Pol Pot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pol Pot - 1978

Saloth Sar (19. maj 1925[1][2][3][4][5][6] (eller 1928)[7]15. april 1998) bedre kendt som Pol Pot var leder af den kommunistiske oprørsgruppe De Røde Khmerer, som var ansvarlig for op mod to millioner døde i Cambodja under det brutale styre fra 1975 til 1979.

Pol Pot blev inspireret af de franske kommunister, som han oplevede under sit studieophold i Paris i Frankrig fra 1949 til 1953, samt af Mao Zedongs politik i Folkerepublikken Kina.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Prek Sbov. Pol Pots fødeby.

Pol Pot blev formentlig født i 1925 under navnet Saloth Sar. Hans fader var en rig godsejer med 40 daglejere ansatte. Familien havde forbindelser til landets førende kredse. Saloth Sar havde en kusine, som underviste ved den kongelige ballet og tillige var kongens førstekonkubine. Hans storebror var embedsmand.

Falleret student og revolutionær[redigér | redigér wikikode]

Pol Pot.

Da han var 6 år gammel, blev han sendt til Phnom Penh, hvor hans skulle bo hos sin broder, mens han gik i en katolsk skole, der ellers var forbeholdt franske og vietnamesiske embedsmænds børn. Imidlertid klarede han sig ikke godt og dumpede til afgangseksamen. Han blev derefter sat i et buddhistisk kloster som led i sin åndelige udvikling. 6 år efter fik han i 1949 et stipendium til at studere radioteknik i Paris. Han kom til Paris i en alder af 24 år.

På universitetet og på Boulevard St. Germain, hvor den intellektuelle elite dagligt mødtes for at diskutere aktuelle forhold, mødte han andre cambodjanere. Disse fulgte med stor interesse den da pågående vietnamesiske befrielseskrig mod den franske kolonimagt. For de unge cambodjanere fremstod de vietnamesiske kommunister som frihedshelte. På denne baggrund var det logisk, at de søgte ind i det franske kommunistparti, som da havde en meget stærk stilling i Frankrig. Partiet forberedte en revolution og konsulterede Josef Stalin i Moskva herom.

I 1950 dannede de cambodjanske kommunister deres egen undergruppe, som blot bestod af 9 personer, og som fra 1950 til 1953 holdt jævnlige møder i Parisforstaden Chautou. Han lagde her planer for Cambodjas fremtid. Saloth Sars var ikke noget fremtrædende medlem i gruppen. Gruppens midtpunkt og chefideolog var Khieu Samphan, søn af en advokat og økonomistuderende. Han skrev en doktordisputats, hvori han argumenterede for, at Cambodja skulle gøre sig selvforsynende for derved at undgå at komme i gæld til rigere lande. For at opnå dette, skulle bybefolkningen vende tilbage til landet og deltage i landbruget på lige fod med bønderne. Derved skulle landet producere rigeligt med ris, grøntsager og andre fornødenheder.

Partisan i Cambodja[redigér | redigér wikikode]

Efter tre år blev Saloth Sars stipendium inddraget, fordi han var udeblevet fra alle sine eksaminer. Han vendte hjem som en fuldblods selvudnævnt revolutionær og sluttede efter hjemkomsten i 1953 sig til den første af de vietnamesisk dominerede Viet Minh og senere til det cambodjanske kommunistparti.

Da de franske forlod Fransk Indokina i 1953, valgtes den hidtidige konge, Norodom Sihanouk, til statsminister for et Cambodja, der kun havde lidt plads til Saloth Sars radikale ideer. I 1954 endte den første vietnamkrig. Ved fredsforhandlingerne blev det fastlagt, at Frankrig skulle opgive sine kolonier i Indokina, og Vietnam blev delt i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam. I Cambodja overdrog Sihanouk kongeværdigheden til sin fader, dannede selv et politisk parti og lod udskrive folkelige valg. Kommunisterne deltog i valget men fik næsten ingen opbakning. Freden bredte sig, velstanden steg, og den kommunistiske sag havde ingen fremtid.

Khieu Ponnary.

I 1956 giftede Saloth Sars sig med Khieu Ponnary, der også havde tilhørt gruppen i Paris. De virkede som lærere men blev snart fyrede, fordi de drev kommunistisk propaganda blandt eleverne. Familien afbrød forbindelsen, og Saloth Sars forsvandt. Han drog til landets nordøstlige provinser, der lå afsides og var økonomisk tilbagestående. Her drev han sin politiske virksomhed og opbyggede en hær af tilhængere, der fik navnet "Khmer Rouge", de røde khmerer.

