Chuck Berry: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
No edit summary
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
Linje 26: Linje 26:
Berry var blandt den første gruppe musikere, som optaget i [[Rock and Roll Hall of Fame]] ved åbningen i [[1986]]. Han modtog [[Kennedy Center Honors]] i [[2000]].
Berry var blandt den første gruppe musikere, som optaget i [[Rock and Roll Hall of Fame]] ved åbningen i [[1986]]. Han modtog [[Kennedy Center Honors]] i [[2000]].


Berry afgik ved døden den 18. marts 2017.
Berry afgik ved døden den 18. marts 2017, i en alder af 90 år.


== Oprindelse ==
== Oprindelse ==

Versionen fra 25. mar. 2017, 12:44

Chuck Berry
Chuck Berry i 2007.
Information
Født Charles Edward Anderson Berry
18. oktober 1926(1926-10-18)
St. Louis, Missouri, USA
St. Louis, Missouri, USA Rediger på Wikidata
Død 18. marts 2017 (90 år)
St. Charles, Missouri, USA Rediger på Wikidata
Genre Rock and roll
Beskæftigelse Musiker, sangskriver
Aktive år 1955–2017
Pladeselskab Chess, Mercury, Atco
Instrumenter
Guitar, vokal
Eksterne henvisninger
www.chuckberry.com
Chuck Berry, You can't catch me, 1956.

Charles Edward Anderson "Chuck" Berry (18. oktober 1926 – 18. marts 2017[1]) var en amerikansk guitarist, sanger og sangskriver. Han skrev store hits (evergreens) som "Maybellene" (1955), "Memphis, Tennessee", "Johnny B. Goode" (1958) (indspillet af utallige bands), "Sweet Little Sixteen" (indspillet af utallige bands), "Rock and Roll Music" (1957) og "Roll Over Beethoven" (1956) (kendt med The Beatles) samt den småvulgære "My Ding-A-Ling", og hans musik er stadig med til at inspirere musikere i dag.

Hans sceneoptræden var meget levende, og han er kendt for sin "duck walk", hvor han er langt bøjet ned i knæene, mens han går frem og tilbage over scenen, mens han spiller. Det så en del heldige danskerne, da han gav koncert i København i 1976. Ved den lejlighed måtte han i øvrigt lære den importede trio (fra Sverige) at spille i den rigtige takt, inden koncerten kom i gang.

Chuck Berry har haft stor indflydelse på rock and roll-musikken, hvor han var en af pionererne. Cub Koda skrev "Af alle de tidlige rock & roll kunstnere, har ingen været vigtigere for udviklingen af musikken end Chuck Berry. Han er dens bedste sangskriver, den primære udformer af dens instrumentelle stemme, en af dens bedste guitarister og en af dens bedste performere." [2]

Berry var blandt den første gruppe musikere, som optaget i Rock and Roll Hall of Fame ved åbningen i 1986. Han modtog Kennedy Center Honors i 2000.

Berry afgik ved døden den 18. marts 2017, i en alder af 90 år.

Oprindelse

Han blev født ind i en middelklasse afro-amerikansk familie i St. Louis, Missouri. Berry var interesseret i musik fra en tidlig alder og gav sin første offentlige optræden i Sumner High School. Mens han stadig var gymnasieelev blev han dømt for væbnet røveri og blev sendt til en opdragelsesanstalt, hvor han afsonede 1944-1947. Efter sin løsladelse, blev Berry gift og arbejdede på en bilfabrik. Berry hævdede på The Tonight Show at han primært blev påvirket af 1940'ernes swingkunstner Louis Jordan. "Den vigtigste fyr var Louis Jordan. Jeg ønskede at synge som Nat Cole, med sangtekster som Louis Jordan, med Bennie Goodmans swing, spille guitar som Charlie Christian, med Carl Hogans riffs, med Muddy Waters sjæl. " [3] I begyndelsen af 1953 begyndte Berry at optræde med Johnnie Johnson Trio. [4]. Han var påvirket af guitar og bluesmusikeren T-Bone Walkers 1}riffs og sceneoptræden. Hans gennembrud kom, da han rejste til Chicago i maj 1955, og mødte Muddy Waters, der foreslog han kontaktede Leonard Chess, af Chess Records. Med Chess indspillede han "Maybellene" - Berrys version af sangen "Ida Rød" -som solgte over en million eksemplarer, og nåede nummer et på Billboard magazine rytme og blues liste. Ved udgangen af ​​1950'erne, var Berry en etableret stjerne med adskillige hit og filmoptrædener og en lukrativ turnekarriere. Han havde også etableret sin egen St. Louis natklub, Berrys Club Bandstand. Men i januar 1962 blev han idømt tre års fængsel for at havde transporteret en 14-årig pige på tværs af statsgrænser i USA. [4] [5] [6]

