Moselig

Grauballemanden, nu udstillet på Moesgård Museum ved Århus

Moselig eller mosefund er lig begravet i højmoser og bevaret på grund af de særlige forhold i mosen: surt, iltfattigt vand og lav temperatur. Herved kan selv blødt væv som indvolde og hud bevares. Den fundgruppe som normalt omtales som moselig er rester af helt eller delvist præserverede menneskekroppe fundet i højmoser over hele Nordeuropa, dvs. Danmark, Sydsverige, Storbritannien, Irland, Nordtyskland og Holland. Der findes beskrivelser af fund af moselig helt tilbage fra det 18. århundrede, men indtil slutningen af det 20. århundrede har været umuligt at lave en præcis aldersbestemmelse af ligene. Moderne undersøgelser som Kulstof 14-datering har vist, at det ældste moselig fra Europa er omkring 10.000 år gamle. Arkæologerne har med moseligene fået meget detaljerede oplysninger om beklædning og mad i forhistorisk tid. Analyser af ligenes maveindhold har vist hvilke fødemidler, der var til rådighed og hvilke planter, man dyrkede eller samlede.

Mosefund

I dag kendes der mere end tusind enkeltfund af moselig fra hele det område, der associeres med den såkaldte keltiske jernalder. Det ældste fund fra dette område er kølbjerg kvinden der er blevet dateret til at være omkring 5.500 år gammel; de yngste stammer fra 16. århundrede i Irland, og stammer formodentligt fra en selvmorder som blev begravet udenfor hellig jord. Langt størstedelen af fundene stammer fra jernalderen, fra ca. 500 f.v.t. til 400 e.v.t.

Bevaring

Moseligene er som regel fundet i spagnumholdige højmoser med et højt syreindhold. Kombinationen af iltmangel, relativ kulde og syreholdigt vand har betydet at bløde kropsdele, såsom huden og de indre organer bliver bevaret i de nordeuropæiske vådområder. Hårde dele såsom skelettet, der består af kalciumkarbonat nedbrydes ofte. Fra Norge og det nordlige Sverige kendes der næsten ingen moselig, hvilket primært må skyldes manglen på højmoser.

Undersøgelser

Mange af moseligene bærer tegn på en voldelig død, de kan enten være blevet slået til døde, stukket ihjel, hængt eller kvalt, nogle gange endda på flere måder (Tollundmanden blev fx fundet med et reb omkring halsen). Efterfølgende blev kroppene yderligere mishandlet, fx blev hovedet hugget af, eller knoglerne blev knust. Ligene blev bevidst gravet ned i mosen og derpå dækket til, enten med flettede grene, sten, kæppe eller ligefrem rammet ned med pæle. De retsmedicinske undersøgelser af ligene har givet forskellige resultater, og det er efterfølgende blevet diskuteret, om hvorfor disse individer blev så brutalt myrdet og derpå smidt i en mose. Nogle af moseligene bærer tegn på at de har tilhørt overklassen, enten pga. manicurede negle, eller at hårprøver har vist at de gennem livet havde været velnærede. Andre har dog også vist tegn på periodevis underernæring. Med udgangspunkt i Strabons beskrivelse af keltiske menneskeofringer har flere forskere konkluderet, at nogle fund kan være rester af keltiske ofringer. De nært sammenlignelige fund af moselig fra hele Nordeuropa viser hen imod en enhedskultur for hele området, hvilket også passer med ensartetheden i de materielle fund.

Røntgen har været et vigtigt redskab til at undersøge moseligene, på denne måde kan man studere deres indre uden at skære dem op i blinde. I de senere år er man desuden begyndt at bruge CT-scanninger. En mere præcis datering blev først mulig efter indførelsen af C14-analyser. Metoder udviklet til retsmedicin er også vigtige til at bestemme dødsårsager. Da bløddele, såsom mavesæk og tarme i flere tilfælde er blevet bevaret, er det også muligt at analysere, hvilken type føde disse personer har levet af, hvorved man har kunnet kaste lys over livsvilkår for datidens mennesker, som det ellers vil være svært at få indblik i.

