Pseudoarbejde

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Pseudoarbejde
Forfatter Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen
Land Danmark
Sprog dansk
Genre(r) debatbog om arbejdsmarkedsforhold
Forlag Gyldendal
Udgivelsesdato 2018
Sider 294
ISBN ISBN 978-87-02-24532-5

Pseudoarbejde (med undertitlen Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting) er en debatbog udgivet i 2018 og skrevet af filosof Anders Fogh Jensen og antropolog Dennis Nørmark. I bogen gør forfatterne sig til talsmænd for, at en betragtelig del af det arbejde, som udføres på såvel offentlige som private arbejdspladser, dybest set er spild af tid, fordi det er værdiløst, både for den enkelte medarbejder, for virksomheden og for samfundet, og dermed at betragte som pseudoarbejde.[1] En anden vigtig tese i bogen er, at arbejde godt kan være unyttigt, selvom nogen vil betale for det.[2]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Forfatterne, som aldrig havde mødt hinanden før, deltog 5. juli 2013 i en diskussion i programmet DeadlineDR2, af den svenske sociolog Roland Paulsens undersøgelse af arbejdsforhold blandt vidensarbejdere, konsulenter og kontorfolk. Mange af dem hævder i undersøgelsen, at deres arbejde ikke er særlig konkret, meget vanskeligt at måle på og at de bruger en stor del af arbejdstiden på ikke at lave noget særligt.[3]

I slutningen af 2016 fandt forfatterne sammen igen, og de satte sig nu for at undersøge Paulsens påstand nærmere, og opfandt under arbejdet med bogen ordet pseudoarbejde.[4]

Indhold[redigér | redigér wikikode]

Problemet med pseudoarbejde er, at dygtige mennesker og hele afdelinger spilder deres tid med at fortælle, hvad de har tænkt sig at gøre, og hvad de er i gang med at gøre i stedet for bare at gøre det.

- citat fra bogen[5]

Bogens første del handler om, hvorfor den ugentlige arbejdstid ikke er faldet siden 1990, når den i det foregående århundrede jævnligt faldt, i Danmark fra 60 timer i 1900, over 56 timer i 1915, 48 timer i 1958, 40 timer i 1976 og til 37 timer i 1990. Siden er intet sket. Økonomen John Maynard Keynes forudsagde i en tale holdt i 1930, at den ugentlige arbejdstid pga teknologi og generel velstand i 2030 ville være faldet til 15 timer. USA's senat udgav i 1960-erne en rapport, som forudsagde, at en arbejdsuge på 14 timer ville være realistisk i år 2000.[6]

Bogens anden del gengiver interviews med en række mennesker, overvejende anonyme, som i deres arbejde på den ene eller anden måde oplever, de spilder tiden. Der er marketingsdirektøren, hvis medarbejdere reelt kun var beskæftigede med at forberede julesalget, og som direktøren derfor måtte opfinde mere eller mindre ligegyldige opgaver til resten af året.[7] Der er kommunikationsmedarbejderen som bruger en meget stor del af sin tid på at forudsige forskellige mulige fremtidige, men endnu ikke indtrufne, problemer mht investorer, kunder, potentielle kunder, medarbejdere, politikere og konkurrenter, og udarbejde handlings- og kriseplaner til imødegåelse af disse.[8] Der er it-direktøren, i hvis firma der er firedages arbejdsuge, fordi undersøgelser viser, folk på kontor typisk bruger halvdelen af deres 37-timers uge på møder og mails, bl.a. fordi der meget sjældent på arbejdspladser er retningslinjer for, hvordan man håndterer sin Outlook.[9]

Bogens tredje del indeholder anvisninger på, hvad man dels som medarbejder, leder og som samfund kan gøre for at komme pseudoarbejdet til livs. [10]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen (2018): Pseudoarbejde. Gyldendal, 294 sider, ISBN 978-87-02-24532-5

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Forfatterpar i opsang til danskerne: Det er pseudoarbejde, og det er et gigantisk samfundsproblem, artikel i BT
  2. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 10
  3. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 8
  4. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 11
  5. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 174
  6. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 19-21
  7. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 72
  8. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 149
  9. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 176
  10. ^ Nørmark og Jensen (2018), s. 13