Salierne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Salierne
Saliske dynasti
Land Det tysk-romerske Rige
Foregående fystehus Liudolfingerne
Titler Tysk-romersk kejser
Romernes Konge
Konge af Burgund
Konge af Italien
Hertug af Bayern
Hertug af Kärnten
Hertug af Schwaben
Grundlægger Grev Werner
Sidste regent Henrik 5..
Grundlagt Begyndelsen af det 10. århundrede
Opløst 1125
Nationalitet Tysk

Salierne eller det Saliske dynasti (tysk: Salier) var et dynasti i højmiddelalderen. Fire af dynastiets medlemmer blev Romernes konge (1024-1125) og senere kronet til tysk-romerske kejsere (1027-1125).

Efter den sidste Liudolfinger-kejsers død i 1024 overgik tilten som Romernes konge og senere hele Det tysk-romerske Rige til Konrad 2., en Salier. Han blev efterfulgt af yderligere tre saliske herskere: Henrik 3., Henrik 4. og Henrik 5. De etablerede deres monarki som en europæisk stormagt. Det saliske dynasti udviklede et permanent administrativt system baseret på en klasse af offentlige embedsmænd, der var ansvarlige over for kronen.

Oprindelse og navn[redigér | redigér wikikode]

Slægtstræ for de kejserlige dynastier i Det Det tysk-romerske Rige: Karolingerne, Liudolfingerne, Salianerne og Hohenstaufenerne.

Moderne historikere antager, at Salianerne nedstammede fra slægten Guidonen, en fremtrædende adelsslægt, der var opstået i 7.   århundrede. Deres besiddelser var beliggende ved floderne Mosel og Saar, og de støttede Karolingerne. Slægten Guidonens ekspansion mod øst mod floden Rhinen startede, efter at de havde grundlagt Hornbach Abbediet i Bliesgau omkring år 750. Hornbach forblev deres slægtskloster, og kongelige bevillinger til klosteret etablerede deres tilstedeværelse i Wormsgau. Efterhånden som tiden gik, blev slægten Guidonen splittet i flere grene. Den tysk-romerske kejser i slutningen af det 9. århundrede Guy 3. af Spoleto nedstammede fra en af disse grene, Lambertinerne. Saliernes forfædre forblev i Stammehertugdømmet Frankonien.[1]

Wipo af Burgund, der omkring 1044 skrev en biograf om den første saliske monark, Kejser Konrad 2., beskrev Konrads far og onkel som "fornemme adelsmænd fra Stammehertugdømmet Franken", men uden at kalde dem Salierne. Wipo tilføjede, at Konrads mor, Adelheid af Metz, "angiveligt nedstammede fra Trojas gamle kongeslægt". Udsagnet skabte en forbindelse mellem Konrad og de kongelige Merovingere, der selv hævdede at have trojanske aner. Historikeren Stefan Weinfurter foreslår, at det formodede slægtskab mellem Salianerne og Merovingerne havde givet anledning til slægtsnavnet, fordi Salianerne havde været den mest berømte frankiske gruppe. Erindringen om dem var blevet bevaret gennem en frankisk lovkode, kendt som Den saliske lov. En mindre sandsynlig etymologi forbinder benævnelsen til det oldtyske ord sal ("herredømme"), hvorved navnet kan spores tilbage til de saliske monarkers veldokumenterede tilbøjeligheder til hierarkiske strukturer.[2]

Udtrykket reges salici (eller saliske konger) blev sandsynligvis brugt første gang tidligt i det 12.   århundrede.[3] En liste over monarker og ærkebiskopper fra Mainz, der blev afsluttet omkring 1139–40, er det første eksisterende dokument, der indeholder det. Biskop Otto af Freising, en efterkommer gennem kvindeled af de saliske monarker, brugte også udtrykket i sin Krønike eller historie om de to byer (Chronica sive Historia de duabus civitatibus) i midten af den 12.   århundrede.[4] I snæver forstand kunne kun de fire tyske monarker, der regerede fra 1024 til 1125, kaldes Salianerne, men den samme betegnelse er af moderne historikere allerede blevet udvidet til også at gælde deres forfædre.[3]

