Græsk mytologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
De græske guder Zeus, Poseidon og Hades; guder for himmelen, havet og underverdnen
Byste af Zeus, gudernes konge i antik græsk mytologi. Skulpturen blev fundet i Otricoli i Italien og er i dag udstillet i Vatikanmuseet i Roma.

Græsk mytologi består af en række mytologiske historier, fra Oldtidens Grækenland. De omhandler deres guder og helte, hvordan verden fungerer og hvordan religionen er opstået. Moderne forskere refererer til myterne og studerer dem i et forsøg på at kaste lys over de gamle grækeres religiøse og politiske institutioner og for at få en forståelse for mytedannelsens natur.

Den græske mytologi består delvis af en stor samling af fortællinger som forklarer oprindelsen af verden, og livene og oplevelserne af vidt forskellige guder, gudinder, helter, heltinder og andre mytologiske væsener, og i kunst som vasemalerier. Fortællingerne blev oprindeligt fortalt fra mand til mand. I dag kendes de primært fra nedskrevne værker. De ældste kendte litterære kilder er de episke digte Iliaden og Odysseen af Homer, der fokuserer på begivenheder omkring den Trojanske krig. To digte af Homers næsten samtidige Hesiod Theogonien og Værker og dage, der indeholder optegnelser om verdens fødsel, arvefølgen af guddommelige herskere, rækkefølgen af menneskealdre, oprindelsen til menneskets skæbnen og oprindelsen til ofringer. Myterne er ligeledes kendt fra de Homeriske hymner, i fragmenter af episke digte af den Episke cyklus, i lyriske digte, fra tragedierne fra det 5. århundrede f.Kr., i tekster fra lærde og digtere fra den hellenistiske tid og fra forfattere fra Romerriget, som for eksempel Plutark og Pausanias.

De store udgravninger af mykenske og minoiske fund har hjulpet til at besvare mange af de spørgsmål, der har været stillet om Homers historier og har fremskaffet beviser på mange af detaljerne i myterne om guder og heroer. Græsk mytologi blev afbildet på kult(ur)genstande: Geometrisk dekoration på keramik fra det 8. århundrede f.Kr., som bl.a. viser scener fra den trojanske krig og Herakles' tolv arbejder. I de følgende arkaiske-, klassiske- og hellenistiske-perioder supplerer de homeriske og andre mytologiske scener de eksisterende litterære vidnesbyrd.[1]

Græsk mytologi har haft en omfattende indflydelse på den vestlige civilisations kultur, kunst og litteratur og vedbliver at være en del af vestlig arv og sprog: Den er en del af børnelærdommen. Digtere og kunstnere fra oldtiden har fundet inspiration deri, og de mytologiske temaer har givet relevans og vigtighed.[2]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Alle kulturer har sine egne myter. Begrebet mytologi er af græsk oprindelse og havde en specialiseret betydning i den græske kultur.

Det græske begrebet mythologia er sammensat af to mindre ord:

  • mythos (μῦθος) som i klassisk græsk betyder omtrent "mundtlig tale", "ord uden handling" (Aischylos: "ἔργῳ κοὐκέτι μύθῳ "fra ord til gerning"[3]) og, ved udvidelse, "en ritualiseret talehandling" som til en høvding ved et råd eller en poet eller en præst eller en fortælling (Aischylos: Ἀκούσει μῦθον ἐν βραχεῖ λόγῳ "Hele fortællingen du vil høre i kort tidsperiode".[4]
  • logos (λόγος) som i klassisk græsk står for: a) det (mundtlige eller skriftlige) udtrykket af tanker og b) muligheden for en person til at udtrykke deres tanker (indre logoer).[5]

Kilder til den græske mytologi[redigér | redigér wikikode]

Prometheus (1868 af Gustave Moreau). Myten om Prometheus blev først fortalt af Hesiod og lage så grundlaget for en tragisk trilogi af skuespil, muligvis af Aiskhylos; trilogien bestod af Prometeus bundet, Prometeus ubundet og Prometeus pyrforos.
Den romerske poet Virgil, her afbildet i et manuskript til Vergilius Romanus fra 400-tallet, tog vare på detaljer i græsk mytologi i mange af sine skrifter.