Efter sin løsladelse i 1963 - efter at have afsonet 20 måneder af de tre år - fik [7] Berry flere hits i midten af 1960'erne, herunder {1"No Particular Place to Go", "You Never Can Tell" og "Nadine". I midten af ​​1970'erne, var han mere efterspurgt som en liveperformer og spillede sine gamle hits med lokale backup bands af varierende kvalitet. [4] I 1979 afsonede han 120 dage i fængsel for skatteunddragelse.

Berry var blandt de første musikere til at blive optaget i Rock and Roll Hall of Fame ved åbningen i 1986; han blev citeret for at have "lagdt grunden til ikke kun en rock and roll lyd, men en rock and roll holdning." [8] Berry indgår i flere af Rolling Stone magasinets "største af alle tid" lister; han var rangeret på en femte plads på 1984 udgaven af deres "The 100 Greatest Artists of All Time"[9] The Rock and Roll Hall of Fame 's 500 sange, der formede Rock and Roll omfatter tre af Berrys: "Johnny B. Goode", "Maybellene", og "Rock and Roll Music". [10] Berrys "Johnny B. Goode" er den eneste rock-and-roll sang inkluderet på Voyager Golden Record. [11]

Biografi og karriere

Tidlige liv og lærlingeuddannelse med Johnnie Johnson (1926-1954)

Født i St. Louis, Missouri, [12] var Berry det fjerde barn i en familie på seks. Han voksede op i nord St. Louis område kendt som The Ville, et område, hvor mange middelklasse folk levede dengang. Hans far, Henry, var en entreprenør og diakon af nærliggende baptistkirke; hans mor, Martha, var en statsautoriseret skoleleder. Hans opdragelse tillod ham at forfølge sin interesse for musik fra en tidlig alder. Han gav sin første offentlige optræden i 1941, mens han stadig en studerende på Sumner High School. [13]

I 1944, mens han stadig var studerende på Sumner High School, blev han arresteret for væbnet røveri mod tre butikker i Kansas City, Missouri, og derefter stjæle en bil under trussel om magtanvendelse med nogle venner. [14] [15] Berry version i hans selvbiografi var, at hans bil brød sammen og han prajede en forbipasserende bil og stjal den under trussel om magtanvendelse med en ufunktionelt pistol. [16] Han blev dømt og sendt til Intermediate reformatory for Unge Mænd i Algoa, nær Jefferson City, Missouri, [12] , hvor han dannede en sangkvartet og dyrkede boksning. [14] Sanggruppen blev kompetente nok til at myndighederne tillod gruppen at optræde uden for fængsel. [17] Berry blev løsladt på hans 21 års fødselsdag i 1947.

Berry blev gift med Themetta "Toddy" Suggs den 28. oktober, 1948, og hun fødte Darlin Ingrid Berry den 3. oktober 1950. [18] Berry forsørgede sin familie ved at tage forskelligt arbejde i St. Louis, arbejdede kortvarigt som fabriksarbejder på to bilsamlefabrikker og som en pedel i den udlejningsejendom, hvor han og hans kone boede. Senere uddannede han sig til kosmetolog på Poro College of Kosmetolog[19]. Han klarede sig godt nok til i 1950 at købe en "lille tre værelse murstenshus med et bad" på Whittier Street, [20] , som er nu opført som The Chuck Berry House på National Register of Historic Places. [21]

I begyndelsen af ​​1950'erne, arbejdede Berry med lokale bands i klubber i St. Louis for at tjene lidt ekstra. [19] Han havde spillet blues siden sine teenageår, og han lånte både guitarriffs og sceneoptræden fra blues musikeren T-Bone Walker. [22] Han tog også guitarlektioner hos hans ven Ira Harris, der lagde grunden til hans guitarstil. [23]

I begyndelsen af 1953 optrådte Berry med Johnnie Johnson 's trio og startede et langt samarbejde med pianisten. [24] Bandet spillede meste blues og ballader, men den mest populære musik blandt hvide i området var country. Berry skrev: "Nysgerrighed drev mig til at spille en masse af vores country ting for vores overvejende sorte publikum og nogle af vores sorte publikumer begyndte at hviske "Hvem er den sorte hillbilly på Cosmo?"Efter at de grinede af mig et par gange, begyndte de at efterspørge hillbilly ting og danse til det." [12]

