Prærieroe (Psoralea esculenta)
| Pediomelum esculentum | |
|---|---|
 Blomsterstand fotograferet i Badlands National Park, South Dakota, USA | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Division | Magnoliophyta (Dækfrøede) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Fabales (Ærteblomst-ordenen) |
| Familie | Fabaceae (Ærteblomst-familien) |
| Slægt | Pediomelum |
| Art | P. esculentum |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Pediomelum esculentum (Pursh) Rydb. | |
| Synonymer | |
| |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
_(4015380173).jpg)
Prærieroe (frit fra engelsk: prairie turnip) er en vild, flerårig plante i ærteblomstfamilien spredt på tørre, sandede steder over store dele af prærien i Nordamerika,[3] især syd for Canada.[3] Roden fortykkes et stykke under overfladen og bliver enten rund som et æble eller en roe, eller den får en aflang form.[3] Roden er spiselig og den fortykkede del indgik i flere prærieindianeres kost gennem lange tider.[3]
Prærieroe kendes endvidere som hvidt æble (fransk: pomme blanche), jordæble, vild roe, indiansk brødrod (engelsk: Indian breadroot), præriekartoffel, indianerroe, indianerkartoffel samt cree roe og dakota roe.[3] Planten har tilsyneladende intet officielt dansk navn; den er ikke med i Plantedirektoratets ”Anbefalede plantenavne”.[4]
Om prærieroen[redigér | rediger kildetekst]
Planten er 20-25 centimeter høj, trebladet og har blålige blomster.[5] Den fortykkede rod har fuld størrelse omkring tidlig sommer, og kort derefter afblomstrer planten og visner helt bort, så voksestedet er vanskeligt at finde.[3] Den eftertragtede del af den spiselige rod er ofte beskrevet i størrelse og form som et gåseæg,[6] og den ligger forholdsvis tæt på overfladen.[3]
Prærieroen blev først rigtig kendt udenfor prærien efter at være blevet indsamlet under Lewis og Clark-ekspeditionen. Frederick Pursh beskrev planten mere grundigt i 1814 i Flora Americae.[3]
Roden indeholder vitamin C, kulhydrater og protein, også i tørret tilstand.[3]
Prærieroen og 1800-tallets prærieindianere[redigér | rediger kildetekst]
Prærieroen var et populær supplement til flere prærieindianeres overvejende animalske kost.[3] Roden lader til at have været særlig værdsat af præriens nordlige stammer.[7] Plains crees og assiniboiner gravede anseelige mængder rødder op i den korte tid, det var let at finde den blomstrende plante,[3] og det samme gjorde bl.a. yankton – [8] og yanktonai siouxerne.[9] Arapahoerne og cheyennerne tog rødder nok til, at de kunne bytte en del af deres tørrede prærieroe-pulver til majs hos arikaraerne.[3] Ikke blot kødspiserne i de nomadiske præriestammer indpassede prærieroe-sæsonen i deres årsrytme; også de majsdyrkende kvinder i f.eks. mandan stammen forlod deres byer i starten af juli for at sikre sig rødder ude på prærien.[10] Under omahaernes lange sommerjagt på prærien efter bisoner sørgede lederne for at lægge lejrens rute omkring kendte steder med mange prærieroer.[11]
Mindre vigtige planter i Psoralea familien brugt af indianerne er bl.a. den tyndrodede Psoralea argophylla, Psoralea hypogaea (engelsk: small Indian breadroot) samt Psoralea tenuiflora (anvendt af kiowaerne).[3]
Opgravningen af prærienroen og dens opbevaring[redigér | rediger kildetekst]
.png)