De græske myter som er kendt i dag kommer primært fra græsk litteratur. I tillæg til de skrevne kilder er der mytiske repræsentationer på visuelle media som stammer fra den geometriske periode (ca. 900-800 f.Kr.) og fremefter.[6]

Litterære kilder[redigér | redigér wikikode]

Mytologiske fortællinger spiller en vigtig rolle i næsten alle genre af græsk litteratur. Den eneste generelle mytografiske håndbog som overlevede fra den græsk antik var Bibliotheca som forsøger at samle de modstridende fortællinger fra poetene og giver en stor oversigt over traditionel græske mytologi og heroiske legender.[7]

Blandt de ældste litterære kilder er Homers to episke digte, Iliaden og Odysseen. Andre poeter fuldførte den "episke cyklus", men disse senere og mindre digte er nu næsten alle blevet tabt. Til trods for deres traditionelle navn, har homerske hymner ingen forbindelse med Homer. De er korhymner fra den tidligere del af den såkaldte lyrisk periode.[8] Hesiod som muligvis var samtidig med Homer, tilbyder i Theogonien ("gudenes oprindelse") den mest omfattende beretningen om de tidligste græske myter og tog sig af verdens skabelse, oprindelsen af guderne, titanerne og giganterne, samlet slægttræ, folkeeventyr og ætiologiske myter. Hesiod Værker og dage, en didaktisk digt om bondelivet, inkluderer også myterne om Prometheus, Pandora og Menneskets tider. Poeten giver råd om den bedste måde at klare sig i en farlig verden, der er blevet efterladt endnu farligere af dets guder. Lyriske poeter tager undertiden sine karakterer fra myter, men behandlingen bliver mindre fortællende og mere billedligt. Græske lyriske poeter, inkluder Pindaros, Bacchylides, Simonides, og hyrdepoeter som Teokritos og Bion giver individuelle mytologiske hændelser.[9] Derudover var myter centrale for klassisk athenske drama. De tragiske dramatikere Aischylos, Sofokles og Euripides hentede deres handlinger fra heltenes tidsalder og den trojanske krig. Mange af de store tragiske fortællinger (f.eks. Agamemnon og hans børn, Ødipus, Jason, Medea etc.) tog sin klassiske form i disse tragiske skuespil. Den komiske dramatiker Aristofanes brugte myter i Fuglene eller frøer.[10]

Historikerne Herodot og Diodorus Siculus og geograferne Pausanias og Strabo, som rejste rundt i den græske verden nedskrev de fortællinger, som de hørte, dette gav mange lokale myter, ofte lidt kendte og alternative versioner. Især Herodot ledte i de forskellige traditioner og fandet de historiske eller mytologiske rødder i konfrontationen mellem grækerne og østen.[11]

Poesien i de hellenistiske og romerske tidsaldere som var rolige litterært fremfor kultisk udøvelse, indeholdt alligevel mange vigtige detaljer, der ellers ville gå tabt. Denne kategori omfatter værker af:

  1. De hellenistiske poeter Apollonios Rhodios, Kallimachos, Pseudo-Eratosthenes og Parthenios.
  2. De romerske poeter Ovid, Statius, Valerius Flaccus og Virgil.
  3. De senantikke græske poeter Nonnos, Antoninus Liberalis og Kointos Smyrnaios.
  4. De antikke romaner af Apuleius, Petronius, Lollianus og Heliodor.

Fabulae og Astronomica af den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus er to vigtige, ikke poetisk kompendium af myter.

Endelig gav en række byzantinske græske forfattere vigtige detaljer om myter med kilder fra tabte græske værker, herunder leksikon af Hesykhios fra Alexandria og Suda og traktater til Johannes Tzetzes og Eustathios fra Thessalonike.

Arkæologiske kilder[redigér | redigér wikikode]

Opdagelsen af den mykenske civilisation af den tyske amatørarkæolog Heinrich Schliemann i det 19. århundrede og opdagelsen af minoiske kulturKreta af den britiske arkæolog Arthur Evans i 1900-tallet, hjalp til med at forklare mange af de spørgsmål om Homers epos og gav arkæologiske beviser for mange af de mytologiske detaljer om guder og helte. Desværre er beviserne om myter og ritualer ved mykenske og Minoan steder helt monumental, da Linear B-skrifttypen, en antik form for græsk i både Kreta og i Hellas, primært blev brugt til at skrive lister over lagrer, selv om navnene på guderne og helte med tvivl er blevet afsløret.

