Wilhelm Keitel

Wilhelm Keitel

Wilhelm Bodewin Johann Gustav Keitel (22. september 1882 - 16. oktober 1946) var en tysk hærofficer.

Under 2. verdenskrig var Keitel som feltmarskal (tysk titel: Generalfeldmarschall) chef for værnemagtens overkommando (OKW) og var i denne funktion den nærmeste militære rådgiver for Adolf Hitler.

Efter 2. verdenskrig dømt og henrettet for krigsforbrydelser ved domstolen i Nürnberg.

Militær karriere

Keitel indtrådte i hæren i 1901 og deltog som ung officer (løjtnant og senere kaptajn) i 1. verdenskrig, hvor han blev såret og dekoreredes med jernkorset af 1. grad. Han blev overflyttet til generalstabsarbejde, hvor han udmærkede sig som organisator med administrative evner. Af stor betydning var det, at han her mødte den lidt ældre major Werner von Blomberg, der senere blev tysk krigsminister. Keitels karriere kom til at følge i dennes kølvand indtil det dramatiske brud mellem dem i forbindelse med skandalen omkring von Blombergs ægteskab i 1938.

Efter krigens afslutning gjorde han tjeneste i det nyoprettede Rigsværn, hvor han 1931 udnævntes til oberst og 1. marts 1934 til generalmajor og gjorde tjeneste som stedfortrædende divisionschef i Potsdam.

Den 1. oktober 1935 blev han udnævnt til chef for værnemagtskontoret i ministeriet i Berlin, som nu hed Rigskrigsministeriet. Hurtigt fulgte udnævnelser til generalløjtnant den 1. januar 1936 til general i artilleriet den 1. august 1937.

Da Hitler i februar året efter ændrede kommandostrukturen, blev Keitel stabschef for krigsminister von Blomberg. Efter afskedigelsen af von Blomberg og Werner von Fritsch blev Keitel fra 4. februar 1938 chef for OKW. Han udnævntes til generaloberst 10. november 1938.

Efter Frankrigs fald udnævntes han af Hitler til feltmarskal den 19. juli 1940.

Private forhold

Wilhelm Keitel var søn af en godsejer i Helmscherode, en lille landsby på vestsiden af Harzen. Efter folkeskolen gik han på gymnasiet i Göttingen.

Han giftede sig i 1909 med Lisa Fontaine, datter af en bryggeriejer og godsejer fra Hannover, med hvem han fik 2 sønner og en datter. Sønnen Karl-Heinz blev i 1938 gift med von Blombergs datter Dorothee.

Keitel mistede under krigen sin ene søn og sin datter.

Hans yngre broder, Bodewin Keitel (1888 - 1953), der var general i infanteriet, var fra 1938 til 1942 chef for hærens personalekontor.

Keitels forhold til nazismen og Hitler

I årene før 1933 havde Keitel ikke forbindelse med de tyske nazister og var således heller ikke partimedlem. Men han delte den kritiske holdning i store dele af officerskorpset til den demokratiske stat og var en af dem, der befordrede den såkaldte dolkestødslegende, ifølge hvilken den tyske hær ikke var slået på slagmarken, men var blevet faldet i ryggen af den civile hjemmefront.

Han mødte første gang Hitler den 17. maj 1933 ved en "SA-førerkongres" i Bad Reichenhall, hvor han talte med Hitler i længere tid. Det gjorde et stort indtryk på den politisk set naive officer og blev et vendepunkt i hans liv. Fra dette tidspunkt stillede han i hvert fald sin troskab mod regimet til skue og holdt i løbet af de kommende år flere taler, der støttede den nazistiske stat.

Mens han var chef for værnemagtskontoret, fik han ry for at være en "ja-siger" og partisoldat. F.eks. udarbejdede han i 1936 sammen med von Blomberg en instruks om at udstøde "politisk utilforladelige" soldater af værnemagten og overgive dem til Gestapo. Han var desuden ansvarlig for kontakten mellem militæret og partiet og gennemførte i 1937 sammen med Rudolf Hess - den forskruede leder af partiorganisationen og stedfortræder for føreren - en stor PR-kampagne for at forbedre forholdet.