Kvinder og børn gravede ret hurtigt prærieroerne op med gravestokke i de tre til fire uger, hvor rødderne var veludviklede og planterne til at finde. De placerede først spidsen af gravestokken lidt over 10 centimeter fra planten. Ved hjælp af deres kropsvægt vrikkede de stokken frem og tilbage omkring roden og helt ned under den, så de til sidst nærmest kastede roden op med et vip af stokken.[12]
Efter at være blevet skåret i skiver og tørret i enten solen eller i røgen fra et bål var det let at støde skiverne til mel eller pulver. Dette blev pakket i tætte skindbeholdere, hvor det kunne holde sig i årevis.[3]
Brugen af prærieroen[redigér | rediger kildetekst]
_dried_and_braided_to_a_string.png)
Prærieroen blev spist rå eller kogt efter først at være blevet skrællet. Tørret rodpulver blev anvendt af 1800-tals indianerne i bl.a. supper.[3] Kvinderne i plains cree stammen skabte en slags budding ud af pulveret efter at have blandet det med bær.[3]
Flere hvide fandt roden nærmest uden smag,[3] men måske lidt sødlig i tørret tilstand.[3] Botanikeren John Bradbury syntes, roden smagte godt, selv rå. Kogt fandt han den bedre end pastinakker.[6] Indianerne nød den som en delikatesse.[3]
Et stort lager tørrede prærieroer lader til ind imellem at have reddet indianerne i en vinterlejr fra at sulte.[3] Rodens indhold af vitamin C og andre næringsstoffer bidrog sandsynligvis til den almindelige sundhed vinteren over blandt indianerne.[3]
Prærieroen i indianske myter[redigér | rediger kildetekst]
Prærieroen indgår bl.a. i den udbredte myte om en kvinde, der forfølger et træpindsvin op ad en høj stamme og ufrivilligt ender i himlen som solens hustru. Hun aner en flugtvej tilbage til jorden gennem et hul i himlen, hvor hun har trukket en prærieroe op.[13]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Contu, S. (2012). "Psoralea esculenta". IUCN's rødliste over truede arter. 2012: e.T19891733A20131153. doi:10.2305/IUCN.UK.2012.RLTS.T19891733A20131153.en. Hentet 19. august 2023.
- ^ "Pediomelum esculentum (Pursh) Rydb". Plants of the World Online. Royal Botanic Gardens, Kew. Hentet 2023-05-03.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u Kaye, Barry and D. W. Moodie: ”The Psoralea Food Resource of the Northern Plains.” Plains Anthropologist. Vol. 23, No. 82, Part 1 (November 1978). Pp. 329-336.
- ^ Jens, Arne Hans, Folmer Arnklit og Jørgen Jensen: Anbefalede plantenavne. Recommended Scientific and Danish Plant Names. Gylling, 2003.
- ^ Gilmore, Melvin R.: ”Tipsin: An important Native Food Plant.” Prairie Smoke. Bismarck, North Dakota, 1921. Pp. 19-20.
- ^ a b Bradbury, John: Travels in the Interior of America in the Years 1809, 1810 and 1811. Reprinted as vol. 5 of Reuben Gold Thwaites Early Western Travels. Chicago, 1904.
- ^ Kaye, Barry and D. W. Moodie: ”Rooting for the Truth: A Reply to Reid on the Importance and Distribution of Psoralea esculenta.” Plains Anthropologist. Vol. 26, No. 91 (February 1981). Pp. 81-83.
- ^ Sansom-Flood, Renée: Lessons from Chouteau Creek. Yankton Memories of Dakota Territorial Intrigue. Sioux Falls, 1986.
- ^ Howard, James H.: "Yanktonai Ethnohistory and the John K. Bear Winter Count." Plains Anthropologist. Journal of the Plains Conference. Vol. 21, No. 73, part 2 (Aug. 1976). Memoir 11.
- ^ Chardon, F.A.: Chardon’s Journal at Fort Clark, 1834-1839. Lincoln and London, 1997.
- ^ Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992.
- ^ Audubon, Maria R.: Audubon and His Journals. Vol. II. New York, 1897.
- ^ Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Myths, Legends and Folktales. Vol. II. Fort Worth, 1983.