Portal:Danmarks historie/Udvalgt artikel/februar, 2009

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den store Jellingsten
Den store Jellingsten

Danmarks historie tog sin begyndelse ved slutningen af sidste istid, for de seneste 12.000 år har det område, man i dag kender som Danmark, med sikkerhed været beboet af mennesker. Først fra omkring 500 e.Kr. begyndte folket danerne så småt at optræde i skriftlige kilder, bl.a. af Jordanes og Procopius. Med kristningen af danerne omkring år 960 blev det klart, at der eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som beherskede omtrent det nuværende danske område. Dronning Margrethe 2. kan føre sin slægt helt tilbage til kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand fra denne tid, hvilket gør det danske kongehus til et af de ældste eksisterende i verden.

Danmarks politiske historie har især været påvirket af landets geografiske placering ved søvejen mellem Nordsøen og Østersøen. Det indebar, at landet lå midt mellem Sverige og Tyskland og dermed i centrum for disse landes indbyrdes kamp om overherredømmet i Østersøen. Med Sverige havde man en lang kamp om herredømmet over Skåne og Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger kæmpede man i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len). Danmark har igennem størstedelen af de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster omkring disse landområder. Konflikter, som Danmark endte med at tabe, med afgivelsen af først Skåne til Sverige, siden også Norge, og med afståelsen af Slesvig og Holsten til det tyske rige. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de tidligere norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage ved genforeningen 1920 efter en folkeafstemning, mens Island erklærede sig som selvstændigt land i 1944.