Operation Bøllebank

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Operation Bøllebank
Del af Krigen i Bosnien-Hercegovina
FN konvoj ved Tuzla i Bosnien
FN konvoj ved Tuzla i Bosnien
Dato 29. april 1994
Sted nær Tuzla, Bosnien
Resultat FN styrker stopper det serbiske baghold
Parter
Flag of Republika Srpska.svg Republika Srpskas hær Danmark Hæren
(som del af UNPROFOR) Norge Sverige
Ledere
Ukendt Oberstløjtnant Lars R. Møller
Oberst Christer Svensson
Major Carsten Rasmussen[1]
Styrke
3 T-55 tanks
Panserværnsraketter
Flere artilleri
7 Leopard 1 A5 kampvogne
3 i reserve (3. deling)
1 APC PBV302
Tab
Mellem 9 (serbiske kilder) og 150 (andre kilder) soldater dræbt
Ammunitionslager ødelagt
3 T-55 kampvogne sendt på flugt (ødelagt ifølge andre kilder)
1 køretøj beskadiget

Operation Bøllebank er navnet på en træfning udkæmpet omkring en svensk norsk bemandet FN-observationspost (OP), kaldet Tango 2 nær Tuzla den 29. april 1994. Tango 2 kom under beskydning fra serbiske styrker og en dansk kampvognseskadron fra Nordbat 2 rykkede OP'en til undsætning. Undervejs udkæmpede de danske kampvogne i to omgange en ildkamp med serbiske styrker, der fra nedgravede stillinger og bunkere rettede ild mod de danske kampvogne. Hverken danske eller svenske soldater blev dræbt under træfningen, men antallet af dræbte serbere kan være så højt som 150.

Baggrunden for træfningen[redigér | redigér wikikode]

Jugoslavien brød i 1991 sammen i en blodig borgerkrig, som fra 1992 også kom til at omfatte Bosnien-Hercegovina. FN sendte en fredsbevarende styrke til Bosnien for at mindske de humanitære konsekvenser og skabe grundlaget for en fred. Trods FN's anstrengelser blev der begået store overgreb på civilbefolkningen og efter at byen Srebrenica i 1993 var tæt på at blive erobret af serberne oprettede FN's sikkerhedsråd en række såkaldte "sikre zoner", der skulle beskytte civilbefolkningen i udvalgte områder. FN skulle beskytte disse "sikre zoner". En af dem var Tuzla – en by med normalt 170.000 indbyggere, der pga. kampene var svulmet op til at rumme 371.000 civile. Danmark og Sverige blev i august enige om at stille med en styrke – Nordbat 2 – der skulle beskytte den "sikre zone". Ud fra et ønske om at beskytte dansk personel ønskede det danske Forsvar, at det danske bidrag skulle bestå af en pansereskadron. Folketinget godkendte beslutningen med beslutningsforslag B 107 i august 1993 med et flertal i tinget på 105, mens 17 stemte imod. Oprindelig blev det besluttet, at kampvognene skulle køre ad den korteste vej ind til Tuzla, dvs. gennem Serbien. Men serbisk obstruktion betød, at kampvognene i stedet strandede i flere måneder i byen Pančevo udenfor Beograd. Det politiske grundlag for missionen begyndte at smuldre og de radikale i statsminister Poul Nyrup Rasmussens regering erklærede, at det havde været en fejl at sende kampvogne ned til området. I februar slap kampvognseskadronen imidlertid ad en omvej ind i Bosnien. De blev i stedet sejlet til Split i Kroatien og kørte herfra til Tuzla, hvor de sidst på måneden endelig kunne forstærke Nordbat 2. En eskadron har normalt en bemanding på cirka 60 soldater og officerer til i alt 10 kampvogne, organiseret i tre delinger med hver tre kampvogne. På grund af de logistiske behov bestod eskadronen i Tuzla imidlertid af 125 soldater, der indgik i en samlet styrke i Nordbat 2 på 1.246 soldater.

Operation Bøllebank[redigér | redigér wikikode]

I april 1994 rettede serberne en række angreb på den "sikre zone" i Goražde i det østlige Bosnien, hvilket bl.a. medførte, at NATO rettede nålestiksaktioner fra luften mod de serbiske styrker. Det øgede den serbiske aggressivitet mod de andre "sikre zoner". Den daværende næstkommanderende i Nordbat 2 – oberst Lars R. Møller – skriver at han erindrer, at det var normalt med 500-600 granatnedslag i Tuzla og omegn i denne periode. Serberne begyndte tillige i stigende grad at beskyde lufthavnen i Tuzla, som det var den danske kampvognseskadrons primære opgave at beskytte fordi den blev brugt til at flyve nødhjælp ind. I den forbindelse udarbejdede eskadronen den såkaldte "plan Bøllebank", hvor eskadronen med kort varsel skulle rykke ud for at beskytte lufthavnen hvis den igen kom under angreb. Planen blev flere gange aktiveret op gennem april uden at det kom til kamp, men sidst i april gik det galt da serberne angreb en svensk-norsk observationspost – Tango 2 – der fra en bjergtop havde til opgave at holde øje med fjendtlige aktiviteter og herunder også angreb på Tuzlas lufthavn. En modificeret udgave af planen blev sat i værk og eskadronen rykkede frem, men kom undervejs under voldsom ild fra serbiske styrker. Da de serbiske styrker også tog panserværnsvåben i brug gav oberst Møller ordre til at besvare ilden. Dele af eskadronen søgte ly i en landsby, mens et par kampvogne blev sendt op til Tango 2. Da de danske kampvogne forlod landsbyen igen blev de på ny udsat for en voldsom beskydning og i den forbindelse blev et serbisk ammunitionsdepot ramt af en dansk granat. Officielt har serberne kun indrømmet, at 9 serbere blev dræbt. Uofficielt har der været tale om, at 150 blev dræbt.