Berrys speciell sceneoptræden, sammen med en blanding af country melodier og R & B sange, sunget i stil med Nat King Cole sat til musik af Muddy Waters, gav et bredere publikum, især velhavende hvide mennesker. [4] [25]

Kontrak med Chess: "Maybellene" til "Come On" (1955-1962)

Berry i en 1958 reklame foto

I maj 1955 Berry rejste til Chicago, hvor han mødte Muddy Waters, som foreslog ham at kontakte Leonard Chess, fra Chess Records. Berry troede hans blues musik ville være af større interesse for Chess, men til hans overraskelse var det en traditionel country violin melodi, "Ida Red", som var indspillet af Bob Wills, [26] , der fik Chess' opmærksomhed. Chess havde set rhythm and blues markedet skrumpe og forsøgte at bevæge sig ud over det. Han mente at Berry kunne være kunstneren der gjorde dette muligt. Den 21. maj 1955 indspillede Berry en tilpasset version af "Ida Red", under titlen "Maybellene", med Johnnie Johnson på klaver, Jerome Green (fra Bo Diddley 's band) på maracas, Jasper Thomas på trommer og Willie Dixon på bassen. "Maybellene" solgt over en million eksemplarer, og nåede nummer et på Billboard magazine rytme og blues diagram og nummer fem på dets "Best Sellers in Stores" liste den 10. september 1955. [12] [27]

Ved udgangen af juni 1956 nåede hans sang "Roll Over Beethoven" nummer 29 på Billboard ' s Top 100 liste, og Berry turnerede som en af "Top Acts of '56". Berry blev venner med Carl Perkins. Perkins sagde, at "jeg vidste, da jeg først hørte Chuck at han var blevet påvirket af country musik. Jeg respekterede hans musik, hans plader var meget, meget gode." Medens de turnerede, opdagede Perkins, at Berry ikke kun holdt af countrymusik, men han også kendte så mange sange, som han gjorde. Jimmie Rodgers var en af hans favoritter. "Chuck kendte hver Blue Yodel og de fleste af Bill Monroe 's sange godt", fortalte Perkins. "Han fortalte mig om, hvordan han var opvokset meget fattigt og opdraget meget strengt. Han havde et hårdt liv. Han var en god fyr. Jeg holdt virkelig af ham. " [28]

I slutningen af 1957, deltog Berry i Alan Freed 's "Biggest Show of Stars for 1957" og tournerede i USA med Everly Brothers, Buddy Holly, og andre. [29] Han var en gæst på ABC 's Guy Mitchell Show, sang sit hit sangen "Rock' n 'Roll Music". I periode 1957-1959, indspillede Berry over et dusin hitsingler, herunder US Top 10 hits som "School Days", "Rock and Roll Music", "Sweet Little Sixteen", og "Johnny B. Goode ". Han dukkede op i to tidlige rock-and-roll film: Rock Rock Rock (1956), hvor han sang: "You Can't Catch Me" og Go, Johnny, Go! (1959), hvor han spillede han sig selv og optrådte med "Johnny B. Goode", "Memphis, Tennessee", og "Lille Queenie". Hans optræden med "Sweet Little Sixteen" på Newport Jazz Festival i 1958 blev optaget til filmen Jazz on a Summer's Day. [30]

Ved udgangen af ​​1950'erne, Berry var en højt profileret etableret stjerne med flere hits og filmoptrædener, samt en lukrativ tournekarriere. Han havde åbnet en raceblandet natklub i St. Louis "Berry's Club Bandstand", og investeret i fast ejendom. [31] Men i december 1959 blev han arresteret under påstand om, at han havde haft samleje med en 14-årig servitrice, Janice Escalante, [32] som han havde transporteret på tværs af statsgrænser for at arbejde som gardarobepige i hans klub. [33] Efter en retsagen i marts 1960 blev han dømt, idømt en bøde $ 5000, og idømt fem års fængsel. [34] Han ankede afgørelsen og anførte, at dommerens kommentarer og holdning var racistiske og fordomsfuld imod ham og det havde præget juryen. Klagen blev stadfæstet, [5] [35] og en anden retssag afholdes i maj og juni 1961 [36] , som resulterede i en dom på tre års fængsel. [37] Efter endnu appel mislykkedes afsonede Berry halvandet år i fængsel, i perioden februar 1962 til oktober 1963. [38] Han havde fortsat pladeoptagelser og optrædener under retsagerne, men hans produktion var bremset, medens hans popularitet var faldet. Hans sidste single før han blev fængslet var "Come On". [39]

