OPEC

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lande, der er medlem af OPEC, er markeret med mørkgrøn, mens tidligere medlemmer er markeret med lysegrøn.
Graf over nogle af de største oliehandlende nationer sorteret efter nettoeksport.

Organization of the Petroleum Exporting Countries forkortet OPEC er en organisation bestående af 13 lande (pr. januar 2020),[1] der har det til fælles, at deres økonomi påvirkes væsentligt af olieeksport. OPEC's hovedformål er at sørge for stabile og rimelige oliepriser. OPEC-landene råder ifølge de officielle tal over ca. 75% af verdens beviste oliereserver og står for 40% af olieudbuddet.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

OPEC blev stiftet i 1960 på en konference i Bagdad af Iran, Irak, Kuwait, Saudi Arabien og Venezuela. Formålet med at stifte organisation var at skabe en organisation der kunne sørge for at landene fik noget ud af deres store olieressourcer. Og for at de 5 lande, der på det tidspunkt var forholdsvist fattige u-lande kunne stå imod de store oliefirmaer.

Olieembargoen i 1973[redigér | rediger kildetekst]

Hovedartikel: Oliekrisen 1973.
Oliepriser 1861-2015 (blå linje: Nominelle priser; orange linje: 2015-dollars).

Den stadigt uløste arabisk-israelske konflikt førte til sidst til det svar, som transformerede OPEC til en formidabel politisk kraft. Efter Seksdageskrigen i 1967 dannede de arabiske medlemmer af OPEC, en egen gruppe,Organization of Arab Petroleum Exporting Countries (OAPEC), for at give politikken center-status og udøve pres mod Vesten på grund af dets støtte til Israel. Ægypten og Syrien sluttede sig til sidstnævnte gruppering for at hjælpe med at artikulere dens mål, skønt de ikke selv var større olieproducenter. Senere, med Yom Kippur krigen, galvaniseredes den arabiske opinion. Oprørte over den nød-genforsyning som blev sat i værk og som havde hjulpet Israel med at modstå de ægyptiske og syriske styrker, indførte den arabiske verden en olieembargo mod USA og Vesteuropa, som resulterede i Oliekrisen i 1973.

Tiden efter 1973[redigér | rediger kildetekst]

Det er dog ikke lykkedes for OPEC og der har været store udsving i olieprisen. I de følgende år fortsatte olieprisen med at svinge meget med en stor stigning i 1979 og et stort fald i 1986. Organisation begyndte dog at se at det vil være fordelagtigt at holde en nogenlunde konstant oliepris. I 1990'erne lykkedes dette og prisen på olie lå genlunde stabilt omkring $10-$30, men efter år 2001 har der været store udsving i olieprisen og prisen steg til niveauet omkring $100-$120 i 2008 med et efterfølgende fald ned til niveauet omkring $50-$80 i 2008-2011 efterfuldt af nye prisstigninger i 2011-2014 til niveauet omkring $100-$120 for efter 2014 at falde tilbage til niveauet omkring $50. De $100 svarede i reale priser til prisen under oliekrisen i 1973.

Oliereserver[redigér | rediger kildetekst]

Hvor store OPEC's samlede oliereserver reelt er, er vanskeligt at besvare. Tallet for "beviselige oliereserver", der er den almene standard for måling af oliereserver, blev i 1980'erne afgørende for, hvor meget olie, hvert enkelt OPEC-land måtte sælge. OPEC-landene opjusterede derfor disse tal kraftigt (mellem 47 og 197%). Derudover nedjusteres tallene ikke, på trods af, at man dagligt pumper store mængder olie op. (Se ASPO's oversigt over olieopskrivninger i OPEC-landene). Om OPEC har så store olieressourcer, som de påstår, kan derfor betragtes som værende tvivlsomt.

Medlemsstater[redigér | rediger kildetekst]

I parentes måned og år for optagelse

Afrika
Mellemøsten
Asien
Sydamerika

Se også[redigér | rediger kildetekst]

  • OAPEC, en udbrydergruppe dannet i 1968, bestående af arabiske medlemmer af OPEC.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Member Countries". OPEC. Hentet 26. august 2020.
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Koordinater: 48°12′51.5″N 16°21′57.5″Ø / 48.214306°N 16.365972°Ø / 48.214306; 16.365972