Portrætter af Benvenuto Cellini

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Benvenuto Cellini Paint Self Portrait
Cellini, Benvenuto. 1558-1560. Olie, papir limet til lærred. 61 x 48 cm. Privat samling

Der eksisterer flere portrætter af Benvenuto Cellini (1500-1570) en italiensk guldsmed og billedhugger, herunder selvportrætter og værker af andre kunstnere. Benvenuto Cellinis fysiske udseende er hovedsagelig kendt fra et antal portrætter af ham, der blev malet i hans levetid. Samtidig, dels under hensyn til, at der foreligger nogle få pseudo-portrætter fra det XVII. – XX. århundrede, hvor Cellinis ansigt kun er et produkt af kunstnernes fantasi, dels på grund af fejlagtige senere identificeringer (tilskrivninger), hersker der en vis forvirring om, hvordan han i virkeligheden så ud. 

Et portræt af Benvenuto Cellini på Vasari’s Fresko[redigér | redigér wikikode]

Dette portræt af Cellini er en del af et cirkelrundt freskomaleri[1] (tondo) udført af Giorgio Vasari for Palazzo Vecchio i Firenze i 1563, hvor den allerede aldrende Cellini er fremstillet blandt andre hofmalere hos den florentinske hertug Cosimo I de’ Medici. Lige under hans ansigt står der skrevet «Benvenuto SCVL»[2]

Alle de personer, der er afbildet på tondoen, var genkendelige under Vasari’s tid.

På tondoen ses 11 mennesker. Giorgio Vasari har nævnt ni af dem[3] i sine skriftlige kommentarer til højre på fresken: Tribolo (Nicolo di Raffaello di Nicolo dei Pericoli), Tasso (Giovanni Battista del Tasso), Nanni Unghero, San Marino, Giorgio Vasari , Baccio Bandinelli, Bartolomeo Ammanati, Benvenuto Cellini og Francesco Di ser Jacopo[4]. Den eneste af hans kolleger, G. Vasari undlod at nævne, var Luca Martini.

Bartolomeo Ammanattis portræt, fejlagtigt identificeret som et portræt af Benvenuto Cellini[redigér | redigér wikikode]

Collyer, Joseph. Portræt af Benvenuto Cellini. Gravering. 26,5 x 14 cm. (1771) Nationalbiblioteket i Wien. Inv. nr.: 8191345
Benvenuto Cellini Self Portrait Drawing
Cellini, Benvenuto. Selvportræt. 28.3 cm med 18,5 cm. Papir, grafit (1540-1543) (?) Kongelige Bibliotek, Torino

Den traditionelle identifikation af personerne på freskoen, som indtil da var blevet betragtet som korrekt siden 1500-tallet[5], blev bestridt i 1891 af Eugene Plon, en fransk bogudgiver. Selvom de fleste personer i freskoen, signeret af Vasari, herunder Cellini selv, optræder under sine rigtige navne, har Plon alligevel betvivlet billedteksten. I sin bog hævder Plon på baggrund af de studier han har gennemført, at «den virkelige» Cellini på freskoen er den mand, der med tiden er blevet identificeret som Bartolomeo Ammannati[6]. De seneste undersøgelser foretaget i 1971 har resulteret i omidentificering af de personer, der er portrætteret på tondoen.[6]

Giorgio Vasaris portræt, fejlagtigt identificeret som et portræt af Benvenuto Cellini[redigér | redigér wikikode]

Den tredje tilskrivning af Cellinis ansigt blev gjort af den engelske kunstner og graver Joseph Collyer (1748-1827) ved slutningen af 1700-tallet i forbindelse med en fresko i Palazzo Vecchio. Francesco Tassi påstod i 1829, at Collyer havde fået i opdrag fra den britiske udgiver «Nugent» at gravere et portræt af Benvenuto Cellini. På udkig efter det rigtige udseende af Benvenuto, valgte Collyer den Vasari’s tondo. Men han mislykkedes med korrekt at identificere Cellini blandt de andre på tondoen. Benvenuto Cellini, efter Collyers fejlagtige opfattelse, er den mand nederst på tondoen, der fører en samtale med Francesco di Ser Jacopo og kigger sig over skulderen mod tilskueren.[7] Med andre ord, har den britiske mester i virkeligheden malet Giorgio Vasari på sit «Portræt af Benvenuto Cellini» i stedet for Cellini. 