Efterspillet[redigér | redigér wikikode]

En dansk Leopard 1A5 knuser en 20 mm kanon Serbien i 1996.

Med en enkelt undtagelse – operation Amanda den 26. oktober 1994 – søgte de serbiske militser aldrig siden at udfordre de danske kampvogne i en direkte kamp. Hvad det serbiske syn på træfningen er vides ikke. Oberst Lars Møller giver i sin bog "Operation Bøllebank" udtryk for, at det med sikkerhed var et velorganiseret baghold de danske kampvogne løb ind i. Ifølge oberst Møller havde de serbiske militser kort forinden haft held til at skyde et britisk NATO-fly ned over Goražde og ville nu vise, at de kunne gøre det samme på landjorden ved at nedkæmpe de danske kampvogne. Som han sagde det til en britisk avis var det imidlertid denne gang musen, der åd katten. Oberst Lars Møller blev en helt for sin indsats og flere politikere fremhævede flere år efter hvordan de danske soldater udmærkede sig under operationen. En populær vandrehistorie går eksempelvis ud på, at en kvindelig dansk soldat af en amerikansk admiral blev spurgt om hvorfor hun kun havde affyret 72 granater mod serberne. "Fordi jeg ikke havde flere" lød svaret. I virkeligheden var der slet ingen kvindelige soldater involveret i træfningen på dansk side. FN's egen reaktion på træfningen var noget blandet: Dele af FN havde altid været skeptisk overfor deployeringen af kampvogne til Tuzla. En britisk officer fortalte den danske major K.K. Madsen i havnebyen Split i Kroatien (da kampvognene blev sejlet til Split for herfra at køre til Tuzla), at nogle i FN-hovedkvarteret allerhelst så kampvognene blive kørt direkte over kajen. Andre i FN var imidlertid villige til at bruge dem og prøvede endda at få dem til den bosniske hovedstad frem for Tuzla. Efter træfningen begyndte FN-hovedkvarteret i Zagreb i Kroatien at undersøge om danskerne havde brugt overdreven magtanvendelse og dermed overtrådt deres "Rules of Engagement". Ikke mindst fordi, at de danske kampvogne øjensynlig havde brugt fosfor-granater under træfningen. En debriefing – der efter oberst Møllers mening i starten nærmere var en afhøring – bragte frem, at de danske kampvogne havde ventet meget længe med at åbne ild og først havde gjort det da de blev beskudt med panserværnsvåben. De havde brugt fosforgranater, men kun for at blænde fjenden og de havde ikke beskudt serbiske kampvogne i området, fordi det termiske sigte på de danske kampvogne viste, at deres kanonrør var kolde. Dvs. de skød ikke på de danske kampvogne. FN-hovedkvarteret gjorde efterfølgende ifølge oberst Møller et forsøg på at begrænse de danske kampvognes bevægelsesfrihed, men det afviste oberst Møller at gå med til. Der blev aldrig foretaget en dansk undersøgelse af træfningen.

Lars R. Møller og lederen af kampvognseskadronen, Major Carsten Rasmussen, blev omkring årsskiftet 2016/2017 udsat for kritik fra en række af de soldater der deltog i Operation Bøllebank. I en radiodokumentar på DR's P1,[2] blev der stillet et stort spørgsmålstegn ved Lars R. Møller og Carsten Rasmussens lederskab under træfningen i Bosnien.

Kritikken tog udgangspunkt i et 10 år gammelt interview med den afdøde kampvognskommandør Erik Kirk. Interviewet og efterfølgende udtalelser fra andre soldater der deltog i træfningen, beskriver den officelle fortælling, skrevet af Lars R. Møller, for løgn. Lars R. Møller har på den anden side kaldt diskussionen for pølsesnak[3].

Radiodokumentaren førte til et politisk pres for en kulegravning af hændelserne i Bosnien i 1994[4]. Det blev dog hurtigt afvist af Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, med henvisning til, at hændelserne hørte fortiden til[5].

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Operation "Bøllebank" – danske kampvogne i krig
  2. ^ "Løgnen om Operation Bøllebank" DR P1 5. januar 2017
  3. ^ Lars R. Møller om Bøllebank-anklager: Hvis de vil slås, kan vi godt slås. DR Nyheder januar 2017.
  4. ^ Politisk Pres for en kulegravning af Operation Bøllebank. DR Nyheder Januar 2017.
  5. ^ Forsvarsminister lægger 'Bøllebank' død: Operationen tilhører historien. DR Nyheder januar 2017.
  • Lars Møller: "Operation Bøllebank". Høst & Søn. 2001
  • Samtaler og udveksling af e-mails med hhv. major K.K. Madsen (tidligere eskadronchef i Tuzla), oberst Lars Møller (tidligere næstkommanderende i Nordbat 2) og oberst Bjarne Hesselberg (tidligere Sector Commander i Sektor Nord i Kroatien).
  • Folketingstidendes referat af debatten og afstemningen om beslutningsforslag B 107 den 16. august 1993.
  • Klaus Bundgaard Poulsen: "Radikale: Danske kampvogne var en misforståelse". Politiken den 28. januar 1994.
  • Robert Petersen: "Danske sneleoparder i Bosnien".

Koordinater: 44°26′33″N 18°52′23″Ø / 44.4425°N 18.8731°Ø / 44.4425; 18.8731