Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands
Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands eller blot USPD (dansk: Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti) var et kortlevende socialdemokratisk politisk parti i Tyskland under Det Andet Rige og Weimarrepublikken. Partiets historie begyndte 21. december 1915, da nogle medlemmer af SPD's gruppe i Reichstag stemte imod optagelse af yderligere lån til at finansiere Første Verdenskrig, hvilket skabte spændinger mellem partiets ledelse og de venstreorienterede pacifister omkring Hugo Haase. Det endte med at medlemmerne blev udstødt af SPD's gruppe 24. marts 1916.
Gruppen dannede Sozialdemokratische Arbeitsgemeinschaft (SAG) for at kunne fortsætte det parlamentariske arbejde. Hos Friedrich Ebert og partiledelsen var man bekymret for, at SAG ville splitte SPD, hvorfor SAG-medlemmerne blev eksluderet af SPD 18. januar 1917. 6. april blev USPD dannet ved en konference i Gotha, hvor Hugo Haase blev dets første formand. Spartakusbund meldte sig kollektivt ind i USPD, men bevarede en vis autonomi. For at undgå misforståelser blev det eksisterende SPD fremover ofte kaldt Mehrheits-SPD.
Efter den såkaldte januarstrejke i 1918, organiserede en gruppe revolutionære med tilknytning til USPD en strejke, der krævede at krigen afsluttedes og at fødevareforsyning blev forbedret. Partiet støttede officielt strejken, og voksede hurtigt til omkring 120.000 medlemmer. Trods USPD's hårde kritik af SPD for at være en del af regeringen i den nyligt dannede Weimarrepublik, nåede USPD og SPD en enighed, der betød at USPD blev en del af regeringen i form af Rat der Volksbeauftragten, som blev ledet af Friedrich Ebert og Hugo Haase. Enigheden varede dog kun kort, for allerede 29. december 1918 forlod Haase sammen med Wilhelm Dittmann og Emil Barth rådet for at protestere mod SPD's aktioner under soldatermytteriet i Berlin 23. november. Samtidig brød Spartakusbund med USPD og gik sammen med en række andre venstreorienterede grupper og dannede Kommunistische Partei Deutschlands.
Mens SPD ved valget til nationalforsamlingen i januar 1919 formåede at få 37,9% af stemmerne, måtte USPD nøjes emd 7,6%. Partiet fortsatte dog sin medlemsvækst, og havde i foråret 1920 over 750.000 medlemmer. Ved valget til Reichstag juni 1920 fik USPD da også hele 17,9% af stemmerne, og blev dermed en af de største grupper i parlamentet. SPD fik 21,7%.
En kontroversiel debat internt i partiet om hvorvidt det skulle melde sig ind i Komintern brød imidlertid ud på samme tidspunkt. Mens flere følte, at det at melde sig ind ville føre til at partiet mistede sin selvstændighed og skulle tage imod 'diktater fra Moskva', argumenterede særligt yngre medlemmer som Ernst Thälmann for et medlemskab, fordi det kun var gennem fællesskabet i Komintern at det ville være muligt at realisere partiets socialistiske idealer. På partiets kongres i Halle i oktober 1920 vedtog et flertal medlemskab af Komintern. Det splittede partiet i to lejre. 4. december 1920 blev partiets venstrefløj med omkring 400.000 medlemmer fusioneret med KPD, som blev til Vereinigte Kommunistische Partei Deutschlands, mens den anden del af partiet med omkring 340.000 medlemmer og 3/4 af de 81 Reichstag-medlemmer fortsatte under navnet USPD. Partiet blev nu ledet af Georg Ledebour og Arthur Crispien. Over tid forsvandt de politiske forskelle mellem USPD og SPD, og efter attentatet på udenrigsminister Walther Rathenau, som højreekstremister stod bag i juni 1922, dannede de to partiers grupper i Reichstag en fælles arbejdsgruppe 14. juli. 24. september blev partierne formelt lagt sammen igen, og efter en kongres i Nürnberg tog partiet navnet Vereinigte Sozialdemokratische Partei Deutschlands, hvilket igen blev forkortet til SPD i 1924.
En mindre gruppe bestående af bl.a. Theodor Liebknecht og Georg Ledebour fortsatte dog USPD frem til 1931, hvor partiet blev fusioneret med Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands.
Fremtrædende medlemmer[redigér | rediger kildetekst]
- Emil Barth
- Eduard Bernstein
- Arthur Crispien
- Wilhelm Dittmann
- Hugo Eberlein
- Kurt Eisner
- Hugo Haase
- Karl Kautsky
- Karl Korsch
- Georg Ledebour
- Paul Levi
- Karl Liebknecht
- Theodor Liebknecht
- Rosa Luxemburg
- Toni Sender
- Ernst Thälmann
- Clara Zetkin
|