Morghen, Raffaello (1758-1883). Et portræt af Benvenuto Cellini. Gravering (1822)

Portræt af Benvenuto Cellini udført af Raffaello Morghen[redigér | redigér wikikode]

To og et halvt århundrede efter Vasari’s tondo, så verden et nyt «Portræt af Benvenuto Cellini»[8], tegnet og graveret af den italienske kunstner Raffaello Sanzio Morghen (1758-1833), der brugte Cellinis ansigt fra en fresko i Palazzo Vecchio som reference. Dette billede fik stor udbredelse takket være den tids bogudgivere. I dag er dette værk af Raffaello Sanzio Morghen (samt dets senere variationer) den mest velkendte og bredt reproducerede afbildning af Cellini.

Cellinis selvportrætter[redigér | redigér wikikode]

Selvportræt af Benvenuto Cellini på en buste af Cosimo I Medici[redigér | redigér wikikode]

Detail on Cosimo I bust
Cellini, Benvenuto. Buste af Cosimo I. Bronze (1545). Museo Nazionale del Bargello, Firenze (Italien). Et fragment fra Cellinis portræt.

Efter at være kommet tilbage fra Frankrig til sin hjemby Firenze i 1545, udformede Benvenuto en bronzebuste af Cosimo I de’ Medici, Storhertugen i Toscana. Det dekorative hoved, der er synligt på bustens højre skulder, er et selvportræt af Cellini, dannet af omridset af Satyr, Løve og Mand[9]. Skønt hovedet på skulderen indeholder animalske elementer, er relieffet helt antropomorft.

Cellini har brugt Løve og Satyr som prototyper. Løven som en del af det groteske billede på busten er en allusion til Cellini selv. De Satyrs dyrelignende træk i kombination med et menneskeligt ansigt indeholder en endnu tydeligere hentydning til Cellinis personlighed, end den semiotiske værdi af Løvens afbildning. Ved at optræde i skikkelse af Satyr, alluderer Benvenuto til sit eget tilnavn «Diablo». I renæssance-samfundets øjne var Satyr synonym med en dæmon eller endda med «Djævelen» selv.[10][11]

Dr. Pope-Hennessy mener, at hornene på hertugens rustning bør fortolkes som en hentydning til Stenbukken, Cosimo de’ Medici’s stjernetegn.[12]

Benvenuto Cellini’s selvportræt på en skitse i det Kongelige Bibliotek i Torino[redigér | redigér wikikode]

Det kongelige bibliotek i Torino (Biblioteca Reale di Torino) huser to skitser af Benvenuto Cellini tegnet på begge sider af et ark papir, der måler 28,3 x 18,5 cm[13]. På den ene side af arket ses en grafit tegning af en skægget mand i en alder af omkring 45 år, som er identificeret som et selvportræt[9]. På bagsiden finder man en blækskitse af mandlige kroppe og et ansigt i profil. Tegningen ledsages af Benvenuto’s nogle få håndskrevne notater, hvoriblandt man kan læse en dato: «21 juli 1559».

Benvenuto Cellini, Jupiter on the base of "Perseus".
Cellini, Benvenuto. ‘Jupiter’, bronze, 98 cm. Sokkel til «Perseus».

Benvenuto Cellinis selvportræt på baghovedet af Perseus[redigér | redigér wikikode]

Bronzemasken på Perseusbaghoved anses traditionelt for at være et selvportræt af Cellini. Nyere undersøgelser bekræfter denne formodning.[14]

Benvenuto. Perseus. Bronze (1543) Loggia dei Lanzi, Firenze. Fragment: Selvportræt på bagsiden af Perseus’ hoved.

