Transcendental fænomenologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg


Disambig bordered fade.svg For en bredere behandling se artiklen om Fænomenologi, der i modsætning til denne har links til andre sprog

Transcendental fænomenologi er betegnelsen for en filosofisk retning, grundlagt af den tyske filosof Edmund Husserl (1859-1938).

Intentionalitet[redigér | redigér wikikode]

Husserl studerede fra 1884-1886 hos den tyske filosof, psykolog og præst Franz Brentano, der øvede stor indflydelse på ham. Navnlig Brentanos fremhævelse af den altid virkende menneskelige genstandsrettethed, intentionaliteten, optog Husserl. Intentionalitetsbegrebet udgør grundstammen i hans gennembrudsværk Logische Untersuchungen: Prolegomena zur reinen Logik fra 1900-1901.

Intentionaliteten, som det hvorved fænomenologien bestemmer subjektiviteten, betragtes af Husserl som en naturlig forekomst i den del af naturen, der hører sjælen til, noget, der går forud for den analyse, der kunne gøres af den, dvs. forud for objektiviseringen. Sagen går forud for metoden, og metoden går til sagen for at nidstirre den i alle dens detaljer.

Descartes forsagede den verden, der forelå for hans sanser, fordi den hele tiden forandrede sig. I modsætning hertil forbliver fænomenologien intenst optaget af verden, netop fordi den i sin omskiftelighed gådefuldt vedbliver at afdække sig.

Husserl kunne ikke tilslutte sig det positivistiske menneskesyn hos John Stuart Mill, hvor logikkens apodiktiske[1] kendsgerninger reduceres til et modus af den psykologiske proces i en tilfældig organisk struktur.

Gentagelsen[redigér | redigér wikikode]

Hvis alt nemlig reduceres til sin lokative og temporale proces, er alting altid nyt og unikt, og det bliver f.eks. meningsløst at tale om, at noget gentager sig. Men livets øjeblikke, dets begivenheder eller oplevelsesstrømme har altid et præg af gentagelse over sig. Gentagelsen, opstår netop i den unikke, subjektive erfaringsproces, men er her samtidigt som noget, der transcenderer det unikke, det reelle. Derfor kan det heller ikke være identisk med det reelle og derfor heller ikke noget, der uden videre kan reduceres hertil. Der er altså noget i den naturlige oplevelsessituation, der overskrider, transcenderer, den konkrete, tidsligt, rumligt og kropsligt forankrede oplevelsesstrøm. Logikkens apodiktiske indsigter og det såkaldt eidetiske (jfr. eidos: ide, det ideale. se f.eks. Platon) må med andre ord adskilles fra de psykiske processer, som de indvirker i, og opfattes som en helt anden kategori. Husserls synspunkt ligner her en art empirisk platonisme. At det ideale er noget, der er forskelligt fra det reale, er for Husserl en erfaringsbaseret kendsgerning.

Subjektet[redigér | redigér wikikode]

I Husserls transcendentale fænomenologi er subjektet intet andet end en ideal pol for sit intentionelle fylde, og intet forud for et faktisk indhold af mening. Subjekt er således i grunden ikke andet end en overskrift for en tematisering af transcendentaliteten, samt naturligvis en indikator af, at transcendentaliteten rent faktisk finder sted. Når Husserl taler om subjektet, forudsætter han intet andet end subjektet for en umiddelbart evident mening, den ideale subjektive pol for et præsent, eksklusivt perspektiv. Det er netop (og netop kun) det perspektiviske meningsindhold, meningstranscendensen, der indikerer subjektiviteten. Det fraværendes fravær eller der-væren, indikerer et nærvær, et her. [2]

Eidetisk reduktion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Eidetisk reduktion

Det eneste, der aldrig lader sig udrydde, er en stedsevarende og påtrængende fakticitet, en kerne af umiddelbar evidens, der er tilbage, når man har vasket alle vidtløftige videnskabelige teorier og spekulationer bort – ved den såkaldte "eidetiske reduktion". Man kan diskvalificere alt det meningsindhold, der kan tænkes at hidrøre fra teoretisk reflekteren, men man kan aldrig fuldføre den totale ophævelse og tilintetgørelse af alt. Slutresultatet er altid et faktisk meningsindhold. Der er altså andet og mere at sige om resultatet af den mest radikale reduktion end det kartesianske, at ”der tænkes”; man må tilføje, at dette ubestridelige tænkende jeg – cogito – altid er i gang med at mene noget, at det altid har en intention.

