Henry Armstrong

For alternative betydninger, se Henry Armstrong (flertydig).

Henry Armstrong
Personlig information
Navn	Henry Melody Jackson Jr.
Fighternavn	Homicide Hank Hurricane Hank Hammerin' Hank
Land	USA
Født	12. december 1912(1912-12-12) Columbus, Mississippi
Død	22. oktober 1988 (75 år) Los Angeles
Vægtklasse	Fjervægt Letvægt Weltervægt
Højde	1,66 m
Kampe
Kampe i alt	180
Vundne	149
KO's	101
Uafgjorte	10
Tabte	21

Henry Armstrong i 1937

Henry Armstrong Jr. (12. december 1912 - 22. oktober 1988, også kendt som Henry Jackson Jr.) var en amerikansk bokser. Han blev født i Columbus, Mississippi, USA.

Armstrong bliver sammen med boksere som Sugar Ray Robinson, Ezzard Charles og Muhammad Ali regnet for at være en af de allerbedste profesionelle boksere uanset vægtklasse. Sjældent ser man en all-time ranking uden at Armstrong er med på en af de højeste placeringer. Man kan roligt sige, at næsten ingen boksere i historien målt på antallet af meritter kan måle sig med Armstrong. Hans præstationer har senere fået en nærmest mystisk status. Han er den eneste bokser gennem tiderne som har været VM-mester i 3 vægtklasser på samme tid. Dengang eksisterede der 8 vægtklasser (i dag er der 17), der var flere boksere og der var kun en titel i hver vægtklasse. Dette gør Armstrongs præstationer imponerende. Armstrong har rekorden for at have forsvaret sin weltervægtstitel flest gange, da han har forsvaret den 19 gange. Han blev kåret til Fighter of the year af Ring Magazine i 1937. Hans reckliste for det år var 27-0, 26 på KO. I løbet af karrieren mødte Armstrong 47 modstandere som har været rangeret blandt de 10 bedste i verden.

Biografi

Liv inden boksning

Henry Armstrong var søn af Henry Jackson og blev født i i Columbus, Mississippi, USA. På grund af stadig vedvarende chikane og racisme (som der ofte var i Sydstaterne i begyndelsen af ​​det 20. århundrede) blev familien tvunget til at leve det som nærmest kan kaldes en nomadelignende tilværelse. Familien flyttede derhen hvor Henrys forældre kunne få arbejde. Til sidst endte familien Jackson med at bo i St. Louis, Mississippi, en by som altid har haft stærke traditioner indenfor boksning. Det var her, at den unge Henry opdagede, at han havde et unikt boksertalent. Det er ukendt hvilket år Henry boksede sin første amatørkamp eftersom, at der ikke eksisterede noget pålideligt register for stævner i amatørboksning på den tid, men det som er klart er at han efter nogen få kampe gjorde sin professionelle debut under navnet Melody Jackson. Efter nogen få kampe pakkede Henrys familie nok en gang tingene og flyttede til Los Angeles, Californien. Fordi at der ikke var noget pålideligt register for amatørboksere på denne tid, så lykkedes det ingen kontrollører at fange Henry, i at genoptage sin karriere som amatørbokser under det som senere skulle blive hans officielle navn Henry Armstrong.

Karriere

Amatørkarriere

Armstrong havde en flot amatørkarriere og slog sig til tops på alle amatørbokser rangeringer i fjervægtsklassen. Han havde vundet 85 amatørkampe i træk da han overraskende tabte kvalificeringen til OL i 1932. Eftersom at han trængte til penge for at kunne forsørge sin familie, debuterede han endnu en gang som professionel bokser. Armstrongs professionelle karriere fik en lidt vaklende start da han tabte sine to første kampe, han havde tidligere tabt en professionel kamp da han kæmpede som Melody Jackson, så man kan jo tænke sig at han havde lyst til bare at give op før han kom i gang. Farvede boksere var ikke velansete i 1930'erne og hvis de ikke vandt, blev de opfattet som et tegn på at farvede sportsfolk ikke var meget værd. Men det gik bedre efterhånden som Armstrong fandt sig mere til rette med den professionel stil, noget som han senere skulle sætte en standard indenfor perfektionisme.

