Tyrkerdue

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Tyrkerdue
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Chordater)
Klasse Aves (Fugle)
Orden Columbiformes (Duefugle)
Familie Columbidae (Duer)
Slægt Streptopelia
Art S. decaocto
Videnskabeligt artsnavn
Streptopelia decaocto
Frivaldszky 1838
Hjælp til læsning af taksobokse
Streptopelia decaocto

Tyrkerduen (Streptopelia decaocto) er en slank lille due, der er udbredt i Europa og Asien samt introduceret til dele af Nordamerika og Australien.[1] Artens oprindelige udbredelsesområde menes at være Sydasien, men den har siden spredt sig via Tyrkiet til Europa.[2] Den ynglede første gang i 1950 i Danmark, hvor den nu er almindelig mange steder i nærheden af menneskelig bebyggelse.

I følge græsk mytologi skulle tyrkerduen være en forvandlet hårdtarbejdende tjenestepige, der klagede over sin ringe løn og bad om frigivelse. Lønnen var 18 (græsk: decaocto) pengestykker om året.[3]

Kendetegn

Tyrkerduen er lyst beigegrå eller sandfarvet med lang hale og forholdsvis smalle vinger med afrundet, mørke vingespidser. Den har et tydeligt sort, halvcirkelformet nakkebånd. Den er 31-34 cm lang og har et vingefang på mellem 48-56 cm. Tyrkerduen kan ikke forveksles med andre duearter, som er væsentlig større og mere buttede.

Dens stemme er en monoton kurren gu-kuu-gu, hvilket skulle have givet den artsnavnet decaocto, der betyder 18 på græsk og kan udtales som dens kurren.[4]

Indvandring til Danmark

Omkring 1930 begyndte tyrkerduen at vandre mod nordvest fra det sydøstlige Europa. Den var i 1938 nået til Østrig, i 1945 til Tyskland og i 1948 til Danmark. Der yngler 20-50.000 par i Danmark (år 2000).

Yngel

Tyrkerduen yngler mellem marts og november og får 3-4 kuld à 2 æg, som ruges i 14-18 dage. Ungerne er flyvefærdige efter 17 dage.

Jagt

Der er jagttid på tyrkerduen.

Noter

  1. ^ BirdLife International 2012. Streptopelia decaocto IUCN Red List of Threatened Species. Version 2013.2.
  2. ^ Bernt Løppenthin: Danske ynglefugle i fortid og nutid, side 335-337. Odense 1967
  3. ^ Svend Rønnest, J. Møller Hansen, M. Behnke Pedersen (2011): Systematiske fuglenavne. Dansk ordbog A-D. Arkiveret udgave fra 9. januar 2014.
  4. ^ Niels Blædel, Fugle nemme at kende, side 62. Rhodos 1980. ISBN 87-7496-753-3.

Kilder

Wikimedia Commons har medier relateret til:


FuglSpire
Denne artikel om fugle er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.