Det er en væsentlig fænomenologisk pointe, at der ikke desto mindre er tale om selvbevidsthed, men en subjektiv og ikke objektiv selvbevidsthed. I den naturlige indstillings fortabelse i det ydre er impliceret en selverfaring, der i modsætning til den ekspliciterede, objektiverede selverfaring, blot ikke er objektiv, men subjektiv. Den naturlige indstilling er blot en ikke-selvobjektiverende erfaringsmåde. Den kan karakteriseres ved, at verdens realeksistens er en uomgængelig evidens. Husserl taler om at væren eller realitet er medment som kvalitet ved verdens-evidensen.

Forskellen, som Husserl gør gældende mellem det naturlige og det filosofiske subjekt, betegner ikke to personer, men en dobbelthed eller spaltning i ét enkelt menneske. En subjektiv og en objektiv selvbetragtning. Når den abstrakte tænkning hævder sit synspunkts forrang over og som en stærk modsætning til det umiddelbare, naturlige synspunkt, er det netop, fordi den mener sig i stand til at objektivisere.

Behovet for videnskabelig klarhed[redigér | redigér wikikode]

Husserls reduktion af subjektet til den naturlige indstilling tjener flere formål i hans videnskabelige og filosofiske bestræbelse. Helt overordnet set er den begrundet i behovet for videnskabelig klarhed. Dette behov kan forklares ud fra tre motiver:

  1. Et almenmenneskeligt, personligt og etisk motiv. For Husserl er det en etisk sag at stræbe efter størst mulig grad af selvstændig indsigt, simpelthen fordi det er grundlaget for ansvarlighed. Husserls krav om videnskabelig klarhed og det her inhærente krav om nytænkning og nybegyndelse er således ikke fænomenologisk begrundet, men universalistisk.
  2. Et principielt, historisk videnskabsteoretisk motiv, som er affødt af det forhold, at der gives en institutionaliseret praksis, der kalder sig videnskab og som samlet set har haft held med sine påstande om at sidde inde med sandheden i en særlig kvalificeret forstand. Se nedenfor om Husserls overvejelser om videnskaben og dens metode.
  3. Et specifikt fænomenologisk motiv. Den transcendentale refleksion er defineret ved sit intentionale objekt. Idet subjektet er reduceret til intentional akt, bliver det objektiverede qua intentionalt indhold et eksakt spejlbillede af subjektiviteten.

Objektet udgør ganske vist et naturobjekt, men denne status har det blot fået i kraft af at være genstand for betragtning, og den transcendentale refleksion kunne selv få denne status, dvs. kunne gøres til genstand for en transcendental refleksion og derved selv blive naturobjekt.

Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Husserl om videnskaben og videnskabelig metode[redigér | redigér wikikode]

Husserl taler om videnskabens almene eller ledende hensigtside, der er et ønske om absolut begrundet viden.

Hvis der skal være rimelighed i at påberåbe sig videnskabelighed, må man kunne gennemføre en absolut begrundelse. Dette gælder ikke bare dommene, den må tillige kunne berigtige den dømmende myndighed, dvs. sig selv. Dette indbefatter måden, hvormed man kommer fra én dom til den næste.

Metode

Videnskaben må definere sin metode og kunne begrunde dens klare og ubetvivlelige berettigelse, og den må nøjes med at slutte i henhold til denne definerede metode. Den må tillige kunne begrunde sin ubetvivlelige ret til overhovedet at gå strengt metodisk til værks. Inden for videnskabens egne rammer kræver grundsætningen principielt en begrundelse. I sin stræben efter absolut sikkerhed støder videnskaben på sin grund, som nødvendigvis går forud for videnskaben. Den må m.a.o. erkende sin egen grund i det førvidenskabelige, i den umiddelbare evidens, og erkende, at den udgår herfra.