I 1960 udbrød den anden vietnamkrig. Krigen fremstod som et internt oprør i Sydvietnam ledet af Folkets Befrielseshær mod regeringen i Saigon, men reelt stod Nordvietnam bag, og dette land fik støtte fra både Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina. For at sende hjælp til kommunisterne i Sydvietnam var det nødvendigt at oprette en rute. Denne, kaldet Ho Chi Minh-stien, gik gennem Laos og Cambodjas nordøstlige provinser, det vil sige de områder, hvor Saloth Sars, der fra nu af kaldte sig Pol Pot (vistnok afledt af "Politique potentielle", oversat fra kinesisk). Pol Pot blev af vietnameserne anset for en nyttig allieret, og hans røde khmerer blev forsynede med våben, mens nordvietnameserne oprettede et hovedkvarter i de områder, han havde magten over. Af vietnameserne lærte Pol Pot at drive partisankrig. Efterhånden sluttede hans gamle kammerater fra Paris sig til ham, men nu var Pol Pot den ubestridte leder. Internt blev han kaldt "Broder Nummer Et".

I marts 1970 blev Sihanouk afsat af den USA-orienterede General Lon Nol ved et kup, angiveligt fordi han havde tilladt tilladt de nordvietnamesiske baser i Cambodja, og han drog i eksil til Kina, hvorfra han søgte samarbejde med Pol Pot, skønt han tidligere havde bekæmpet ham. Pol Pot indså hurtigt den propagandamæssige værdi heraf og omdannede sin hær til "Cambodjas Kongelige Nationale Enheds Regering". Sihanouk blev formel leder, Khien Samphan blev udnævnt til vicestatsminister, men reelt lå magten hos Pol Pot. Med Sihanouk som propagandamiddel lykkedes det nu Pol Pot at opbygge en betydelig hær af analfabetiske og uvidende bønder, som fulgte kongen som deres samlingssymbol. Pol Pot blev nu i stand til at føre krig mod regeringen i Phnom Penh, og gik fra den ene militære sejr til den næste. Samtidig blev USAs militære engagement i Indokina mere og mere upopulært på hjemmefronten, og den 17. april 1975 indtog Khmer Rouge også hovedstaden, Phnom Penh. Forholdet mellem Nordvietnam og Khmer Rouge blev brudt i 1973 på grund af uenighed om Sydvietnams forhold.

Da De Røde Khmerer rykkede ind i Phnom Penh, blev de hilst som befriere af befolkningen. Men de havde endnu ikke indfriet deres program.

Leder af Demokratisk Kampuchea[redigér | redigér wikikode]

Pol Pot (siddende til højre) sammen med Rumæniens diktator Nicolae Ceaușescu 1978.

Straks fra magtovertagelsen gik Pol Pot i gang med at realisere sit politiske program. Pol Pots egen version af maoismen var, at meget hurtigt gennemføre en landbrugsreform utopisk kommunisme, uden byer, klasser, kontakt med omverdenen, penge eller avanceret teknologi. Allerede samme dag ryddede man sygehusene: læger, sygeplejersker og patienter blev med spark og slag drevet ud af sygehusene i tusindvis. Enhver, der forsøgte at protestere, blev skudt på stedet. Efter få timer var sygehusene tomme. Det flød med lig af nyfødte spædbørn og lig af deres mødre.

Samtidig skete en systematisk udplyndring af forretninger og private hjem. Alt af værdi blev beslaglagt: biler, motorcykler og cykler, ure, fotografiapparater og transistorradioer. Alle bøger, offentlige dokumenter og arkivalier blev brændt. Alle pengesedler blev afbrændt.

Et omfattende massemord blev igangsat. Alle, der var mistænkte for at være embedsmænd eller officerere, blev uden videre henrettede. Overalt lød der geværskud og skud fra maskinpistoler. Vandforsyning og elektricitet blev afbrudt.