Geometriske mønstre på keramik fra 700-tallet f.Kr. skildrer scener fra den trojanske cyklus samt Herakles oplevelser. Disse visuelle repræsentationer af myter er vigtig af to grunde. På den ene side, bliver mange græske myter bekræftet på vaser tidligere end i litterære kilder. Af de tolv arbejder af Herakles, er den eneste opgave Kerberos som første gang optræder i tekster.[12] På den anden side dukker de første kendte repræsentationer af en myte i geometrisk kunst op flere hundrede år før den sene arkaiske poesi. I den arkaiske (ca. 750-500 f.Kr.), klassisk (ca. 480-323 f.Kr.) og hellenistiske perioder, ser det ud til at homeriske og forskellige andre mytologiske scener dukker op for at supplere eksisterende litterære beviser.

Myternes historie[redigér | redigér wikikode]

Grækernes mytologiske struktur forandrede sig gennem tiden for at absorbere de ændringer der var i deres egen kultur. De tidligere indbyggere på Balkanhalvøen var et jordbrugsfolk, som til skriver alle aspekter af naturen, en ond ånd. Til slut tog disse vage ånder menneskelig form og trådte ind i den lokale mytologi som guder og gudinder. Da stammer fra nord invaderede, bragte de med sig et nyt sæt guder baseret på erobring, styrke, mod i kamp og voldelig heltemod. Andre ældre guder i jordbrugsverden blandede sig med dem til de magtfulde invaderende folk eller blev ubetydelig.

Efter midten af den arkaiske periode blev myter om kærlighedsforhold mellem mandlige guder og mandlige helte mere og mere almindeligt, hvilket indikerer en parallel udvikling af pædagogisk pæderasti (Eros paidikos, παιδικός ἔρως), som antages at have været indført omkring 630 f.Kr . Ved udgangen af 400-tallet f.Kr. havde poeterne tillagt mindst en eromenos til alle vigtige guder undtagen Ares og til mange legendariske figurer.[13] Tidligere eksisterende myter som den om Achilles og Patroklos, blev også set i en pederastisk synsvinkel.[14] Alexandrinske poeter til at begynde med og senere mytografer i det tidlige romerske imperium tog generelt fortællinger med figurer i græske myter op på måder, der ikke afspejler den tidligere faktisk tro. Mange af de mest populære versioner af disse myter vi har i dag var faktisk fra disse opfindsomme genfortællinger, der kan skygge for den arkaiske tro.

Episk poesi opnår at skabe fortællings-cyklusser og som følge, at udvikle en ny forståelse af mytologiske kronologi. Dermed folder græsk mytologi sig ud som en fase i udviklingen af verden og mennesket.[15] Mens selvmodsigelser i fortællingerne gør en absolut tidslinje umulig, kan en omtrentlig kronologi sættes op. Den mytologiske verdenshistorie kan deles ind i tre eller fire bredere perioder:

  1. Oprindelsesmyterne eller gudernes tidsalder (Theogonies, "gudernes fødsel"): Fortællinger om oprindelsen af verden, guderne og mennesket.
  2. Tiden da guderne og dødelige blandede sig frit: Fortællinger fra tidlig samhandling mellem guder halvguder og dødelige.
  3. Heltenes tidsalder, hvor guddommelig aktivitet var mere begrenset. Den sidste og største af disse heltesagaer er fortællingerne om trojanerkrigen og bagefter, regnet af nogen forskere som en separat fjerde periode.[16]

Mens gudernes tidsalder ofte har været viet mere interesse blandt samtidige studenter af myter, havde de græske forfattere i de arkaiske og klassiskse perioder en klar præference for heltenes tidsalder. De heroiske Iliaden og Odysseen overskygget de guddommelig fokuserede Tegoni og homeriske hymner i både størrelse og popularitet. Under indflydelse af Homer førte "heltekulten" til en omstrukturering i det åndelige liv, udtrykt i adskillelsen af riget til guderne fra riget til de døde (helte), af Olympen fra den ktoniske verden.[17]

I Værker og dage sætter Hesiod fire tidsaldre op: guld-, sølv-, bronze- og jernalderen. Disse tider består af adskilte gudeskabninger, den gyldne tidsalder tilhører styret af Kronos, de efterfølgende slægter er skabt af Zeus. Hesiod sætter tiden til helte lige efter bronzealderen. Den sidste tidsalder var jernalderen som poeten selv levede i. Hesiod regnede den som den værste af alle tider, det ondes tilstedeværelse som blev forklart gennem myten om Pandora[18] I Metamorfoser fulgte Ovid Hesiods tanker om de fire tidsaldre.[19]

Gudernes tidsalder[redigér | redigér wikikode]

Verdens og gudernes oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Amor omnia vincit (Kærlighed overvinder alt), en skildring af kærlighedsguden, Eros, af Michelangelo Merisi da Caravaggio, ca. 1600.