Den førvidenskabelige situation

Men da det først er den påbegyndte videnskabelige praksis' ærinde at begrunde apodiktisk, må den førvidenskabelige situation være præget af en form for uudgrundelighed. Denne uudgrundelighed må dog for overhovedet at kunne afføde et videnskabsideal, dvs. en ide om at begrunde sig, kunne karakteriseres som et intuitivt – såkaldt primordialt – kendskab til verden. En radikal reduktion (tilbageførsel) til sin (dvs. den påbegyndte videnskabs) grund i det førvidenskabelige kræver ikke bare, at man ser bort fra alle sine selvbestaltede videnskabelige teser (begrundelser), men også at man lader al traditionens hævdvundne lærdom, dens teser, domme og forudsætninger, ude af betragtning. Går man til lærdommen skal denne under alle omstændigheder måles og vejes i forhold til sagen selv. Filosofiens primære opgave er derfor at gå til sagen selv. Det er altid sekundært at sammenstille sine selvopnåede resultater med de hævdvundne doktriner.

Naturlig og filosofisk indstilling

Men af den førvidenskabelige intuitive indsigt fremgår der ingen åbenbar, evident metodisk strategi. Den naturlige indstilling, som før blev beskrevet som subjektiv selverfaring, er netop også det før- eller ikke-metodiske, den i videnskabelig henseende uafklarede bedømmelse, der blander alting sammen. Filosofien er objektiv selverfaring. For Husserl kan overgangen mellem subjektiv og objektiv, dvs. filosofisk/videnskabeligt og naturlig selverfaring kun give anledning til formodninger. Den kan ikke begrundes, men er ikke desto mindre evident givet som en faktisk dobbelthed. For Husserl bliver denne dobbelthed, selve hans forudsætning, som han dyrker metodisk. Forskellen mellem naturlig og filosofisk indstilling viser sig i erfaringen af forskellen mellem evidens og apodiktisk evidens, der groft kan oversættes til forskellen imellem sikker viden og fuldstændig sikker viden.

"Vagtsom eller refleksiv enfold".

Fakticiteten, den indeholdte mening i en given intention, er givetvis kilde til mange fordomme, når det tænkende jeg begynder at bedømme, men i sig selv er den ikke nogen fordom. Med udgangspunkt heri er den første impuls i Husserls fænomenologiske forskning derfor at blive eller måske rettere genindtræde på den umiddelbare evidens' domæne og ikke overskride den grænse til ”bedømmelsernes rige”, der ville gøre evidensen til fordom, dommene fordomsfulde. Der er tale om en videnskabelig strategi, der bedst kan karakteriseres i paradoksale vendinger som ”anstrengt fordringsløshed” eller en lærd, vagtsom eller refleksiv enfold.

Evidensen skal anskues i flugten

Husserl modsætter sig således radikalt fristelsen til at bedømme evidensen, men blot til en begyndelse. Fænomenologiens første bestræbelse er en møjsommelig beskrivelse af evidensen, der kun lader sig gøre ved en radikal tilsidesættelse af fordringen om at bedømme. Det fænomenologiske alternativ hertil er altså en intention om fordringsløs, meditativ beskrivelse (deskription) og registrering af den umiddelbare evidens. Fænomenologien vil således i videnskaben eller filosofiens navn stække selve den videnskabelige/filosofiske vilje, bedrive filosofi ved at tilsidesætte eller ugyldiggøre filosofiens mest grundlæggende iboende intention: at erkende det sete. Den vil – for at blive i stand til at se – omgå erkendelsen eller minimere den til en blot ubetænkt, højst abstrakt og uvedkommende, fremtidig mulighed. Den fordringsløse, rent deskriptive meditation skal anskue den umiddelbare evidens i flugten, i sin flygtighed, men uden at gribe, for grebet er ensbetydende med tilintetgørelsen af den essentielle flygtighed i virkelighedens verden.

1913 – ”en absolut subjektiv videnskab”[redigér | redigér wikikode]

Omkring 1913 tager Husserl metodisk set en drejning, der er begrundet i ønsket om at etablere, hvad han kalder ”en absolut subjektiv videnskab”.

