Germanien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Germania)
Spring til navigation Spring til søgning
Germanien og Romerriget

Germanien (latin: Magna Germania) var betegnelsen i romertiden for området, der strakte sig fra Rhinens østbred og øst over indtil Weichsel. Området var beboedes af forskellige stammer, overvejende germanske og sandsynligvis talte de et oldgermanske sprog. To romerske provinser, Germania I og Germania II, lå vest for Rhinen. Magna Germania kaldtes også det frie Germanien. Det romerske Germanien I og II kaldtes også Germania Inferior (der nogenlunde omfattede de sydlige Nederlande samt Bonn og Köln) og Germania Superior (der nogenlunde omfattede det vestlige Schweiz og Alsace samt Strasbourg og Mainz). Kaldenavnene inferior og superior henviser til provinsernes beliggenhed henholdsvis mod Rhinens udløb og den øvre Rhin.

Kilder til Germaniens forhold[redigér | redigér wikikode]

Vil man vide noget om forholdene i datidens Germanien - eller snarere: om klassiske (græske og romerske) forfatteres opfattelse af forholdene - er man henvist til de samtidige skrifter. Her støder man imidlertid på to vanskeligheder:

  • det ene er skrifternes overlevering til nutiden,
  • det andet er fortolkningen og forståelsen af skrifternes indhold.

Kun kendt fra omtale[redigér | redigér wikikode]

I flere tilfælde kendes de oprindelige skrifter ikke mere. Det vides kun, at de har eksisteret, fordi de omtales af senere (klassiske) forfattere. Man er derfor henvist til at forsøge at genskabe det indhold, skrifterne må have haft, med de muligheder for fejl, der er knyttet til dette.

Fortolkningen[redigér | redigér wikikode]

Ikke mindre vanskeligt er tolkningen. Man må gøre sig klart, at skrifterne blev forfattede med de (bevidste eller ubevidste) fordomme, som forfatterne måtte have om Germanien. Ligeledes vil en nutidig fortolkning også være "farvet" af nutidens fordomme om datidige forhold. Derfor vil fortolkningen ske gennem et dobbelt filter: "Den moderne fortolker af antikke etnografiske beretninger om det nordvestlige Europas befolkninger, hvis autorer tilhører én kulturform, skal således gennem en anden (den antikke græske eller romerske) forsøge at trænge frem til en tredje (den galliske, britanniske eller germanske)."[1]

Når antikke forfattere skulle forklare forhold i fremmede kulturer, var der en tendens til at fremhæve mirabilia - alt hvad der er forunderligt.[2] Ligeledes formuleres forklaringen ind i beskriverens kulturform og sprog, hvorved der sker en interpretatio Græca eller en interpretatio Romana.[3]

Desuden må nævnes de sproglige vanskeligheder. Kun en trænet filolog vil have mulighed for at vurdere, om den sprogform, der anvendes i fx navnestof i en tekst, kan være grundform for en lignende men ikke helt ens, der findes i senere kilder. Der er derfor fare for, at fortolkninger forfalder til folkeetymologi - argumentum etymologicum - som følge af visse sproglige ligheder.[4] Sådanne vanskeligheder gør, at mange - især historikere men også filologer, der har overtaget historikernes paradigme - helt afviser, at det er muligt at bruge antikke kilder til at skaffe sig sand viden om antikke forhold[5], mens andre er rede til at påtage sig det fornødne udredningsarbejde for at nå frem til den tilstand, som den klassiske forfatter forsøgte at skildre.

Endelig må huskes, at de antikke kilder ikke alle er samtidige, men fordeler sig over flere hundrede år. Germanien var imidlertid ikke et statisk område i antikken: der skete både forandringer af social karakter og med hensyn til opdelingen i og fordelingen af etniske grupper. Man må derfor være varsom med at sammenstille kildeudsagn af uens alder.

