhånden havde sneget sig ind i kirkens lære, hovedsagelig på gejstlighedens egen foranledning - en afvisning, der i øvrigt vakte pavens vrede og nær havde kostet ham livet.[3]
Eksempler
Princippet findes i to versioner. Den ene version siger, at hvis der er to eller flere mulige forklaringer på samme fænomen, er den simpleste at foretrække. Den anden version siger, at hvis der er to forklaringer til samme fænomen, der kun adskiller sig ved, at den ene bygger på færre antagelser end den anden, skal man ikke bruge fænomenet til at godkende eller understøtte de ekstra antagelser.
Forskellen på de to versioner er, at den første kan bruges til at vurdere helt uafhængige forklaringer, men kan være problematisk i den forstand, at flere observationer senere kan vise, at det var den mere komplicerede forklaring, der var den rigtige. Den anden version udtaler sig kun om, hvorvidt bestemte observationer underbygger bestemte antagelser.
Første eksempel
Det har stormet, og det observeres efter stormen, at et træ er væltet. Der opstilles nu tre forklaringsmodeller:
- Stormen har væltet træet
- Træet blev væltet af 100 meter høje rumvæsener
- Stormen har væltet træet, og Gud sendte stormen
I valget mellem forklaring 1. og 2. siger den første version af ragekniven, at 1. er at foretrække, da den er simplere, mens den anden version ikke kan bruges til at sammenligne de to forklaringer, da de ikke har noget til fælles.
I valget mellem 1. og 3. siger den første version, at forklaring 1. er at foretrække, da den er simplere, mens den anden version siger, at det væltede træ ikke kan bruges til at underbygge Guds eksistens. Hvis der senere kommer flere oplysninger, der underbygger Guds eksistens, vil den første versions konklusion vise sig at have været forkert, hvorimod den anden kun udtaler sig om, hvorvidt træets fald underbygger Guds eksistens.
Andet eksempel
Vi har tre forklaringer på hvordan og hvorfor ting opfører sig som de gør under påvirkning af kræfter:
- Newtons love
- Einsteins relativitetsteori
- Lorentz' teori om, at længde trækker sig sammen og tid udvider sig, når det bevæger sig gennem æter
Før man opdagede relativistiske afvigelser fra Newtons love, foreskrev den første version af ragekniven, at man fortrak 1., da den er simplere, mens den anden version sagde, at man ikke kunne bruge tings bevægelser til at underbygge, at lysets hastighed var konstant (grundantagelserne i den specielle relativitetsteori er, at Newtons love gælder ved lave hastigheder, samt at lysets hastighed er den samme i alle inertialsystemer), eller at æteren eksisterede.
Da man havde opdaget de relativistiske afvigelser, er Newtons love ikke længere nogen tilstrækkelig forklaring, da den ikke forklarer alle observationer. Den første version siger nu, at 2. er at foretrække for 3., da det er simplere ikke at have en æter, den anden version siger, at vi ikke kan bruge de relativistiske afvigelser fra Newtons love til at underbygge eksistensen af en æter.
Noter
- ^ T. Vogel Carey: "Parsimony", Philosophy Now, Sep/Oct 2014.
- ^ Videnskabens udbredte anvendelse af parsimoni-princippet til i en række bestemte situationer at kunne få udpeget den bedste løsning blandt flere andre konkurrerende løsningsmuligheder skyldes, at fremgangsmåden gennemgående erfaringsmæssigt har vist sig både holdbar og frugtbar - uden at man i øvrigt hidtil har været i stand til nærmere at kunne forklare årsagen til dette grundlæggende metafysiske princips uomtvistelige anvendelighed.
- ^ William af Ockham blev med denne på daværende tidspunkt helt uhørte udfordring af pavens autoritet den første i verdenshistorien, der tillod sig at anfægte pavestolens eneret på formuleringen af religiøse sandheder. Og det blev samtidig startskuddet til en række andre efterfølgende protester imod den katolske lære i løbet af de næste to hundrede år - bl.a. ved John Wycliffe, Johan Huus, Martin Luther, Jean Calvin, Ulrich Zwingli, samt danske Hans Tausen m.fl. - kulminerende til sidst ved det endelige brud med pavedømmet under Reformationens indførelse i 1517. Af disse seks nævnte lykkedes det for de fem af dem, tillige med William af Ockham, med nød og næppe at undslippe pavens repressalier. Kun tjekken Johan Huus havde paven held til under et løfte om frit lejde at lokke til et forsoningsmøde i 1415 i den sydtyske grænseby Konstanz ved Schweiz, hvor han omgående efter sin ankomst blev taget til fange, forhørt og brændt på bålet.