Slaget ved Zama

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg
Anden puniske krig
Del af Puniske krige
Slaget ved Zama
Slaget ved Zama
Dato 19. oktober 202 f.Kr.
Sted Zama, nær Karthago
Resultat Romersk sejr
Parter
Punerne Romerske republik
Ledere
Hannibal Scipio Africanus
Styrke
58.000 infanterister, 6.000 kavaleri, 80 elefanter 20.000 tungt infanteri, 14.000 let infanteri og 8.700 kavaleri
Tab
31.000 døde, 15.000 fanget 1.500 døde og 4.000 skadede

Slaget ved Zama – det afgørende slag i den anden puniske krig – stod den 19. oktober 202 f.Kr. Slaget blev udkæmpet ved Zama, i nærheden af Karthago mellem punerne ledet af Hannibal og deres allierede samt lejesoldater, og romere ledet af Scipio Africanus og romernes numidiske allierede.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Slagplanen.

En hær ledet af Hannibal havde i 15 år hærget romernes territorium i Italien. De romerske hære havde store problemer med at vinde over Hannibal i slag i Italien, så Scipio Africanus foreslog derfor senatet, at krigen skulle bringes over til punernes hjemmebane i Nordafrika. På trods af lunken støtte i senatet fik Scipio mandat til at gøre dette.

I Nordafrika begyndte Scipio felttoget med en belejring af Utica uden fremgang. Efter at have overvintret i Afrika vandt Scipio slaget ved Bagbrades og tvang dermed den karthagenske ledelse til at kalde Hannibal hjem fra Italien. Hannibal organiserede en ny hær i Afrika, men da numidierne gik over til at støtte Rom frem for Karthago, følte Scipio, at krigen kunne vindes til trods for, at Hannibal havde formået at etablere en ny hær.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Slaget begyndte med et frontalangreb med de karthagenske elefanter, men mange af elefanterne gik i panik og vendte om. Resten af elefanterne løb i mellemrummene mellem de romerske manipler og gjorde liden skade.

Det numidiske og romerske kavaleri gik så til angreb på Hannibals kavaleri på begge flanker. Det karthagenske kavaleri var allerede dårligt organiseret på grund af panikken blandt elefanterne og måtte give efter for det romersk-numidiske angreb. Karthagenernes kavaleri flygtede fra slagmarken med romerne og numidierne lige efter sig.

Samtidig foregik der heftige kampe i centrum, hvor de to siders infanteri stod mod hinanden. Ingen af parterne fik noget overtag, men da Hannibal efterhånden indsatte sine veteraner fra felttoget i Italien, som hidtil havde været holdt i reserve, så situationen værre ud for romerne. Heldigvis for Scipio vendte det romerske og numidiske kavaleri tilbage til slagmarken, og da disse angreb karthagenerne i ryggen og på begge flanker, brød de karthagenske linjer sammen, og de blev slagtet i stort antal.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Hannibal selv undslap med nød og næppe slaget og flygtede til Karthago via Hadrumetun ved kysten. Her anbefalede han ledelsen i Karthago at slutte fred med Rom, da krigen ikke kunne fortsætte. Det karthagenske senat bad så romerne om fred, en fred Karthago fik på yderst dårlige betingelser.

Karthagos dage som stormagt i det vestlige Middelhav var efter dette talte. Republikken Rom derimod var blevet den dominerende magt i området.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]