"Nadine" og skiftet til Mercury (1963-1969)

Berry og hans søster Lucy Ann (1965)

Da Berry blev løsladt fra fængslet i 1963, blev hans tilbagevenden til pladeindspilningerne og optræden gjort lettere af The British Invasion med grupper som især Beatles og Rolling Stones som gav fornyet interesse for hans musik ved at frigive coverversioner af hans sange, [40] [41]. Andre bands havde bearbejdet nogle af dem, såsom Beach Boys '1963 hit "Surfin' USA", som brugte melodien fra Berrys "Sweet Little Sixteen". [42] I 1964 og 1965 udgav Berry otte singler, herunder tre, der var en kommerciel succes, og nåede top 20 på Billboard 100: "No Particular Place to Go" (en humoristisk omarbejdning af "skoledage", om indførelse af sikkerhedsseler i biler ), [43] "You Never Can Tell", og den vuggende "Nadine". [44] Mellem 1966 og 1969 udgav Berry fem albums for Mercury Records, herunder hans første live album, Live at Fillmore Auditorium, hvor han blev bakket op af Steve Miller Band. [45] [46]

Mens dette ikke var en succesfuld periode for studiearbejde, [47] var Berry stadig en topsællert på koncertfronten. I maj 1964 havde han være på en vellykket turné i Storbritannien, [43] , men da han vendte tilbage i januar 1965 hans opførsel var uregelmæssig og humørsyg. Hans stil med at bruge uøvede lokale opbakningsbands og en streng uforhandelig kontrakt skabte ham et ry som en vanskelig og uspændende kunstner. [48] Han spillede også ved store begivenheder i Nordamerika, såsom Schaefer Music Festival, i New Yorks Central Park i juli 1969 og Toronto Rock and Roll Revival festival i oktober. [49]

Tilbage til Chess: »Min Ding-a-Ling" til Det Hvide Hus koncert (1970-1979)

Berry helped give life to a subculture ... Even "My Ding-a-Ling", a fourth-grade wee-wee joke that used to mortify true believers at college concerts, permitted a lot of twelve-year-olds new insight into the moribund concept of "dirty" when it hit the airwaves ...

Berry i 1973

Berry vendte tilbage til Chess fra 1970 til 1973. Der var ingen hit singler fra 1970 albummet Back Home, men i 1972 udgav Chess en live optagelse af "My Ding-a-Ling", en ny sang, som han havde indspillet i en anden version som "My Tambourine" på hans 1968 LP From St. Louie to Frisco. [51] Skæringen blev hans eneste nummer-ét single. En liveoptagelse af "Reelin' and Rockin'", udgivet som en opfølgningssingle i samme år, var hans sidste Top 40 hit i både USA og Storbritannien. Begge singler blev medtaget på den dels live dels studioalbum The London Chuck Berry Sessions (andre albums med "London sessioner" blev indspillet af Chess' faste grundpille af kunstnere Muddy Waters og Howlin 'Wolf). Berry anden periode hos Chess sluttede med 1975 albummet Chuck Berry , hvorefter han ikke indspillede studiealbum før Rock It for Atco Records i 1979, hvilket skulle blive hans sidste studiealbum i 38 år. [52]

I 1970'erne Berry turnerede på basis af ​​hans tidligere succeser. Han var på turne i mange år kun med hans Gibson guitar, overbevist om, at han kunne ansætte et band, der allerede kunne hans musik, uanset hvor han gik. Allmusic sagde, at i denne periode var hans "livekoncerter blevet mere og mere uberegnelig, ... arbejdede med frygtelige backinggrupper og afleverede sjuskede, ustemte forestillinger", som "plettet hans ry hos både yngre fans og oldtimers". [31] Blandt de mange orkesterledere som bakkede Berry op var Bruce Springsteen og Steve Miller som hver især lige var begyndt på deres karrierer. Springsteen bemærkede i dokumentarfilmen Hail!Hagl! Rock 'n' Roll, at Berry ikke gav bandet en sætliste og forventede at musikerne kunne følge ham efter hver guitar intro. Berry talte hverken til eller takkede bandet efter showet. Ikke desto mindre spillede Springsteen igen med Berry, da han optrådte ved koncerten for Rock and Roll Hall of Fame i 1995. På anmodning af Jimmy Carter, spillede Berry i Det Hvide Hus den 1. juni 1979. [46]