Soldater med megafoner kørte gennem gaderne og opfordrede alle til at komme ud på gaderne. Bygninger, hvor man så tegn på liv, blev beskudte med bazookaer. Befolkningen samledes rædselsslagen på gaderne. De fik besked på omgående at forlade byen. De måtte ikke tage noget med. De fik at vide, at amerikanerne havde planer om at bombe byen. De blev sent på omgående dødsmarcher ud af byen. Enhver, som forsøgte at trænge ud af rækkerne, blev skudt. Fortovene var oversåede med døde og sårede. Børn, gamle og syge blev trampede ihjel. På to døgn var hele byen tømt for mennesker.

Overalt var marchruterne flankerede med soldater fra de røde khmerer. De var unge drenge og piger i alderen 12-16 år, analfabeter, totalt uvidende, uden moral, marodører samlede op i de afsides jungle- og bjergegne, hvor Pol Pot havde hvervet sin hær. De var blevet indoktrinerede med, at byboere var parasitter, forrædere og folkefjender. Deres uniform var sort, med et rødt tørklæde om halsen eller bundet om panden. De var bevæbnede med maskingeværer.

Pol Pot opbyggede nu sin nye stat. Pol Pot krævede fuldstændig loyalitet over for sig selv og sin bevægelse, Angkar, "organisationen", nu omdøbt Demokratisk Kampuchea Parti. Traditionelle hierarkiske titler og tiltaleord forbudt, og trods det faktum, at Pol Pot blev nævnt som "bror nummer et" var ingen personlighedskult, muligvis blev sondringen mellem Angkar og Pol Pots egen person sløret til det punkt, hvor Pol Pot var Angkar og vice versa.

Store grupper af befolkningen blev erklæret bestående af ikke-ønskelige grupper: vietnamesere og stammefolk som Cham og Lao, alle med uddannelse, alle religiøse (buddhister, muslimer og kristne), alle der bar briller (ansås for intellektuelle) eller havde fine hænder og så videre. De, der ikke blev myrdede, blev sat til hårdt fysisk arbejde fra solopgang til solnedgang på minimale madrationer, som endda blev beskårne, hvis de ikke levede op til de produktionskrav, som "organisationen" vilkårligt fastsatte.

Ofre for Khmer Rouges massehenrettelser.

Skøn over, hvor mange mennesker blev myrdet - dræbt udskåret med skærpede bambusstænger, kvalt med plastikposer, tortureret til døde i sikkerhedscenter S-21 eller sultede - i årene 1975-1979 disse typisk mellem 800.000 til 3.000.000, af en samlet befolkning i lidt over 7 millioner. Khieu Samphan, Kampuchea præsident på det tidspunkt, anslog antallet af "under 10.000".[8] Pol Pots egne estimater regnede med næsten en million døde. Mindesmærker til den myrdede tilgængelige i dag i Phnom Penh (S-21 Toul Sleng) og Choeung Ek, en af ​​de mest berømte steder på "Killing Fields".

Efterhånden blev Pol Pot ramt af forfølgelsesvanvid. Flere af hans militære støtter blev kaldt til Phnom Penh for at "få nye ordrer". Reelt blev de torturerede og myrdede. Pol Pot sov sjældent to nætter på samme sted. "Organisationen" udviklede sig til en stikkerhær, hvor enhver var rede til at "angive" en anden, om så blot for at få noget at spise. Takket være sin politik lykkedes det Pol Pot at få udryddet store dele af de folk, som havde støttet ham. Andre bragte sig i sikkerhed i Vietnam: hele hærafdelinger gik i vietnamesisk tjeneste.

Regimet væltes[redigér | redigér wikikode]

Pol Pots grav i Anlong Veng-distriktet i Oddar Meanchey-provinsen.

Vietnam var Sovjetunionens vasal. Da der udbrød stridigheder mellem Vietnam og Kina, støttede Pol Pot ubetinget Kina. Dermed blev han et mål for vietnamesisk angreb.

En vietnamesisk militær intervention 1978-1979 (som indledte den kinesisk-vietnamesiske krig) erstattede Pol Pots regime med et over for Vietnam (og indirekte Sovjetunionen) loyalt kommunistisk regime under Heng Samrins ledelse. Regimet bestod hovedsageligt af afhoppede Khmer Rouge-folk (heriblandt landets senere statsminister, Hun Sen), som ledede det nystiftede Folkerepublikken Kampuchea indtil 1992.