Henry Armstrong (højre) demonstrere nogle bokseteknikker på et medlem af U.S. Army på en turne i 1943

Professionel karriere

I november 1934 blev Armstrong matchet mod sin første modstander som var rangeret i top-10, mexicaneren Baby Arizmendi i Mexico. Selv om Armstrong tabte en pointsejr, gjorde han en god figur og der blev arrangeret en returmatch. Den 2. januar 1935 mødtes de to igen, men resultatet forblev det samme, Armstrong tabte en pointsejr. En måned senere kom Armstrong ud for en ny nedtur, han blev diskvalificeret i 4. runde mod en anden mexicaner, Rodolfo Casanova, også denne gang i Mexico city. Der vides ikke meget om kampen, og man ved ikke engang hvorfor Armstrong blev diskvalificeret. Imidlertid ved man, at boksere flere gange er blevet dømt bort mod mexicanere i Mexico, specielt på den tid da kamplederen var den eneste dommer. På denne tid var det ikke usædvanligt at en dommer gav hjemmebokseren sejren i den del kampe for at undgå ballade, optøjer m.m. Når man ser på hvad Armstrong gjorde i sin karriere sammenlignet med Casanova, er der enkelte som vil hævde, at det er sandsynligt at Armstrong var i færd med at tilsidesætte ham, og at dommeren stoppede kampen og hævdede at Armstrong slog for lavt, gav en skalle, mm. bare for at undgå ballade.

Swarmer

Tilbage i USA fortsatte Armstrong med at besejre sine modstandere. Han havde udvikler sig til at blive det man kalder en swarmer, dvs. en bokser som besejrere sine modstandere i et højt tempo og nærmest kontinuerlige slagserier. Meget få boksere som har denne swarmerstil klarede at holde sig i særlig mange runder, da dette kræver en helt enorm udholdenhed og kondition. Årsagen til at Armstrong klarede sig så godt kan ligge i at han havde en genfejl. Medicinske undersøgelser afslørede at han havde en langt lavere hvilepuls end gennemsnittet, selv for toptrænede sportsfolk. Armstrong havde med andre ord en meget højere maksimal grænse for hvor meget han kunne udholde.

Efter hver kamp fandt Armstrong sig mere og mere til rette i ringen, og den ene top-10 fjervægter efter den anden faldt bl.a: Midget Wolgast, Bobby Leyvas, Alton Black, Mike Belloise (2 gange), Tony Chavez og Pete DeGrasse. Ingen klarede at holde hans tempo. De som klarede sig tabte på point. En ekstra tilfredsstillelse for Armstrong var at hans to mexicanske rivaler, Baby Arizmendi og Rodolfo Casanova var blandt hans ofre. Casanova blev denne gang besejret i løbet af 3 runder, hvilket er værd at bemærke sig.

VM-titlen

I Oktober 1937 var Armstrong klar til at udfordre den regerende fjervægtsmester Petey Sarron om VM-titlen. Efter 6 runder stod Armstrong igen som den nykronede konge over alle verdens fjervægtere. I 1930'erne var det ikke normalt at sætte en VM-titel på spil i en kamp med mindre det var en superfight, så i stedet for at malke sin titel mod uværdige modstandere i non-title matches, insisterede Armstrong på at møde de bedst tilgængelige modstandere selv i ikke-titel kampe. Top 10-rangerede Billy Beauhuld holdt i fem runder. Tony Chavez, som var 1-1 mod Armstrong fra deres tidligere møder, blev reduceret til ingenting da han var i canvasen hele 7 gange i første runde, før dommeren stoppede kampen. Eks-mesteren Albert Chalky Wright som selv var en legende, måtte give op efter 3 runder, det samme gjorde top-10 rangerede Everett Rightmire. I tillæg mødte han Baby Arizmendi for 4. gang og justerede stillingen mellem dem til 2-2.

Den nye vægtklasse

Armstrong havde nu gjort rent bord i hele fjervægtklassen, der var ikke længere nogen værdige modstandere som kunne sætte ham på prøve. Han bestemte at det eneste rigtige træk var, ikke at at gå én vægtklasse op, men to - op til weltervægtsklassen og udfordre VM-mesteren Barney Ross.