Berrys særlige stil med afregninger (ofte betalt kontant af lokale initiativtagere) gav skattevæsenet ammunition til beskyldninger om, at Berry havde unddraget at betale indkomstskat. Stillet over for et strafferetlig søgsmål for tredje gang, fik Berry til at erkendte sig skyldig for skatteunddragelse og han blev idømt fire måneders fængsel og 1000 timers samfundstjeneste - i form af velgørenhedskoncerter - i 1979. [53]

Sidste år på landevejen (1980-2017)

Berry optræder live i 1997

Berry fortsatte med at spille 70 til 100 enkeltkoncerter om året i 1980'erne, stadig solo og med et lokalt band til at bakke ham ved hver koncert. I 1986 lavede Taylor Hackford en dokumentarfilm, Hail!Hagl! Rock 'n' Roll af en festkoncert i anledning af Berrys tres års fødselsdag, arrangeret af Keith Richards. [54] Eric Clapton, Etta James, Julian Lennon, Robert Cray og Linda Ronstadt, blandt andre optrådte med Berry på scenen og i filmen. Under koncerten spilede Berry en Gibson ES-355, luksus versionen af ES-335, som han foretrak på sine 1970 turneer. Richards spillede en sort Fender Telecaster Custom, Cray en Fender Stratocaster og Clapton en [113]de (Gibson ES 350T) , den samme model, som Berry brugte på hans tidlige indspilninger. [55]

I slutningen af 1980'erne, Berry købte restauranten The Southern Air i Wentzville, Missouri. [56] I 1990 blev han sagsøgt af flere kvinder, der hævdede, at han havde installeret et videokamera på dametoilettet. Berry hævdede, at han havde installeret kameraet for at fange en ansat mistænkt for at stjæle fra restauranten på fersk gerning. Selvom hans skyld aldrig blev bevist i retten indgik Berry forlig i gruppesøgsmålet med 59 kvinder. Hans biograf, Bruce Pegg anslog, at det kostede Berry mere end 1,2 millioner $ plus advokatomkostninger. [57] I løbet af denne tid Berry begyndte at bruge Wayne T. Schöneberg som hans juridiske rådgiver. Efter en razzia blev Berry sigtet for besiddelse af marihuana og videoer fra dametoilettet. For at undgå sigtelser for krænkelse af børn på videoerne erklærede Berry skyldig i besiddelse af marihuana. Han fik en seksmåneders betinget fængsel og to års betinget prøvetid og blev beordret til at donere $ 5.000 til et lokalt hospital. [58]

I november 2000 blev Berry sagsøgt af hans tidligere pianist Johnnie Johnson, der hævdede, at han var med til skrev over 50 sange, herunder "No Particular Place to Go", "Sweet Little Sixteen" og "Roll Over Beethoven", som alene var krediteret Berry. Sagen blev afvist, da dommeren fastslog, at sagen var forældet. [59]

I 2008 Berry turnerede i Europa med stop i Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Holland, Irland, Schweiz, Polen og Spanien. I midten af 2008, spillede han på Virgin Festival i Baltimore, Maryland. [60] Under en koncert på nytårsdag 2011 i Chicago besvimede Berry af udmattelse og måtte hjælpes fra scenen. [61]

Berry boede i Ladue, Missouri, ca. 200 km vest for St. Louis. [62] Han optrådte en onsdag hver måned på Blueberry Hill, en restaurant og bar beliggende i Delmar Loop kvarter St. Louis, i perioden 1996-2014.

Berry annoncerede på hans 90 års fødselsdag, at hans første nye studiealbum siden Rock Det i 1979, med titlen Chuck, vil blive frigivet i 2017. [63] Hans første ny plade i 38 år, med hans børn, Charles Berry Jr. og Ingrid, på guitar og harmonika, med sange ", der dækker spektret fra drævende rock til sjælfulde tankevækkende tidskapsler af en livsværk" og dedikeret til hans kone gennem 68 år, Themetta Berry. [64]

Hans død.

