Dzogchen: Forskelle mellem versioner

Spring til navigation Spring til søgning
84 bytes tilføjet ,  for 10 år siden
div. mindre rettelser
m (Grund)
(div. mindre rettelser)
[[Speciel:Bidrag/87.54.150.183|87.54.150.183]] 26. nov 2011, 20:20 (CET)'''Dzogchen ''' ({{lang-bo|རྫོགས་ཆེན}}་ (tib wylie: ''rdzogs pa chen po''; kort: ''rdzogs chen'') (Skt.: ''Atiyoga'') er i henhold til flere tibetanske traditioner, den ultimative essens i [[Buddha]]s lære - der, hvor buddha-tilstanden er realiseret. Denne opfattelse deles af både de traditionelle tibetanske buddhistiske skoler og af bön traditionerne/skolerne og afspejles i de tilhørende spirituelle udviklingsmetoder. Dzogchen kan oversættes som "den store, naturlige fuldkommenhed".
 
Inden for tibetansk [[buddhisme]] blev Dzogchen først beskrevet i [[nyingma]]-skolen, den ældste af de fire store buddhistiske skoler i [[Tibet]]. I Nyingmatraditionen er der en lang række af kilde- eller rod-tantraer, som beskriver dzogchen-læren. Læren bliver vedvarende genfortalt på en tidssvarende måde i en levende tradition af linieholdere – dvs. i en ubrudt linje af bevidsthedssammensmeltninger, der strækker sig tilbage til [[Garab Dorje]].
Dzogchen er den ultimative lære og kulminationen i [[vajrayana]]-buddhismen. Nyingma-traditionen opdeler hele den buddhistiske lære i ni skoler, også benævnt yanaer, hvor Dzogchen/Atiyogaen er den niende yana. [[Nyingma]] har en fuldkommen beskrivelse af dzogchen-læren.<br />
 
=== Nyingma ===
[[Nyingma]], den ældste af de fire store traditionelle buddhistiske skoler i Tibet, angiver, at buddhismen og dzogchen vandt indpas i Tibet i 800-tallet, og blev da først "propaganderet" af kong Trhisong Detsen og den buddhistiske mester Padmasambhava. Garab Dorje (''dga' rab rdo rje)'' (født 716 f.Kr.)<ref>Jf. s. 949 i ''The Nyingma School of Tibetan Buddhism'', Dudjom Rinpoche (1991), Second edition (2002). , Wisdom Publication. ISBN 0-86171-199-8.</ref>, en buddhistisk mester fra det nu hedengangne land Oddiyana [[Swat (Pakistan)]], var den første lærer i menneskeskikkelse (Skt. ''vidjadhara'') i dzogchen-traditionen.
<br />
=== Sarma ===
De såkaldte nye oversættelsesskoler i Tibet, Sarma-skolerne (''Kagyu, Sakya, Kadam/Geluk''), har en lære, [[mahamudra]], der af mange lamaer ses som en parallel til dzogchen. Dog er tögal-delen ikke beskrevet i mahamudraen.<ref>Jf. ''The Union of Mahamudra and Dzogchen'' by Venerable Khenchen Thrangu Rinpoche, A Commentary On The Direct Instructions of The Great Compassionate One by Karma Chagmey Rinpoche.</ref>.
 
=== Nutid ===
En spirende interesse for østlige religioner begyndte i løbet af 1800-tallet at brede sig blandt vestlige tænkere såsom [[Schopenhauer]], [[Nietzsche]] m.fl. - og senere blandt filosoffer som [[Heidegger]], [[Jean-Paul Sartre]] m.fl. Også [[teosofien]] og [[Rudolf Steiner]] med [[antroposofi]]en hentede inspiration i østlig religion og tænkning.
 
Dzogchen -udviklingen i vest tog sin spæde begyndelse med udgivelsen af ”Den Tibetanske Dødebog” i 1927, efterfulgt af ”The Tibetan Book of The Great Liberation”, begge af W. Y. Evans Wentz, i øvrigt med forord af [[Carl Gustav Jung]] - og i C. G. Jungs banebrydende arbejde, fx i psykologien om mandalaer<ref>Jf. The Collected Works of C. G. Jung; vol. 9, s. 355 og vol. 12, s. 95</ref> og alkymi<ref>jf. især ''Mysterium Coniunctionis'', The Collected Works of C. G. Jung; vol. 14.</ref>.
 
Som eksempel refererer [[Tulku Urgyen Rinpoche]] i sine bøger til profetien om Dzogchens udbredelse i "vesten", hvilket den kinesiske besættelse af Tibet i 1950’erne synes at bekræfte. Mange store dzogchen-mestre forlod [[Tibet]], og udbredte læren i bl.a. vesten, såsom [[Dudjom Rinpoche]], Dilgo Khyentse, [[Tulku Urgyen Rinpoche]], Tulku Chögyam Trungpa, Nyoshul Khenpo, Chagdud Tulku Rinpoche, Sogyal Rinpoche m.fl. De sidste 30 år har dzogchen-læren bredt sig på alle kontinenter.
 
Den nuværende 14. [[Dalai Lama]] [[Tenzin Gyatso]] underviser også i Dzogchen.
 
 
== GrundlagGrundlaget, Læren, Transmission og Praksis ==
[[Fil:Sam Taeguk.jpg|thumb|right|180px|[[Gankyil|Glædens hjul]]]]
=== Grundlag ===
(Kortfattet) I Dzogchen anses alle fænomener og tomhed at grunde i én kilde ofte betegnet som “det oprindelige basale rum”. Dette basale rum ér den naturlige tidløse [[apperception]];, hvis essens er "tomhed" - som rummet;, og hvis natur er lysende klarhed - som solen;, og hvis energi er altgennemtrængende - som solens stråler og lys. Disse tre aspekter er reelt ikke adskilte. De er vedvarende manifeste som de tre kayaer og tidløs apperception, og samtidigt en åben dimension for både nirvana og samsara.
 
