Johann Wolfgang von Goethe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Goethe)
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg
Johann Wolfgang von Goethe
Tysk litteratur
Oplysningstiden/Romantikken
Goethe (Stieler 1828).jpg
Johann Wolfgang von Goethe
malet af Joseph Karl Stieler i 1828.
Personlig information
Født Johann Wolfgang von Goethe Rediger på Wikidata
28. august 1749
Frankfurt am Main Rediger på Wikidata
Død 22. marts 1832 (82 år)
Weimar Rediger på Wikidata
Dødsårsag Hjerteanfald Rediger på Wikidata
Gravsted Weimarer Fürstengruft Rediger på Wikidata
Far Johann Caspar Goethe Rediger på Wikidata
Mor Catharina Elisabeth Goethe Rediger på Wikidata
Søskende Cornelia Schlosser Rediger på Wikidata
Ægtefælle Christiane Vulpius Rediger på Wikidata
Partner Lili Schönemann Rediger på Wikidata
Barn August von Goethe Rediger på Wikidata
Familie Peter im Baumgarten (fosterbarn) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Leipzig Universitet (1765-1768),
Strasbourgs Universitet (1770-1771) Rediger på Wikidata
Elev af Adam Friedrich Oeser, Justus Christian Loder, Johann Schweighäuser Rediger på Wikidata
Medlem af Illuminati-ordenen,
Zentral-Dombau-Verein zu Köln,
Schlesische Gesellschaft für vaterländische Kultur (fra 1822),
Det Preussiske Videnskabsakademi,
Akademie der Wissenschaften zu Göttingen med flere Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, juridisk digter, teolog, mineralog, musikkritiker, fysiker, Kunstteoretiker, teaterchef, bibliotekar, jurist med flere Rediger på Wikidata
Fagområde Meteorologi, anatomi Rediger på Wikidata
Kendte værker Wilhelm Meisters læreår, Vest-østlige Divan, Egmont (skuespil), Goethes farvelære, Den unge Werthers lidelser med flere Rediger på Wikidata
Bevægelse Sturm und Drang, Weimarer Klassik Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Officer af Æreslegionen (14. oktober 1808),
Sankt Annas Orden, 1. klasse (15. oktober 1808),
Den Hvide Falks husorden (30. januar 1816),
Bayerske kronorden (28. august 1827) Rediger på Wikidata
Signatur
Signature of Johann Wolfgang von Goethe.svg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Goethe-Hus (Frankfurt)

Johann Wolfgang von Goethe (født 28. august 1749, død 22. marts 1832) var en tysk forfatter, videnskabsmand og filosof.

Goethe er især berømt for som ung forfatter at præge Sturm und Drang-perioden, og som ældre at være nærmest synonym med den litterære retning Weimarklassikken. Goethe var enormt produktiv, og hans værker spænder fra digte, dramaer og romaner til essays og naturvidenskabelige afhandlinger. Blandt hans vigtigste værker er Den unge Werthers lidelser, Faust og Zur Farbenlehre (farvelære). Han inspirerede Darwin med sin opdagelse af de menneskelige premaxilla-kæbeknogler.

Johann Wolfgang Goethe blev født i Frankfurt am Main i 1749. Han studerede jura, og allerede i studietiden skrev han mange digte. I 1775 kom han til Weimar, og her blev han på nær to år i Italien til han døde. Han blev minister og indledte et venskab med hertug Karl August. Goethe forelskede sig i mange kvinder igennem livet, bl.a. Charlotte von Stein i Weimar. Deres (ufuldbyrdede) forhold varede i 12 år, men hun forlod aldrig sin mand og sine syv børn. Til hende skrev han digtet ”Wandrers Nachtlied I”. Otte år senere forfattede han IllmenauWandrers Nachtlied II”. Begge digte handler om længsel – efter kvinden og efter døden.

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Goethe tilegnede sig under sin opvækst kundskaber inden for matematik, geografi, naturkundskab og historie. Han lærte sig desuden syv fremmedsprog. Faderen ønskede at Goethe skulle tage en juridisk uddannelse og sendte ham derfor til Leipzig som 16-årig. Rokokoens kunstneriske og kulturelle begivenheder, som byen var fyldt med, synes imidlertid at interessere ham mere end studierne.