Alle mandlige medlemmer af familien, der var bestemt til en sekulær karriere, blev navngivet Konrad eller Henrik. Kejser Konrad 2's bedstefar Otto 1., hertug af Kärnten etablerede denne tradition i slutningen af 10. århundrede  århundrede. Han opkaldte sin ældste søn Henrik af Speyer efter sin mormors oldefar Kong Henrik Fuglefænger, og han gav sin far Konrad den Røde til en af sine yngre sønner Konrad 1., hertug af Kärnten. Konrad den Røde blev sandsynligvis opkaldt efter Kong Konrad 1. af Franken.[5]

De tidlige Saliere[redigér | redigér wikikode]


     - Tysk-romersk kejser

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Konradinerne
 
Slægten Guidonen
 
Liudolfingerne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Konrad 1.
Romernes konge
ca. 890-918
r. 911-918
 
Søster (?)
 
Werner
Greve af Nahegau, Speyergau, Wormsgau
ca. 899-ca. 935
 
Otto 1. den Store
Romernes konge
912-973
r. 936-973
Kejser
r. 962-973
 
Edith af Wessex
910-946
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Konrad den Røde
Hertug af Lothringen
ca. 922-955
r. 944-955
 
 
 
 
 
Liutgard af Sachsen
931-953
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Otto af Worms
Hertug af Kärnten
ca. 950-1004
r. 978-985
r. 1002-1004
 
Judith af Kärnten
død 991
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Saliske hertuger og biskopper
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Werner[redigér | redigér wikikode]

Map of Central Europe
Kort over Det tysk-romerske Rige i det 10. og 11. århundrede: Tyskland (blå), Italien (grå), Burgund (orange mod vest), Bøhmen (orange mod øst), Pavestaten (lilla).

Grev Werner der havde besiddelser i Nahegau, Speyergau og Wormsgau tidligt i det 10. århundrede er den første med sikkerhed identificerede forfader til de saliske monarker. Hans slægtsbånd til slægten Guidonen Widonids kan ikke med sikkerhed etableres, men hans fædrene arvebesiddelser og hans nære forhold til Hornbach Abbediet giver et indirekte bevis for hans aner fra slægten Guidonen. Han giftede sig med en slægtning, sandsynligvis en søster, til Kong Konrad 1. af Tyskland. Denne ægteskabsalliance med Konradinerne introducerede Konrad som et traditionelt navn i hans familie.[6]

Konrad den Røde[redigér | redigér wikikode]

Werners søn Konrad den Røde arvede sin fars frankiske ejendom. Hans slægtsbånd til Konradinerne resulterede i hans erhvervelse af store dele af deres besiddelser efter Kong Otto 1. af Tyskland havde knust deres oprør i 939. Konradinerne mistede deres fremtrædende position i Franken, og Konrad den Røde fremstod som Otto 1.'s vigtigste støtte i regionen. Han blev tildelt Hertugdømmet Lothringen i 944 eller 945, og han giftede sig med kongens datter Luitgard i 947. Ægteskabet skabte en forbindelse mellem de kongelige Liudolfingere og Salierne. Han mistede Lothringen, efter at han tilsluttet sig et oprør mod sin svigerfar i 953 eller 954. Han døde i kamp mod de invaderende ungarere i Slaget ved Rain am Lech i 955. Den samtidige Widukind af Corvey roste ham for hans mod. Han blev begravet i Katedralen i Worms, selvom hovedsageligt biskopper og konger hidtil var blevet begravet i katedraler.[7][8]

Otto af Worms[redigér | redigér wikikode]