Udtrykket ”subjektiv videnskab” er i allerhøjeste grad paradoksalt, men der er ingen tvivl om, at der skal lægges vægt på ”videnskabelig”, og udtrykket kommer dermed til at betyde noget i retning af ”subjektiv objektivisering”. I virkeligheden er der tale om en videnskabelig strategi, der forfægter, hvad man snarest kunne betegne som et forsøg på den totale eller fuldbyrdede objektivisering. Husserl fremhæver selv, at den sande videnskabelige situation implicerer en radikaliseret, metodisk og kategorisk valgt Jeg-spaltning mellem naturlig og transcendental (dvs. videnskabelig/filosofisk) refleksion. Den fænomenologiske jeg-spaltning kan ses som en metodologisering eller en rationalisering af en naturlig eksistentiel dobbelthed. Det, der skal lægges i betegnelsen ”en absolut subjektiv videnskab”, er, at der må fastsættes en principiel og metodisk kontrollerbar (og dvs. metodisk defineret) sondring imellem det, der hører subjektiviteten til og det, der er objektiveret genstandsmæssighed.

Til grund for disse metodiske strategier, den tilstræbt subjektiverende såvel som den radikalt tilstræbt objektiverende, ligger som nævnt det grundlæggende videnskabelig problem, at noget, der giver sig til kende som evident, siden kan vise sig at have været illusion. Spørgsmålet er, hvordan man opnår en apodiktisk evidens, altså et første ubetvivleligt udgangspunkt.

Flere af Husserls tidligere elever brød sig ikke om denne udvikling i Husserls filosofi. F.eks. Hedwig Conrad-Martius mente, at Husserls transcendentale fænomenologi (efter 1913) var idealisme, og ikke kom til rette med det reales fænomen. Derfor udviklede hun sin egen teori, som hun benævnte "ontologisk fænomenologi" eller "realontologi", offentliggjort i Jahrbuch für Philosophie und phänomenologische Forschung.

Naturlig og transcendental refleksion[redigér | redigér wikikode]

Forskellen mellem naturlig og transcendental refleksion skal defineres i hht. deres respektive interesser og genstande. Den transcendentale refleksions interesse for den naturlige refleksion er kendetegnet ved en ikke-deltagelse eller desinteresse for sin genstands genstand. Men da den transcendentale refleksivitets genstand ikke kan defineres ved eller manifesterer sig som andet end sin intentionale optagethed (interesse), bliver det ganske klart, hvorfor Husserl her kræver skarpe og metodisk satte skel. Der er tale om en form for funktionsdifferentiering mellem middelbar og umiddelbar bevidsthed eller mellem videnskabsmand og menneske. Men pointen er, at den betragtende bevidsthed og den betragtede er numerisk identisk, dvs. at der hersker såvel temporal som lokativ identitet mellem forholdets poler, og det er det, der gør processen til en absolut subjektiv videnskab.

Epoché, tilbageholdenhed, "standsning"[redigér | redigér wikikode]

Han lader sig inspirere af Descartes metode ved at indføre en metodisk ugyldiggørelse, en såkaldt inhibition af den naturlige indstillings værenstro, en ”standsning”, som Husserl refererer til som epoché. Hos Descartes angår ugyldiggørelsen de sanseligt funderede værensbestemmelser. Når det således er væren, der reduceres, er det således også en ren kerne af væren, der bliver tilbage. Epoché er hos Husserl et varemærke for en ugyldiggørelse af væren som sådan og dermed af selve spørgsmålet om væren.

Herefter påbegynder Husserl sin ”transcendentalt-fænomenologisk” reducerede forskning. Han ønsker at skabe en ren refleksiv, anskuende og objektiviserende situation, der står i skarp kontrast til alt, hvad der er naturligt, dvs. blandingen, den refleksive natur eller naturlige refleksivitet. At foretage denne distinktion er netop det metodiske, det videnskabelige, det unaturlige.

Husserls udtryk epoché og transcendental-fænomenologisk reduktion er betegnelser for metodisk kontrollerede måder at gå til sagen – intentionaliteten – på. Selv om disse to begreber hænger snævert sammen, er de ikke identiske. ”Epoché” er varemærke for den metodiske ugyldiggørelse af væren, dvs. en betegnelse for noget rent ekskluderende. Denne ekskluderende funktion har netop til formål at muliggøre den transcendental-fænomenologiske reduktions alt-inkluderende anskuelsesposition.

