The Beatles

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
The Beatles
The Beatles arrive at JFK Airport.jpg
The Beatles ankommer til USA i februar 1964
Information
Oprindelse Liverpool, England, Storbritannien
Genre(r) Rock, Pop
Aktive år 1960-1970
Pladeselskab Parlophone, Capitol, Apple, Polydor mf.
Associerede acts The Quarrymen, Plastic Ono Band
Hjemmeside www.thebeatles.com
Medlemmer
John Lennon
Paul McCartney
George Harrison
Ringo Starr
Tidligere medlemmer
Pete Best (1960-1962)
Stuart Sutcliffe (1960-1961)

The Beatles er en af de mest indflydelsesrige musikgrupper nogensinde. Udover at være en kommerciel kæmpesucces var gruppen også stilsættende, hvad angår design, markedsføring og rent musikalsk. Gruppen var fire drenge fra Liverpool, der både var venner, men også konkurrenter, der bestandigt forsøgte at overgå hinanden. Kernen i gruppen var komponisterne Lennon & McCartney, der sammen og hver for sig skrev en lang stribe hitsange, som næsten alle blev indspillet af gruppen selv. Det var John Lennon der fandt på at gruppen skulle hedde The Beatles.

Gang på gang op igennem deres karriere satte gruppen nye rekorder for, hvad der var opnåeligt indenfor populærmusikken. Gruppen blev i starten betragtet som et teenagefænomen med vildt hår og skrigende fans. Deres turnéer blev meget kaotiske pga. horder af fans som blokerede lufthavne og gader, når gruppen besøgte en by. 1963 til 1966, hvor gruppen stoppede sin turnevirksomhed, var højdepunktet i Beatlemania (Beatlegalskaben), som medierne døbte fænomenet.

The Beatles havde sit udgangspunkt i Mersey-beaten, med dens specielle rytme og lyd inspireret af sømændenes import af amerikanske soul-plader. Da gruppen flyttede til London for at indspille plader og derefter fik sit nationale og internationale gennembrud, blev de i høj grad eksponenter for British Invasion genren.

Fra udkants-og havnebyen Liverpool lykkedes det gruppen at erobre verden i bogstavelig forstand. Deres musik har gået sin sejrsgang verden over og influeret på, hvordan populærmusik fortolkes. Gruppen har leveret noget af den mest kopierede musik, der er skrevet. Heriblandt sangen "Yesterday", som af nogle anses for at være den mest kopierede sang nogensinde.

Gruppen var meget eksperimenterende i sit udtryk, men samtidig i stand til at gøre de mest rabiate nyskabelser acceptable inden for populærmusikken. Gruppen startede med rå beatmusik, for så at kombinere den hårde rock med bløde ballader, elektriske instrumenter med klassiske arrangementer, indiske instrumenter og båndklip spillet forlæns, baglæns og som tilfældigt sammenklippede lydfragmenter.

John Lennon
Ringo Starr
Paul McCartney
George Harrison

Medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Gruppen bestod fra den første pladeindspilning i 1962 til sin opløsning i 1970 af John (Winston) Lennon (guitar, klaver, mundharpe og vokal), (James) Paul McCartney (bas, klaver, guitar og vokal, på enkelte numre også trommer), George Harrison (guitar, sitar og vokal) og Ringo Starr (Richard Starkey) (trommer, bongotrommer, tamburin, maracas, håndklap og vokal).

Medlemmerne var som personer vidt forskellige, men fungerede som en meget dynamisk og kreativ enhed.

John Lennon[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: John Lennon

John Lennon var stifteren af gruppen og blev af mange betragtet som gruppens leder. Han var den mere poetiske og hans sange ses derefter; det er poesien frem for melodierne der dominerer, i modsætning til Paul McCartney. Han stod for nogle af de mest kendte Beatles sange som f.eks "Lucy in the Sky with Diamonds", "Norwegian Wood", "Come Together", "All You Need is Love", "Help", "A Hard Day's Night", "In My Life", "Strawberry Fields Forever" osv. Lennon var oprindeligt gruppens rytmeguitarist, men begyndte senere at spille leadguitar sammen med George Harrison.

Paul McCartney[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Paul McCartney

Paul McCartney var gruppens kønne ansigt og smukke stemme. Han spillede frem for alt bass men også guitar og trommer. Kompositorisk er han kendt for iørefaldende ballader som "Yesterday", "Hey Jude" og "Eleanor Rigby" og lange symfoniske skæringer som "The Long And Winding Road", men også for nogle af de hårdeste rocksange som "Helter Skelter". Desuden havde han en forkærlighed for den barokke humor, som han fx lader komme til udtryk i "Maxwell's Silver Hammer".