Konrad den Rødes søn Otto af Worms vandt sin morfar Kong (fra 962 Kejser) Otto 1.'s gunst. Stadig som mindreårig blev han nævnt som en greve i Nahegau i 956. Han overtog også Wormsgau, Speyergau, Niddagau, Elsenzgau, Kraichgau og Pfinzgau og forenede således næsten alt land mellem floderne Rhinen og Neckar på det tidspunkt, hvor Otto 1. døde i 973. Identiteten af hans hustru Judiths forældre er usikker. Hun kan have været relateret til enten Arnulf, hertug af Bayern, til Grev Henrik af Arlon eller til Burchard, Markgreve i Østenmarken. Otto 1.'s søn og efterfølger Kejser Otto 2. var åbenbart bekymret for koncentrationen af land i Franken i hans nevøs hænder. Kejseren udnævnte Otto af Worms til at administrere det fjerne Hertugdømme Kärnten og Markgrevskabet Verona i 978. Kejseren overtalte Otto til at give afkald på hans ret til at administrere lov og orden i Worms og også til at dele hans indtægter i byen til fordel for biskoppen af Worms. Otto blev overtalt til at give afkald på Kärnten og Verona, men han blev overdådigt kompenseret med en stor skov i Wasgau, det kongelige palads i Kaiserslautern og ejendomsretten over Weissenburg Abbediet i Alsace. Han kunne også beholde titlen som hertug, således var han den første hertug, der bar titlen uden at regere et hertugdømme i Tyskland. Otto var fætter til Otto 3., tysk-romersk kejser, og han havde således et stærkt krav på tronen efter kejserens død, men han indgik en aftale med den Liudolfingernes kandidat Henrik af Bayern i 1002. Henrik gav Kärnten tilbage til Otto i 1002, og Otto styrede hertugdømmet indtil sin død i 1004.[9][10]

Hertuger og biskopper[redigér | redigér wikikode]


 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
De tidlige Saliere
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Otto af Worms
Hertug af Kärnten
ca. 950-1004
r. 978-985
r. 1002-1004
 
Judith af Kärnten
død 991
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Adelheid af Metz
970-1046
 
Henrik af Speyer
Greve af Wormsgau
ca. 970-989/992
 
 
 
Gregor 5.
Pave
ca. 972-999
r. 996-999
 
 
 
Matilde af Schwaben
ca. 988/989-1032
 
Konrad 1. den Ældre
Hertug af Kärnten
ca. 975-1011
r. 1004-1011
 
 
Vilhelm
Biskop af Strasbourg
død 1046/1047
r. 1028/1029-1046/47
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kejserlige Saliere
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Konrad 2. den Yngre
Hertug af Kärnten
ca. 1002-1039
r. 1036-1039
 
 
 
Bruno
Biskop af Würzburg
ca. 1005-1045
r. 1034-1045
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Henrik af Speyer[redigér | redigér wikikode]

A young man wearing tiara touches the head of a bearded man sitting on his side, with two men watching the scene.
Pave Gregor 5. salver Kejser Otto 3. (en miniature af en uidentificeret forfatter, ca. 1450).

Henrik var Otto af Worms ældste søn. Hans hustru Adelheid blev født i en fremtrædende familie fra Lothringen, da hun var datter af Richard, greve af Metz. Deres søn Konrad ville blive den første saliske monark, men Henrik kunne ikke overføre sine arverettigheder til sin søn, fordi han døde før sin far sandsynligvis i 990 eller 991.[11][12]

Konrad af Kärnten[redigér | redigér wikikode]

Efter Henrik af Speyers for tidlige død skiftede hans arverettigehder til hans yngre bror Konrad, hvilket gjorde det muligt for ham at arve den største del af sin fars arveland.[13] Konrad giftede sig med Matilde af Schwaben, en datter af Herman 2., hertug af Schwaben, i 1002. To år senere efterfulgte han sin far som hertug af Kärnten. Hertugdømmet gik fra far til søn for første gang ved denne lejlighed. Hans styre i Kärnten er dårligt dokumenteret, og han døde i 1011.[14]

Pave Gregor 5.[redigér | redigér wikikode]

