Jødedom

Jødedommen er jøders traditionelle religion og kultur og den ældste af de tre store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst jødedommens hellige bog, Tanakh, og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres over hele verden af ca. 14 mio. mennesker, heraf flest i Israel (ca. 6 mio.) og USA (ca. 5 mio.). I Danmark bor ca. 6.500 jøder. Dette tal indikerer at ca. 0,2% af verdens befolkning er jøder. Kristendom, islam og en række andre religioner sporer alle deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige former. Jødedommen er en såkaldt "etnoreligiøs" religion. Dette indebærer traditionelt at børn født af en jødisk mor betegnes som værende jøder. Herudover tælles også folk der har konverteret til jødedommen. I de officielle statistikker regnes almindeligvis kun med personer der selv betegner sig som jøder, hvad enten de praktiserer religionen eller ej.

Grundtræk

Jødedommen er en monoteistisk religion og lærer som sådan at der kun er én Gud, Jahve som alene er tilbedelsesværdig. Denne Gud er almægtig, alvidende og evig, og har åbenbaret sig selv for det jødiske folk som beskrevet i de jødiske hellige skrifter, ifølge hvilke han også udvælger netop dette folk som sit eget og forsyner dem med en serie på 613 påbud og forbud, de såkaldte mitzvot, hvis overholdelse er central i jødisk religion. Denne Gud må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske hellige skrifter forekommer hellignavnet JHVH (tetragrammet), hvilket ved højtlæsning erstattes med adonai (Herren), hashem (Navnet) eller lign.

Som centrum for det jødiske religiøse og kulturelle liv står synagogerne som forsamlingshuse for den jødiske menighed, hvor også den jødiske gudstjeneste afholdes hver sabbat. En ligeledes central rolle spilles af rabbinere, religiøse lærde, der er uddannet i jødisk tradition og lov, og som ofte fungerer som overhoveder for individuelle menigheder.

Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring regnes for et tegn på den pagt med Gud, som forbinder drengebarnet med Abrahams slægt, det jødiske folk – og Gud selv. Selve omskæringen foretages af en særlig uddannet lægmand (mohel) og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.

Slægten og familien spiller en overmåde vigtig rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin (chuppah), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammeltestamentlige tekster som også bruges i den kristne kirke, dog oftest i en anden redaktion og oversættelse. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbineren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige, der bestyrer menighedens liv.

Helligdage

De jødiske fester og helligdage (haggim) tager som regel udgangspunkt i centrale begivenheder i det jødiske folks historie.

Sabbat

Den vigtigste helligdag i jødedommen er sabbatten; en ugentlig helligdag, der fejres fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Sabbatten tager som sit forbillede beretningen fra 1. Mosebog, hvor Gud efter på seks dage at have arbejdet med at skabe verden, hvilede på syvendedagen. Sabbatten tjener således som en hviledag der samler hele familien, og hvor det ikke er tilladt at arbejde. Sabbatten er foreskrevet i de ti bud.

Pesach

En af de vigtigste fester i jødedommen er Pesach, svarende til den kristne påske. Pesach, der betyder "forbigang" fejres til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten (exodus). Udtrykket Forbigang henviser til dødens engel, der skulle slå alle førstefødte ihjel men netop gik forbi de jødiske huse, hvor der var smurt blod fra slagtede lam på dørstolperne. Højtiden kaldes også "De usyrede brøds fest", fordi usyret brød spiller en central rolle både før og under festen. Huset renses omhyggeligt for alt syret (gæret), og alt husgeråd der har været i berøring med syrede fødevarer erstattes af særligt Pesach-service. Højtidens centrale begivenhed er seder, et fællesmåltid der afholdes på festens første aften, hvor der spises en række traditionelle retter der er symbolsk knyttet til udvandringen fra Egypten.

Shavuot

Ifølge 3. mosebog er jøderne forpligtede til at tælle 7 uger fra Pesachs anden dag. Efter disse 7 uger (49 dage) kommer man frem til Shavuot-festen. Shavuot betyder egentlig "uger". På shavuot takker jøderne Gud for modtagelsen af Torah.

Sukkot

Sukkot eller løvhyttefesten ihukommer israelitternes vandring gennem ørkenen efter flugten fra Egypten og falder sammen med frugthøsten. Sukkot fejres ved at man konstruerer små hytter, der dekoreres med frugt og grøntsager. I disse hytter spiser og sover man de syv dage festivalen varer.

Rosh Hashanah

Rosh Hashanah betyder "årets begyndelse (egtl. hoved)" og fejres som det jødiske nytår, omend højtiden falder på den syvende måned i den jødiske kalender. Festen fejrer verdens skabelse og indleder dertil de såkaldte bodsdage, ti dage, der varer indtil Yom Kippur, under hvilken folk opfordres til at undskylde over for folk de har gjort uret.