Kildernes tidsinddeling[redigér | redigér wikikode]

Et vigtigt led i forståelsen af kilderne er deres tidsfæstelse. For så vidt angår Germanien findes følgende antikke skrifter rangordnet efter tidspunktet for deres oprindelse:

4.-1. århundrede f.Kr.
Pytheas fra Massalia (ca 330-300 f.Kr.)
1. århundrede f.Kr.
Julius Cæsar (100 - 44 f.Kr.)[6]
Poseidonios fra Apameia
Diodorus Siculus
Dionysios fra Halikarnassos (1. årh. f.Kr.)
Velleius Paterculus
Tiden omkring Kristi fødsel
Augustus (63 f.Kr. - 14 e.Kr.)[7]
Strabon (64/63 f.Kr. - 19 eller 23/24 e.Kr.)[8]
Titus Livius (59 f.Kr. - 17 e.Kr.)[9]
1. århundrede e.Kr.
Pomponius Mela (41 - 54 e.Kr.)[10]
Plinius den ældre (23 - 79 e.Kr.)
Tacitus (ca. 56 - 120 e.Kr.)[11]
2. århundrede e.Kr.
Ptolemæus (ca. 85 - 165 e.Kr.)[12]
6. århundrede e.Kr.
Cassiodor (ca. 485 - 580 e.Kr.)[13]
Jordanes (ca. 485 - 552 e.Kr.)[13]
Venantius Fortunatus (ca. 530 – ca. 600/609)
Gregor af Tours (ca. 538 – 594?)
Ptolemæus "Magna Germania". Bjergkæder, større floder samt Jylland omgivet af 3 x 3 øer ses tydeligt.

Kilderne for de antikke forfattere lader sig inddele i nogle få hovedtyper:

- rejseberetninger fra romerske fremstød, krigeriske eller handelsmæssige, i Germanien,[14][15]
- iagttagelser i grænsenære områder,
- iagttagelser blandt germanere, der opholdt sig i Romerriget,
- mundtlige oplysninger hentet direkte fra germanerne selv,[16]
- hinanden.[17] De antikke forfattere refererer ofte oplysninger hentet fra andre antikke forfattere og med angivelse af hvem. En række nu forsvundne antikke værkers eksistens kendes kun fra omtale i andre antikke kilder.

Blandt kilderne for de antikke forfattere spillede rejseberetninger en hovedrolle. Geografisk havde de ældre forfattere til og med Pomponius Mela kun kendskab til det vestlige Germanien: kyststrækningen fra Rhinen til Jylland, mens Plinius den ældre, Tacitus og Ptolemæus også kendte til området i Østersøen frem til Weichsel (og formentlig videre). Forklaringen på denne udvidelse af kendskabet til forholdene i det nordlige Europa skal formentlig søges i den ekspedition, som kejser Augustus i år 5 e.Kr. lod sende nordpå fra Elben. Det var denne ekspedition, som skaffede grundlaget for efterfølgende skildringer af forholdene, idet ingen senere ekspeditioner blev sendt til disse egne i flere hundrede år efter, at romerne led et afgørende nederlag i Teutoburgerskoven i år 9 e.Kr. Samme rejse er grundlaget for de ældste kort over Danmark, der tydeligt viser Jylland som en halvø, hvilken iagttagelse kun kan skyldes selvsyn fra en rejsende.[18] På det ptolemæiske Danmarkskort optræder Jylland omgivet af 3 øer mod vest, 3 øer mod nord og 3 øer + 1 mod øst. Gudmund Schütte mente, at indtegningen af disse øer "maa nærmest kaldes en vilkaarlig Stilisering", som næppe har eksisteret på det kort, som var forbillede for Ptolemæus[19], men han har ikke nødvendigvis ret, idet øerne mod vest kunne være Fanø, Rømø og Sild i Vadehavet, øerne mod nord kunne være Mors, Thy og Vendsyssel (idet Thy og Vendsyssel i ældre tid har været adskilt af et farvand kendt som "Sløjkanalen"[20]), mens øerne mod øst kunne være Fyn, Sjælland og Skåne (på kortet benævnt Scandia), der altså fejlagtigt er opfattet som en ø, samt måske Bornholm. Ptolemæus beskyldes også for at have fejlplaceret visse stammer og dubbleret eller endog tre- og firedoblet deres forekomst[21], men samtidig er mange stammenavne nøjagtigt placerede set ud fra senere tiders kendskab til deres bopæl.[22]

Først hos Jordanes optræder en nøjere beskrivelse af forholdene på Den skandinaviske Halvø. Skildringen af stammerne er ret detaljeret, og der kan påvises stor overensstemmelse mellem de omtalte folkestammer og steder på halvøen.[23] Nok så vigtigt er det, at kilden til Jordanes' fremstilling formentlig er en rejseskildring, mundtlig eller skriftlig (formodentlig en søfarende eller en købmand[24]) samt Cassiodor, som han har kopieret fra men desværre ikke formår at referere på en måde, der lever op til forbilledet.[25] Trods påviselige fejl og misforståelser repræsenterer Jordanes en betydelig udvidelse af sydens kendskab til Norden.