Det, som foreligger som bevidsthedsindhold, ekskluderes altså først in toto som væren for følgelig at blive inkluderet in toto som rent erfaringsindhold.

Streng reduktion[redigér | redigér wikikode]

Husserls radikalitet byder ham en lige så streng reduktion som Descartes ”cogito”, men han kunne ikke som denne regne med en guddommelig garant for tiden og væren. Dermed mister begrebet væren enhver af de bestemmelser, der gør det meningsfuldt at bruge det. Husserl er ikke ude på at benægte væren. Begrebet kan blot ikke begrundes apodiktisk og kan derfor ikke klassificeres som et acceptabelt begreb i den transcendental-fænomenologisk reducerede erfaringssfære og må derfor falde for hans metodiske epoché.

Sondring mellem det reale og det imaginære[redigér | redigér wikikode]

Ser jeg en tohovedet drage for mig, må jeg naturligvis mene, at der er tale om en form for imaginær oplevelse, der ikke finder grundlag i en ydre genstand. Det samme gør sig gældende, når jeg forestiller jeg mig Niagara vandfaldet eller cirklens kvadratur. Den nuværende erfaring af papirblokken på mit bord regner jeg derimod med har en realt eksisterende genstand som basis. Jeg oplever således, at der er en helt grundlæggende forskel mellem disse to oplevelser. Dette kunne mennesket Husserl ikke finde på at bestride. Det er en del af subjektets umiddelbare evidens, dets førvidenskabelige menneskeligheds naturlige indstilling, at foretage en sondring mellem det reale og det imaginære.

Signitivt og intuitivt givne genstande, væsensskuen[redigér | redigér wikikode]

I Husserls begrebsverden er der tale om en forskel mellem signitivt og intuitivt givne genstande. Men for Husserl er denne forskel kun relevant som tilsynekomstmåder, der kan anskueliggøre intentionaliteten. Jeg udtænker eller overvejer ikke, om tingen er signitivt eller intuitivt givet, nej, sondringen hører snarere med til min intention. Selve opfattelsen, som gør sig gældende ved et henkastet blik på denne stol, er ikke en afgrænsende dømmen, men en intuitiv anskuelse af et væsen, en væsensskuen (ty. Wesensschau). Jeg definerer ikke realiteten af stolen, men stolens realitet er medment. Forskellen er netop givet for ethvert normalt tænkende menneske, men for videnskabsmanden Husserl er det ikke denne forskel, der er relevant. Senere i hans tænkning, hvor han er kommet til større metodisk afklaring, er det netop, fordi distinktionen mellem ”realt” og ”irrealt” er en væsentlighed i den naturlige indstilling – ligefrem væsentligt for den videnskabelige indstilling – at denne distinktion ikke er relevant.

Skellet mellem de to anskuelsesmodi naturlig og refleksiv[redigér | redigér wikikode]

Det er en vigtig pointe, at skellet mellem de to anskuelsesmodi, den naturlige indstilling og den refleksive, filosofiske situation netop er sat af den transcendentalt reflekterende. Skellets absolutte skarphed hos Husserl er netop det videnskabelige, det metodiske. Skellets strenghed skyldes ikke, at skel gør sig strengt gældende i naturen, men tværtimod at skel ikke gør sig strengt gældende i naturen. Netop derfor må filosofien sætte dem. I sig selv forekommer den strenge sondring ikke andre steder end som en strengt metodisk forsøgsopstilling. Det er en videnskabelig dyrkelse af en faktisk erfaring, en impuls, en form for rationalisering af en faktisk erfaret dobbelthed.

Intentionalitet, mening og genstand[redigér | redigér wikikode]

Med den transcendental-fænomenologiske sætten væren i parentes ønsker Husserl at nedbryde det traditionelle skel mellem subjekt og objekt. Husserls pointe er, at såvel hallucinationen som forestillingen og perceptionen indbefatter intentionale objekter, og at der under alle omstændigheder er tale om bevidsthedstranscendente objekter. Fra dette udgangspunkt viser der sig skel, der i modsætning til de traditionelle ifølge Husserl er både væsentlige og reelle.

