Benvenuto Cellini

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg
Benvenuto Cellini
CelliniBust.jpg
Personlig information
Navn Benvenuto Cellini
Fødselsnavn Benvenuto Cellini
Fødselsdato 3. november 1500(1500-11-03)
Fødested Firenze, Den florentinske republik
Dødsdato 13. februar 1571 (70 år)
Dødssted Firenze, Storhertugdømmet Toscana
Statsborger Italiensk
Uddannelse og virke
Uddannelse Accademia delle Arti del Disegno
Hovedværker Frans I's saltkar, Kunsthistorisk Museum Wien, 1543
Eksterne henvisninger
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Benvenuto Cellini (født 3. november 1500 i Firenze; død 13. februar 1571 samme sted) var en italiensk guldsmed, billedhugger, soldat og musiker, der også skrev en berømt selvbiografi (Vita, udgivet første gang i Napoli 1728[1]). Han var en af de vigtigste kunstnere i manierismen.

Cellini skulle efter faderens ønske have været musiker og kom også en tid i det pavelige kapel i Rom, hvilket skaffede ham bestillinger på guldsmedearbejde fra paven. Han foretrak dog guldsmedekunsten og uddannede sig i faget hos forskellige mestre i Firenze og andre steder. Han kom hurtigt efter det håndværksmæssige, sluttede venskab med forskellige unge kunstnere, men da han var noget stridbar, kom han til at føre en omflakkende og ofte dramatisk tilværelse, særlig skiftevis i sin fødeby og i Rom.

1523 flugt til Rom[redigér | redigér wikikode]

1523 flygtede han på grund af stridigheder til Rom, hvor han også havde været i 18-19 års-alderen. Her fik han eget guldsmedeværksted og meget arbejde for paven og andre, studerede Michelangelos og Rafaels værker og stod på fortrolig fod med Giulio Romano og andre kunstnere. Under Roms plyndring 1527 var Cellini med blandt forsvarerne.

Fordrevet fra Rom virkede han blandt andet i Mantua og Firenze, var igen 1529 i Rom og virkede her til ca. 1534 som pavelig møntstempelskærer og medaljør (Clemens VII-medaljer m.v.). 1534 dræbte han en guldsmedrival, kom i proces og måtte flygte, men kunne atter snart vende tilbage og forblev her (med en rejseafbrydelse 1537, da han tog til den franske konge Frans I i Fontainebleau) indtil 1540, den sidste tid som fange.

Fængsling og flugt[redigér | redigér wikikode]

Cellini blev beskyldt for under Roms belejring at have tilegnet sig pavelige ædelstene og andre smykker og blev sat i et af Engelsborgs fangehuller. Det lykkedes ham at flygte – han skildrer selv sin flugt overordentlig levende – men blev atter fængslet og fik først ved venners indgriben sin frihed i slutningen af 1539.

1540-45 virkede han i Frankrig under Frans I, blev naturaliseret og fik slottet Petit Nesle i Paris som bolig og værksted. Han fik her hjælp af en stor elevskare og udførte adskillige billedhugger- og guldsmedearbejder; men hofintriger og rivalen Francesco Primaticcio stillede ham til sidst i skygge, og uden orlov tog han 1545 tilbage til Firenze.

Under Cosimo I (1519-1574) indtog han også her en fremskudt stilling som billedhugger og guldsmed, men finansielle vanskeligheder og den stadige rivaliseren med Bartolommeo Bandinelli forbitrede livet for ham. Cellini døde 13. februar 1571 og blev 15. februar begravet i Santissima Annunziata i Firenze.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Kendskabet til Cellini og hans store popularitet skyldes først og fremmest hans selvbiografi, der går til 1562, originalen er i Biblioteca Medicea Laurenziana i Firenze. Bogen har mange levende træk og er af betydelig kulturhistorisk værdi; den er særlig kendt gennem Goethes oversættelse[2] efter en i øvrigt ikke nøjagtig kopi; en dansk oversættelse fra italiensk i 1899 og hovedudgave ved Orazio Bacci fra 1900.

Cellinis stærke og ofte pralende forherligelse af sit eget jeg og hans angreb på modstanderne har vakt mistænksomhed med henyn til manuskriptets pålidelighed; nyere undersøgelser har dog ofte kunnet bekræfte Cellinis oplysninger, og i det store og hele turde bogen være et pålideligt historisk dokument.

Af selvbiografiens store celliniske produktion er nu kun yderst lidt tilbage, og mange af guldsmedearbejderne er vel endnu ikke navnefæstede.

Skulpturer[redigér | redigér wikikode]

Af skulpturer kan nævnes:

  • Bronzestatuen Perseus med Medusas Hoved (1545—54) i Loggia de’ Lanzi i Firenze, en slank mandsskikkelse; på soklen findes bronzestatuetter i nicher.
  • Det store bronzerelief Nymfen fra Fontainebleau fra 1542 med den hvilende kvinde,[3]
  • Relief med mynde (Bargello i Firenze), (Benvenuto Cellini - Levriero (Firenze, Museo Nazionale del Bargello, 1545)[4]
  • Bronzebuste af Cosimo I i Museo nazionale del Bargello, Firenze
  • Et stort marmorkrucifiks i Basílica de El Escorial nær Madrid

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Medaljearbejder[redigér | redigér wikikode]

Frans I's saltkar.

Blandt Cellinis medaljer kan nævnes: kardinal Pietro Bembo og Ercole II d'Este-medalje. Udarbejdelsen af den antikke Leda-kamé i Kunsthistorisk Museum Wien tilskrives Cellini. I guldsmedefaget tilskrives der med mere eller mindre ret Cellini en del kostbare sager, kander, skeer, saltkar etc. i forskellige samlinger.

Et berømt arbejde er Frans I's saltfad (taffelopsats) som nu er i Kunsthistorisk Museum Wien[6] Foruden selvbiografien skrev Cellini Trattati dell’ oreficeria e della scultura 1568, en afhandling om arkitektur og desuden nogle sonetter.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Vita, selvbiografi af Benvenuto Cellini på Archive.org
  2. ^ Til Goethes oversættelse af Cellinis selvbiografi se evt. 'Leben des Benvenuto Cellini'
  3. ^ 'The Nymph of Fontainebleau', beskrivelse på engelsk fra Louvre.fr
  4. ^ "Relief med mynde"
  5. ^ Crucifijo de Benvenuto Cellini i Basílica de El Escorial
  6. ^ Til Frans I’s saltfad i Kunsthistorisk Museum Wien, se Saliera (de) og Kunstkammer Wien - Die Wiege des Museums : "... Zu den Höhepunkten der Kunstkammer Wien zählen herausragende Goldschmiedearbeiten wie die berühmte Saliera von Benvenuto Cellin, ..."

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]