Fortolkninger af moselig

De tidligste fortolkninger af baggrunden for moseligene stammer fra midten af 19. århundrede. Dengang mente man at fundene var resterne af enten tilfældigt omkomne, myrdede eller henrettede kriminelle. Deres faktiske alder kendte man på dette tidspunkt ikke. Omkring 1900 begyndte arkæologer at forstå, at disse fund rent faktisk havde en meget høj alder, og nu begyndte man at tolke dem ud fra gamle kilder. En tidlig teori var at de stammede fra strafofringer, og var sonofre for ugudelige handlinger. En senere teori var at de var resultatet af menneskeofringer til særlige guder, og at mosen derfor repræsenterede en indgang til et dødsrige. En væsentlig fortaler for denne teori var P. V. Glob, og den fik stor indflydelse i både Danmark, Tyskland og Storbritannien.

Den danske historiker og filolog Allan A. Lund mener dog ikke at de hidtidige teorier om baggrunden for begravelsen af mennesker i moseområder har været fyldestgørende. Han mener at teorierne om menneskeofringer eller strafofringer reelt bygger på et alt for tyndt grundlag: én skriftlig kilde af den romerske forfatter Tacitus, nemlig Germania. Beskrivelsen af menneskeofringer i det germanske område er derpå blevet sammenlignet med yngre kilder fra middelalderen, hvilket Lund betegner som en kronologisk fejlslutning. Derudover mener Lund, at der i forskningen sjældent tages hensyn til, at det Tacitus skrev var etnografisk, skrevet ud fra nogle helt specifikke antikke forudsætninger. Dvs. de meget fremmede germanske skikke, han beskriver, må nødvendigvis beskrives på en sådan måde, at hans romerske publikum kan forstå det. Et sådant værk må derfor være fyldt med fordomme samt oplysninger, som skal godtages med meget stor varsomhed.

Allan A. Lund foreslår i stedet, at moseligene er resterne af individer som var uønskede i samfundet, og som derfor blev dræbt og begravet i en slags limbotilstand i mosen, som, ifølge Lund, udgør et slags tredje sted, der hverken var de levendes eller de dødes rige. Det der kendetegner moselignene er at de har lidt en unaturlig død og er blevet begravet på en måde der fuldstændigt adskiller sig fra den normale begravelsestradion, der på dette tidspunkt var ligbrænding. Et andet fællestræk ved mange af de fundne lig er, at de enten er blevet pælet fast til mosebunden, blevet holdt nede af grene eller sten, som om man for enhver pris ville undgå at de gik igen. Lund mener derfor at moseligene var personer, som omgivelserne opfattede som en slags hekse, som nogle der bragte ulykker med sig, og som man derfor ønskede at skaffe sig af med. I mosen blev de fastholdt i en tilstand så de ikke kunne rejse videre til dødsriget (som nævnt blev et lig normalt brændt), og de blev derved totalt og fuldstændigt udskilt fra hele det samfund og kosmos som ikke ønskede deres tilstedeværelse.

Kendte moselig

Se Kategori:Moselig og dens ønskeliste

Litteratur

• Allan A. Lund; Mumificerede moselig, 2002 ISBN 87-14-29674-8
• Wijnand van der Sanden, 1996. Udødeliggjorte i mosen: historierne om de nordvesteuropæiske moselig (Batavian Lion Int., Amsterdam) ISBN 90-6707-414-4 Ledsager til hans udstilling på Silkeborg museum.
• Peter Vilhelm Glob, Mosefolket – Jernalderens mennesker bevaret i 2000 år. (Købenahavn 1965).
• Don Brothwell, 1987. The Bog Man and the Archaeology of People (Harvard University Press) Original publisher, British Museums Publications, Ltd., London (1986) ISBN 0-7141-1384-0
• Tim Taylor, 2003. Buried Soul (Fourth Estate Ltd)
• Miranda Aldhouse Green, 2002. Dying for the Gods (Tempus Publishing)
• PBS/ NOVA, "The Perfect Corpse"
• Archaeological Institute of America, 1997. Archaeology: "Bodies of the Bogs"

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Moselig