Peder Vogelius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Peder Mogensen Vogelius (født 1741, død 1787) var en dansk præst, der ud over hvervet som sognepræst i Helligåndskirken (1777 - 1787), gjorde sig bemærket med et par prisvindende taler om Absalon og Knud den Store.

Peder Vogelius var født i Hundslund præstegård ved Århus som søn af provst og sognepræst Mogens Vogelius (død 2. maj 1775) og dennes hustru Anna Kirstine, født Mouritsen (død 1751), som selv var præstedatter fra Hundslund.

Han blev undervist hjemme af huslærere, sidst i henved 3 år af Ove Høegh-Guldberg, den senere statsminister, indtil han 1756 kom i Århus skole, hvorfra han dimitterede i 1757 og gik videre til universitet i København. I 1760 fik han sin attestats (eksamen).

En kort tid var han hjemme for at hjælpe sin far, men var derefter i henved 5 år skolelærer i Horsens. I 1767 kom han atter til København og var i 6 år huslærer hos P.F. Suhm for dennes eneste søn. Mens han boede i Suhms hus, skrev han som besvarelse af prisopgaverne fra "Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme" lovtaler om Absalon og Knud den Store. De vandt begge prisen og blev trykt i selskabets udgivelse «Forsøg», 8. og 9. stykke (1770 og 1771). Til den første opgave havde han C.F. Jacobi som konkurrent. I 1773 blev han udnævnt til sognepræst på Frederiksberg, men blev i 1777 forflyttet derfra til sognekaldet ved Helligåndskirken i København.

Året efter at han var blevet præst, blev han gift med sin barndomslærers søster Helvig Høegh (født 1741). En af deres døtre var gift med rektor N.L. Nissen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]