Vandløb

Århus Ås nedre løb. Her set fra Vestre Ringgade.

En vandløb' kan være en bæk, en å eller en flod. Hvert eneste vandløb har et afvandingsområde eller et "opland", som det afvander. Dette opland er afgrænset af vandskel, dvs. højderygge ind mod andre vandløbs oplande. På sin vej mod havet vælger vandløbet den letteste vej, og derfor kan vandløb have udløb til både andre vandløb, søer, floder, moser, rismarker, mangrover, vandfald foruden havet.

Under sin langvarige gennemstrømning af landskabet vil vandløbet skære sig ned, sådan at højdeforskellen mellem udspring og udmunding bliver udjævnet. På de dele af løbet, hvor højdeforskellen er størst, bliver strømmen kraftig og nedskæringen i landskabet meget markant. På de flade strækninger bliver strømmen langsom, og løbet har en tendens til at øge sine slyngninger. Derved dannes mæandre med kraftige bugtninger og afsnørede floddele.

Hvis et vandløbs udløb til havet sker et sted, hvor der ikke er nævneværdigt meget tidevand, bliver mundingen forgrenet på en karakteristisk måde, som kaldes et floddelta (se f.eks. (Donau eller Nilen). Det samme vil ske på steder, hvor vandløbet møder store, flade landområder uden nævneværdigt fald. Det mangegrenede vandløb kaldes så et indlandsdelta (se f.eks. Okawango).

Hvis floden derimod har sit udløb, hvor tidevandsforskellen er kraftig, bliver mundingen tragtformet (se f.eks. Themsen eller St. Lawrence floden).

Menneskeskabte kunstige vandløb er f.eks.: kanal, skibskanal, akvædukt, kloak.

En større dansk å er Gudenåen.

Interesser

Her i landet er der en række grupper med interesse i landets vandløb.

• Landmænd har interesser i vandløb som steder, hvor de kan komme af med overskydende vand fra markerne, specielt i forbindelse med dræn.
• Miljøfolk har interesse i vandløb som levested for mange af landets dyr og planter.
• Vandløbene er en del af landskabet og har interesse som sådan.
• Vandløb kan være levested for fisk og Hannah har derfor også interesse for fiskere. Her i landet specielt i forbindelse med sportsfiskeri.

I administrationen må disse interesser ofte holdes op imod hinanden.

Vandløbets faser

Det er meget gavnligt at tegne en tværprofil af det åløb man arbejder med. Hele vandføringen afhænger utroligt meget af hvordan denne tværprofil ser ud. F.eks. når man snakker om det der kaldes ”vandløbets faser”, så er der:

• Det øvre løb: Dette er typisk, hvor vandløbet starter. Her er tværprofilen et smalt løb, fx en V-formet dal. Der er ofte et stort fald, hvilket medfører en stor strømhastighed. Denne type løb skaber stor erosion og stor materialetransport.
• Det mellemste løb: Her er vandløbet bredere, og tværprofilen er formet som en U-dal. Vandhastigheden er her mindre, hvilket gør at erosionen er mindre og der aflejres materiale.
• Det nedre løb: Nu har vi at gøre med en ret stor dal. Strømhastigheden er meget lille, og vi ser en stor aflejring af alt materiale. Man kalder dette Delta-dannelse – der hvor vandet ender, inden det løber ud i havet.

Uddybning af vandløbet

Langs naturlige vandløb forekommer der ofte plantevegetation langs bredden. Det er vigtigt at der er en god vegetation omkrig åen eller vandløbet, da de tilføjer organiske stoffer til vandet. Disse organiske stoffer bliver nedbrudt af åens dyr og bakterier. Åen domineres altså af nedbryderfødekæden. Når vandet løber igennem en å eller et vandløb med en god vegetation bliver vandet renset, og derfor har åer oftest en meget vigtig økologisk betydning.

En å kan inddeles i tre dele. Den øvre, mellemste, og nedre å. Den øvre å er der hvor åen udspringer, og dette stykke kaldes også kildebækken. Den mellemste å er det man normalt ser som en å der løber ganske almindeligt og snoet gennem landskabet, og den nedre å er en del af åen der kan have karatestik som der minder om en flod.

Kildebækken er som sagt der hvor åen udspringer, det kan være i form af for eksempel en kilde eller ved at drænvan] ledes ud i en grøft fra en mark. At vandet i starten af en å ofte rinder meget hurtigt på et lille område gør at vandet bliver meget iltet. Derudover er det ofte sumpet hvor vandet kommer op. Det gør at der bliver en meget tæt bevoksning af vegetation omkring åen. Åen overbevokses altså af bredplanterne. Disse skygger for vandet, så der ikke kan gro planter nede i vandet, og hvis der skulle ske at være et sted hvor der kan komme sollys ned i vandet vil det ofte kun være mikroskopiske planter i form af alger, der gror dernede. Når planterne dør, lander de i vandet og er nu føde for åens nedbrydere. Der bliver tilsat næring til åen. Når disse nedbrydere fordøjer planterne aflejres sedimenterne på bunden af åen. I kildebækken er iltforholdene ofte meget gode, da der oftest er meget turbulens i vandet, og der derfor kan blande sig med ilten. Det er oftest her der er mest bevoksning omkring åen, og der er derfor også her hvor der tilføres mest næring.

På den mellemste del af åen, som er der hvor der tilføjes mere vand til den, er der ikke en nær så stor bredvegetation som i forhold til i kildebækken. Der kan derfor komme lys ned i vandet, og det gør at der kan gro planter i vandet. Der er altså specielt mange alger i vandet her. På de steder hvor der ikke er dannet snoninger på åen på grund af aflejringer, vil der dannes stryg. Stryg er et sted på en å hvor gruset vaskes rent. Her er der ofte også meget lavvandet og da gruset er vasket rent her vil der også her blive danner turbulens i vandet, go ilt vil igen blive tilføjet. Jo mere turbulens der er, jo bedre er iltforholdene. Her er planternes dannelse af ilt i form af fotosyntese meget vigtig for åen, da der kan tilføjes meget ilt til åen i løbet af dagen. Men når det bliver mørkt, vil dyrenes, platernes og bakteriernes respiration gøre iltforholdene dårlige. Der er derfor vigtigt med mange planter langs åen.

Den sidste del af åen, den nedre del, er ofte en eng. Her er meget vandrigt, dybt, og vandet løber ikke særligt hurtigt her. Der vil også være langt til planter, da de oftest står ude i siderne og oftest vokser som rør sump. Bunden af denne del af åen vil være præget af en del slam og består derfor af mange sedimentædere og muslinger. De vil bruge en del af ilten til respiration, så denne del er derfor også den mest iltfattige del af åen, da der som regel også er langt ned til bunden og ilten derfor har svært ved at komme derned.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Vandløb

• Jesper Bartholdy, Bent Hasholt og Morten Pejrup: "Sediment tansport in the drainage area of Ribe Å" (Geografisk Tidsskrift, Bind 91; 1991)
• Bent Lauge Madsen: "Vandløbene og deres omgivelser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 89; 1989)
• Johs. A. Nielsen: "Brænde-Aa. Et fynsk Vandløb og dets Omgivelser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 32; 1929)
• A. Nielsen: "Brænde-Aa. Et fynsk Vandløb og dets Omgivelser" (Geografisk Tidsskrift, Bind 32; 1929)

Se også

• Recipient
• Vandvej
• Vådområde