George Harrison[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: George Harrison

George Harrison var den eftertænksomme type, der blev religiøst vakt af mødet med hinduismen. Han var musikalsk meget åben og fik introduceret bl.a. indisk folkemusik som en del af lyduniverset hos The Beatles. I dag bliver han omtalt som den stille person i gruppen, dette er dog ikke sandt. Som komponist bidrog han bl.a. med "Here Comes the Sun", "Taxman" og "While My Guitar Gently Weeps". Han skrev langt færre sange end Lennon og McCartney gjorde. George Harrison spillede ofte leadguitar, hans stil var meget melodisk. Han brugte nu og da slide og var på mange måder stilskabende. Han havde også et musikalsk fællesskab med Eric Clapton.

Ringo Starr[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Ringo Starr

Ringo Starr (faktisk Richard Starkey, hans mange fingerringe gav ham navnet "Ringo") var den mindst udfarende som komponist, men havde dog en egen sang på næsten hvert album. Han havde dog ikke selv skrevet dem, bortset fra "Don´t Pass Me By" fra The White Album, og "Octopus`s Garden" fra Abbey Road; disse sange fik han en smule hjælp fra de andre til at skrive. Derudover skrev han i fællesskab med Lennon & McCartney "What Goes On" fra Rubber Soul. Han havde stor betydning i gruppen som den, der kunne få kamphanerne til at samarbejde.

Andre[redigér | redigér wikikode]

Ifølge mange iagttagere er produceren George Martin "den femte beatle", da hans arbejde med arrangementer og produktion var altafgørende for den høje kvalitet i gruppens udgivelser. Men ifølge George Martin selv var hans tilknytning til gruppen rent professionel.

I de tidlige år havde gruppen i en periode kunstmaleren Stuart Sutcliffe med på bas og Pete Best på trommer. Stuart Sutcliffe forlod gruppen i 1961 for at hellige sig malerkunsten og døde i 1962 som følge af en hjerneblødning. Stuart Sutcliffe var John Lennons nærmeste ven og de kendte hinanden fra Liverpool Art School (Liverpools kunst-skole)Daværende trommeslager Pete Best blev afskediget af gruppens manager Brian Epstein til fordel for Ringo Starr.

I gruppens sidste år hvor de udelukkende arbejdede i studier, var enkelte kendte musikere med på deres indspilninger (fx Eric Clapton og Billy Preston), men ingen af dem havde en fast tilknytning til gruppen. Heller ikke John Lennons anden kone Yoko Ono eller Paul McCartneys kone Linda McCartney havde nogen direkte andel i gruppen, skønt rygter vil vide at de begge forsøgte at præge gruppens arbejde.

Historie[redigér | redigér wikikode]

The Beatles (dannet marts 1960) tog sit udgangspunkt i John Lennons skifflegruppe "The Quarry Men" og sammen med Paul McCartney dannedes "The Silver Beatles" i 1958. McCartney tog en yngre skolekammerat ved navn George Harrison med og John Lennon sin kammerat Stuart Sutcliffe.

Gruppen havde en rimelig succes på Liverpools spillesteder, men gruppen søgte til Hamborg for at tjene penge ved at optræde på værtshuse i det berygtede Reeperbahn-kvarter. "Star Club" var gruppens favoritværtshus. Her stiftede de unge drenge bekendtskab med nogle af livets værste sider, bl.a. narkotika, som de anvendte for at klare de lange arbejdsdage på scenen. Gruppen returnerede til Storbritannien efter at George Harrison var blevet udvist fra Tyskland. Han var endnu ikke fyldt 18 og kunne derfor ikke få arbejdstilladelse.


Efter et kort ophold i Liverpool tog gruppen endnu en tur til Hamborg. Gruppen havde da fået en ny manager i form af Brian Epstein som ville have at deres stil blev lagt om og gruppen accepterede betingelserne. Han arbejdede i sin fars pladeforretning i Liverpool og havde gode kontakter inden for musikbranchen. Gruppen fik dels rutine og – efter råd fra Brian Epstein – samtidig med at de tjente ekstra penge. Under opholdet i Hamborg mødte de Klaus Voormann og Astrid Kirchherr, som efter sigende designede den berømte Beatles-frisure efter at gruppen havde været på en badetur.

En stor del af gruppens image var i de tidlige år: Frisuren, lædertøjet og de specielle støvler. Alle formet under deres ophold i Hamborg i 1962. Især det lange pagehår var en helt utrolig provokation i de tidlige 60'ere. De opførte sig også på en måde over for publikum som den gang var uhørt. De kunne faktisk stå og svine folk til uden at der var nogen der blev sure over det, fordi de gjorde det på så sjov en måde at folk nogen gange var færdig af grin.

