Magnus den Gode

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Magnus den Gode
Magnus den godes saga - Magnus og Horda-Knut - H. Egedius.jpg
Magnus den Gode og Hardeknud mødes ved Göta älv i 1037
Konge af Norge
Regerede 12. november 1035
25. oktober 1047
Forgænger Svend Knutsson
Regent Magnus 1. den Gode
Efterfølger Harald 3. Hårderåde
Ægtefælle Ingen
Børn Ragnhild (frilledatter)
Fulde navn Magnus Olavsson
Hus Hårfagerslægten
Far Olav den Hellige
Mor Alvhild (frille)
Født Ca. 1024
Død 25. oktober 1047
Hvilested Trondheim Domkirke

Magnus den Gode (102425. oktober 1047[1]), også Magnus Olavsson, var konge af Norge fra 10351047 og af Danmark 1042–1047. Han var frillesøn af den norske konge Olav den Hellige og Alvhild, der var tjenestepige på kongsgården.[2]

Tidlige liv[redigér | redigér wikikode]

Magnus blev født blev i 1024.[1] Som fireårig blev han bragt ud af Norge, da hans far flygtede til Rusland i 1028. Der blev drengen boende i Novgorod. I 1035, efter Knud den Stores død, blev han hentet hjem fra Rusland af de trønderske høvdinge Einar Tambeskælver og Kalv Arnesson og kåret til konge af de norske høvdinge, der havde fået nok af det danske styre under dronning Alfiva og hendes søn Svend Alfivason, som hun havde fået som Knud den Stores frille.[3] Dronning Alfiva havde ifølge Snorre ytret tvivl om at det, der blev fremstillet som liget efter Olav den Hellige, uberørt af forrådnelse efter et år i jorden, faktisk kunne være liget efter den afdøde konge.[4]

Navnet[redigér | redigér wikikode]

Da Magnus blev født, var der knapt livsgnist i ham, og man besluttede sig for nøddåb. Men da det var nat, sov kongen, og ingen turde at vække ham, hvis han nu skulle være midt i en drøm. Sigvat skjald[5] tog så ansvaret for at give barnet et navn, og fik ham døbt Magnus. Da kong Olav vågnede, blev han opbragt over valget, for Magnus havde ingen i hans æt heddet. Sigvat skjald svarede, at han havde opkaldt drengen efter den bedste mand han kendte til i verden, nemlig Karlamagnus (dvs. Karl den Store) Sigvat vidste udmærket, at Magnus ikke var et personnavn, men kun et tilnavn med betydningen "stor". Navnet var imidlertid givet i den hellige dåb og kunne dermed ikke ændres. Anekdoten behøver ikke at være sand, men viser, hvordan Karl den Store - 200 år efter sin død - stadig fremstod som et ideal, også i det nykristnede Norge. Samtidig fremkommer det, at Magnus havde høj status fra fødslen af, selv om han var født udenfor ægteskab med en tjenestepige til mor.[6]

Konge[redigér | redigér wikikode]

I årene 1042–45 udkæmpede Magnus flere slag mod Svend Estridsen, og vandt dem alle.

Efter Hardeknuds død i 1042 blev Magnus kåret til dansk konge, selv om Svend Estridsen i hast var sejlet til Danmark for at gøre krav på tronen. Svend var søn af Estrid, Knud den Stores søster. Der var store uroligheder syd for den danske grænse, og i 1043 besejrede Magnus venderne i slaget på Lyrskov Hede, hvor omkring 15.000 vendere menes at have mistet livet. Det var vistnok den sejr, der sikrede ham tilnavnet "den Gode".

Hans stærke rival, Svend Estridsen, gav ikke op. Efter Magnus' tronbestigelse var der talrige konflikter mellem dem. De indgik et forlig, som gjorde Svend til jarl i Danmark. Magnus havde nok at gøre i Norge, hvor hans farbror Harald Hårderåde gjorde krav på den norske trone. I 1046 måtte Magnus anerkende Harald Hårderåde som medkonge. I 1047 fordrev Svend Estridsen Magnus fra Danmark med hjælp fra kong Anund Jakob af Sverige. Svend kunne ikke samle den fornødne opbakning, så det endte med, at han måtte flygte til Skåne. Magnus døde den 25. oktober 1047,[1] vistnok ved et styrt med hesten. På sit dødsleje bestemte han, at Svend skulle arve Danmark, og Harald Norge. Magnus blev begravet i Nidarosdomen, og selv om den ikke er markeret, er det den eneste norske kongegrav fra middelalderen, som er fundet helt intakt. Den menes påvist i 2014 af NTNU Videnskabsmuseet med en georadar.[7]

Efterkommere[redigér | redigér wikikode]

Mønt med Magnus I.