Selvportræt af Benvenuto Cellini[redigér | redigér wikikode]

På det malede selvportræt ser Cellini noget ældre ud, end på skitsen i Torino.[9] Hans endnu ikke indfaldne kinder på tegningen i Torino taler for, at han stadig har sine kindtænder i behold. Dette maleri er en skitse.[15]

Olieskitser på papir var meget populære blandt italienske kunstnere i senrenæssancen og under manierismens periode[16]. Den runde røde fløjlshue, Cellini har på, alluderer til hovedet af St. Macarius den Store, en velkendt person fra den berømte middelalderlige fresko «Dødens triumf» (Camposanto, Pisa).

Selvportrætter af Benvenuto Cellini på afbildningerne af Jupiter (Perseus) og Ocean (kong Frans I Saltkar)[redigér | redigér wikikode]

Ordene «TE FILI SIQUIS LAESERIT ULTOR ERO»[17] står indgraveret under Jupiters niche på soklen af Cellini’s «Perseus» og bærer en dybt personlig konnotation. Jupiters biometriske egenskaber, selvom meget idealiserede, har en portrætlighed med Neptun (Ocean) på det berømte Saltkar, der blev udført af Cellini for den franske konge, Frans I. Saltkaret (26 x 33,5 cm., guld, delvis dækket med emalje, base: ibenholt) er hans eneste kendte guldsmedearbejde, der har overlevet til vor tid. Mesterværket blev lavet af Benvenuto lige efter hans fængsling, mellem årene 1540 og 1543, altså ti år før han skabte sin Jupiter i Firenze.

De begge guders figurer og ansigtsudtryk, som de er afbildet, må vel hentyde til de individuelle særpræg hos Benvenuto selv, der kan ses på andre portrætter af billedhuggeren.

Benvenuto Cellinis portræt i porfyr[redigér | redigér wikikode]

Det 19. århundredes franske udgiver Eugene Plon, ud over at han tog fejl ved identifikation af folket på Vasari’s fresko i Palazzo Vecchio, hvilket førte til en forkert tilskrivning, har rettet offentlighedens søgelys mod en artefakt, der i dag er kendt som «Porfyrportræt af Benvenuto Cellini»[18]. Han skrev i den forbindelse:

«M. Eugene Piotte har gjort os en uvurderlig tjeneste ved, at stille til vores rådighed et portræt lavet i porfyr med følgende sølvindskrift på bagsiden: «Benvenuto Cellini, nato di Giovani di Andra e di Maria Lisabetta di Stefano Granacci, il dì d’Ognissanti nel 1500»[19].

Denne artefakt er nu udstillet på Nationalmuseet for Renæssance (Château d’Ecouen, Frankrig). Forfatterskabet til portrættet tilskrives Francesco Salviati.

Frimærke med et «portræt af Benvenuto Cellini», udgivet i Rumænien i anledning af Benvenuto Cellinis 400 års jubilæum.

E. Plon daterer den 8,5 cm stor medaljon til første halvdel af det 16. århundrede og tror, at det er en nøjagtig gengivelse af «Portrættet af messer Benvenuto i ramme af nøddetræ», som ifølge bevidnelse fra notarius publicus «hang på væggen i Guldsmedens hus på tidspunktet for hans død»[20]. Plon hævder endvidere, at «der findes flere portrætter i porfyr opbevaret på et galleri i Palazzo Pitti» og at «alle af dem dateres tilbage til samme epoke, hvad angår tiden for deres skabelse».[21] Denne påstand bestrides imidlertid af dagens forskere. Alle tilgængelige oplysninger tyder på, at det kun er to porfyrportrætter, der nogensinde har eksisteret. En af dem viser den såkaldte «Benvenuto Cellini» og den anden «Ferdinando I Medici»[22].

I 1971 udgav det statslige Postvæsen i Rumænien et frimærke i anledning af 400-årsdagen for Cellini’s død. «Porfyrportrættet» blev valgt som grundlag for frimærket. På samme tid solgte det parisiske auktionshus «Drouot» i 2007 et billede benævnt som «Portræt af Monsieur Strozzi», der tilskrives en ukendt efterfølger af Cornelius de Lion. Dette billede er signeret.