Inden sin afrejse var han i venners lag kendt som en digter, der skrev kærlighedsdigte for sine venner til deres udkårne. Denne interesse for det litterære og kunstneriske fortsatte i Leipzig, hvor han digtede lejlighedsdigte primært inden for rokokoens faste formmønstre, læste om klassisk litteratur, oversatte litteratur samt tilegnede sig færdigheder i tegning og radering.

Sorg og sygdom[redigér | redigér wikikode]

En afgangseksamen fik han ikke fra Leipzig. Et brudt forhold til en kvinde, med hvem han næsten blev forlovet, medførte stærk sorg og sygdom hos Goethe, og han vendte nedbrudt hjem til Frankfurt i en alder af 19 år.

Lili Schönemann, Goethes forlovede

Faderens bebrejdelser over hans manglende juridiske eksamen medførte en yderligere svækkelse af hans helbred, men Goethe overvandt sygdommen og kastede sig nu ihærdigt og seriøst over sine studier. Under indflydelse fra pietistiske kredse brød han samtidig med rokokoen og fordybede sig i emner som religion, astrologi og alkymi. Heri lå spiren til det eksistentielle og metafysiske kæmpedrama Faust.

Goethe drog til Strassburg for hurtigt at afslutte sine studier , og det var her, han mødte Johann Gottfried Herder, som gav ham nye horisonter med Shakespeare og folkedigtning. Årene 1770-71 betragtes som Goethes kunstneriske gennembrud og bliver kendetegnende for den periode, hvor han opdagede gotikken. Han vendte hjem til Frankfurt som jurist, men syntes stadig ikke at kunne finde interesse for jura.

Digtningen, nu i frie rytmer, forblev hans passion og afspejler den store spændvidde i hans forfatterskab. Han udarbejdede flere skuespil og derudover ét af sine mest berømte værker, romanen Die Leiden des jungen Werthers (1774), som var baseret på hans egen forelskelse i en forlovet pige og forsøget på at løsrive sig fra hende. Omdrejningspunktet i bogen var trekantsdramaets tvivl og kvaler, krydret med selvbetragtninger og naturstemninger. Den fik dramatisk indflydelse på tysk litteratur, som hidtil kun havde været meget lokal, men nu udvikledes til et verdenssprog. Ungdommen begyndte at gå klædt som hovedpersonen, forherligede naturen som i romanen, og enkelte begik selvmord, hvilket er heltens endeligt i fortællingen. Den blev derfor udråbt som fordærvelig for ungdommen og forbudt i flere lande.

Goethes vennekreds kom efterhånden til at omfatte fysikere, filosoffer og forfattere, som fik stor betydning for ham i resten af livet. Da han rejste til Schweiz, blev han ligeledes ven med hertug Karl August af Sachsen-Weimar, der var stærkt optaget af naturvidenskaberne, en interesse som fik betydning for Goethes eget arbejde.

Han tiltrådte en ministerstilling og overtog ledelsen af Weimar-teatret, som han dog fratrådte igen i 1817 på grund af indbyrdes stridigheder. Forinden blev Weimar under hans ledelse en kulturby, og teatret blev landets førende. Goethes statslige stilling undergravede imidlertid hans kunstneriske produktion, og under indflydelse af hofatmosfæren og måske i særdeleshed af fru Charlotte von Stein, som han stod i nært men kysk forhold til, afdæmpedes hans væsen og stil. Det klassisk typiserede erstattede det kraftgeniale og særprægede.

I 1786 forlod han det snævertsynede Weimar og rejste til Italien. Dette skift medførte en slags menneskelig befrielse og en stærkere stilistisk betoning af det plastiske og det objektive foruden af det erotiske: i Rom havde han i en alder af 37 sin første dokumenterede seksuelle oplevelse; partnerens identitet kendes ikke. Hans to år lange ophold i Italien sammenfattedes i breve hjem og artikler i Italienische Reise (1816-17). Hans erotiske gennembrud skildres i Römische Elegien (1795); enkelte af digtene er først udgivet i nyere tid, da de ansås for alt for vovede i samtiden. De fleste elegier er skrevet efter hjemkomsten og handler om samlivet med Christiane Vulpius.