Nok så vigtigt ved anvendelsen af klassiske forfatteres skildringer er, at de fleste antikke kilder ikke havde forholdene i Germanien som deres hovedemne men derimod som noget, der forbigående nævnes i anden sammenhæng. Disse forhold betyder, at de antikke kilders omtaler af Germanien fremtræder som "kaotiske, brudstykkeagtige og upålidelige".[26] For at opnå en mere fast grund under fødderne har mange forskere derfor ved siden af de skriftlige antikke kilder inddraget andre, således stednavne og arkæologiske fund for derved at kunne give en mere fyldestgørende fremstilling.[27] Det må dog tilføjes, at værdien heraf står og falder med rigtigheden af fortolkningen ved denne inddragelse.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Ptolemæus ca. 150 e.Kr. (Manuskript fra 15. århundrede, Britisk Library Harley MS 7182). Bemærk den jyske halvø.

De antikke kilder indeholder kun forholdsvis lidt til beskrivelse af Germaniens geografi, det vil sige om klima, områder, floder, have, skove, bjerge og lignende. Til gengæld giver der forholdsvis udførlig omtale af de etniske forhold.

Strabon[redigér | redigér wikikode]

En af de ældste og tillige en af de mest omfattende beskrivelser af Germaniens geografi findes hos Strabon i hans syvende bog.[28] Oplysningerne er dog delvist sammenflettede med oplysninger om germanske stammer og deres fordeling samt historiske oplysninger. Strabons beskrivelse lyder i uddrag:"De første dele af landet er områderne langs Rhinen regnet fra dens udspring helt til dens udløb i havet. Og hele dette område langs floden udgør næsten landets vestlige bredde. .. Næstefter stammerne langsRhinen kommer de øvrige, der bor mellem Rhinen og Elben, hvis løb næsten er parallelt med Rhinens op til Oceanet, og som gennemløber et mindst lige så stort landområde som denne. Mellem Rhinen og Elben findes imidlertid også andre sejlbare floder såsom Emsen.. Disse floder løber ligeledes fra syd imod nord og Oceanet. Landet hæver sig nemlig i syd og danner en med Alperne sammenhængende bjergryg, der strækker sig imod øst, som var den en del af Alperne. Og der er da også nogle, der har hævdet dette på grund af nævnte bjergrygs beliggenhed og fordi, at det er den samme slags træer, der vokser begge steder. Men terrænet dér er ikke så højt som i Alperne. I samme område findes også det skovklædte Herkynerbjerg og sveberstammerne, som delvis lever inde i skoven. ..I samme retning som Ems løber også Weser og Lippe. Sidstnævnte i en afstand af ca. 600 stadier fra Rhinen, og den passerer gennem små-brukternes område. Dér findes også floden Saale.. Elben ligger ca. tre tusinde stadier fra Rhinen, hvis man går den lige vej. Men som forholdene er, må man gå omveje gennem sumpet terræn og skove.
Herkynerskoven, der både er ret tæt bevokset og har store træer, danner en stor kreds rundt om et område, der af naturen er utilgængeligt. I dets midte befinder der sig, som tidligere nævnt, et landskab velegnet til bebyggelse. Ikke så langt derfra findes Donaus og Rhinens kilder og den sø, der ligger imellem dem samt de sumpe, der får vand fra Rhinen. Denne sø er i omkreds mere end tre tusinde stadier og i tværmål næsten to hundrede. Ude i søen findes den ø, som Tiberius brugte som base, da han udkæmpede søslaget mod vindelikerne. Også denne sø er beliggende syd for Donaus kilde, ligesom det er tilfældet med Herkynerskoven, således at man, når man kommer fra Kelterlandet på vej mod Herkynerskoven, først må passere søen, dernæst Donau for endelig at vandre i let terræn frem til skoven gennem højland. ..
De nordlige germanere bor, som sagt, langs Oceanet. De kendes fra Rhinens udløb til Elben. De kendteste af dem er sugambrerne og kimbrerne. Derimod er områderne hinsides Elben langs Oceanet os fuldstændig ukendte. For dels har jeg ikke hørt om nogen fra tidligere tider, der har sejlet langs kysten helt til mundingen af Det kaspiske Hav, dels er romerne aldrig rykket frem til områderne hinsides Elben. Tilsvarende har ingen gjort rejsen dertil over land. .."[29]

