SPD
| SPD Sozialdemokratische Partei Deutschlands | |
|---|---|
 | |
| Partiformand |
Saskia Esken Norbert Walter-Borjans |
| Generalsekretær | Lars Klingbeil |
| Grundlagt | 23. maj 1863 |
| Hovedkontor |
Willy-Brandt-Haus Wilhelmstraße 141 10963 Berlin |
| Antal medlemmer | 419.300 (2019) |
| Ungdomsorganisation | JuSoS |
| Pladser i Bundestag: |
206 / 735 |
| Pladser i Europa-Parlamentet: |
16 / 96 |
| Politisk ideologi | Socialdemokratisme |
| Politisk placering | Centrum-venstre |
| Internationalt samarbejdsorgan | Socialistisk Internationale |
| Europæisk samarbejdsorgan | De Europæiske Socialdemokrater |
| Partigruppe i Europaparlamentet | Gruppen S&D |
| Partifarve(r) | Rød |
| Website | www.spd.de |
Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD) er Tysklands socialdemokratiske parti.[1][2][3] Partiet er sammen med det borgerlige CDU det ene af de to store nuværende tyske politiske partier.
SPD er i dag (2021) det største parti i Forbundsdagen, hvor partiet har 206 ud af de 735 pladser efter at have opnået 25,7 % af stemmerne ved forbundsdagsvalget 2021. SPD er koalitionspartner i Angela Merkels koalitionsregering, hvor SPD’s Olaf Scholz er vice-kansler. På delstatsniveau indgår SPD i regeringen i 11 ud af 16 delstater og er regeringsleder i syv af disse.
Siden 2019 har Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans haft fælles formandskab.
Den tyske forbundspræsident har siden marts 2017 været SPD's Frank-Walter Steinmeier.
Historie[redigér | rediger kildetekst]
SPD blev grundlagt af Ferdinand Lassalle i 1863 i Leipzig under navnet Allgemeine Deutsche Arbeiterverein, som et af verdens første marxistisk-inspirerede partier. Partiet skiftede navn til det nuværende i 1890. Fra 1890'erne til begyndelsen af 1900-tallet var SPD Europas største marxistiske parti, og det største politiske parti i Tyskland.[4] Under 1. verdenskrig blev partiet splittet, da en stor fraktion forlod partiet og dannede Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands (USPD), der igen udspaltede det kommunistiske parti KPD. SPD havde en afgørende rolle under Novemberrevolutionen i 1918 og var blandt grundlæggerne af Weimarrepublikken. SPD's Friedrich Ebert var den første tyske præsident og SPD var det største parti indtil 1932. Efter nazipartiets magtovertagelse i 1933 blev SPD forbudt og måtte operere i eksil som Sopade.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig blev SPD gendannet i den sovjetiske besættelseszone i øst og blev kort efter sammenlagt med KPD og dannede Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), der fungerede som DDR's ubestridte regeringsparti. I Vesttyskland blev SPD det ene af de to store partier sammen med CDU/CSU. I 1959 opgav SPD sin tilknytning til marxismen ved vedtagelsen af Godesberg-programmet og placerede sig som et centrum-venstre parti. SPD var ledende regeringsparti i Forbundsrepublikken fra 1969 til 1982 og igen fra 1998 til 2005. SPD var en del af CDU/CSU-ledede regeringer 1966-1969 2005-2009 og igen siden 2013.
Ungdomsorganisation[redigér | rediger kildetekst]
Partiets ungdomsorganisation hedder Jusos, som er en forkortelse for Junge Sozialisten und Sozialistinnen in der SPD (Unge socialister i SPD).[5]
Formænd siden 2. verdenskrig[redigér | rediger kildetekst]
.jpg)
|
| |
De to formænd for SPD siden 2019 Saskia Esken og Norbert Walter-Borjans
| ||
- 1946–1952 Kurt Schumacher
- 1952–1963 Erich Ollenhauer
- 1964–1987 Willy Brandt
- 1987–1991 Hans-Jochen Vogel
- 1991–1993 Björn Engholm
- 1993–1995 Rudolf Scharping
- 1995–1999 Oskar Lafontaine
- 1999–2004 Gerhard Schröder
- 2004–2005 Franz Müntefering
- 2005–2006 Matthias Platzeck
- 2006–2008 Kurt Beck
- 2008–2009 Franz Müntefering
- 2009–2017 Sigmar Gabriel
- 2017-2018 Martin Schulz
- 2018-2019 Andrea Nahles
- 2019- Saskia Esken / Norbert Walter-Borjans
Se også[redigér | rediger kildetekst]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Merkel, Wolfgang; Petring, Alexander; Henkes, Christian; Egle, Christoph (2008). Social Democracy in Power: the capacity to reform. London: Taylor & Francis. ISBN 978-0-415-43820-9.
- ^ Almeida, Dimitri (2012). The Impact of European Integration on Political Parties: Beyond the Permissive Consensus. CRC Press. s. 71. ISBN 978-1-136-34039-0. Hentet 14. juli 2013.
- ^ Ashley Lavelle (2013). The Death of Social Democracy: Political Consequences in the 21st Century. Ashgate Publishing, Ltd. s. 7. ISBN 978-1-4094-9872-8. Hentet 18. juli 2013.
- ^ Christopher R. Browning, The Origins of the Final Solution: The Evolution of Nazi Jewish Policy, September 1939-March 1942 (Lincoln: University of Nebraska Press, 2004), p. 7.
- ^ Jusos, Unsere Grundsätze: https://jusos.de/grundlagenhandbuch/unsere-grundsaetze/
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
| ||||||||||||||||
| ||||||||||||||
|