Ole Lie Singdahlsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ole Lie Singdahlsen
Født 24. oktober 1877 Rediger på Wikidata
Larvik Rediger på Wikidata
Død 10. april 1926 (48 år) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Jurist, skribent Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ole Christopher Lie Singdahlsen (født 24. oktober 1877 i Larvik, død 10. april 1926) var en norsk forfatter.

Singdahlsen blev student 1895 OG cand. jur. 1900. Han debuterede 1901 med Ada, en Fortælling, hvorefter fulgte en række skildringer og noveller, blandt hvilke kan nævnes Dommerens Bog (1904), Præstegaardsfolket (1906), Dronning Semiramis (1907), Ved Traastad Sund (1908), Gabriel Rønne (1910) og Rettens Folk (1913). Hans bondeskildringer fra Hallingdal er ægte og sympatiske; Hallinger udkom 1915, Ned i Dalen 1916, Fjeldfolk 1917, romanen Folket paa Aslegaard 1918 og Svartdalsfolket 1925. Singdahlsen var i mange år knyttet til departementerne, til sidst ekspeditionschef i Kirkedepartementet; siden 1923 var han førstearkivar i Riksarkivet. Fortællingerne Medaljen (1921) og Kolleger (1923) er hentede fra departementslivet. Singdahlsen var flere år sekretær, senere formand i Den Norske Forfatterforening.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

ForfatterStub
Denne norske forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi