Reginald Pole

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Reginald Pole

El cardenal Reginald Pole, por Sebastiano del Piombo.jpg

Personlig information
Født 3. marts 1500 Rediger på Wikidata
Staffordshire Rediger på Wikidata
Død 17. november 1558 (58 år) Rediger på Wikidata
London Rediger på Wikidata
Dødsårsag Influenza Rediger på Wikidata
Gravsted Canterbury Cathedral Rediger på Wikidata
Far Richard Pole Rediger på Wikidata
Mor Margaret Pole, grevinde af Salisbury Rediger på Wikidata
Søskende Arthur Pole,
Geoffrey Pole,
Henry Pole, 1st Baron Montagu,
Ursula Pole Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Università degli Studi di Padova,
Magdalen College Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Diplomat, katolsk præst (fra 1556), romersk-katolsk diakon (fra 1536) Rediger på Wikidata
Deltog i Konklavet maj 1555,
Konklavet april 1555,
Konklavet 1549-50 Rediger på Wikidata
Elever Lazzaro Bonamico Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Reginald Pole (født 3. marts 1500, død 18. november 1558) var en engelsk statsmand og kirkemand.

Pole tilhørte en fornem familie, der var nært beslægtet med Huset York, da hans mor, Margaret Pole, grevinde af Salisbury, var datter af hertugen af Clarence, yngre bror til Edvard 4. af England. Henrik 8. interesserede sig meget for den unge mand og lod ham studere først i Oxford, siden i Italien (1521—30) og Paris. Han undgik så længe som muligt at udtale sig i sagen om Henriks skilsmisse fra Katarina af Aragonien, skønt han havde fået universitetet i Paris til at udtale sig til fordel for skilsmissen. Endelig da kongen tvang ham til at sige sin mening, udgav han i 1536 værket De unitate ecclesiæ, der skarpt kritiserede kongens optræden. Han brød herved med sit fædreland og opholdt sig i 20 år i landflygtighed. Paven gjorde ham til kardinal og sendte ham som legat til Nederlandene. Han arbejdede her ivrigt på at rejse det engelske folk til opstand og få Frankrig og Spanien til at angribe England. Han tænkte, at han selv kunne blive engelsk konge og ægte kongens datter Maria. Hans planer mislykkedes dog, og Henrik 8. lod hans mor og brødre henrette. Han måtte derpå i nogle år opholde sig i Viterbo, hvor han var i kontakt med Vittoria Colonna og andre, der senere blev anset for kættere. Han blev selv tilskrevet et lutheransk skrift. "I Rom ansås han for en lutheraner, i Tyskland for en papist, i Frankrig for kejserens tilhænger, i Bruxelles for Frankrigs", blev der sagt om ham. Det skyldtes denne uklare holdning, at han i 1549 ikke valgtes til pave. I 1554, da Maria havde besteget Englands trone, vendte han tilbage som pavelig legat og virkede nu som dronningens fortrolige rådgiver med iver for at genindføre katolicismen og få pavens overhøjhed anerkendt. I 1556 blev han Cranmers efterfølger som ærkebiskop af Canterbury. Alligevel afsatte hans fjende Caraffa, der i 1556 blev valgt til pave som Paul 4., ham som legat og kaldte ham tilbage til Rom for at forsvare sig mod beskyldninger om kætteri. Hans død, dagen efter dronning Marias, skånede ham for denne ydmygelse.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder[redigér | redigér wikikode]