Billede solgt på auktionshuset Drouot i 2007, identificeret som «Portræt af Monsieur Strozzi», udført af en ukendt efterfølger af Cornelius De Lion.

Indskriften nedenfor siger, at manden på portrættet hedder Monsieur Strozzi. Men nu er det vel sikkert at sige, at denne mand er Benvenuto Cellini.[23]

Benvenuto Cellinis portræt lavet af Zocchi/Allegrini[redigér | redigér wikikode]

Allegrini, Francesco. ‘Portræt af Benvenuto Cellini’. Gravering. 29.5 cm х19.2 cm. Fra en skitse malet af Giuseppe Zocchi. Det Østrigske nationalbibliotek.

Efter genopdagelsen af Cellini’s bog for offentligheden i slutningen af det 18. århundrede, blev det nødvendigt med forfatterens autentiske portræt for, at kunne illustrere publikationerne. Mange kunstnere og gravere fik bestillinger fra forskellige forlag på, at udføre billeder af Benvenuto. Det tidligste eksempel på sådanne portrætter af den ‘nye bølge’ var en gravering lavet af den italienske mester Francesco Allegrini i 1762. Allegrini benyttede en tegning af Giuseppe Zocchi (1711-1767) som grundlag for sit arbejde.

Det er ikke kendt, hvilke inspirationskilder Giuseppe Zocchi brugte i sit 18. århundrede, dog det portræt, han har skabt, adskiller sig mærkbart fra Benvenuto Cellini på Vasari’s fresko. Allegrini/Zocchi’s værk blev købt af Louis-Philippe (der på den tiden var hertug i Orleans og senere blev konge af Frankrig) til sin samling. En kopi af ‘Portrait of Benvenuto Cellini by Zocchi / Allegrini’ findes opbevaret på Château de Versailles i Trianon.

Benvenuto Cellini i andre kunstværker[redigér | redigér wikikode]

Skulptur af Jean-Jacque Feuchère[redigér | redigér wikikode]

Den franske billedhugger Jean-Jacques Feuchère (1807-1852) støbte denne lille bronzeskulptur i 1837. Portrættet har en vis lighed med personen identificeret som Cellini på Vasari’s tondo. Feuchère, Jean-Jacques. Benvenuto Cellini, Bronze (1837).

Begær af brødrene Marrel[redigér | redigér wikikode]

Kongen af Frankrig Louis-Philippe havde købt dette kunstværk som gave til sin søn Louis, hertugen af Nemours. Begæret blev højtideligt overrakt under en industriudstilling som fandt sted i Paris i 1839.

Guldsmederne og kompagnonerne Antoine-Benoit-Roch og Jean-Pierre-Nazaire Marrel skabte sit mesterværk på en bølge af inspiration, idet de var dybt imponeret over den såkaldte «Augsburgs kop», der på det tidspunkt var tilskrevet Cellini og blev købt af Louvre-Museet i 1832. Dette bæger er udført i form af en skål i sølv med forgyldning.[24]

Buste af Vincenzo Gajassi[redigér | redigér wikikode]

En langt senere tids statue af Cellini, Piazzale degli Uffizi, Firenze, Cambi.

Den italienske skulptør Vincenzo di Marco Fabio Apolloni (alias Gajassi) huggede i 1844 en marmorbuste af Benvenuto Cellini, der senere samme år blev givet af Lady Eleonora Butler som gave til Kapitolmuseerne (Musei Capitolini i Rom). Mesteren forsøgte tilsyneladende at gengive i sin model de markante individuelle træk ved Cellini’s udseende han har fundet på Vasaris fresko i Palazzo Vecchio. Dette forsøg giver sig udslag i det karakteristiske lange skæg, samt i formene af den portrætteredes næse, øjenbryn og profil. Apolloni, Vincenzo di Marco Fabio. ‘Buste af Benvenuto Cellini’. Marmor. (1844). Kapitolmuseerne, Rom.