Først og fremmest må man sondre mellem

  • selve meningsakten el. den intentionale akt og
  • meningsindholdet, formeningen, det intentionale fylde el. cogitatum.

Bevidstheden som akt, cogito/cogitatum[redigér | redigér wikikode]

Bevidstheden skal først og fremmest forstås som intentional, som akt. Men samtidigt er det som sagt et fundamentalt vilkår for denne akt, at den altid geråder i en verden, cogito bærer altid et cogitatum, en formening, bevidstheden nærer omgang med et indhold, og hvis subjektiviteten skal skrives ud i hht. denne dobbelttydighed, må den nødvendigvis beskrives som cogito-cogitatum (qua cogitatum). For så vidt som cogitatum´et udgør cogitoets præsente oplevelsesstrøm, er det naturligvis ikke urimeligt at kalde det et bevidsthedsindhold. Men denne status har cogitatum kun i kraft af at være den eneste præsente frem for alt muligt andet, som netop ved ikke at være bevidsthedsindhold i denne henseende er et intet.

Modpolen er ikke væren, men mening[redigér | redigér wikikode]

Hos Husserl er dette intet ikke kontrasteret væren, men mening. Når jeg ser kaffekoppen eller tænker på den anden puniske krig, så er disse emner ikke indhold på anden måde end ved at være de præsente konkretioner af eller i forholdet cogito-cogitatum (qua cogitatum). Husserl kan ikke gå med til at kalde dette indhold bevidsthedsimmanent, for det ville implicere, at man tillagde andet til begrebet subjektivitet end dette at være subjekt for den intentionale akt. Bevidstheden er lige præcis og ikke mere end det, der gør de bevidsthedstranscendente objekter transcendente.

Det fænomenologiske subjekt

Det fænomenologiske subjekt er en væren-i-verden, en væren-ude-ved-tingene, en udeståen-i-verden, en eksistens. Når der ikke gives sådan noget som et bevidsthedsimmanent indhold, er det, fordi der ikke gives sådan noget som bevidsthedsimmanens. Der er snarere tale om, at bevidstheden retter sig imod sin genstand gennem selve intentionalitetsakten. Meningen ”blå” i perceptionen af en skyfri himmel eller det ”rektangulære” i en perception af en lineal er ikke en eller anden ide, der bebor bevidstheden og heller ikke en sekundær kopi af den blåhed eller rektangularitet, der eksisterer i tingene udenfor mig. I den traditionelle empiristiske perceptionslære regnes f.eks. farver (f.eks. ”blåhed”) for en subjektiv og dermed sekundær egenskab, mens målelige egenskaber, der kan omsættes i et matematisk sprog, regnes for objektive og derfor primære. Naturvidenskabens verden er ikke farvet, den lugter ikke og smager ikke af noget, den udgør et matematisk forhold, der kan formaliseres. Men hvis man ophæver spørgsmålet angående realitet og dermed subjektet som container for en mængde af bevidsthedsimmanente ideer, så mister ”de objektive” egenskaber deres primat og følgelig deres absolutte objektivitet.

Aktbegrebet, den intentionelle akt

Det opgør, som Husserl tog med Mills som et forsøg på at sikre logikken en objektiv status, blev samtidig til en kraftig indikation af subjektiviteten. Poder man ”Logische Untersuchungen”s sondringerne imellem den reelle psykologiske, temporale bevidsthedsproces og det ideale indhold, der var forbundet hermed, på de efterfølgende bestemmelser af subjektivitet som intentionel, kan man i forbindelse med en given intentionel akt tale om

  1. intentionalitetsaktens reelle indhold, (selve den enestående psykologiske proces)
  2. aktens intentionale (ideale) indhold
  3. aktens intenderede genstand. Begrebet ”genstand” skal forstås som en modifikation af den intentionale akt og får deraf en helt særlig betydning.