Med inspiration fra den italienske kunst samt grækernes skulpturelle færdigheder udarbejdede han under diskussion med dramatikeren og digteren Friedrich Schiller, som han siden indledte et nært samarbejde med, ideen om "planternes metamorfose" – et forsøg på at finde frem til urplanten ud fra møjsommelige betragtninger og ikke abstrakte overvejelser. Urplanten skulle tjene som bevis på, at alle plantearter har en fælles urform. Samtidig påviste han at mennesket havde et mellemkæbeben, hvilket bestyrkede hans tanke om, at hvad der fandtes hos dyrene, også måtte findes hos mennesket. Derudaf konkluderede han at verdens, nationernes og de enkelte menneskers urtid er den samme.

Goethes farvelære

Italiensopholdet affødte desuden undren over malernes farvevalg – den æstetiske vurdering, som han ikke finder forklaret af Newtons teori om det spaltede hvide lys som farvernes årsag. Han forkastede således denne teori og udarbejdede sit værk Zur Farbenlehre (1810), der fremførte farverne som et resultat af ulige blandinger af lys og mørke, og desuden tillægger dem en mystisk symbolik.

Hans udgangspunkt og største forskel mellem hans og Newtons teori, var hvad de menneskelige øje ser, modsat Newtons farvelære, som kun forklarer hvad man kan måle. Og tillage f.eks. menneskes indre hvidbalance stor værdi, og derigennem opfandt også begrebet "komplementærfarver", hvoraf gul overfor violet nok er det bedste eksempel.

Kort efter hjemkomsten til Weimar indledte han et fuldbyrdet forhold til den unge Christiane Vulpius, med hvem han fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen August overlevede den spæde alder. Christiane førte hus for Goethe og var ingen aristokratisk eller intellektuel karakter. Goethe skrev "Metamorphose der Pflanzen" til hende, både et digt om dannelse men ved nærmere analyse, også en dyb kærlighedserklæring. Kærligheden kom, da Goethe oplevede at blive far, noget han havde troet aldrig skulle overgå ham. Han giftede sig dog først med Christiane Vulpius i 1806, muligvis som erkendelse af, at hun ved resolut at modstå nogle invaderende franske soldater, nok havde reddet hans liv.

Goethes død i et værelse i Weimar.

Goethe var kun i ringe grad i pagt med det 19. århundredes tendenser, idet han afviste såvel de nationale som de liberale strømninger, samt romantikken som sådan. Hans alderdomsdigtning og stil fik et særpræg, der udelukker enhver indordning i en større sammenhæng. Hele hans udvikling fra de rebelske Sturm und Drang- år til den harmoniske klassicisme og visdom i hans modne år kan aflæses i hovedværket, dramaetFaust. Fra 1823 blev Johann Eckermann Goethes privatsekretær, og han opmuntrede Goethe til at færdiggøre fortsættelsen af Faust: Faust II. Et andet alderdomsværk er "Die Wahlverwandtschaften" (Valgslægtskaberne), der omtaler kollektiver, som altså ikke blev opfundet af hippierne.

Eckermann og Goethe havde mange samtaler, som blev skrevet ned og udgivet i Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens (1835); en bog med personlige, filosofiske og poetiske elementer.

1832 udkom Faust II. Faust I-II er såvel en nyfortolkning af den velkendte legende om den middelalderlige magikerlærling Johann Faust som en allegori over menneskets liv i alle dets facetter. Værkets betoning af individets frihed og styrke til at undersøge aspekter af menneskelige og guddommelige elementer, indskrev det som det første store værk inden for den moderne individualisme. Dramaet er i eftertiden blevet betragtet som hans hovedværk; på teatret opføres dog næsten kun første del.

Vigtige værker[redigér | redigér wikikode]

  • Lyrik
    • Römische Elegien (1795), dansk oversættelse v. Ole Meyer 2012, 2. udgave 2015
    • West-östlicher Divan (1819)
    • Der Erlkönig (1782)
  • Prosa
    • Die Leiden des jungen Werthers (1774)
    • Die Wahlverwandtschaften (1809)
  • Teori
    • Über Kunst und Altertum (1816-32)
    • Zur Farbenlehre (1810)
  • Selvbiografier
    • Dichtung und Wahrheit (1811-33)
    • Italienische Reise (1816-17)
    • Gespräche mit Goethe in den letzten Jahres seines Lebens (1835)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]