Bruno, den fremtidige pave Gregor 5., var en yngre søn af Otto af Worms.[12] Hans fars fætter Otto 3. indsatte ham på pavetronen i 996 og ignorerede bestemmelserne i sit eget diploma Ottonianum om pavevalg . Bruno, der var den første tyske pave, tog sit pavenavn til minde om Pave Gregor den Store. Han kronede Otto 3. kejser på Kristi Himmelfartsdag samme år. Den romerske aristokrat Crescentius den Yngre drev ham ud af Rom, men kejseren knuste oprøret og genoprettede pavemagten til Gregor 5. Paven døde i en alder af 26 eller 27 i 999.[15][16]

Vilhelm af Strasbourg[redigér | redigér wikikode]

Vilhelm var Otto af Worms' yngste søn. Efter at have gjort tjeneste ved kongens hof som ærkepræst for Dronning Gisela, blev Vilhelm gjort til biskop af Strasbourg i 1028 eller 1029. Ærkebispedømmet Strasbourg var et af de rigeste tyske bispedømmer. Hans embedsperiode var næsten begivenhedsløst, og han døde i 1046 eller 1047.[17]

Konrad den Yngre[redigér | redigér wikikode]

Konrad, den ældste søn af Hertug Konrad 1. af Kärnten og Matilde af Schwaben, blev født mellem 1002 og 1005. Han var mindreårig, da hans far døde i 1011. Han arvede sin fars arveland, men Kejser Henrik  2. gjorde Adalbero af Eppelstein til den nye hertug af Kärnten.[18][19] Efter kejser Henrik 2.'s død i 1024, gjorde både Konrad og hans fætter, Konrad den Ældre, krav på tronen og Konrad den Ældre blev valgt til den nye monark.[20]

Kejserlige Saliere[redigér | redigér wikikode]


     - Tysk-romersk kejser

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Saliske hertuger og biskopper
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Adelheid af Metz
970-1046
 
 
 
Henrik af Speyer
Greve af Wormsgau
ca. 970-989/992
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gisela af Schwaben
ca. 990-1043
 
 
 
Konrad 2.
Romernes konge
990-1039
r. 1024-1039
Kejser
r. 1027-1039
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gunhild af Danmark
ca. 1019-1038
 
 
 
Henrik 3.
Romernes konge
1017-1056
r. 1028-1056
Kejser
r. 1046-1056
 
 
 
Agnes af Poitou
Ca. 1025-1077
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Beatrix
Abedisse af Quedlinburg
1037-1061
r. 1044-1061
 
Adelheid
Abbedisse af Quedlinburg
1045-1096
r. 1061-1096
 
Rudolf af Rheinfelden
Hertug af Schwaben
ca. 1025-1080
r. 1057-1079
Modkonge til Henrik 4.
r. 1077-1080
 
Matilde
1048-1060
 
Bertha af Savoyen
1051-1087
 
Henrik 4.
Romernes konge
1050-1106
r. 1054-1105
Kejser
r. 1084-1105
 
Eupraxia af Kiev
Adelheid
ca. 1070-1109
 
Konrad 2.
Hertug af Bayern
1052-1055
r. 1054-55
 
Salomon 1. af Ungarn
Konge af Ungarn
1053-1087
r. 1063-1074
 
Judith af Tyskland
1054-1105?
 
Vladislav 1. Herman
Hertug af Polen
1044-1102
r. 1079-1102
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Frederik 1
Hertug af Schwaben
ca. 1050-1105
r. 1079-1105
 
 
 
Agnes af Waiblingen
1072/73-1143
 
 
 
Leopold 3.
Markgreve af Østrig
1073-1136
r. 1095-1136
 
 
 
Maximilla af Sicilien
 
Konrad 2.
Konge af Italien
1074-1101
r. 1093-98
 
Matilde af England
1102-1067
 
Henrik 5.
Romernes konge
1086-1125
r. 1099-1125
Kejser
r. 1111-1125
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hohenstauferne
 