1939 modtog han NSDAP's gyldne partiemblem, som ellers var forbeholdt "de gamle frontkæmpere" fra før 1933.

Det fremgår af alle samtidiges udtalelser, at Keitel var Hitler blindt hengiven, hvilket indbragte ham det spottende øgenavn "Lakeitel". Det var også Keitel, som efter erobringen af Benelux-landene og Frankrig karakteriserede Hitler som "største feltherre til alle tider" (tysk: "Größter Feldherr aller Zeiten" - en betegnelse, som dele af befolkningen latterliggjorde i forkortelsen GröFaZ, især da krigslykken vendte for alvor).

Keitels beundring for Hitlers "geni" førte ham til uden modsigelse at udføre dennes ordrer. Der er mange beretninger om, hvorledes det var en svaghed i Keitels karakter, at han havde vanskeligt ved at træffe beslutninger og generelt var uselvstændig og usikker. Dette kompenserede han for ved en overdreven pligtfølelse, en formidabel flid og ved at udnytte de organisatoriske og administrative evner, han utvivlsomt besad. Intet tyder på, at Keitel i militær henseende havde taktiske eller strategiske evner. Hans udmærkelser i militæret lå først og fremmest indenfor planlægningens og logistikkens område.

Han var derfor en ideel værnemagtschef for Hitler, hvis ordrer aldrig blev modsagt, men tværtimod støttet - langt ud over enhver rimelighed og langt ind i krigsforbrydelsernes område.

Keitel under 2. verdenskrig

Keitel underskrev den 22. juni 1940 Frankrigs kapitulation i Compiègne.

Keitels sidste officielle handling var den 9. maj 1945, da han som befuldmægtiget for regeringen Karl Dönitz ratificerede værnemagtens kapitulation overfor den Røde hær. Det skete i det sovjetiske hovedkvarter i Berlin som konsekvens af den betingelsesløse kapitulation, der var underskrevet den 7. maj i det amerikanske hovedkvarter i Reims af generaloberst Alfred Jodl.

Efter 1945

Den 13. maj 1945 blev Keitel arresteret af de allierede i Flensborg og kom i krigsfangenskab.

Nürnbergprocessen 1946 - Otte af de anklagede.
Forrest (venstre til højre): Göring, Heß, Ribbentrop, Keitel.
Bagerst: Dönitz, Raeder, Schirach, Sauckel

Keitel blev ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg i 1946 (hovedprocessen) anklaget efter alle 4 hovedanklagepunkter.

• Forbrydelser mod freden.

• Deltagelse i sammensværgelse om at begå forbrydelser mod freden.

• Krigsforbrydelser.

• Forbrydelser mod menneskeheden.

Eftersom han utvivlsomt havde deltaget i den almindelige og detaljerede forberedelse af angrebskrigen, og da næsten enhver befaling, som udgjorde en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, var underskrevet af ham, var anklagerens materiale ganske overvældende og kunne sammenfattes i en erklæring på kun 5 sider.

Hans direktiver og ordrer til hæren var så ekstreme, og beviserne mod ham så overvældende, at forsvarerne frygtede, at de kunne føre til, at domstolen ville erklære hele værnemagten og generalstaben for forbryderiske organisationer, hvilket dog ikke skete.

I foråret 1946 fik domstolen en henvendelse fra hans forsvarer, som fremførte, at Keitel overvejede at erklære sig skyldig, såfremt han kunne få rettens garanti for, at en eventuel dødsdom ville blive eksekveret ved skydning. Det var et spørgsmål om ære: Officerer bliver skudt - ikke hængt. Da den medanklagede Göring, den tidligere rigsmarskal, som Keitel stadig anså for sin overordnede, modsatte sig dette, lod Keitel sagen falde.

Den 2. oktober 1946 blev han kendt skyldig i alle anklagepunkter og dømt til døden ved hængning. 12. oktober 1946 forsøgte han igen - støttet af franskmændene - uden held at få ændret henrettelsesmetoden til skydning.

Dødsdommen blev eksekveret den 16. oktober 1946. Keitel blev hængt som nr. 2 af de ti dødsdømte umiddelbart efter den tidligere nazistiske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop. Han blev 64 år

Wikimedia Commons har medier relateret til: Wilhelm Keitel