Politiet i St. Charles County, Missouri, blev kaldt til Berry hus den 18. marts 2017, hvor han var bevidsløs. Berry blev erklæret død på stedet.[65] [66]

Eftermæle

While no individual can be said to have invented rock and roll, Chuck Berry comes the closest of any single figure to being the one who put all the essential pieces together. It was his particular genius to graft country & western guitar licks onto a rhythm & blues chassis in his very first single, "Maybellene".

Rock and Roll Hall of Fame[67]


En pioner inden for rock and roll. Berry havde en betydelig indflydelse på udviklingen af ​​både musik og holdningen til rockmusikken. Med sange som "Maybellene" (1955), "Roll Over Beethoven" (1956), "Rock and Roll Music" (1957) og "Johnny B. Goode" (1958) havde Berry forfinet og udviklet rhythm and blues de grundelementer, der gjorde rock and roll karakteristisk, med tekster der havde til formål at appellere til det tidlige teenage marked ved hjælp af grafiske og humoristiske beskrivelser af teenagedanse, hurtige biler, high school liv, og forbrugerkultur, [4] og bruge guitarsoloer og sceneoptræden der fik en stor indflydelse på al efterfølgende rockmusik. [68] Hans plader er en rig guldgrube af de væsentlige lyriske, sceniske og musikalske elementer af rock and roll. Ud over The Beatles og Rolling Stones, har en lang række betydelige populære-musik kunstnere indspillede Berry sange. [4] Selvom det ikke er teknisk gennemført, havde hans guitarstil en særlig karakter. Han indarbejdet elektroniske effekter for at efterligne lyden af bottleneck blues guitarister og trak på indflydelsen af guitarister såsom Carl Hogan, [69] og T-Bone Walker [4] til at producere en klar og spændende lyd, som mange senere guitarister vil anerkende som en indflydelse på deres egen stil. [58] Berrys scenoptræden har haft indflydelse på andre rockguitarister, [70] især hans etbenede hop rutine, [71] og "andegang", [72] som han først brugte som barn, når han gik "foroverbøjet med fuld bøjet knæ, men med min ryg og hoved lodret" under et bord for at hente en bold og hans familie fandt det underholdende. Han brugte det, da han "optrådte i New York for første gang, og nogle journalist navngav det Duck walk." [73] [74]

John Lennon sagde "hvis man skulle give rock 'n' roll et andet navn, kunne man kalde det 'Chuck Berry'" [2].