 
 
Huset Babenberg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Det saliske monarki[redigér | redigér wikikode]

Konrad 2.[redigér | redigér wikikode]

Efter den sidste saksiske kejser Henrik 2.'s død, blev den første saliske regent, blev Konrad 2. valgt af flertallet af kurfyrster og blev kronet til tysk konge i Mainz den 8. september 1024. Tidligt i 1026 tog Konrad til Milano, hvor Ariberto, ærkebiskop af Milano, kronede ham til konge af Italien. Da Kong Rudolf 3. af Burgund døde i 1032, hævdede Konrad 2. også dette kongedømme på grundlag af en arv, som Henrik 2. havde aftvunget fra førstnævnte i 1006. På trods af en vis modstand hyldede adelen i Burgund og Provence Konrad i Zürich i 1034. Dette Kongerige Burgund ville blive kendt som Kongeriget Arles under Konrads efterfølgere.

Henrik 3.[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 1028 havde Konrad 2. fået sin søn Henrik 3. valgt og salvet til Romernes konge. Henriks embedsperiode førte til en overdrivelse af tidligere ukendt sakral kongemagt. Så under denne regeringsperiode blev Speyerdomen udvidet til at blive den største kirke i den vestlige kristne verden. Henriks opfattelse af kongens legitime magt til at fordele hertugdømmerne var vellykket over for hertugene og sikrede således kongelig kontrol. I Lorraine førte dette imidlertid til mange års konflikt, hvorefter Henrik stod som sejrsherren. Men også i det sydlige Tyskland blev der dannet en magtfuld oppositionsgruppe i årene 1052-1055. 1046 Henrik afsluttede den Paveskismaet, frigav pavedømmet fra afhængighed af den romerske adel og lagde grundlaget for dens universelle anvendelighed. Hans tidlige død i 1056 blev længe betragtet som en katastrofe for riget.

Speyerdom, gravsted for alle saliske kejsere

Henrik 4.[redigér | redigér wikikode]

De tidlige Saliere skyldte meget af deres succes til deres alliance med kirken, en politik, der blev indledt af Otto 1., som gav dem den materielle støtte, de havde brug for for at underkue oprørske hertuger. Men med tiden kom Kirken til at fortryde dette nære forhold. Alliancen brød sammen i 1075 under det, der blev kendt som Investiturstriden, en kamp, hvori reformpaven Gregor 7. krævede, at kejseren Henrik 4. skulle give afkald på sin magt over kirken i Tyskland. Paven angreb også konceptet for monarkiet af Guds nåde og fik støtte fra betydningsfulde dele af den tyske adel, der var interesseret i at begrænse det kejserlige enevælde. Mere vigtigt forbød paven kirkens embedsmænd under trussel om ekskommunikation at støtte Henrik, som de havde gjort frit i fortiden. I sidste ende rejste Henrik 4. til Canossa i det nordlige Italien i 1077 for at gøre bod og for at modtage syndsforladelse fra paven. Imidlertid genoptog han praksisen med læginvestitur (udnævnelse af religiøse embedsmænd af civile myndigheder) og arrangerede valget af en modpave (Modpave Klemens 3.) i 1080.

Henrik 5.[redigér | redigér wikikode]

Monarkens kamp med pavemagten resulterede i en krig, der hærgede gennem Det tysk-romerske Rige fra 1077 indtil Wormskonkordatet i 1122. Regeringsperioden for den sidste hersker af Det saliske dynasti Henrik 5. faldt sammen med den sidste fase af den store Investiturstrid, der havde ført paven mod kejseren. Ved betingelserne af Wormskonkordatet overgav Henrik 5. sig til kravene fra den anden generation af gregorianske reformatorer. Denne aftale fastsatte, at paven ville udpege højtstående embedsmænd i kirken, men gav den tyske konge ret til at nedlægge veto mod pavens valg. Den kejserlige kontrol over Italien gik tabt for en tid, og den kejserlige krone blev afhængig af politisk støtte fra konkurrerende aristokratiske fraktioner. Feudalismen blev også mere udbredt, da frie mænd søgte beskyttelse ved at sværge troskab til en herre. Disse magtfulde lokale herskere, der derved havde erhvervet omfattende territorier og store militærstyrker, overtog administrationen inden for deres territorier og organiserede den omkring et stigende antal borge. De mest magtfulde af disse lokale herskere blev kaldt for fyrster snarere end hertuger.