Oprindelsesmyter eller skabelsesmyter repræsenterer et forsøg på at gøre universet forståelig i menneskelige begreber og forklare universets oprindelse.[20] Det mest accepteret beretning om tingenes begyndelse er den der blev nedskrevet i Hesiods Theogonien starter med Chaos, et gabende ingenting. Ud af tomheden opstået Ge eller Gaia (jorden) og nogen andre primære guddomme: Eros (kærlighed), Tartaros (underverdenens fængsel), Nyx (natten) og Erebos (underverdenen).[21]

Uden mandlig assistance fødte Gaia Uranus (himlen), som derefter kunne befrugtet hende. Fra deres forening kom de første titanerne: seks mandlige og seks kvindelige. Disse var Okeanos, Koios, Krios, Hyperion, Iapetos, Theia, Rhea, Themis, Mnemosyne, Foibe, Tethys og Kronos. Efter Kronos fødsel erklærede Gaia og Uranus at ikke flere titanerne skulle fødes. Derefter fik Gaia og Uranus de enøjede kykloperne og de hundredearmede, der begge blev kastet i Tartaros af Uranus, dette gjorde Gaia rasende. Kronos, "den snu, yngste og mest forfærdelige af Gaias børn"[21] blev overbevist af Gaia til at kastrere sin far. Han gjorde dette, og blev hersker over titanerne med sin søsterkone Rhea som hans gemalinde, og de ​​andre titaner blev hans hof.

En Amfora der afbilder Athene bliver "genfødt" fra hovedet af Zeus, som havde slugt hendes mor, Metis, gudinden for fødsel. ca 550-525 f.Kr. (Musée du Louvre, Paris).

Dette motiv af far-mod-søn konflikt blev gentaget, da Kronos blev konfronteret af sin søn, Zeus. Fordi Kronos havde forrådt sin far, frygtede han, at hans afkom ville gøre det samme, og så hver gang Rhea fødte, tog han barnet og spiste det. Rhea hadede dette og narret ham ved at skjule Zeus og pakke en sten ind i et barns tæppe, som Kronos spiste. Da Zeus var voksen, gav han Kronos en drink, som fik ham til at kaste op, og han kaster Rheas øvrige børn og stenen op, som havde siddet i Kronos mave hele tiden. Derefter udfordrede Zeus, Kronos til krig om kongedømmet af guderne. Med hjælp fra kykloperne, som Zeus befriet fra Tartaros sejret Zeus og hans søskende til slut, mens Kronos og titanerne blev kastet ned i fængsel i Tartaros. [22]

Zeus var plaget af den samme bekymring og efter en profeti, at et barn af hans første kone, Metis, ville føde en gud "større end han" - slugte Zeus hende.[23] Hun var allerede gravid med Athene og hun brød frem fra hans hoved - fuldvoksne og klædt på til krig.[24]

Den tidligste græske tanke om poesi betragtes Theogonien som prototypen på den poetiske genre, den prototypiske mythos (myte), og lagde næsten magisk magt i den. Orfeus, den arketypiske poet, var også den arketypiske sanger af theogonier som han brugte til at berolige havet og storme i Apollonios Rhodios' Argonautika og til at bevæge stenhjerter blandt underverdenens guder i sin færd til Hades. Da Hermes opfandt lyren i de Homeriske hymner til Hermes, er det første han gør at synge gudernes fødsel.[25]

Hesiods Theogonien er ikke bare den mest fuldstændige overlevende beretningen om guderne, men også den mest fuldstændige bevaret beretningen om den arkaiske poet funktion med sin lange indledende påkaldelse af Muserne. Theogonien var også temaet for mange tabte digt, inkluderet de som tillægges Orfeus, Musaios, Epimenides, Abaris og andre legendariske seere som blev brugt i private ritualer for at blive rene og mystiske ritualer. Der er indikationer på at Platon var bekendt med nogle versioner af orfeiske theogoni.[26]

