Intentionalitet

Intentionalitet er et filosofisk begreb, der indikerer at bevidstheden altid er rettet mod noget. Franz Brentano var den første der beskrev bevidstheden som intentional, og det var derved ham der introducerede intentionalitets-diskussionen til moderne tid, men begrebet kan spores helt tilbage til Aristoteles. I moderne tid er begrebet mest kendt via fænomenologien. Begrebet har således modificeret og forandet sig gennem tiden, hvilket gør en definitiv definition tvivlsom.

Generelt analyserer man sammenhængen mellem bevidsthedens rettethed og det, som bevidstheden er rettet imod. Dette må dog ikke misforstås som en subjekt-objekt-problemstilling, hvor subjektet er rettet imod et objekt der er udenfor det selv. Intentionaliteten er derimod et iboende træk ved bevidstheden.

Moderne tid

Intentionalitetsbegrebet blev genintroduceret i det 19. århundredes filosofiske diskussion af filosoffen og psykologen Franz Brentano i hans bog Psychology from an Empirical Standpoint (1874). Bretano beskrev intentionaliteten som et karakteristika ved alle former for bevidsthed. Heri skriver han:

	Every mental phenomenon is characterized by what the Scholastics of the Middle Ages called the intentional (or mental) inexistence of an object, and what we might call, though not wholly unambiguously, reference to a content, direction towards an object (which is not to be understood here as meaning a thing), or immanent objectivity. Every mental phenomenon includes something as object within itself, although they do not all do so in the same way. In presentation something is presented, in judgement something is affirmed or denied, in love loved, in hate hated, in desire desired and so on. This intentional in-existence is characteristic exclusively of mental phenomena. No physical phenomenon exhibits anything like it. We could, therefore, define mental phenomena by saying that they are those phenomena which contain an object intentionally within themselves.

Intentionalitetsbegrebet i fænomenologien

Husserl kommer med en dyb analyse af intentionalitetsbegrebet i sit tidlige forfatterskab. Grundlæggende for ham er det, at bevidstheden altid er intentionel, dvs. at den altid er rettet imod noget. Og dette gælder, uanset om det som bevidstheden er rettet imod rent faktisk eksisterer. Intentionaliteten er derved uafhængig af eksistens. For selvom det er noget man forestiller sig, eller noget man betragter som er foran sig, er bevidstheden stadigvæk rettet imod det. Intentionaliteten kommer nemlig ikke som en ydre påvirkning, således at når subjektet ser et ydre objekt, bliver subjektet rettet imod det. Det er uafhængigt af relationer og kausalitet. Intentionaliteten er et iboende træk ved bevidstheden og den er således altid rettet mod sin genstand, uanset om det eksisterer eller ej.

En forskel i intentionalitetsbegrebet for Husserl, i modsætning til dem der benyttede sig af begrebet før ham, var at han ikke mente, at genstanden som bevidstheden var rettet imod, skulle være immanent i bevidtsheden. Han mener således ikke, at den intendrede genstand i bevidstheden er en form for formidler eller repræsentant for en verden udenfor bevidstheden. Den intenderede genstand er den samme som den ydre, virkelige genstand. Han ender altså ikke i en adskillelse (som hos Immanuel Kant) hvor der er en verden for os og en verden i sig.

Det er igennem intentionaliteten at genstandene kan fremtræde for os, som fænomener. Herfra går han videre med fænomenale analyser for at undersøge bevidsthedens genstande.

I den senere udvikling i fænomenologien har intentionalitetsbegrebet levet videre, men på forskellig vis. Hos Martin Heidegger erstattes intentionalitetsbegrebet i Sein und Zeit af begrebet om væren-i-verden, imens det hos Maurice Merleau-Ponty videreføres i form af en kropslig intentionalitet. Både Heidegger og Merleau-Ponty anses som grundlæggerne af den fænomenologiske videreudvikling i form af eksistentiel fænomenologi.

Se også

Transcendental fænomenologi

Eksistentiel fænomenologi