Pomponius Mela[redigér | redigér wikikode]

Pomponius Melas beskrivelse er lidt yngre end Strabon, den er langt kortere men indeholder visse oplysninger, som ikke findes hos Strabon. Således oplyses at "Rhinen, der strømmer ned fra Alperne, danner i nærheden af sit udspring to søer, nemlig den Ventiske og den Acroniske. Derefter er flodens leje over et langt stykke stabilt og fast, men ikke langt fra havet deler den sig i to. Den venstre arm er og forbliver Rhinen, indtil den strømmer ud i havet, mens den højre først er snæver og uændret i sit lø. Dernæst udvider den sig til siderne vidt og bredt, og Rhinen er nu ikke længere en flod men en vældig sø, der hedder Flevo der, hvor den oversvømmer landet, og den omslutter en ø af samme navn og snævrer så igen ind og munder igen ud i havet som en flod."[30] Han oplyser, at "Landet selv er ufremkommeligt på grund af de mange floder, og terrænet ujævnt på grund af de mange bjerge og for en stor del uvejsomt på grund af skovene og sumpene. Af sumpene erSuesia, Metia og Melsyagum de største, af skovene Herkyner-skoven og adskillige andre, som ikke har noget navn. Herkyner-skoven er 60 dagsmarcher lang, og ligesom den er den største, således er den også den kendteste. Af bjergene er de højeste Taunus og Retico foruden nogle, hvis navne ikke lader sig udtale på latin. Af de floder, der løber ind i andre befolkningers områder, er de berømteste Donau og Rhône samt Main og Lippe, der løber ud i Rhinen, og Emsen, Weser og Elben, der munder ud i Oceanet. Ovenfor Elben findes den vældige havbugt Codan, der er fuld af store og små øer. Derfor er havet, som omsluttes af bugtens bredder, intetsteds vidtstrakt og minder heller ikke noget sted om det åbne hav, men forgrener sig ligesom en flod, da dens vande overalt løber ind imellem øerne og ofte oversvømmer dem. Hvor havet rører kysten indesluttes det af øer, der ligger nær hinanden og næsten overalt i samme indbyrdes afstand, og har et snævert løb, der minder om et bælt, og bugter sig dernæst i enlang bue udadtil. I den bugttning bor kimbrerne og teutonerne. Hinsides dem bor hermionerne - den fjerneste befolkningsgruppe i Germanien."[31] På Melas tid var kundskaberne således udstrakt i hvert fald til vadehavet.

Tacitus[redigér | redigér wikikode]

Skildringen af landskabet er hos Tacitus fordelt på flere indbyrdes adskilte afsnit. I afsnit 1.1-1.2 siges det, at "Germanerlandet - taget i sin helhed - afgrænses fra gallerne, ræterne samt pannonierne af floderne Rhinen og Donau, fra sarmaterne og dakerne af indbyrdes frygt eller bjerge. De øvrige dele af landet omgives af Oceanet, der slutter om vide halvøer og vældige ølande, hvor en krig for ikke så længe siden åbnede vejen til nogle ukendte stammer og deres konger. Rhinen, der har sit udspring på en stejlog utilgængelig bjergtop i De rætiske Alper, forener sig efter en svag bue imod vest med det nordlige Ocean. Donau, som vælder frem af et jævnt og svagt stigende højdedrag i Abnobabjerget, besøger på sin vej flere folkeslag for til sidst ad seks baner at vælde ud i Sortehavet. Den syvende munding opsuges af sumpe."[32]
I afsnit 5.1 uddybes beskrivelsen: "Selvom landets udseende varierer en hel del, er det dog i det store hele grufuldt på grund af sine skove eller hæsligt på grund af sine moser. Det er fugtigst imod De galliske Provinser og mest blæsende imod Noricum og Pannonien. Det er rigt på sædekorn, men tåler ikke frugttræer, og det er frugtbart på kvæg, men dette er gerne kummerligt."[33]
Af Tacitus fremgår det, at man kendte til Rhinens udmunding i "Oceanet", og at romerske skibe havde besejlet dette, "men Oceanet hindrede udforskningen af sig selv".[34] Dog ved Tacitus, at "I nord trækker landet sig bagud i en vældig bue"[34] og at "i samme havbugt helt ude ved Oceanet bor kimbrerne".[35] "Umiddelbart op til Oceanet følger så rugierne og lemovierne. ..Dernæst følger - ude i Oceanet - svionernes stammeforbund.."[36] og "på den anden side af svionernes område ligger et andet hav, trægt og næsten ubevægeligt. Det er dette hav, der omgiver og omslutter jorden, hvad man kan se af, at den nedgående sols allersidste stråler lige til solopgang skinner så stærkt, at den får stjernebillederne til at blegne."[37]