Saliernes endeligt[redigér | redigér wikikode]

I henhold til lovgivningen i det feudale system i Det tysk-romerske Rige havde kongen ingen krav på andre fyrsters vasaller, kun på dem, der boede inden for hans families territorium. Manglen på støtten fra de tidligere uafhængige vasaller og svækket af Kirkens stigende fjendtlighed mistede monarkiet sin fremtrædende karakter. Investiturstriden styrkede således den lokale magt i Det tysk-romerske Rige, i modsætning til udviklingen i Frankrig og England, hvor den centraliserede kongemagt voksede. Investiturstriden havde en yderligere virkning. Den lange kamp mellem kejser og pave gjorde skade på Det tysk-romerske Riges intellektuelle liv, som i denne periode i vid udstrækning var begrænset til klostrene, og riget var ikke længere spidsen eller holdt trit med udviklingen i Frankrig og Italien. F.eks. blev der ikke grundlagt universiteter i Det tysk-romerske Rige før det 14. århundrede.

Den første konge af Huset Hohenstaufen Kong Konrad 3. var et barnebarn af Salieren Henrik 4., tysk-romersk kejser. (Agnes, Henrik 4.'s datter og Henrik 5.'s søster, var arving til Saliernes lande: Hendes første ægteskab grundlagde det kongelige og kejserlige Hohenstaufen-dynasti, og hendes andet ægteskab hertugerne Huset Babenberg, fyrsterne af Hertugdømmet Østrig, som blev ophøjet meget på grund af sådanne slægtskaber ved Privilegium Minus.)  

Saliske konger og kejsere[redigér | redigér wikikode]

  • Konrad 2. 1024–1039, kronet kejser den 26. marts 1027
  • Henrik 3. 1039–1056, kronet kejser den 25. december 1046
  • Henrik 4. 1056–1106, kronet kejser den 31. marts 1084
    • Konrad (3.) 1087–1098, nominel konge under sin far Henrik 4.
  • Henrik 5. 1106–1125, kronet kejser den 13. april 1111

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Weinfurter 1999, s. 7–9.
  2. ^ Weinfurter 1999, s. 5–6.
  3. ^ a b Weinfurter 1999, s. 5.
  4. ^ Wolfram 2006, s. 15.
  5. ^ Wolfram 2006, s. 323.
  6. ^ Weinfurter 1999, s. 9.
  7. ^ Weinfurter 1999, s. 6, 9.
  8. ^ Wolfram 2006, s. 18, 361 (note 22).
  9. ^ Weinfurter 1999, s. 11, 14, 184, 190 (notes 10 and 12).
  10. ^ Wolfram 2006, s. 18–19, 23, 361 (note 20).
  11. ^ Weinfurter 1999, s. 14.
  12. ^ a b Wolfram 2006, s. 18.
  13. ^ Weinfurter 1999, s. 14, 20.
  14. ^ Wolfram 2006, s. 23–25, 363 (note 59).
  15. ^ Weinfurter 1999, s. 190 (note 1).
  16. ^ Schutz 2010, s. 84, 88.
  17. ^ Wolfram 2006, s. 18, 272–273.
  18. ^ Weinfurter 1999, s. 20).
  19. ^ Wolfram 2006, s. 25, 363 (note 59).
  20. ^ Schutz 2010, s. 115.


Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Lenelotte Möller, Hans Ammerich: Die Salier. 1024-1125. Wiesbaden 2015