De første pladeudgivelser var især baseret på singler. De to første singler var Love Me Do/P.S. I Love You, udgivet 5. oktober 1962, og Please Please Me/Ask Me Why, udgivet 11. januar 1963. Disse udgivelser blev så senere genudgivet bundtvis på LP-plader. Indspilningerne skete i et meget frugtbart samarbejde med produceren George Martin, der med sin baggrund som klassisk komponist kunne introducere Beatlerne til hele paletten af klassiske instrumenter. Der er ingen tvivl om, at George Martin har haft enorm indflydelse på gruppens tekniske og musikalske udvikling, selvom han ikke egentlig var en del af gruppen.

I løbet af årene 1962-1965 flyttede gruppen sig fra at være en ren rockgruppe (dengang kaldet beat), til at inddrage ballader (Yesterday) og symfoniske værker (Eleanor Rigby). Højdepunktet i Beatlemania nåedes i 1964, da der var Beatles-indspilninger på de første fem (og syv af de første ti) pladser på Billboard Magazines "Top Pop Singles Chart", en bedrift der endnu ikke er gentaget eller overgået. På hjemmefronten blev deres succes så stor, at Dronning Elizabeth II tildelte gruppens medlemmer ordenen MBE. Også her kom der stærke reaktioner i form af returnerede medaljer fra krigsveteraner.

I 1966 stoppede gruppen sin turnévirksomhed for at hellige sig studieproduktionerne. Og i årene fra 1966-1969 lavede de stadigt mere avancerede produktioner.

Albummet Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band blev en af de mest grænseoverskridende pladeudgivelser i 1960'erne. Pladen var et koncept, hvor helheden imellem musik, tekst og det grafiske layout på pladeomslaget blev integreret i ét sammenhængende udtryk.

The Beatles var utroligt dygtige til at placere sig i mediebilledet. De udnyttede alle de nye medier og muligheder til det yderste. De var i meget høj grad bevidste om deres PR-muligheder. Gruppen indspillede to spillefilm, A Hard Day's Night (1964) og Help! (1965). I samme periode lykkedes det gruppen at erobre det amerikanske marked på deres første turné og med deres anden turné at afholde en serie af koncerter med et næsten mytisk renommé (Hollywood Bowl og Shea Stadium). Gruppens første optræden på amerikansk TV i The Ed Sullivan Show blev set af ca. 100 millioner amerikanere, hvilket fortsat er et af de højeste antal seere nogensinde. Den konstante mediefokus og vægtningen af hver en udtalelse i medierne, medførte naturligvis også fejltrin. John Lennon kom for skade at sige at "gruppen var mere populær end Jesus". Dette medførte en voldsom reaktion i sydstaterne i USA, hvor gruppens musik blev forbudt på mange radiostationer, og der blev arrangeret afbrændinger af plader på store offentlige bål. Ironisk nok mindskede dette ikke gruppens popularitet, men medførte tværtimod, at gruppen blev kendt også blandt det mere voksne publikum.I 1967 optrådte The Beatles med deres nye sang komponeret af John Lennon ”All You Need Is Love” i tv-programmet Our World. Det var det allerførste globalt satellit-transmitterede tv-program, og det havde et publikum på 400 millioner i 26 forskellige lande. Denne globale distributionsform er genfødt langt senere i 2010 i Starbucks virale kampagne med den samme sang.

Den indbyrdes dynamik i gruppen betød også, at de fire musikere gradvist gled i hver sin retning. Hele deres karriere i 1960'erne var én lang udviklingsproces. I 1967 døde deres manager Brian Epstein og gruppen forsøgte først selv at styre både økonomi og – ikke mindst – hinanden. Gruppen tilbragte den tidlige del af 1968 i Rishikesh, Uttar Pradesh, Indien, hvor de studerede transcendental meditation hos Maharishi Mahesh Yogi.[1] I 1968 forsøgte de at oprette deres eget produktionsselskab Apple Records, der dels skulle varetage gruppens egne produktioner, men også fungere som katalysator for nye talenter. Kunstnerisk var det en succes, der kastede en del nye talenter frem på scenen bl.a. Mary Hopkin. Forretningsmæssigt var det en katastrofe og stærkt medvirkende til gruppens endelige opløsning i 1970 og en efterfølgende dramatisk retssag mellem McCartney på den ene side og de tre øvrige på den anden.