Andre[redigér | redigér wikikode]

Strabon, Mela og Tacitus er dem, der skriver mest om Germaniens geografi. Andre forfattere som Velleius Paterculus, [38], Plinius den ældre[39] og Ptolemæus[40] giver færre oplysninger. Romerne havde således et nødtørftigt kendskab til Norden, men heller ikke skildringen af nærmere liggende områder udmærker sig ved stor detailrigdom. Kun de største floder, skove og bjerge finder omtale.

Etnografi[redigér | redigér wikikode]

Kort fra 1849 over Germaniens stammers fordeling

Det antikke kilder giver mange oplysninger om etniske forhold i germanien. Disse kan siges at samle sig om tre emner:

  1. forekomsten af stammeforbund,
  2. fordelingen af de enkelte stammer;
  3. fællestræk og særtræk ved de enkelte stammer.

Forekomsten af stammeforbund er bedst belyst hos to forfattere, Plinius den ældre og Tacitus.

Plinius giver i sin Naturhistorie (Naturalis historia) følgende redegørelse:

"Der er fem grupper af germanere, nemlig vandilerne, som består af burgodionerne, varinerne, charinerne og gutonerne. Den anden gruppe er ingævonerne, der består af kimbrerne, teutonerne og de chaukiske stammer. Nærmest Rhinen bor istævonerne, der består af ... I landets indre bor hermionerne, der består af sveberne, hermundurerne, chatterne og cheruskerne. Den femte gruppe er de peukiske basterner, der er naboer til de oven for nævnte daker".[41]

Tacitus, der skrev noget senere end Plinius, giver følgende redegørelse:

"I ældgamle hymner, deres eneste form for historisk tradition, lovsynger de guden Tvisto, som er født af jorden. Tvisto tillægger de sønnen Mannus, som folkeættens ophav og stamfader, og Mannus atter tre sønner. Efter dem kaldes stammerne nærmest Oceanet ingævonere, de i landets indre herminonere, og de øvrige istævonere. Nogle hævder - oldhistorien giver jo frit slag for gisninger - at der skal have været flere stammer af guddommelig oprindelse og tilsvarende flere slægts- og folkenavne, nemlig marsere, gambrivier, svebere og vandilier, og dét skal være de oprindelige og ægte navne.."[42]

Endelig skrev Pomponius Mela i sit geografiske værk (Chorographia) kort før Plinius:

"I denne [bugt] bor kimbrerne og teutonerne, og hinsides dem som de yderste i Germanien hermionerne."[41]

Det, som hos Plinius og (mindre udtalt) Poponius Mela fremstår som en romersk geografisk inddeling af germanske stammer[41], er hos Tacitus en etnogenese, hvor navngivne germanske stammefællesskaber skal have deres oprindelse i traditioner om stammernes oprindelse (etnogoni) og guddommelige herkomst (antropogoni).ref name="Lu 90"/> Af Tacitus fremgår imidlertid også, der der må have eksisteret mindst to forskellige traditioner: en, hvorefter alle germanere skulle stamme fra Mannus, og en anden, hvorefter der fandtes fem store befolkningsgrupper, alle med egne oprindelige navne.[43] Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om denne tradition kun er en romersk fortolkning eller også blev delt af de germanske stammer selv.[43]

Mosefund: Østerbymandens hoved med sveberknude.

