Laks

Atlantisk Laks
Laks
Videnskabelig klassifikation
Rige	Animalia
Række	Chordata
Klasse	Actinopterygii
Orden	Salmoniformes
Familie	Salmonidae
Underfamilie	Salmoninae
Slægt	Salmo
Art	salar
Videnskabeligt artsnavn
Salmo salar Linnaeus 1758
Hjælp til læsning af taksobokse

Den atlantiske laks, Salmo salar som den hedder på latin, er en anadrom fiskeart. Det vil sige, at den vandrer fra havet til ferskvand for at gyde. Laksen er i stand til at finde tilbage til det vandløb, hvor den selv er født. Man siger at den "homer" til et bestemt vandløb. Pga. homingen er laksene i de enkelte vandløb tilnærmelsesvis genetisk isolerede, fordi en laks fra et vandløb meget sjældent parrer sig med en fra et andet. Man taler derfor om forskellige stammer af laks, der gennem tiden har tilpasset sig de specielle forhold, der findes i forskellige vandløb. De enkelte laksestammer er derfor genetisk forskellige.

Laksene gyder i vandløb af passende størrelse og med dybder på 0,5-2 m. Der skal være frisk til rivende strøm og bunden skal bestå af grus og sten. Desuden skal vandet være rent og iltrigt. Æggene gydes i en gydegravning som laksehunnen graver i vandløbsbunden. Samtidig med at hunnen gyder æggene gyder hannen sæden, og befrugtningen finder sted i vandfasen. Herefter dækker hunnen æggene med grus og sten, så de befrugtede æg befinder sig 10-50 cm nede i vandløbsbunden i en såkaldt gydebanke. En laksehun gyder mellem 2500 til 10000 æg alt efter hendes størrelse. Gydningen finder sted om efteråret og vinteren alt efter hvilken laksestamme der er tale om. Hen på foråret klækker æggene. Den nyklækkede lakselarve har på bugen en stor blommesæk. Blommesækken er en slags madpakke som lakselarven lever af de første uger efter klækning. Når blommesækken er ved at være opbrugt begynder lakselarverne at bevæge sig op gennem gruset, og når vandtemperaturen er ca. 8 ° C, dukker lakseynglen frem af gydebanken. Efter lakseynglen har forladt gydebanken finder den et passende sted i vandløbet, hvor der er skjul og gode muligheder for at finde føde. Lakseynglen er territoriehævdende og de vil forsøge at jage artsfæller væk, der kommer inden for synsvidde. Derfor spredes lakseynglen fra en gydebanke over store områder i vandløbet hvor der er egnede opvækstpladser. I de første stykke tid lever lakseynglen af vandlopper og små insektlarver. Senere består føden af større insektlarver, krebsdyr og mindre fisk.

Alt efter stamme og opvækstvilkår lever lakseynglen 1-6 år i vandløbet, før den vandrer i havet. Før nedvandringen til havet, der typisk foregår fra april til juni, gennemgår laksen en del fysiologiske, morfologiske og adfærdsmæssige forandringer, den såkaldte smoltifikation. Når disse forandringer er indtruffet kaldes den unge laks for en smolt, og den er nu klar til livet i havet. De morfologiske forandringer består i at laksen, fra at være godt camoufleret til livet nær vandløbsbunden, bliver slank og sølvblank, og skællene bliver løse. Fysiologisk bliver laksen i stand til at osmoregulere i saltvand. Dvs. at den som smolt kan udskille overskydende salt fra kroppen. Adfærdsmæssigt skifter laksen levevis fra at være bundlevende til at søge op i vandfasen, og fra at være territorial til at være en stimefisk. Alle disse forandringer er hormonelt styret og sættes i gang allerede om efteråret, før den egentlige smoltifikation. Tidspunktet for nedvandringen mod havet styres af vandtemperatur og daglængde. Når de rette forhold er til stede samles laksesmoltene i stimer og lader sig mere eller mindre passivt drive med strømmen mod havet. For at undgå rovfisk og fiskeædende fugle foregår nedvandringen primært om natten.

I havet forbliver laksen i stimer og fortsætter aktivt vandringen mod ædepladser i Nordatlanten. Disse ædepladser er tilsyneladende afhængige af forekomsten af egnede fødedyr som rejer, sild og tobis. Især områder omkring Færøerne, Island og Grønland tiltrækker laks på ædevandring. Laks fra vandløb, der udmunder i Østersøen. bliver i Østersøen på deres ædevandringer og kaldes derfor for baltiske laks, eller Østersø-laks. Efter 1-4 år i havet begynder laksen vandringen tilbage mod det vandløb, som den forlod som smolt. Det er stadigt delvist uafklaret hvordan laksen er i stand til at finde tilbage til det specifikke vandløb, men jordens magnetfelt, havstrømme og laksens lugte- og smagssans er tilsyneladende de vigtigste faktorer. På et tidspunkt under vandringen tilbage mod "barndomsvandløbet" stopper laksen med at tage føde til sig.

De voksne laks vandrer op i vandløbet fra februar til oktober, og kan derfor opholde sig i vandløbet i flere måneder uden at tage føde til sig inden gydningen finder sted. Tilbage i vandløbet skifter laksen atter udseende. Hunnen bliver gråbrun til sort, mens hannen antager rødlige farvenuancer og udvikler en karakteristisk kæbekrog. Desuden indlejres skællene i et kraftigt slimlag. Under selve gydningen har den voksne laksehan ofte travlt med jage rivaler væk og derfor kan små tidligt kønsmodne hanner, der endnu ikke har været i havet, snige sig til at befrugte en vis andel af hunnens æg. Efter gydningen vil de voksne laks begynde vandringen tilbage mod havet. Men de fleste er så afkræftede efter det lange ophold i vandløbet uden føde og efter gydningens strabadser, at de omkommer inden de når i havet, hvor de kan genvinde deres brugte energireserver. Det er derfor meget få laks, der gyder mere end én gang.

Kilde: http://www.vildlaks.dk/biologi.htm

Laksen (bl.a. havlaks Salmo salar) er en fisk der lever i elve, åer og havet. Den gyder i elve hvor hannen svømmer ind foran hunnen og vifter med halen, og på den måde vifter den et hul frem i bunden hvor hunnen lægger sine æg. Når en laks vandrer op ad elven, kan den møde fosser og vandfald, men laks er i stand til at springe en fem til seks meter op af vandet og svømme videre i vandstrålen. I Skandinavien regnes laks af lystfiskere for en af de fornemste byttefisk. Lystfiskeri efter laks er især udbredt ved islandske, norske og svenske elve. En stor hanlaks kendetegnes ved at den har en krog i underkæben. De store hanner udvikler krogen, så de kan imponere hunnerne i parringssæsonen og få lov til at befrugte hunnernes æg. De store hanner udkæmper territoriale kampe om hunnerne, mens de små hanner i stedet forsøger at ligne en hun så meget som muligt. På den må kan de små hanner snige sig helt tæt på en hun uden at blive angrebet af de store hanner, og når den store han er uopmærksom kan den lille han snige sig til at befrugte hunnens æg.

Laksen ånder via gæller. Den kan veje op til 40 kilogram. Dens fjender er hajer og mennesker.

Kilder/Henvisninger

• http://www.naturligvis.u-net.dk/
• http://www.fiskeopskrift.dk/index.php?site=sider/laks.php

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Laks