Enkelte fragmenter af disse værker overleve i citater af neoplatonistiske filosoffer og nyligt udgravede papyrus-ruller. En af disse skriftruller, Derveni-papyrusen beviser nu at senest i 400-tallet f.Kr. eksisterede et theogonisk-kosmogonisk digte af Orfeus. Dette digt forsøger at overgå Hesiod Theogonieb og stamtræ af guderne blev forlænget bagud med Nyx (natten) som en endelig begyndelse før Uranos, Kronos og Zeus.[27]

Det første filosofiske kosmologer reagerede imod, eller nogle gange bygget på, var populære mytologiske forestillinger, som havde eksisteret i den græske verden i et stykke tid. Nogle af disse populære opfattelser kan mærkes i poesi af Homer og Hesiod. Hos Homer blev jorden set på som en flad tallerken som flyder på floden Okeanos og med en hemisferisk himmel med sol, måne og stjerne over. Solen (Helios) kørte over himlen i en stridsvogn og sejlede rundt om jorden i en en gylden skål om natten. Solen, jorden, himlen, floder og vindene kunne tales til i bøn og påkaldes at vidne eder. Naturlige sprækker blev i folkemunde betragtet som indgange til det underjordiske hus Hades og hans forgængere, hjemsted for de døde.[28] Påvirkninger fra andre kulturer altid gav nye temaer.

Græske guder[redigér | redigér wikikode]

Zeus, forklædt som en svane, forfører Leda, dronningen af Sparta. En sekstende århundrede kopi af den tabte original ved Michelangelo.
De tolv olymperne af Monsiau, sent i 1700-tallet.

Efter Titanerne fald opstået en ny panteon af guder og gudinder. Blandt de vigtigste græske guder var Olympians som levede på bjerget Olympen under Zeus tilsyn. Deres begrænsning til tolv synes at have været en forholdsvis moderne idé.[29] Ud over de Olympiske guder tilbad grækerne mange forskellige guder på landet, Pan, nymfer (flodånder), Najader der boede i kilderne, dryader der levede i træerne, Nereider der boede i havet, flodguder, Satyrs og andre. Derudover var der de mørke kræfter fra underverdenen, der var Erinyer (eller furies) der siges at forfølge de skyldige i forbrydelser mod blod-slægtninge.[30] For at ære den antikke græske gudeverden, komponere digtere de homeriske hymner, en gruppe af treogtredive sange.[31] Gregory Nagy betragtelse "de større Homeriske hymner er enkle præludier (i forhold til Theogonien), som hver især påberåber sig en gud ".[32]

I den brede vifte af myter og legender, der udgør den græske mytologi, er det de oprindelige guder, der er beskrevet som kødelige, men ideelle organer. Ifølge Walter Burkert, er det afgørende kendetegn ved græsk antropomorfisme, at "de græske guder er personer, ikke abstrakte ideer eller koncepter." [33] De gamle græske guder har mange fantastiske kvaliteter, den mest betydningsfulde er, at guderne ikke berøres af sygdom og kan blive kun såret under meget usædvanlige omstændigheder. Grækerne betragtede udødelighed som karakteristisk træk ved deres guder; denne udødelighed, samt evige ungdom blev sikret gennem løbende brug af nektar og ambrosia, der fornyede deres guddommelige blod i årerne.[34]


Hver gud nedstammede fra sin egen slægtlinje, forfølger forskellige interesser, har et bestemt område af ekspertise, og er underlagt en unik personlighed; dog opstå disse beskrivelser fra en mangfoldighed af lokale varianter, som ikke altid er stemtoverenest med hinanden. Når disse guder blev kaldt på i poesi, bøn eller kulter, bliver de henvist til ved en kombination af deres navn og epiteter, der identificerer dem ved forskelligt fra andre manifestationer af sig selv. Apollon Musagetes er som "Apollo, leder af Muserne". Epiteterne kan alternativt identificere en bestemt og lokaliseret aspekt af guden, der menes at være gammel allerede i den klassiske epoke i Hellas.

