Romernes Konge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Kongetronen i Domkirken i Aachen.

Romernes Konge (latin: Rex Romanorum) var en historisk titel, der i middelalderen blev benyttet af herskerne i det Tysk-romerske rige, efter at de var kåret af kurfyrstekollegiet, men før de blev kronet til kejser af paven. I nyere litteratur anvendes Tysk-romersk konge eller Konge af Tyskland ofte synonymt med romernes konge.

Titlen brugtes primært af arvinger til den tysk-romerske kejsertitel. Den var af verdslig og af en vis religiøs betydning. Den forudsatte en kroning af paven. Ikke alle, der blev valgt til romernes konge, blev dog kronet til kejser.

Efter kroningen som kejser (og nogle gange før) blev titlen udvidet med det semper Augustus ("altid Augustus" eller "altid ophøjet") fra latin: augere: at vokse).

Titlen blev også brugt om en arving til kejsertronen, mens kejseren stadig var i live.

Napoleons tid blev titlen Kongen af Rom brugt om Napoleons søn.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Først i 1000-tallet begyndte Det Østfrankiske Rige at blive kaldt Kongeriget Tyskland. Ved Henrik 4.s kåring til rigets hersker, fik han titlen Romernes Konge for at markere hans ret til at blive kronet til kejser af paven. Under investiturstridenen kaldte pave Gregor 7. i stedet Henrik 4. Tyskernes Konge (latin: Teutonicorum Rex) for at markere, at kravet var begrænset til de tyske lande og ikke omfattede hele riget. Konflikten fortsatte, og Henrik 4. insisterede på at blive tituleret Romernes Konge', til han blev kronet af modpaven Clemens 3. i 1084. Det lagde grunden til traditionen: Romernes Konge efter kongekåringen og Romersk Kejser efter kroningen.

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Processen for kongevalg var uklar frem til 1300-tallet og gav anledning til flere tronfølgestridigheder, men med Den Gyldne Bulle i 1356 blev processen fastslået, og syv rigsfyrster fik permanent stemmeret. De bestred de højeste embeder i riget.[1] Efter et kongevalg blev den valgte konge kronet i Domkirken i Aachen af ærkebiskoppen af Køln.

Senere anvendelse[redigér | redigér wikikode]

I 1508 tillod pave Julius 2., at den kårede konge Maximilian 1. antog titlen Valgt Romersk Kejser (latin: Electus Romanorum Imperator) uden at være kronet i Rom. Det lagde grunden til, at kroningsceremonien helt blev afskaffet. Herefter blev Romernes Konge udelukkende brugt om den arving til kejsertronen, der blev valgt, mens kejseren stadig var i live, og som antog kejsertitlen direkte ved succession.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Romernes Konge var også den titel, frankerne gav til Syagrius, en romersk general som herskede over det nordlige Gallien i det sene 5. århundrede.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • H. Beumann: Rex Romanorum, i: Lexikon des Mittelalters (9 vol., München-Zürich 1980-98), vol. 7, col. 777 f.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Heer, Friedrich, trans. Janet Sondheimer, The Holy Roman Empire (New York: Federick A. Praeger Publishers, 1968), s. 117