Det, der sker, når aktbegrebet overtager substansbegrebet, er, at såvel bevidstheden som genstanden mister sit ontologiske primat. Det intentionale indhold kan yderligere betragtes ud fra to uløseligt forbundne aspekter:

  • den intentionale akts kvalitet, der betegner den specifikke modus, hvormed intenderede intenderes såsom dømmende, spørgende, perciperende, forestillende osv.
  • aktmaterien, der betegner det intentionale meningsindhold, som aktkvaliteten ”besjæler”

Processuel bevidsthedsstrøm[redigér | redigér wikikode]

"Intentionalitetsaktens reelle indhold"

Syntesen mellem aktkvalitet og aktmaterie, dvs. det intentionale indhold, kalder Husserl også den kvalificerede mening, betydningsintentionen eller den intentionale essens.
Begrebet essens skal her angive, at det intentionale indhold ikke skal forstås som andet end det essentielle, ideale centrum for en given formening. Det intentionale indholds særkende er, at det altid er perspektivisk forankret, dvs. eksklusivt forankret i netop ét perspektiv. Da aktmaterien ikke kan skilles konkret fra aktkvaliteten, sigtes der med begrebet "intentionalitetsaktens reelle indhold” i grunden ikke på andet end intentionalitetsaktens præsente engagement i en temporal og processuel bevidsthedsstrøm.

Begrebet "genstand"[redigér | redigér wikikode]

Begrebet ”genstand” skal også opfattes ud fra intentionalitetsbegrebet. Der er, hvad angår bevidstheden, ikke tale om nogen immanens. Alene af den grund kan der heller ikke være tale om et repræsentationelt indhold eller ”ideal kopi”, oplagret et eller andet sted. Husserl mener derimod, at enhver intentionelt givet genstand er erfaret ”præsentationelt” i sin egen originære, dvs. oprindelige givethed.

Verden-for-os

Vi er formedelst vores transcendentale intentionalitet ude ved tingene selv. Subjektiviteten er ikke noget informationslager. Først ved det intentionale subjekts initiativ overgiver verden sig til sin genstandsmæssighed, og den giver sig selv på den eneste måde, den kan: ”i sig” og ”tilkende”. Først sådan bliver den vores verden, dvs. verden-for-os. Den er til for os, fordi vi er ude i den i dens fulde konkretion og nærvær for at hente den. Verden er ikke en bog, der informerer om sig selv, men noget der i kraft af den subjektive opmærksomhed er blevet gjort til genstand for opmærksomhed.

"Genstand" som en uendelig række af variationer af perspektiviske, intentionelle meninger

Med denne bestemmelse i ryggen giver begrebet om subjektuafhængig objektivitet ingen mening, og begrebet genstand må derfor forklares anderledes, nemlig i sin egenskab af væren-genstand-for-intentionaliteten. Genstanden kan kun bestemmes ”qua cogitatum”, som min mening. Man kan rent abstrakt tænke sig genstanden som en identisk væren-i-sig, men det identiske sig-selv er principielt uudsigeligt. Vi kommer ikke identiteten bag den intentionale essens ”2+2” eller ”kvadratroden af 16” nærmere ved at kalde den ”4”, men vi erkender identiteten kaldet ”4” ved at kende den som 2+2”, ”kvadratroden af 16” og som ”4”, dvs. ved sin/dens? flersidighed og flertydighed.
Genstanden er m.a.o. altid perspektivisk intenderet. Samtidig er den ankerpunktet for sin egen udfoldelse i sin horisont. Og dermed betyder begrebet ”genstand” efter fænomenologisk opfattelse ikke andet end genstanden for en principielt uendelig række af variationer af perspektiviske, intentionelle meninger.

Identitet[redigér | redigér wikikode]

Indentitet som genstandsbegrebets grundlæggende præmis er netop først noget, der opstår (konstitueres) i samspillet mellem de enkelte subjektive oplevelsesforløb. Identiteten, det vi regner for noget objektivt, skal altså opfattes som intersubjektivitet. Genstanden er genstand for mig i kraft af, at jeg kan blive ved med at genfinde den i forskellige variationer, lige så mange gange jeg lyster. Og idet genstanden er præsentationelt til stede for mig, er dette ikke blot et forhold mellem x antal subjektive repræsentationer. Det er et samspil eller mellemværende mellem mig og verden, en svar-modtage situation. Genstanden svarer på det, jeg intenderer den som. Den kan bekræfte eller benægte min interesserede formodning.