Derimod bringer Tacitus en anden omtale af et stammeforbund, nemlig sveberne, hvor oplysningerne udtrykkeligt siges at stamme fra dem selv. Tacitus skriver:

"Jeg skal nu omtale sveberne, der ikke, som chatterne eller tenctererne, kun udgør en enkelt stamme. De bebor nemlig størstedelen af Germanien og er stadig opdelte i særskilte stammer med hver sit navn, omend de alle under ét kalder sig svebere. Det er et særkende for sveberne at rede håret til siden og binde det op i en knude. Derved adskiller sveberne sig fra de andre germanere og de fribårne blandt sveberne sig fra slaverne."[44]

Af sammenhængen fremgår, at betegnelsen "svebere" har været både en selvbenævnende betegnelse og en benævnelse anvendt af andre om disse stammer som gruppe.[44] En af disse stammer var semnonerne, der ifølge Tacitus anså sig selv som "de ældste og fornemmeste blandt alle sveberne".[45] Sveberne omtales også hos Cæsar, der i Gallerkrigen dog kun omtaler dem som en enkelt stamme[46], mens Strabon udtrykkeligt taler om "de svebiske stammer".[47] Enten må den romerske indsigt eller den svebiske etnicitetsforståelse have ændret sig i den mellemliggende tid.[47]

For så vidt angår omtalen af den germanske befolkning er denne overvejende præget af to træk: dels opremsningen af germanske stammer dels generaliserende beskrivelser. Der er kun få nuancerende træk, og de fleste omtaler af disse synes af hvile på fordomme.

De antikke kilder fremstiller Germanien som et område helt domineret af stammesamfund i modsætning til Romerriget. De antikke kilder rummer omfattende opremsninger af germanske stammer og udpegning af deres bosættelsesområder. Dette gælder især Tacitus i Germania og Ptolemæus i Geographiké Hyphégesis, hvori nævnes 68 stammenavne og 95 stednavne, hvilket gør dette til den mest detaljerede beskrivelse af Germanien, der kendes[48], men det samme træk gør sig gældende i andre, kortere fremstillinger, hvor benævnelsen af stammer ligeledes som hovedregel udgør et fremherskende træk. Kun sjældent siges noget nærmere om disse stammers særkende, men der er dog visse undtagelser. Således nævnes Tacitus syv stammer, der havde det tilfælles, at de dyrkede gudinden Nerthus[49], sveberne med deres særlige hårknude[50] samt svionerne om hvem det oplyses, at de havde åredrevne (ikke sejldrevne) skibe og at de holdt våben indelåste.[51] Men omfanget af sådanne nuanceringer er yderst begrænset.

Overvejende behandles germanerne som en befolkning, der trods opdeling i stammer har samme levevis og levevilkår. Beskrivelsen af denne levevis og disse levevilkår er i flere steder præget af fordomme og interpretatio Romana/Graeca[52], men disse fordomme kan fremstå både som idealiserende og som nedgørende. Karakteristisk i så henseende er opfattelsen, at mænd og kvinder var ligestillede og endda ikke adskilte sig i højde og drøjde[53], at germanerne var monogame[54] dog med sveerne som en undtagelse[55] samt befolkningen i Irland, der ifølge Strabon havde seksuel omgang indbyrdes på tværs af familieskel (og drev kannibalisme)[56], mens Tacitus og andre omvendt hævder, at germanerne havde en høj moral i modsætning til det moralske forfald i Rom[57], at de ikke forstod værdien af guld, sølv[54] og andre værdifulde naturgivne produkter som rav[58], at der ikke fandtes privat ejendomsret[54][59], at de var lidenskabelige spillere og endda kunne sætte deres egen frihed på spil, at de var drikfældige[60] og meget andet. En del af disse fordomme er vandremotiver, topos[56], og en del af dem må ses i lyset af en datidig kulturfordelingsopfattelse, ifølge hvilken Romerriget (eller Grækenland) repræsenterede højkulturens centrum, og det kulturelle niveau var aftagende, jo længere væk fra dette centrum man kom.[60]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Germaniens historie vedrører først og fremmest de begivenheder, der afspejler områdets forbindelser med romerne. Her spiller uundgåeligt krige en hovedrolle. Derimod afspejles andre sider af forbindelserne knapt nok i kilderne.

I 50 f.Kr. erobrer Julius Cæsar det mest af Gallien sammen med områderne syd for Rhinen. Derved kommer de germanske stammer i direkte kontakt med romerne . Også i det danske område har dette sat spor, da vi i dag ser fund af romersk herkomst fra denne tid . Mellem år 12 f.Kr. og år 9 e.Kr. forsøger Augustus at erobre resten af det frie Germanien. De romerske hære underlægger sig i første omgang også landet indtil Elben, men efter det katastrofale nederlag ved Teutoburgerskoven opgives erobringen. Nederlagets størrelse får desuden Augustus til at beslutte, at Romerriget ikke bør udvides mere.

