Blødersagen: Forskelle mellem versioner
Moj1948 (diskussion | bidrag) Præcisering af tilkendegivelsen om, at blødernes faktorpræparater "... blev fremstillet af HIV-inficeret blod." |
Moj1948 (diskussion | bidrag) Tilføjelse af information om udfaldet af sagen ved højesteret. |
||
| Linje 3: | Linje 3: | ||
Bløderne havde forgæves forsøgt at få sundhedsmyndighederne til at importere [[screening|screenet]] og varmebehandlet blod, der var fri for HIV-virus. Bløderne anlagde i 1987 et civilt søgsmål ved de danske domstole for at få placeret et erstatningsansvar, og fik fri proces. Sagen kunne få omfattende konsekvenser, hvis de sagsøgte [[medicinalindustri|medicinalfirmaer]], [[Sundhedsstyrelsen]] og [[Indenrigsministre fra Danmark|indenrigsministeren]] [[Britta Schall Holberg]] blev kendt erstatningsansvarlige. |
Bløderne havde forgæves forsøgt at få sundhedsmyndighederne til at importere [[screening|screenet]] og varmebehandlet blod, der var fri for HIV-virus. Bløderne anlagde i 1987 et civilt søgsmål ved de danske domstole for at få placeret et erstatningsansvar, og fik fri proces. Sagen kunne få omfattende konsekvenser, hvis de sagsøgte [[medicinalindustri|medicinalfirmaer]], [[Sundhedsstyrelsen]] og [[Indenrigsministre fra Danmark|indenrigsministeren]] [[Britta Schall Holberg]] blev kendt erstatningsansvarlige. |
||
Det lykkedes ikke at overbevise dommerne om, at den nødvendige viden var til stede, så smitten kunne være undgået. Myndighederne søgte at pege på administrativ forsømmelighed, hvilket [[massemedier|pressen]] borede i. Dommen i [[Østre Landsret]] blev afsagt 14. februar [[1995]]. De sagsøgte blev frikendt for de fleste påstande. Kun én af de otte sagsøgere fik tilkendt erstatning på knapt 19.000 kr. på grund af fejl hos sundhedsmyndighederne. |
Det lykkedes ikke at overbevise dommerne om, at den nødvendige viden var til stede, så smitten kunne være undgået. Myndighederne søgte at pege på administrativ forsømmelighed, hvilket [[massemedier|pressen]] borede i. Dommen i [[Østre Landsret]] blev afsagt 14. februar [[1995]]. De sagsøgte blev frikendt for de fleste påstande. Kun én af de otte sagsøgere fik tilkendt erstatning på knapt 19.000 kr. på grund af fejl hos sundhedsmyndighederne. Ved en ankesag anlagt af tre af bløderpatienterne stadfæstede Højesteret 3. oktober 1996 landsretsdommen, idet dog yderligere én bløderpatient fik tilkendt en erstatning på 230.000 kr. <ref>Resumé af erstatningssagen i de almindelige bemærkningers afsnit 3.1 i justitsministerens lovforslag L 178 om ændring af retsplejeloven på [https://www.folketingstidende.dk/samling/19961/lovforslag/L178/19961_L178_som_fremsat.pdf Folketingstidende 1996-1997 Tillæg A side 3756-3757]</ref> |
||
<ref>Resumé af erstatningssagen i de almindelige bemærkningers afsnit 3.1 i justitsministerens lovforslag L 178 om ændring af retsplejeloven på [https://www.folketingstidende.dk/samling/19961/lovforslag/L178/19961_L178_som_fremsat.pdf Folketingstidende 1996-1997 Tillæg A side 3756-3757]</ref> |
|||
Bløderne fik tilkendt en godtgørelse fra den danske stat som kompensation for den smitte, de havde været udsat for. Ligeledes gav [[folketinget]] en officiel beklagelse senere i 1995. |
Bløderne fik tilkendt en godtgørelse fra den danske stat som kompensation for den smitte, de havde været udsat for. Ligeledes gav [[folketinget]] en officiel beklagelse senere i 1995. |
||
Versionen fra 15. feb. 2020, 22:18
Blødersagen begyndte i 1980'erne, hvor 90 blødere (med sygdommen hæmofili) blev smittet med HIV-virus som følge af, at de livsnødvendige blodpræparater, de var afhængige af, blev fremstillet i såkaldte batches, hver bestående af flere tusinde portioner donorblod,[1] hvoraf nogle batches viste sig ikke at have været fri for blodportioner, som var HIV-inficerede.
Bløderne havde forgæves forsøgt at få sundhedsmyndighederne til at importere screenet og varmebehandlet blod, der var fri for HIV-virus. Bløderne anlagde i 1987 et civilt søgsmål ved de danske domstole for at få placeret et erstatningsansvar, og fik fri proces. Sagen kunne få omfattende konsekvenser, hvis de sagsøgte medicinalfirmaer, Sundhedsstyrelsen og indenrigsministeren Britta Schall Holberg blev kendt erstatningsansvarlige.
Det lykkedes ikke at overbevise dommerne om, at den nødvendige viden var til stede, så smitten kunne være undgået. Myndighederne søgte at pege på administrativ forsømmelighed, hvilket pressen borede i. Dommen i Østre Landsret blev afsagt 14. februar 1995. De sagsøgte blev frikendt for de fleste påstande. Kun én af de otte sagsøgere fik tilkendt erstatning på knapt 19.000 kr. på grund af fejl hos sundhedsmyndighederne. Ved en ankesag anlagt af tre af bløderpatienterne stadfæstede Højesteret 3. oktober 1996 landsretsdommen, idet dog yderligere én bløderpatient fik tilkendt en erstatning på 230.000 kr. [2]
Bløderne fik tilkendt en godtgørelse fra den danske stat som kompensation for den smitte, de havde været udsat for. Ligeledes gav folketinget en officiel beklagelse senere i 1995.
Sagen har været behandlet i dokumentaren "Den Menneskelige Faktor" fra 1991 og "Skandale - livsfarlig medicin" i 2011.[3]
Se også
Referencer
- ^ Faktorkoncentrater på bloderforeningen.dk
- ^ Resumé af erstatningssagen i de almindelige bemærkningers afsnit 3.1 i justitsministerens lovforslag L 178 om ændring af retsplejeloven på Folketingstidende 1996-1997 Tillæg A side 3756-3757
- ^ Mads Olrik Berthelsen (7. april 2011). "Blødersagen: DR-tilrettelægger svarer igen på kritikken". journalisten.dk. Dansk Journalistforbund. Hentet 22. august 2014.