Skulptur udført af Ulisse Cambi[redigér | redigér wikikode]

Arkitekten Giorgio Vasari og hans efterfølger Bernardo Buontoletti efterlod 28 ledige nicher i murene af kolonnaden i Uffizi-paladset. En buste af Benvenuto Cellini lavet af Ulisse Cambi (1807-1895) blev installeret i en af nicherne. En over 3 meter høj marmorstatue blev åbnet for publikum den 24. juni i 1845.

Romanelli Raffaello. ‘Buste af Benvenuto Cellini’. (1900). Ponto Vecchio, Florence

Portrættet er helt og holdent udsprunget af Cambi’s fantasi. Såvel den måde, Benvenuto er skildret på, som selve skulpturen i sin helhed udløste hård kritik fra offentligheden.

Buste af Raffaello Romanelli[redigér | redigér wikikode]

Benvenuto Cellinis buste udført af Raffaello Romanelli blev placeret i midten af den Gamle bro (Ponte Vecchio, Firenze) i 1901. Romanelli havde givet sine egne ansigtstræk til Cellinis portrætbuste på Ponte Vecchio.

Stilistiske forskelle mellem portrætter og selvportrætter af Cellini[redigér | redigér wikikode]

Alle selvportrætter af Benvenuto Cellini er i tråd med hans litterære autobiografiske beskrivelse, hvor han fremstår som en heroisk personlighed. Den heroiske karakter, disse kunstneriske skildringer er præget af, skyldes en speciel teknik, som var blevet opfundet af Michelangelo og nu kaldes for «terribilità». Dette kan opnås ved, at gøre brynene rynket og at give et fast blik i øjnene. Cellinis udseende har mange karakteristiske særtræk og egenskaber, hvoraf nogle kan betragtes som hans unikke kendetegn, herunder:

• brede kindben

• en underudviklet og noget fremspringende underkæbe, så den nederste læbe ligger ovenpå overlæben

• en stor næse, tynd og lige i næseroden, men har en fortykkelse og et lille hul på næsespidsen

• grøn-grå øjne, som synes at sidde tæt ved næseroden

• mandelformede øjenlåg

• forholdsvis tykke øjenbryn, selvom Cellini i nogle selvportrætter prøvede at gøre dem noget mindre udtrykte

• Cellini begyndte at blive skaldet ganske ung, men dette gik langsommere med tiden; alligevel har Benvenuto Cellini mistet sit hår på toppen af hovedet ved en alder af 50 år

• tynde og stærke hænder

• en atletisk kropsbygning og rank holdning, Cellini har haft hele sit liv igennem