Referencer

  1. ^ Maja Lærke Maach (18. marts 2017). "Rock-legenden Chuck Berry er død". DR. Hentet 19. marts 2017.
  2. ^ a b Chuck Berry | AllMusic
  3. ^ Orvil Morris (januar 15, 2017), Chuck Berry – - Johnny Carson – Tonight Show – 1987, hentet februar 21, 2017{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  4. ^ a b c d e f g "Chuck Berry". Britannica Online Encyclopedia. Hentet februar 21, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  5. ^ a b "295 F.2d 192". ftp.resource.org. Arkiveret fra originalen oktober 13, 2010. Hentet juni 4, 2010. {{cite web}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  6. ^ Pegg (2003, s. 119–127)
  7. ^ Richard Cromelin (marts 18, 2017). "Chuck Berry dies at 90, a founding father of rock 'n' roll". Los Angeles Times.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  8. ^ "Chuck Berry". The Rock and Roll Hall of Fame and Museum.
  9. ^ "The Immortals: The First Fifty". Rolling Stone. No. 946. Arkiveret fra originalen juni 21, 2008. {{cite news}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  10. ^ "Experience the Music: One Hit Wonders and the Songs That Shaped Rock and Roll". Hentet december 15, 2012.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  11. ^ "Voyager Interstellar Mission: The Golden Record". Jet Propulsion Laboratory. Hentet juli 6, 2015.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  12. ^ a b c d "Chuck Berry". history-of-rock.com. Hentet juni 3, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  13. ^ Weinraub, Bernard (februar 23, 2003). "Sweet Tunes, Fast Beats and a Hard Edge". The New York Times. Hentet december 11, 2007. A significant moment in his early life was a musical performance in 1941 at Sumner High School, which had a middle-class black student body.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  14. ^ a b Weinraub, Bernard (februar 23, 2003). "Sweet Tunes, Fast Beats and a Hard Edge — Series". The New York Times. Hentet februar 18, 2010.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  15. ^ Gulla, Bob (2009). Guitar Gods: The 25 Players Who Made Rock History. ABC-CLIO. s. 32. ISBN 9780313358067. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  16. ^ Pegg (2003, s. 14)
  17. ^ Berry, Chuck. Den selvbiografi. (Side nødvendig.)
  18. ^ Early, Gerald Lyn (1998). Ain't but a Place: An Anthology of African American Writings About St. Louis. Missouri History Museum. s. 166. ISBN 9781883982287. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  19. ^ a b Pegg, pp. 20–22.
  20. ^ Tidlig, s. 179.
  21. ^ "News About Chuck Berry's House in Greater Ville, St. Louis, MO". outside.in. Hentet juni 16, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  22. ^ Cohn, Lawrence; Aldin, Mary Katherine; Bastin, Bruce (1993). Nothing but the Blues: The Music and the Musicians. Abbeville Press. s. 174. ISBN 978-1-55859-271-1.
  23. ^ "The Official Site of Chuck Berry". chuckberry.com. Hentet februar 18, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  24. ^ Wittenauer, Cheryl. "Chuck Berry Remembers Johnnie Johnson". firstcoastnews.com. Associated Press. Hentet juni 5, 2010.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  25. ^ "The Official Site of Chuck Berry". chuckberry.com. Hentet juni 6, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  26. ^ Leonard Chess interview i Pop Chronicles (1969)
  27. ^ "Chuck 1955–56". Die-rock-and-roll-ag.de. Hentet oktober 7, 2011.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  28. ^ Perkins, Carl; McGee, David (1996). Gå, Cat, Go! . Hyperion Press. pp. 215, 216. ISBN 0-7868-6073-1.
  29. ^ Schinder, Scott; Schwartz, Andy (2008). Icons of Rock. ABC-CLIO. s. 86. ISBN 9780313338465. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  30. ^ Denisoff, R. Serge; Romanowski, William D. (1991). Risky Business: Rock in Film. Transaction Publishers. s. 104. ISBN 9781412833370. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  31. ^ a b "Chuck Berry > Biography". AllMusic. Hentet februar 18, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  32. ^ "Chuck Berry goes on trial for the second time - Oct 28, 1961". History.com. Hentet marts 18, 2017.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  33. ^ "The Long, Colorful History of the Mann Act". NPR. Hentet februar 18, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  34. ^ Collis, John (oktober 30, 2002). Chuck Berry: The Biography. Aurum. s. 102. ISBN 9781854108739. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  35. ^ Higginbotham, Aloysius Leon (1998). Shades of Freedom: Racial Politics and Presumptions of the American Legal Process. Oxford University Press. s. 150. ISBN 978-0-19-512288-6.
  36. ^ Pegg, Bruce (2003). Brown Eyed Handsome Man: The Life and Hard Times of Chuck Berry. Routledge. s. 123-24, 129. ISBN 978-0-415-93748-1.
  37. ^ Pegg, Bruce. Brown Eyed Handsome Man: The Life and Hard Times of Chuck Berry. Routledge. 2003. s. 144-157, 161. ISBN 0-415-93751-5. Hentet juni 3, 2010.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  38. ^ Pegg, s. 161.
  39. ^ "Chuck Berry Collector's Guide – The Chess Era (1955–1966)". crlf.de. Hentet juni 3, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  40. ^ Pegg, s. 163.
  41. ^ Miles, Barry (2009). The British Invasion. Sterling Publishing Company, Inc. s. 20. ISBN 9781402769764. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  42. ^ Studwell, William Emmett; Lonergan, David F. (1999). The Classic Rock and Roll Reader: Rock Music from Its Beginnings to the Mid-1970s. Psychology Press. s. 81. ISBN 9780789001511. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  43. ^ a b Pegg, s. 168.