Opløsningstendenserne blev tydelige med gruppens dobbeltalbum The Beatles (også kaldet det hvide album) fra 1968. Her fungerede de fire beatler praktisk talt som hinandes studiemusikere. Den fælles linje var brudt. I starten af 1969 begyndte gruppen på projektet Let it be, hvor et filmhold fulgte gruppen under indspilninger af et nyt album. Desværre var projektet alt for sent ude. Filmen viser en gruppe i fuld opløsning, med skænderier og fuldstændig mangel på samarbejde. Meget tydeligt at John Lennon var mere interesseret i Yoko Ono end i The Beatles. En del af filmen var gruppens sidste offentlige optræden i form af en koncert på toppen af Apple-bygning i London. En koncert der var meget vellykket og hvor man ser hvor godt bandet spillede sammen. Desværre blev koncerten stoppet af Londons politi. Man ser fans under koncerten prøve at klatre op af husmure for at komme op til koncerten med The Beatles. Projektet med filmen og albummet blev lagt på hylden efter indspilningerne var afsluttet, pga. utilfredshed med resultatet. Ingen i projektet var nu i tvivl om, at The Beatles var et overstået kapitel. George Martin blev noget overrasket over igen at blive kontaktet af gruppen for at indspille endnu et album. Det lykkedes de fire at indspille et af de mest helstøbte og stærkeste album i gruppens karriere. I slutningen af 1969 kom albummet Abbey Road på gaden. Ganske symptomatisk hed det sidste nummer på pladen The End, også selvom det efterfulgtes af et lille humoristisk klip kaldet Her Majesty. Gruppen besluttede efter en tænkepause at lade produceren Phil Spector prøve at rette op på det sløje resultat fra indspilningerne af Let it be. Et lidt rodet album, men alligevel med klassikere som Let it Be og Across the Universe. Allerede i slutningen af 1969 havde John Lennon meddelt de 3 andre af The Beatles at han ville i gang med en solokarriere. I foråret 1970 blev The Beatles officielt opløst.

Der har konstant været rygter om, at The Beatles skulle gendannes. Men det har kun været løse rygter. Dog har der været et par optrædender, hvor det har været tæt på. Ringo Starr skrev en drillesang Early 1970, som handler om hans tre gamle venner. Omkvædet siger og når de kommer til byen, ved jeg, at de vil spille med mig, og i 1973 lykkedes det ham at få alle sine tre gamle venner med på den samme plade Ringo – dog ikke samtidig. På dens første skæring spillede Ringo Starr, John Lennon, George Harrison og Klaus Voormann sammen på Lennons ironiske og selvbiografiske nummer I'm the Greatest.

Efter mordet på John Lennon i 1980 var en egentlig genforening udelukket.

Til den store velgørenhedskoncert Live Aid i 1985 var der rent faktisk en aftale om at de tre beatler skulle optræde sammen, men Ringo Starr bakkede ud. Det blev derfor kun en solooptræden af en skuffet McCartney. I 1995 lavede beatlerne endnu et mediestunt, da de udgav det første album i trilogien The Beatles Anthology. Det viste sig, at Yoko Ono havde give de tre beatler et par demobånd med de to ikke tidligere udgivne sange Free as a Bird og Real Love. Begge numre var sange af John Lennon. Derudover blev sangen Now and Then overgivet til de tre beatler, dog uden at den blev færdiggjort. Sammen havde de arrangeret sangene og tilføjet deres egne stemmer og instrumentering. De to nye beatles-sange indgik i serien af gamle fraklip samlet af den officielle Beatles-biograf Mark Lewisohn. Lennnon & Mccartney vil nok for eftertiden fremstå som 1900 tallets helt store komponister sammen med Bob Dylan, Gershwin etc.

Udgivelser[redigér | redigér wikikode]

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Gruppens officielle album er:

Gruppens officielle singleudgivelser er:

Efter opløsningen udkom nogle opsamlingsalbum med originalt materiale:

Note: Past Masters skulle supplere de originale albummer med de numre der ikke var udkommet på et originalalbum, således at alle originale Beatles indspilninger nu kunne fås på CD. Albummene består af singler (A- og B-sider), en EP fra 1964, nogle tysksprogede versioner, single-udgaverne af "Get Back" og "Let It Be" og endelig den oprindelige udgave af "Across the Universe" med fuglefløjt.

Film[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

  • The Beatles : anthology / editorial team: Brian Roylance m.fl. 2000. 367 sider, illustreret. Forlag: Cassell. – ISBN 0-304-35605-0
  • Lewisohn, Mark: The complete Beatles chronicle. Paperback edition. 2000. 365 sider, illustreret. Forlag: Hamlyn. ISBN 0-600-60033-5
  • Lewisohn, Mark: EMI's the Complete Beatles Recording Sessions: The Official Story of the Abbey Road Years. Hamlyn. ISBN 0-600-55798-7
  • Krasker, Eric, Les Beatles – Enquête sur un mythe 1960-1962, Paris, Séguier, 2003. ISBN 2-84049-373-X
  • Krasker, Eric, The Beatles – Fact and Fiction 1960-1962, Paris, Séguier, 2009. ISBN 978-2-84049-523-9

Mere om Beatles


Se også[redigér | redigér wikikode]

Paul is Dead

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Miles, Barry (1998). Many Years from Now. side 397 Vintage-Random House. ISBN 0-7493-8658-4.