Cellini havde tendens til at idealisere og heroisere sit udseende. I nogle tilfælde resulterede det endda i, at «forbedringerne» i hans ansigtstræk så lidt overdrevne ud.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Vasari, Giorgio (1511–1572) Cosimo I di Medici among court sculptors, architects and engineers. Fresco. (1563). Palazzo Vecchio, Florence. Detail: Portrait of Benvenuto Cellini.
  2. ^ Pope-Hennessy, John Wyndham. "Benvenuto Cellini" // Abbeville Press, 1985. P. 16.
  3. ^ Vasari, Jr. Ragionamenti del signor cavaliere Giorgio Vasari, pittore e architetto Aretino sopra le invenzionida lui depinte in Firenze nel Palazzo di Loro Altezze Serenissime, con lo illustrissimo ed esselentis. signore D. Francesco Medici, alora principe di Firenze / Arezzo, 1762
  4. ^ Würtenberger, Franzsepp. Mannerism: The European Style of the Sixteenth Century// New York, 1963. P. 38*
  5. ^ Plon, Eugène, "Benvenuto Cellini, orfèvre, médailleur, sculpteur, recherches sur sa vie, sur son oeuvre et sur les pièces qui lui sont attribuées", éditions Plon et Cie, imprimeurs éditeurs, Paris, 1883, p. 594
  6. ^ a b Kirwin, W.,Ch. "Vasari's Tondo of Cosmo I with his Architects, Engineers and Sculptors in the Palazzo Vecchio : Typology and Re-Identification of Portraits"// Mitteilungen des Kunsthistorischen institutes in Florenz, 15(1971) pp. 105–122
  7. ^ Сellini, Benvenuto "Vita di Benvenuto Cellini", orefice e scultore fiorentino, scritta da lui medesimo, restituita alla lezione originale sul manoscritto poirot ora laurenziano ed arricchita d’illustrazioni e documenti inediti dal dottor Francesco Tassi, vol. I, Firenze, 1829 (extrait page 38).
  8. ^ Gnaccarini, Giacomo Raffaele Morghen, in "L'Omnibus Pittoresco", n.36 del 22 novembre 1838, pp.361–362
  9. ^ a b c Perrot, Raoul. Biométrie faciale et expertise d'œuvres d'art // Paleobios, Lyon, 2007. Vol. 15.
  10. ^ Cellini, B., The Autobiography // Gutenberg.org., as translated by John Addington Symonds, Vol. I Ch. LXXVII., (URL: http://www.gutenberg.org/ebooks/4028 (date of request January 6, 2015)
  11. ^ Cellini, B., The Autobiography // Gutenberg.org., as translated by John Addington Symonds, Vol. I Ch. LVI., URL: http://www.gutenberg.org/ebooks/4028 (date of request January 6, 2015)
  12. ^ Pope-Hennessy, John Wyndham. «Benvenuto Cellini» // Abbeville Press. [Hazan pour l’edition francaise], 1985.  P. 307
  13. ^ Pope-Hennessy, John Wyndham. "Benvenuto Cellini" // Abbeville Press. [Hazan pour l’edition francaise], 1985. P. 311.
  14. ^ Pope-Hennessy, John Wyndham. "Benvenuto Cellini". Abbeville Press. [Hazan pour l'édition française], 1985. P. 185.
  15. ^ Nasobin, O.B The painted portrait of Benvenuto Cellini as an illustration for his books. // Humanitarian, socio-economic and social sciences .- 2014. - N5. - p. 364 - 368. ISSN: 2220-2404; ISSN 2221-1373
  16. ^ Wittkower, R., Masters of the Loaded Brush; Oil Sketches from Rubens to Tiepolo, p. xvii.
  17. ^ Pope-Hennessy, John Wyndham. "Benvenuto Cellini"// Abbeville Press. [Hazan pour l'édition française], 1985. P. 175
  18. ^ "Benvenuto Cellini". Musee-renaissance.fr. Retrieved 18 October 2018.
  19. ^ Plon, Eugene. Benvenuto Cellini – Orfèvre, médailleur, sculpteur. Recherche sur sa vie, son œuvre et sur les pièces qui lui sont attribuées // Plon et Cie, Paris, 1883. Pp 133–134
  20. ^ Inventaires dressés après le décès de Benvenuto Cellini le 16 février 1570 / Vie de Benvenuto Cellini écrite par lui-même // La Table Ronde, 2002, p. 650 – 655
  21. ^ Plon, Eugene. Benvenuto Cellini – Orfèvre, médailleur, sculpteur. Recherche sur sa vie, son œuvre et sur les pièces qui lui sont attribuées // Plon et Cie, Paris, 1883. Pp 133–134.
  22. ^ Collomb, Anne-Laure.La Peinture sur pierre en Italie 1530–1630 // Thèse de doctorat d’Histoire de l’Art, UNIVERSITÉ LUMIÈRE LYON 2 HISTOIRE DE L’ART ET ARCHÉOLOGIE – CNRS UMR 5190. Lyon, 2006.
  23. ^ "Portrait de monsieur de Strozzi by Corneille de Lyon". Artnet.com. Retrieved 18 October 2018.
  24. ^ Coupe ‘Cellini’ // Musée du Louvre. (URL: http://www.louvre.fr/oeuvre-notices/coupe-cellini Date of request 14.03.2015)