De fleste guder blev assorteret med specifikke aspekter af livet. Afrodite var eksempelvis gudinde for kærlighed og skønhed, Ares var krigsguden, Hades hersker over underverdenen, og Athene var gudinde for visdom og mod.[35] Nogle guder, som Apollo og Dionysos, afslørede komplekse personligheder og en blanding af funktioner, mens andre, som Hestia ("hjerte"), og Helios ("solen"), var lidt mere end personificering. De mest imponerende templer havde en tendens til at være dedikeret til et begrænset antal guder, som var i fokus hos de store hellenske kulter. Det var dog almindeligt, at de enkelte regioner og landsbyer koncentrere sig om mindre guder. Mange byer ærerede de mere kendte guder med usædvanlige lokale ritualer og tilhørende mærkelige myter om dem, som var ukendte andre steder. Under den heroiske tidsalder, supplere dyrkelsen af helte (eller halvguder) gudernes.

Gudernes og menneskernes tidsalder[redigér | redigér wikikode]

Brylluppet af Peleus og Thetis, af Hans Rottenhammer.

Den tidsalder, hvor guderne boede alene og den tidsalder, hvor guddommelig indblanding i menneskets affærer var begrænset, var en overgangs-tidsalder, hvor guder og dødelige flyttede sammen. Det var i de tidlige dage af verden, da grupperne blandede sig mere frit, end de gjorde senere. De fleste af disse historier blev senere fortalt af Ovids Metamorfoser og de ​​er ofte opdelt i to temagrupper:. fortællinger om kærlighed og historier om straf[36]

Fortællingerne om kærlighed involverer ofte incest, forførelse eller voldtægt af en dødelig kvinde af en mandlig gud, hvilket resulterer i heroisk afkom. Historierne tyder generelt på, at forholdet mellem guder og dødelige er noget at undgå; selv samtykkende forhold ender sjældent lykkeligt.[37] I nogle få tilfælde, finder en kvindelig gud sammen med en dødeligt mand, som i homeriske Hymne til Afrodite , hvor gudinden ligger hos Anchises for at undfange Æneas.[38] Ægteskabet mellem Peleus og Thetis som frembragte helten Akilles er en anden sådan myte.

Fortællingerne om straf involveret brugen eller opfindelsen af nogle vigtige kulturelle genstande som eksempelvis da Prometheus stjal ilden fra guderne, Tantalos stjal nektar og ambrosia fra Zeus' bord og gav det til sine egne undersotter og afslører gudernes hemmeligheder, Prometeus eller Lykaon opfandt offeret, Demeter lærte om landbrug og mysterierne af Triptolemos eller da Marsyas opfandt aulos og startet en musikalsk konkurrence med Apollon. Oplevelsen af Prometheus mærker "et sted mellem guder og menneskets historie."[39]

Et anonymt papyrusfragment dateret til 200-tallet f.Kr. fremstiller på farverige vis Dionysos' straf af Lykurgos, konge af Thrakien, der havde anerkendt den nye gud for sent, hvilket resulterede grusomme straffe som strakte sig til efterlivet.[40] Fortællingen om Dionysos' ankomst i Thrakien for at etablere sin kult var også temaet i Aischylos' dramatiske trilogi.[41] I en anden tragedie, Euripides' Bacchanterne blev kong Pentheus af Theben straffet af Dionysos fordi han ikke viste guden respekt og spionere på hans mænader, de kvindelige tilbederne af guden.[42]

I en anden fortælling, baseret på et gammelt tema i folkeeventyr[43], og som genlyder i lignende tema, leder Demeter efter sin datter, Persefone. Demeter forvandler sig om til en gammel kvinde kaldet Doso og blev hilst velkommen af Keleos, kongen i Eleusis i Attika. Som gave til Keleos siden han var så gæstfri, planlagde Demeter gør Demofon til Gud, men hun nåede ikke at fuldføre brænderitual da hans mor Metanira kom ind og så sin søn i ilden og skreg i frygt. Dette gjorde Demeter vred som slog ud mod den dødelige som ikke forstod konceptet og og ritualet.[44]

Akilles forbinder såret på Patroklos.

Heltenes tidsalder[redigér | redigér wikikode]

Den episke og genealogiske poesi skabt cyklusser af fortællinger, der kredsede omkring særlige helte eller begivenheder og etablerede familieforhold mellem heltene fra forskellige fortællinger. De arrangere dermed fortællingerne i sekvenser. Ifølge Ken Dowden "er der til og med en sagaeffekt. Vi kan følge skæbnerne til nogen familier i efterfølgende generationer".