I Maj 1938 mødtes de to VM-mestre i henholdsvis fjervægt og weltervægt. Efter, det som regnes som en klassiker af en kamp vandt, Armstrong en pointsejr efter 15 runder. 10 uger senere gik Armstrong ned i letvægtklassen og tog titlen fra Lou Ambers. Armstrong var nu VM-mester i vægtklasserne fjervægt, letvægt og weltervægt samtidig. Det er værd at bemærke at både Barney Ross og Lou Ambers regnes som store mestre og er i boksningens Hall of Fame. De var på ingen måde flash in the pan mestre som var var tilfældet da Roy Jones gik op i sværvægt og slog John Ruiz i 2003.

Indehaver af 3 titler

Selv om han nu havde 3 titler, koncentrerede Armstrong sig mest om Weltervægtstitlen da de kampe var de bedste rent lukrativt. Som sædvanlig insisterede Armstrong på at få de bedste modstandere; Ceferino Garcia, Davey Day, Ernie Roderick og et sidste principielt møde med Arizmendi for at ende deres 5-kamp-serie med 3-2.

Tab af titler og nye vægtklasser

Efter at have kæmpet flere kampe i træk i weltervægtsklassen, fik Armstrong problemer med at klare vægtgrænsen da han skulle forsvare letvægtstitlen i sin returkamp mod Lou Ambers. Dehydreret og tappet for kræfter klarede han ikke at overmande Ambers denne gang og tabte sin letvægtstitlen via en 15 runders pointafgørelse. Efter alle de problemer han havde med at klare letvægtsgrænsen indså Armstrong at det ikke ville være forsøget værd at prøve at forsvare hans fjervægtstitel. Han valgte i stedet for at give den fra sig. I stedet for at forsøge sig igen mod Ross, begyndte han at se mod endnu tungere vægtklasser. En tidligere modstander, Ceferino Garcia, var nu VM-mester i mellemvægt, og Armstrong mente at han havde gode chancer. I marts 1940 mødtes de to i Los Angeles og kæmpede en meget jævn kamp, som blev dømt uafgjort af pointdommerne. Det betød at Garcia beholdt sin titel. Så Armstrong var tæt på at blive kronet til VM-mester i sin 4. vægtklasse.

Slutningen på karrieren

Armstrong gik tilbage til weltervægtsklassen og forsvarede sin titel 4 gange mere før han overraskende tabte titlen via point til Fritzie Zivic. Da de to mødtes til returkampen 3 måneder senere blev Armstrong overraskende slået ud i 12. runde. Armstrong bestemte sig for at tage sig en pause efter flere hektiske år med mange hårde kampe. I juni 1942 gjorde han comeback efter 17 måneder borte fra ringen. Alting så næsten ud som de gjorde før han slog Richard Rangel i løbet af 10 runder, men i sin næste kamp gik han mod ukendte Reuben Shank. Alligevel fortsatte han mod mere eller mindre ukendte modstandere i 7 kampe til før han slog top-10 rangerede Juan Zurita og fik en viss revanche mod Fritzie, Zivic som i mellemtiden havde tabt titlen til Freddie Cochrane. Selv om Armstrong slog Zivic, var det tydeligt at han ikke var den samme som før. Alle kampene mod verdens bedste boksere var begyndt at slide på ham. Han slog flere top-10 rangerede modstandere i sine sidste år som professionel bokser, men de bedste han mødte, deriblandt Sugar Ray Robinson og Beau Jack var blevet for meget for den trætte bokser.

Stil og eftermæle

I 1945 holdt Henry Armstrong op med en 151-21-9 (101 KO) recliste. Efter at bokserkarrieren sluttede sled han med alkoholproblemer og drak hele den formue han tjente som bokser op. I 1951 kom han ud af sit alkoholproblem og uddannede sig til præst. Henry Armstrong døde den 24. oktober 1988, få uger før sin 76. fødselsdag. Han var blandt de første boksere som kom med i International Boxing Hall of Fame da den startede i 1990.

Se også

• Ring Magazines fighter of the year
• International Boxing Hall of Fame
• Boksning

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Henry Armstrong
• Profil på boxrec.com (engelsk)
• Officiel hjemmeside (engelsk)
• Henry Armstrong Foundation (engelsk)
• Profil på findagrave.com (engelsk)
• Profil på ibhof.com (engelsk)

Kilder

Foregående:	Årets boksere i Ring Magazine 1937	Efterfølgende:
Joe Louis		Joe Louis