Den intentionale situation som en samtale, man fører med verden

Den intentionale situation kan således forstås som en samtale, man fører med verden. Genstanden er genstand, for så vidt og så længe den giver sig selv igennem oplevelsesstrømmens perspektiviske variationer og herved bekræfter min forventning til den som genstand, og så længe den som genstand for min kvalificerede oplevelsesstrøm vedbliver at åbenbare sin skjulthed, sin bagside. Genstandens genstandsmæssighed konstitueres altså i kraft af sin foranderlighed og i kraft af sin uendelighed.
At sige at den verden, der åbner sig for os, altid er iklædt vores egen konstitutive ydelse, indeholder ingen benægtelse af en verden af bevidsthedsuafhængige genstande, men det betyder, at genstanden forstået som den mente identitet for alskens intentionale akter altid fremtræder som forment. Genstanden i sig selv kommer vi ikke nærmere end ved at sige, at den er en ide, en arketype, bag enhver intentionelt farvet (perspektivisk) tilgang.

Den tidsmæssige dimension[redigér | redigér wikikode]

Essens og horisont[redigér | redigér wikikode]

Forholdet mellem essens og horisont er ovenfor kun blevet beskrevet som et rumligt anliggende. Men som oplevelsesstrømmens præsente nærvær betegner det også en tidslig dimension.

Mening er således et resultat af et gensidigt temporalt konstitutionsforhold mellem den temporale essens, intentionen, og en horisont af retention (erindring) og protention (forventning).
Meningen i nuet

Når nutiden, det instantane øjeblik, tidspunktet, kan blive konstitueret, er det fordi den er sin fortids fremtid og sin fremtids fortid, dvs. sin tidshorisonts nære udgangspunkt. Fortiden resulterer i nutiden, den bliver i min nuværende erindring til den mening i nuet, hvorigennem det konstitueres. Nuet er essensens væren i temporalt henseende. Men nuet og med det genstanden konstitueres også i opfyldelsen af sin forventning. Ligesom kuglens centrum, mennesket eller træet fortaber sig i sin rumlige horisont, sit landskab, således fortaber den temporale væren sig i væren . Ethvert nu er uendelighedens konstituerende udgangspunkt, en væren-i-uendeligheden.

Grænsebegreberne intention, retention (erindring) og protention (forventning)[redigér | redigér wikikode]

Intention, retention og protention er grænsebegreber i en i grunden uopløselig sammenhæng, og det forholder sig ikke anderledes med disse grænsebegreber end med grænsebegreber i øvrigt: man kan ikke udpege dem positivt, men de er sine qua non for konstitueringen af helheden, meningen som sådan. Det er kun uden for helheden, at de udgør et intet. Benægter vi intentionen, fordi den ikke kan udpeges, fordi den fortaber sig i sin horisont, benægter vi selve fakticiteten, oplevelsesstrømmens evidente nærvær.

I fænomenologien betragtes verden og tilværelsen ikke udefra og ind som en udfyldt periferi, men indefra og ud som en udfoldet dvs. eksisterende essens. Intentionaliteten er først og fremmest en funktion, hvorved mennesket retter sig ud af sig selv, en funktion, der er mere grundlæggende end bedømmelsen af de genstande, som den retter sig imod.

Livsverdenen som essensens fortabelse i sin horisont[redigér | redigér wikikode]

Den udgør altså en funktionalitet, der går forud for rationaliteten forstået som kritisk, analytisk eller analyserende tanke og virker akkurat lige så uafhængigt heraf som åndedrættet og blodets cirkulation. Som sådan er intentionaliteten, essensens fortabelse i sin horisont, et helt grundlæggende livsprincip, som Edmund Husserl i sit senere forfatterskab finder det passende at kalde livsverden.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ En apodiktisk dom siger noget om hvad der nødvendigvis er tilfældet
  2. ^ "Det fraværendes fravær eller der-væren, indikerer et nærvær, et her." Denne passage kunne måske gøres lidt lettere forståelig?

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]