Sæmund Frode

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Sæmund Frode
Født 1056Rediger på Wikidata
OddiRediger på Wikidata
Død 22. maj 1133Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Skribent, præstRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Sæmund Frode (født 1056, død 22. maj 1133), egentligt Sæmundur fróði (norrønt: Sæmund den vise), eller Sæmund Sigfússon, var en islandsk præst og historiker.

Sæmund Frode var betydningsfuld ved at han studerede i udlandet, var central i at opbygge den tidlige kristne kirke på Island, men mest ved at være den første islandske forfatter og historiker som vi kender navnet på.

Slægt[redigér | redigér wikikode]

På sin mors side nedstammede Sæmund fra Gudmund Øyolvsson den mægtige (norrønt Guðmundr hinn ríki) (ca. 955-1025), og Hall Thorsteinsson, kaldet for Siðu-Hallr, som var de mægtigste høvdinger på Island i sin tid, og som havde forbindelser til den norske kongeslægt. Specielt sidstnævnte var blandt de ledere som ønskede den nye religion kristendommen velkommen.

Hans far stammer fra en mindre betydningsfuld slægt. En af forfædrene, kaldet Svartr, bosatte sig på Odde, og var den første i Oddaverjaræten. Hans to brødre hed Valgarðr og Rúnólfr, og begge er personer som optræder i Njáls saga, som synes at være negativt indstillet overfor Oddaverjaræten. Sidstnævnte Rúnólfr var blandt dem som modsatte sig den nye religion.

En lærd mand[redigér | redigér wikikode]

Sæmund Frode var en sjældent veluddannet mand. Han studerede i Frankrig før han slog sig ned på slægtsgården Odde, hvor han grundlagde et lærested eller en skole som blev videreført i lang tid. Han var medlem af Oddaverjaræten. Hans søn Loft Sæmundsson, og specielt barnebarnet Jón Loftsson, videreførte Sæmund Frodes arbejde, skønt ikke som forfattere.[1]

Sæmund var gift med Ingebjørg, datter af præsten Andres Brunsson og hans kone Solveig fra Konghelle i norske Båhuslen. Deres sønner var Pål Flip, Gunnar Fis og Loft. Den som førte hans betydning videre var Loft. Sæmund havde også en uægte søn ved navn Åsmund. Sæmund skal også have været gift med en Gudrun, som skal have bidraget til mange af myterne om ham efter hans død, f.eks. at han har behersket "sortekunstner".

Sæmund skrev et værk på latin[2] om de norske kongers historie fra Harald Hårfager og til Magnus den Gode. Sæmund lagde specielt vægt på kronologien, noget som gjorde hans værk til et vigtig referenceværk for andre. Dette værk er desværre gået tabt, men blev brugt senere som kilde af andre forfattere, blandt andre Snorre Sturlason, som selv var opvokset og studerede på Odde som fostersøn af Jón Loftsson. En anonym forfatter skrev et langt kvad, Nóregs konunga tal, som sammenfatter Sæmunds arbejde og priser ham ved at knytte hans slægt til den norske kongefamilien.

Forfatterskabet til den poetiske Edda eller den ældre Edda, har traditionelt blevet tilegnet Sæmund, og værket blev derfor først døbt for Sæmundar Edda, men dette syn bliver ikke betragtet af forskerne i dag som sandsynlig.

Betydningfuld[redigér | redigér wikikode]

Sæmund var blandt dem som redigerede den islandske kristenret i 1130, og var som de førkristne goder både høvding og præst. Det var normalt på Island, hvor kirken var meget tættere knyttet til verdslig magt og ikke en stat i staten. Dette forhold fik også stor betydning for litteraturen. Mange af de som kunne skrive og havde høj uddannelse var høvdinger med interesse for historie og slægtstræer.

I Íslendingabók refererer Are Torgilsson Frode i begyndelsen til de to samtidige biskopper og ikke mindst til Sæmund Frode som sit rådgiver og forbillede. Det synes som om Sæmund i slutningen af livet havde gode forbindelser med ærkebiskop Asser i Lund og den norske konge Sigurd Jorsalfar. En indikation på denne forbindelse er at barnebarnet Jón Loptsson, som blev født i 1124, var et resultat af et ægteskab mellem Sæmunds søn Loft og kongens søster Tora Magnusdatter, Magnus Berrføtts datter med en frille. Jón opvoksede i nærheden af kongens sæde i Konghelle i Båhuslen, hvilket tyder på kongens accept. Men der fandtes også en anden forbindelse til Konghelle, da Sæmund var gift med Andres Brunssons datter, som var præst der.

