Straffeproces

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Straffeproces er den måde, som offentlige straffesager gennemføres på. Måden er fastlagt i et regelsæt, som samlet kan kaldes de straffeprocesuelle regler. I dansk ret står hovedparten af disse regler i retsplejelovens fjerde bog.

I en straffesag er der to parter. Anklagemyndigheden og gerningsmanden. Sidstnævnte betegnes forskelligt, alt efter tidspunktet for en eventuel straffesag. Betegnelsen "gerningsmand" kan dog altid benyttes. Såfremt politiet har eftersøgt gerningsmanden, kan man betegne vedkommende "eftersøgte". Er gerningsmanden sigtet for en lovovertrædelse, benævnes han "sigtede". Er han tiltalt, benævnes han "tiltalte". Er han dog mistænkt, men hverken sigtet eller tiltalt, kan han benævens "mistænkte". Når straffesagen er slut, benævnes han "dømte" eller "frifundne" alt efter sagen udfald.

Under en straffesag kan retten tage stilling til, om gerningsmanden skal betale penge til den person, som har været udsat for gerningsmandens kriminelle handling. Den person (offeret) benævnes forurettede. Gerningsmanden kan pålægges at betale forurettede en erstatning. Det kan fx være erstatning for forurettedes udgifter til psykologbehandling, tabte arbejdsfortjeneste og lignende. Er der tale om en seksualforbrydelse, en meget grov voldsforbrydelse eller en krænkelse af forurettedes fred eller ære, kan gerningsmanden også dømmes til at betale godtgørelse for den lidte tort til forurettede. Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 26. I alle disse tilfælde er der tale om, at forurettede beder retten tage stilling til et civilretligt krav under straffesagen. Et sådan krav kalder man derfor et adhæsionskrav.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.