Magnus den Godes eneste barn var Ragnhild Magnusdatter, født uden for ægteskab, mor ukendt. Ragnhild omtales i Morkinskinna og i Heimskringla, og giftede sig med jarlen Håkon Ivarsson. Hendes farfars halvbror, Harald Hårderåde, var konge og fik dræbt både Einar Tambeskælver og hans søn, Eindride Einarsson.[8] Håkon var i familie med Eindride, og ønskede at hævne sin frænde, mens kong Harald i stedet ønskede at indgå et forlig. Håkon satte dog som en betingelse, at han blev gift med Ragnhild.[9] Kong Harald svarede, at til det måtte han få Ragnhilds samtykke. Ragnhild mente, Håkon ikke var hende værdig, og skal ifølge Snorre have sagt: "Tit kan jeg mærke, at kong Magnus, min far, er død og borte, hvis jeg nu skal gifte mig med en bonde, selv om du er en køn mand og ualmindelig dygtig i idræt. Hvis kong Magnus havde levet, ville han nok ikke have giftet mig væk til en mindre mand end en konge." [10] Håkon mente sig berettiget til en jarletitel, så han kunne blive en kongedatter værdig, men det sagde kong Harald nej til, fordi der allerede var en jarl i Norge, Orm Eilivsson. Håkon rejste så til Danmark. Da han vendte tilbage til Norge, var jarlen Orm død, og Harald gjorde så Håkon til jarl, og Ragnhild giftede sig med ham.[11]

De fik datteren Sunniva Håkonsdatter, Magnus den Godes datterdatter. Hun fik sønnen Håkon Sunnivasson, Magnus' oldebarn, og denne Håkon omtales i dansk historie som enten Hakon Jyde eller Hakon Nordmand. Håkon blev gift med Ragnhild Eriksdatter, datter af Erik Ejegod. Ragnhild og Håkons søn Erik Lam blev også konge af Danmark.[12] Saxo hævder, at Hakon Jyde blev gift med kongedatteren i bytte mod at hævne drabet på Erik Ejegods bror Bjørn. Senere deltog Hakon Jyde i sammensværgelsen mod sin svoger Knud Lavard sammen med Henrik Skadelår. Imidlertid ombestemte han sig, da han blev klar over, at de planlagde at dræbe Knud Lavard. Bundet af sin ed kunne han ikke advare sin svoger; men efter Knuds drab i Haraldsted skov i 1131 slog Hakon Jyde sig sammen med Skjalm Hvides sønner og Peder Bodilsen om at hævne drabet.[13] Hakon Jydes søn Erik Lam havde en enkelt udenomsægteskabelig søn Magnus Eriksen, der dog ikke kom til at spille den store rolle. Med dette forsvinder Magnus den Godes æt ud af danmarkshistorien.

Anetavle og afstamning[redigér | redigér wikikode]

Magnus den Godes afstamning omtales i forskellige sagaer. Dog er ikke alle sagaer entydige om slægtskabsforholdene, og en række historikere mener derfor, at det er tvivlsomt, om de her efter sagaerne gengivne slægtsforbindelser nu også alle gengiver den egentlige sandhed.

Magnus den Godes anetavle ifølge en række sagaer
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Bjørn Farmand (søn af Harald Hårfager og Svanhild Øysteinsdatter)
 
 
 
 
 
 
 
Gudrød Bjørnsson
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Harald Grenske
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Olav den Hellige
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gudbrand Kula
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Åsta Gudbrandsdatter
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ulfhild
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Magnus den Gode
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Alvhild (frille)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mulig afstamning fra tidligere danske konger[redigér | redigér wikikode]

Magnus den Gode er den eneste konge i den danske kongerække efter midten af 900-tallet, der ikke ud fra de overleverede biografiske oplysninger nedstammer fra Gorm den Gamle. Visse sagaer omtaler dog forskellige slægtsforhold, der, om de skulle stå til troendes og pålydende, ville betyde, at Magnus den Gode faktisk nedstammer fra et par tidligere danske konger. Den slægtsrække, der kan forbinde Magnus den Gode med tidligere danske konger, ser ud som følger:

  1. Harald, danernes konge (- 754 -)
  2. N.N.
  3. Harald Klak, konge af Danmark og Viken (812 – 813, 819 – 823 & 826 – 827), d. ca. 842
  4. Thyrni Haraldsdatter
  5. Ragnhild Sigurdsdatter, d. ca. 858
  6. Harald Hårfager, 1. konge af Norge, ca. 850-931/32
  7. Bjørn Farmand, småkonge i Tønsberg i Vestfold og handelsmand[fn 1]
  8. Gudrød Bjørnsson, fylkekonge i Vestfold
  9. Harald Grenske, konge af Viken, Vingulmark, Vestfold og Agder, d. ca. 995
  10. Olav den Hellige, konge af Norge, ca. 993-1030
  11. Magnus den Gode, konge af Norge og Danmark, 1024-1047

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Are Torgilsson Frode angiver dog, at Bjørn Farmand også var kendt som Bjørn Buna, og at han skulle være søn af Vedrar-Grims, en herse i Sogn.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Kongerækken
Danmark
0
Norges regenter
Efterfølgende:
Knud 3. Hardeknud
(10351042)
Svend Knutsson
(10291035)
Svend 2. Estridsen
(10471076)
Harald 3. Hårderåde
(10461066)