  44. ^ Pegg, Bruce. "Chuck+Berry"++No+Particular+Place+To+Go&cd=1#v=onepage&q="Chuck Berry" No Particular Place To Go&f=false Brown Eyed Handsome Man: The Life and Hard Times of Chuck Berry. Routledge. 2003. s. 262. ISBN 0-415-93751-5. Hentet marts 16, 2010. {{cite book}}: Tjek |url= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  45. ^ "Chuck Berry Collector's Guide – The Mercury Era (1966–1969)". crlf.de. Hentet maj 27, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  46. ^ a b Rock and Roll Hall of Fame. "Chuck Berry". rockhall.com. Hentet juni 2, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  47. ^ Cooper, B. Lee; Haney, Wayne S. (januar 1997). Rock Music in American Popular Culture II: More Rock 'n' Roll Resources. Harrington Park Press. s. 30. ISBN 9781560238775. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  48. ^ Pegg, Bruce (2003). Brown Eyed Handsome Man: The Life and Hard Times of Chuck Berry. Routledge. s. 173-174. ISBN 9780415937511. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  49. ^ Warner, Jay (2004). On This Day in Music History. Hal Leonard. ISBN 9781617743795. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  50. ^ Christgau, Robert (1988). "Chuck Berry". I Anthony DeCurtis and James Henke (eds.) (red.). The Rolling Stone Illustrated History of Rock & Roll: The Definitive History of the Most Important Artists and Their Music. New York: Random House. s. 60-66. ISBN 0-679-73728-6. {{cite book}}: |editor= har et generisk navn (hjælp)
  51. ^ Pegg, s. 184.
  52. ^ "Rock It Album Review, Songs, Ratings". starpulse.com. Hentet juni 2, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  53. ^ Jet. august 30, 1979. s. 61. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  54. ^ Hackford, Taylor (marts 16, 2007). "Rock'n'Roll Fireworks: Keith Richards and Chuck Berry Together on Stage". The Independent. London. Arkiveret fra originalen december 5, 2008. Hentet juni 6, 2010. {{cite news}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  55. ^ Weinraub, Bernard (februar 23, 2003). "Sweet Tunes, Fast Beats and a Hard Edge — Series". The New York Times. Hentet februar 18, 2010.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  56. ^ "Chuck Berry". history-of-rock.com. Hentet juni 3, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  57. ^ Weinraub, Bernard (februar 23, 2003). "Sweet Tunes, Fast Beats and a Hard Edge — Series". The New York Times. Hentet februar 18, 2010.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  58. ^ a b "Chuck Berry: Biography". Rolling Stone. Arkiveret fra originalen juli 14, 2008. Hentet marts 12, 2010. {{cite web}}: Ugyldig |deadurl=yes (hjælp); Ukendt parameter |deadurl= ignoreret (|url-status= foreslået) (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  59. ^ "Rock Pioneer Johnson Dies Aged 80". BBC News. april 14, 2005. Hentet november 27, 2007.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  60. ^ "Official Concert Schedule (2008)". Hentet august 11, 2008.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  61. ^ "Chuck Berry Recovering at Home from Exhaustion after Chicago Show". Chicago Tribune. januar 1, 2011.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
    Chuck Berry Felt Ill on Stage in Chicago 01.01.2011. YouTube. januar 1, 2011.{{cite AV media}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) Chuck Berry After Collapse in Chicago 01.01.2011 – On Stage Explaining What Happened. YouTube. januar 1, 2011.{{cite AV media}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  62. ^ "News Archive – October 2002". chuckberry.de. Hentet juni 6, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  63. ^ "Chuck Berry, 90, announces first album in 38 years". The Guardian. oktober 18, 2016. Hentet oktober 18, 2016.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  64. ^ Beck, Christina (oktober 31, 2016). "Chuck Berry to release new studio album at 90". The Christian Science Monitor: 8.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  65. ^ Schabner, Dean; Rothman, Michael (marts 18, 2017). "Legendary musician Chuck Berry dead at 90". ABC News. Hentet marts 18, 2017.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  66. ^ "Rock and roll legend Chuck Berry dies". BBC News. marts 18, 2017. Hentet marts 18, 2017.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  67. ^ "Chuck Berry Biography". Rock and Roll Hall of Fame. Hentet juni 2, 2010.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  68. ^ Campbell, M. (red.) 1,2,3) Populær musik i Amerika: Og Beat Goes On. 3. udg. Cengage Learning. pp. 168-169.
  69. ^ Miller, James (1999). Blomster i skraldespanden: The Rise of Rock and Roll, 1947-1977. Simon & Schuster. s. 104. ISBN 0-684-80873-0.
  70. ^ Wilkins, Jack; Rubie, Peter (2007). Essential Guitar. David & Charles. s. 68. ISBN 9780715327333. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  71. ^ Phillips, Mark; Chappell, Jon (maj 23, 2011). Guitar for Dummies. John Wiley & Sons. s. 1. ISBN 9781118054734. Hentet februar 6, 2014.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  72. ^ Gulla, s. 31.
  73. ^ Berry, Chuck (1988). The Autobiography. New York: Fireside, Simon & Schuster. ISBN 0-671-67159-6.
  74. ^ Chuck Berry biografi Arkiveret December 4, 2008, hos Wayback Machine på Thomson Gale

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Chuck_Berry&oldid=8982364"