Yom Kippur

Forsoningsdagen Yom Kippur var i førkristen tid den ene dag om året hvor den jødiske ypperstepræst trådte ind i templets allerhelligste rum for at udføre et ritual, der skulle skaffe hele det jødiske folk soning for deres synder. I moderne jødedom er dagen helliget bøn, faste og bodsgerninger centreret om renselse og Guds nåde. Yom Kippur er således kulminationen på bodsdagene og regnes ofte for den mest betydningsfulde enkeltstående helligdag.

Opslået torah-rulle i Synagoge Museet i Wlodawa, Polen

Chanukah

Chanukah også kendt som Hanukkah er navnet på den jødiske lysfestival. Ordet Chanukah betyder "at dedikere", og helligdagen falder typisk omkring den kristne helligdag jul. Chanukah fejres ved at man den første dag tænder et lys, den anden tænder man to og så videre de næste 8 dage Chanukah varer. Dette skal symbolisere de 8 dage hvor den jødiske gruppe Maccabeerne fik en lampes olie til at vare 8 dage, selvom den blev vurderet kun at have olie nok til en dags brug. Helligdagen er blevet mere populær efter at julen har fået et større kulturelt rum i den vestlige verden, og anses nu for at være en helligdag henvendt specielt til børn. I den forbindelse er det en norm at give gaver til hinanden hver dag i de 8 dage, og give chokolade kendt som Hanukkah Gelt (Gelt er et yiddish og tysk ord der betyder penge) der er formet som guldmønter til sin familie.

Historie

Tilhængere af jødedommen sporer deres religion tilbage til patriarken Abraham, der regnes for jødernes stamfader, der sluttede pagt med Jahve.

Israelitternes 12 stammer var under sagnkongerne David og Salomon angiveligt samlet i et rige med Salomons tempel i Jerusalem som vigtigste helligdom. Der findes dog ikke historiske eller arkæologiske beviser for dette. Før 586 fvt. synes polyteisme at have været udbredt blandt israeliterne. Arkæologiske fund giver det indtryk, at israeliternes religion ikke adskilte sig væsentligt fra kanaanæisk religion. El blev dyrket som gudernes konge og verdens skaber, og El udpegede Jahve som stammegud for israelitterne. Ashera blev dyrket som frugtbarhedsgudinde og El/Jahves kone, og deres søn var tordenguden Baal. Disse guddomme blev dyrket på helligsteder og i helligdomme rundt omkring i landet. Efter Salomon blev riget ifølge biblen delt i et nordligt rige, Israel, med kongelige templer i Dan og Bethel samt et sydligt rige, Juda, med kongeligt tempel i Jerusalem. De 10 stammer i Israel blev løbet over ende af assyrerne i 722 f.Kr. hvorefter disse ti stammer ophørte med at eksistere. I 622 fvt. centraliserede Kong Josia af Juda ifølge Biblen religionsudøvelsen, så ofringer herefter kun måtte foregå i templet i Jerusalem. Den babylonske konge Nebukadnesar erobrede Juda i 586 fvt., i hvilken forbindelse han ødelagde templet i Jerusalem og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon.

Det babylonske eksil varede indtil 536 fvt., da perserkongen Kyros løslod jøderne og lod dem vende hjem, hvor de genopbyggede templet i 515 fvt. I de efterfølgende århundreder fik jødiske hellige skrifter omtrent den form de har i dag, men forfatterne/redaktørerne har også trukket på langt ældre kilder. Herefter overlever hebræisk som helligt sprog, mens jøderne begyndte at tale aramæisk eller græsk til daglig. Samaritanerne var efterkommere efter israelitter og kanaanæere fra nordriget Israel, som overlevede den assyriske besættelse, og disse anså mosebøgerne som deres hellige skrifter. Da jøderne imidlertid ikke anså dem for racerene israelitter, bliver deres religion regnes normalt som en selvstændig religion. I perioden frem til 70 evt. opstod flere divergerende retninger indenfor jødedommen, hvoraf saddukæerne, farisæerne og essenerne synes at have været de væsentligste. Endvidere opstod en række messianske og/eller apokalyptiske bevægelser, hvoraf en udvikler sig til kristendommen. Et oprør mod romerne ender med Jerusalems ødelæggelse og nedbrænding af templet i 70 evt. Med nedbrændingen af templet i 70 evt. ophører jødedommen som offerreligion.

Af de mange divergerende retninger inden for jødedommen overlevede kun den rabbinske jødedom, som bygger videre på farisæerne, samt kristendommen som hurtigt udskilte sig som en selvstændig religion.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Jødedom

• Babylon i religionshistorisk lys