Troldmand[redigér | redigér wikikode]

Blandt sine samtidige blev Sæmund højt priset, men øjensynlig havde han også fjender. I islandsk folkeminde blev Sæmund nærmest en legendarisk skikkelse, og fik sig et ry, måske mest efter sin død, for at være en troldkyndig mand. Det var muligvis knyttet til at han kunne læse og skrive latin, et mystisk sprog for de fleste: "Nemandi ókunniga frœði" – "lærte ukendt eller okkult kundskab" – som en kilde udtrykker det.[3] Rygterne om ham lige efter hans død synes at være blevet sat sammen af dem som var misundelige på ham. En af disse, en fortælling om at han fløj gennem luften fra sin lærer, blev skrevet ind i Gunnlaug Leifssons Jóns saga (ca. 1200). Fortællingen er et tidlig Faust-motiv om den lærde som sælger sin sjæl til djævelen i bytte for kundskab og viden. En anden beretning fortæller at han lavede en pagt med djævelen om at bringe ham hjem til Island på ryggen af en sæl. Sæmund undslap djævelen, da han ved ankomsten sprang i land og dræbte sælen ved at slå den i hovedet med biblen.[4]

Sæmund Frode døde på slægtsgårde Odde den 22. maj 1133. Han var blevet rig og respekteret, hans skole var det ledende lærested på Island, og han havde venskabelige forbindelser med mægtige personer i Norden.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hvor i Frankrig Sæmund studerede er hyppig diskuteret blandt forskerne. Kilderne er sparsomme og viser til det uklare Frakkland, hvilket kan betyde flere steder i middelalderens Europa, og ikke nødvendigvis Paris.
  2. ^ Indikationen på at Sæmunds værk var på latin kommer fra at Are Torgilsson Frode skrev "ritaði fyrstr manna hér á landi at norrœnu máli frœði, bæði forna ok nýja", hvilket betyder "skrev som den første mand her i dette landet historie i det norrøne sprog, både det gamle og det nye."
  3. ^ Biskobsagaerne 1858:228
  4. ^ Gísli Sigurðsson, 'Icelandic National Identity: From Romanticism to Tourism', i Making Europe in Nordic Contexts, redaktion af Pertti J. Anttonen, NIF Publications, 35 (Turku: Nordic Institute of Folklore, Universitet i Turku, 1996), s. 41-76 (s. 52).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Megaard, John, The Man who did not write the Edda. Sæmundr fróði and the Birth of Icelandic Literature, afhandling ved The 12th International Saga Conference. Bonn, Tyskland, 28. juli – 2. august 2003
  • Paasche, Fredrik (1956). Norsk Litteraturhistorie I: Norges og Islands Litteratur (2nd udg.). Oslo: Aschehoug. ss. 273–6. 
  • Sverrir Tómasson: Sæmundr Sigfússon. Reallexikon der Germanischen Altertumskunde, 26. bind, s. 76 f. Berlin 2004.
  • Björn Þorsteinsson: Historieskrivning, Island. Kulturhistorisk Leksikon for nordisk middelalder. 6. bind, s. 597–602. Kopenhagen 1961.
  • Njörður P. Njarðvik: Das Teufelspfeifchen – Saemundur der Gelehrte und seine Geschäfte mit dem Teufel. Iceland Review, Reykjavík 1995
  • Rudolf Simek: Saemundr Sigfússon hinn fróði. Lexikon des Mittelalters, 7. bind, (Planudes bis Stadt (Rus')), Darmstadt o.J., s. 1249.
  • Åke Ohlmarks: Fornnordiskt lexikon, s. 340. Tiden 1983.
  • Stefan Ottman: Bruka galder och väcka gastar. Isländska sägner om trolldom, "Sägner om Sæmundur den vise" (s. 19–37). Lindskog forlag, Stockholm 2010. ISBN 978-91-85311-26-2