Shiretoko Nationalpark: Forskelle mellem versioner

UNESCO Verdensarvsområde ; Shiretoko Nationalpark
Type	natur
Kriterium	ix, x
Reference	1193
Region	Asien-Australasien
	v; d; r;

Shiretoko Nationalpark
Shiretoko Nationalpark
	知床国立公園
	IUCN kategori II (nationalpark)
	Parken set fra havet
	Shiretoko NationalparkShiretoko Nationalparks beliggenhed i Japan
Sted	Hokkaidō, Japan
Koordinater	44°06′N 145°11′Ø / 44.100°N 145.183°Ø
Areal	386,33 km2 (149,16 sq mi)*
Etableret	1. juni, 1964
UNESCO Verdensarvsområde ; Shiretoko Nationalpark
Type	natur
Kriterium	ix, x
Reference	1193
Region	Asien-Australasien
	v; d; r;

Gennemse historikken interaktivt

Gå til næste forskel →

Content deleted Content added

VisueltWikitekst

Inline

Versionen fra 27. jul. 2018, 17:46

Shiretoko National Park (知床国立公園, Shiretoko Kokuritsu Kōen) er en nationalpark der omfatter det meste af Shiretokohalvøen på den nordøstlige del af øen Hokkaidō i den nordlige del af Japan. Ordet "Shiretoko" er afledt af Ainu ordet "sir etok", der bertyder "stedet hvor jorden rager ud".

Halvøen og parken er et af de mest fjerntliggende steder i Japan og hovedparten af halvøen kan kun nås til fodss eller med båd. Parken er mest kendt for at huse Japans største population af bjørne og fordi man herfra kan se den omstridte ø Kunasjir, der eftere 2. verdenskrig har været besat af Rusland men kræves tilbage af Japan.

Parken har et varmt vandfald kaldet Kamuiwakkavandfaldet (Kamuiwakka-no-taki). Kamui wakka betyder "gudernes vand" på Ainu. Parkens skove er tempererede og subalpine blandede skove; De vigtigste træarter omfatter Sakhalingran (Abies sachalinensis), Kamtjatkabirk (Betula ermanii) og mongolsk eg (Quercus mongolica). ved skovgrænsen er der uigennemtrængelige krat med sibiriske Krybefyr (Pinus pumila).

Området blev 14 juli 2005 klassificeret som en verdensarv på UNESCOs verdensarvsliste på grund af dens unikke økosystem og for at beskytte truede arter. Området har endemiske og truede arter som Blakistons fiskeugle (Ketupa blakiston) og Viola kitamiana. ^[1]

Kilder og henvisninger

^ Om nationalparken på whc.unesco.org

[1] Om nationalparken på whc.unesco.org

[1]

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
 Halvøen og parken er et af de mest fjerntliggende steder i Japan og hovedparten af halvøen kan kun nås til fodss eller med båd. Parken er mest kendt for at huse Japans største population af [[bjørn]]e og fordi man herfra kan se den omstridte ø [[Kunasjir]], der eftere 2. verdenskrig har været besat af  [[Rusland]] men  kræves tilbage af  Japan.
+[[File:Waterfall of Kamuiwakka 02.JPG|thumb|left|upright|Kamuiwakkavandfaldet]]
 Parken har et varmt [[vandfald]] kaldet [[Kamuiwakkavandfaldet]]  (Kamuiwakka-no-taki). Kamui wakka betyder "gudernes vand" på Ainu. Parkens skove er [[tempereret|tempererede]] og [[Alpin (plantebælte)|subalpin]]e blandede skove; De vigtigste træarter omfatter [[Sakhalingran]] (''Abies sachalinensis''), [[Kamtjatkabirk]] (''Betula ermanii'') og [[mongolsk eg]] (''Quercus mongolica''). ved skovgrænsen er der uigennemtrængelige krat med  sibiriske [[Krybefyr]] (''Pinus pumila'').
-Området blev 14 juli 2005 klassificeret som en [[verdensarv]] på [[UNESCO]]s verdensarvsliste på grund af  dens unikke [[økosystem]] og for at beskytte truede arter. Området har [[endemisk]]e og truede arter som [[Blakistons fiskeugle]] (''Ketupa blakiston'')  og ''Viola kitamiana''.
+Området blev 14 juli 2005 klassificeret som en [[verdensarv]] på [[UNESCO]]s verdensarvsliste på grund af  dens unikke [[økosystem]] og for at beskytte truede arter. Området har [[endemisk]]e og truede arter som [[Blakistons fiskeugle]] (''Ketupa blakiston'')  og ''Viola kitamiana''. <ref>[https://whc.unesco.org/en/list/1193 Om nationalparken] på whc.unesco.org</ref>
 ==Kilder og henvisninger==
 {{Reflist}}