Indtil Domitians regeringstid var Germania I en del af Gallia Belgica, men på grund af den urolige situation ved grænsen blev området i løbet af det 1. århundrede udskilt. Efter etableringen som provins havde hæren stadig meget stor betydning. Omkring 100 e.Kr. var der permanent udstationeret fire legioner i de to provinser, og byerne voksede primært op omkring legionernes lejre og grænsens kasteller. Byerne forbliver dog meget mindre og svagere udviklet end fx byerne i Gallien, en undtagelse er dog Køln.

Selve udstrækningen af det frie Germanien er svært at genkende, med vor tids standard for kortlæsning. Fra arkæologiske udgravninger i området kendes bl.a. teglsten . Det urbane tyngdepunkt lå omkring limes, og den romerske indflydelse har derfra rakt langt ind i landet mod nord. Romerrigets grænse, kaldet limes, var på ingen måde lukket. Floderne var ikke kun grænser, men vigtige transportveje for både handel og militær.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Lund (1993), s. 47
  2. ^ Lund (1993), s. 48 og 53
  3. ^ Lund (1993), s. 53
  4. ^ Lund (1993), s. 83
  5. ^ fx Lund (1993), s. 7 og 118
  6. ^ Lund (1993), s. 153
  7. ^ Lund (1993), s. 216
  8. ^ Lund (1993), s. 206
  9. ^ Lund (1993), s. 226
  10. ^ Lund (1993), s. 218
  11. ^ Lund (1993), s. 231
  12. ^ Grane (2003), s. 138
  13. ^ a b Lund (1993), s. 281
  14. ^ fx Lund (1993), s. 216
  15. ^ Grane (2003), s. 130
  16. ^ fx Lund (1993), s. 86, 95
  17. ^ fx Lund (1993), s. 84, 281
  18. ^ Schütte (1915), s. 14
  19. ^ Schütte (1915), s. 15
  20. ^ Andreasen og Grøn, s. 30-32
  21. ^ Schütte (1915), s. 16f
  22. ^ Schütte (1915), s. 17
  23. ^ Svennung (1964), s. 65-102
  24. ^ Svennung (1964), s. 11
  25. ^ Svennung (1965), s. 1-41
  26. ^ Bibby, s. 12
  27. ^ fx Ethelberg, s. 15-27
  28. ^ Lund (1993), s. 206
  29. ^ Lund (1993), s. 208-214
  30. ^ Lund (1993), s. 218
  31. ^ Lund (1993), s. 220
  32. ^ Lund (1993), s. 236
  33. ^ Lund (1993), s. 240
  34. ^ a b Lund (1993), s.266
  35. ^ Lund (1993), s. 268
  36. ^ Lund (1993), s. 274
  37. ^ Lund (1993), s. 274-276
  38. ^ Grane (2003), s. 133
  39. ^ Grane (2003), s. 134
  40. ^ Grane (2003), s. 138-142
  41. ^ a b c Lund (1993), s. 91
  42. ^ Lund (1993), s. 90
  43. ^ a b Lund (1993), s. 92
  44. ^ a b Lund (1993), s. 94
  45. ^ Lund (1993), s. 95
  46. ^ Lund (1993), s. 97
  47. ^ a b Lund (1993), s. 98
  48. ^ Grane (2003), s. 139
  49. ^ Grane (2003), s. 144
  50. ^ Grane (2003), s. 136
  51. ^ Grane (2003), s. 137
  52. ^ Lund (1993), s. 53
  53. ^ Lund (1979), s. 23
  54. ^ a b c Lund (1979), s. 24
  55. ^ Lund (1979), s. 27
  56. ^ a b Lund (1993), s. 38
  57. ^ Grane (2003), s. 146
  58. ^ Lund (1979), s. 25
  59. ^ Lund (1993), s. 58
  60. ^ a b Lund (1993), s. 37

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Frank Andreasen/Ole Grøn: "Sløjkanalen" (Skalk 1995 Nr. 3; s. 30-32)
  • Geoffrey Bibby: Spadens vidnesbyrd; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7
  • Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (Skalk 2017 Nr. 3; s. 15-27)
  • Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147)
  • Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (kronik i Skalk 1979 Nr. 1; s. 19-27)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Aarhus University Press 1993; ISBN 87-89531-08-6.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]