Pol Pot og Khmer Rouge blev af Kina og flere vestlige lande set som en modvægt til Vietnam, og i sidste ende Sovjetunionen, til påvirkning af det tidligere Indokina og styret fortsatte med at modtage støtte udefra, selv efter 1979. De kunne derfor med en vis succes at fortsætte deres guerillakamp. Pol Pot, som da ikke længere officielt ledede Khmer Rouge og det officielt opløste Demokratisk Kampuchea Parti, accepterede ikke de betingelser, som blev forhandlet efter Vietnams tilbagetrækning i 1989, og holdt stand mod regeringstropper indtil 1996, hvor anslået halvdelen (ca. 4.000) - både fodfolk og ledere, deserterede eller gik over til regeringens side.

Da Pol Pot i sommeren 1997 lod sin nærmeste støtte Son Sen og hans familie henrette, blev han anholdt, og han blev dømt under oversyn af Do Mok ("Broder Nummer Fire") til et liv i husarrest. Pol Pot, alvorligt syg og næsten blind, døde officielt af et hjerteanfald den 15. april 1998, dagen efter at han blev informeret via radioen, at han ville blive overdraget til den USA-støttede regering til retsforfølgelse. Liget blev brændt på en stak bildæk i hans lejr i junglen. Et år senere var der næsten intet tilbage af Pol Pots Angkar, men de landminer, som hans organisation udplacerede, høster fortsat liv i Cambodja den dag i dag.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Pol Pots fødselsår er omtvistet:

  1. ^ BBC History Pol Pot 1925-1998
  2. ^ BBC History Pol Pot 1925-1998. 
  3. ^ Kiernan, Ben. The Pol Pot Regime: Race, Power, and Genocide in Cambodia under the Khmer Rouge, 1975–79. New Haven, CT: Yale University Press, 1996.
  4. ^ Biography of Pol Pot. Asiasource.org. Hentet 27 februari 2009. 
  5. ^ John Pilger (July, 1998). "America's long affair with Pol Pot". Harper's Magazine ??: s. 15-17. 
  6. ^ Brother Number One, David Chandler, Silkworm Book, 1992 s.6
  7. ^ Følgende kilder angiver 1928:
    Brother Number One, David Chandler, Silkworm Book, 1992 p.7
    Kiernan, Ben. The Pol Pot Regime: Race, Power, and Genocide in Cambodia under the Khmer Rouge, 1975–79. New Haven, CT: Yale University Press, 1996.
    John Pilger (July, 1998). "America's long affair with Pol Pot". Harper's Magazine ??: 15-17. 
    Pol Pot Biography – life, family, name, death, school, son, information, born, house, time, year
  8. ^ Pol Pots leende, Peter Fröberg Idling

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Denise Affonço: To The End Of Hell: One Woman's Struggle to Survive Cambodia's Khmer Rouge. (With Introductions by Jon Swain and David Chandler.) ISBN 978-0-9555729-5-1
  • Philip Short: Pol Pot: Anatomy of a Nightmare. 2005. ISBN 0-8050-6662-4
  • David P. Chandler/Ben Kiernan/Chanthou Boua: Pol Pot plans the future: Confidential leadership documents from Democratic Kampuchea, 1976-1977. Yale University Press, New Haven, Conn. 1988. ISBN 0-938692-35-6
  • David P. Chandler: Brother Number One: A political biography of Pol Pot. Westview Press, Boulder, Col. 1992. ISBN 0-8133-3510-8
  • Stephen Heder: Pol Pot and Khieu Samphan. Clayton, Victoria: Centre of Southeast Asian Studies, 1991. ISBN 0-7326-0272-6
  • Ben Kiernan: "Social Cohesion in Revolutionary Cambodia," Australian Outlook, December 1976
  • Ben Kiernan: "Vietnam and the Governments and People of Kampuchea", Bulletin of Concerned Asian Scholars (October-December 1979)
  • Ben Kiernan: The Pol Pot regime: Race, power and genocide in Cambodia under the Khmer Rouge, 1975-79. New Haven, Conn: Yale University Press 1997. ISBN 0-300-06113-7
  • Ben Kiernan: How Pol Pot came to power: A history of Cambodian communism, 1930-1975. New Haven, Conn.: Yale University Press 2004. ISBN 0-300-10262-3
  • Ponchaud, François. Cambodia: Year Zero. New York: Holt, Rinehart and Winston, 1978
  • Vickery, Michael. Cambodia: 1975-1982. Boston: South End Press, 1984

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]