Dzogchen betyder; total/stor (chenpo) og fuldkommen/perfekt (dzogpa) og beskrives ofte tredelt som grunden, vejen og frugten. <br />
'''Grunden''' eller basis er den sande og ægte tilstand hvor, alt er helt og fuldkomment. Denne tilstand er normalt skjult af lag af ”dumhed”. Denne mur af dumhed får os til at miste ”synet” og til at opfatte verden som værende en mangfoldighed af selvstændige væsner, rum og genstande – og os selv som værende centrum i vores egen selvstændige bevidsthed. I den udstrækning, vi opfatter os som adskilte fra enhedsbevidstheden, er der en tilsvarende mangel på fuldkommenhed – fuldkommenhed her er dog ikke noget direkte omvendt proportionalt, men snarere som et uudsigeligt kvantespring.<br />
'''Vejen''' er her den højeste skole og læring i Nyingma-traditionen – hinsides både hinayanaens og mahayanaens askese og de efterfølgende karakteristiske transformationsskoler i vajrayana-buddhismen (de fem første tantraskoler). Dzogchen er baseret på princippet om spontan selvbefrielse. Denne befrielse er både hinsides årsag/virkning og det, at der skal tilvejebringes noget nyt. Det er den mest direkte vej til den fuldt oplyste buddhatilstand.<br />
'''Frugten''' er, når buddhatilstanden er vedvarende – dvs. ikke mere bliver skjult.
 
Det er i dzogchen afgørende at forstå, at alt, hvad der siges, skrives, tegnes, vises mv., kun er etiketter på indholdet - som fingre, der fra alle retninger peger mod "månen".<br />
 
=== Læren og Linjen===
Dzogchen udgør det niende og ultimative niveau i vajrayana-buddhismen, som den praktiseres i Nyingmaskolen. En omfattende serie af nedskrevne tantraer knytter sig til de enkelte kategorier i dzogchen, som har deres oprindelse i begivenhederne omkring de første transmissioner til Garab Dorjes diciple. Videre findes der en lang række terma-skrifter, ofte erfaret i form af tögal-visioner, nedskrevet af tertöner (dzogchenmestre, der ofte er inkarnatorisk forbundne med Padmasambhava og de 25 nære disciple omkring ham).
 
Evolutionen som udtrykt i den moderne vestlige, og overvejende darwinistiske forestilling om en mere lineær, fremadskridende, progressiv udvikling, anses i dzogchen som en fejlopfattelse - og uden "mening" i enhedsbevidstheden<ref>[http://sherabmyblog.wordpress.com/fra-primal-til-postmoderne-enhed-%C3%B8kommunisme/ Fra Primal til Postmoderne Enhed (økommunisme) « sherab rabsal<!-- Bot genereret titel -->]</ref> (Jf. [[Darwinisme]]).
 
Garab Dorje har i sit såkaldte ”sidste testamente”<ref>Jf. ''The Golden Letters'' af John Myrdhin Reynolds, (1996) Snow Lion Publications</ref> udtrykt quintessensen i dzogchen i tre berømte læresætninger (bud), ”som slår hovedet på sømmet og med tre slag slår sømmet i bund”.
# Genkend din egen natur.
# Erfar, at de tre kayaer er ét.
# Mestr vedvarende denne befrielse.
Den senere klassifikation af dzogchenlæren i de tre serier kan også relateres til Garab Dorjes tre læresætninger,
 
Patrul Rinpoche<ref>Jf. "''The feature of the expert, glorius king''", af Dza Patrul. Udgivet af Tony Duff, PKTC</ref> udfolder ovennævnte læresætninger i en tekst, der tager afsæt omkring de tre grundtemaer; udsyn/perspektiv, meditativ praksis og adfærd/handling. (tibetansk titel, mKhas-pa sri rgyalpo’i khyad-chos).
 
# Synet er "Uendelig stor vidde" (tib. Longchen Rabjam).
Dzogchen adskiller sig radikalt fra de øvrige yanaer (klasser af ”fartøjer” eller skoler) - herunder også de indre tantrayanaer, i nyingma-skolen benævnt Maha- og Anuyoga, ved at den traditionelle række af successive erfaringer her sker i omvendt rækkefølge og "ikke-dualt". Den ultimative tilstand erfares, som det første, ved et direkte ”break-through” til dharmakaya (trekchö (wyl. khregs chod))– hvorefter sambhogakaya og nirmanakaya evt. manifesterer sig (tögal (wyl. thod rgal) "leaping over") - dvs. når dharmakaya er vedvarende stabil.
 
(Nyingma anser både Hinayana, Mahayana og Vajrayana til og med Anuyogaen, uagtet den fulde anerkendelse som relevante, som veje og metoder, der kan karakteriseres som successive approksimationer i forhold til den ultimative essens i dzogchen (atiyogaen). Ifølge Nyingma er forudsætningen for dzogchen, at vejen via [[hinayana]], [[mahayana]] og de fem øvrige tantraskoler, samt frugten deraf, er erfaret.)
 
[[Jes Bertelsen]] beskriver i ”Bevidsthedens flydende lys” dele af Longchenpas værker som kompositioner, hvor indholdet i de tibetanske tekster er formet og struktureret på en sådan måde, at afspejlinger af tögal-visioner i form af flydende lysende vajrakæder evt. kan erfares i og omkring selve teksten<ref>s. 127 i ''Bevidsthedens flyende lys (2008) ISBN 87-638-0780-7</ref>.
Anonym bruger

Navigationsmenu