Efter at heltekulten opstod, udgjorde guderne og helte den sakrale sfæren og er sammenblandet og blandes i eder og bønner, som blev rettet til dem. I kontrast til gudernes tidsalder bliver listen over helter aldrig givet en fast og endelig form. Store guder bliver ikke længer født, men nye helte kan altid trækkes op fra de dødes hær. En anden vigtig forskel mellem heltekulten og gudekulten er at helten blev centrum for lokale gruppers identitet.[45]

De monumentale begivenheder af Herakles betragtes som begyndelsen på heltenes tidsperiode. Til denne tidsperioden tilskrives også tre store militære hændelser, argonautenes felttog, den trojanske krig og den thebanske krig.[46]

Herakles og herakliderne[redigér | redigér wikikode]

Se også Se også: Herakles og Heraklider.
Herakles med sin søn Telefos, Louvre, Paris.

Bag den komplicered mytologi af Herakles var sandsynligvis en rigtig mand, , måske en underordnet høvding i kongedømmet Argos. Men traditionen kom til at opfatte og forklare Herakles som søn af Zeus og Alkmene, barnebarn af Perseus. Hans fantastiske bedrifter med sine mange temaer i folkemindet, gav meget materiale til populære legender. Han portrætternes som et ofrer, nævnt som grundlægger af altre, og tænkt som en storspiser. Det er i den rolle han dukker op i komedien, mens hans tragiske ende, leverede meget materiale til den græske tragedie. Herakles anses af forsker Thalia Papadopoulou som "et skuespil af stor betydning i studiet af andre euripidiske drama[47]". I kunst og litteratur blev Herakles repræsenteret som en enormt stærk mand af moderat højde. Hans karakteristiske våben var buen, men jævnlig også Køllen. Vasemalerier demonstrerede Herakles popularitet som helt uden sidestykke, hans kamp med løven blev afbildet hundredvis af gange.[48]

Herakles indgik også i etruskisk og romersk mytologi og kulter, og udtrykket "mehercule" var lige så almindeligt, at romerne som "herakleis" var for grækerne. I Italien blev han til bedt som handelsmændenes gud, selv om også andre bad til ham for hans karakteristiske gaver, held og lykke eller redning fra fare.

Herakles modtog den højeste sociale prestige gennem hans udnævnelse til officiel stamfar for de doriske konger. Dette tjente antagelig som legitimering af den doriske migration ind i Peloponnes. Hyllos, helten som en dorisk søjle blev opkaldt efter, var søn af Herakles og en af Herakliderne, de talrige efterkommere af Herakles. Andre heraklider inkluderte Makaria, Lamos, Manto, Bianor, Tlepolemos og Telefos. Disse heraklider erobret de peloponnesiske kongedømmer til Mykene, Sparta og Argos og hævder, ifølge legenden, at de havde en særlig ret til at herske ved deres stamfar. Deres opståen kaldes jævnlig "den doriske invasion". Lydiske og senere makedonske konger var også heraklider.[49]

Andre medlemmer af denne tidligste generation er helte som Perseus, Deukalion, Theseus og Bellerofon, har mange træk til fælles med Herakles. Som ham er de alene om bedriftene, de er fantastiske og grænser til eventyr, da de dræbte monstre som kimæren og Medusa. Bellerofons oplevelser er dagligdages i forhold til oplevelsene af Herakles og Theseus. Det gennemgående tema i denne tidlige heroiske mytologiske tradition med at sende en helt til hans antaget død, er brugt i tilfældet med Perseus og Bellerofon.[50]

Argonauterne[redigér | redigér wikikode]

Se også Se også: Argonaut.

Det eneste bevaret hellenistiske eposet, Argonautika af Apollonios Rhodios, forteller myten om rejsen af Jason og hans argonauter for at få det gyldne skind tilbage fra det mytiske landet Kolkis ved Sortehavet. I Argonautika sendes Jason på sin rejse af kong Pelias som får en profeti om at en manf med én sandal vil blive hans nemesis og bane. Jason mister en sandal i en flod, ankom til hoffet af Pelias og eposet er i gang. Næsten alle medlemmene i den næste generation af helte, samt Herakles, rejste med Jason på hans skib Argo for at få fat i skindet.

Denne generation omfattet også Theseus som rejster til Kreta for at dræbe Minotauros, Atalanta, den kvindelige heltinde, og Meleagros som en gang havde en episk cyklus selv som kunne udfordre Iliaden og Odysseen. Pindaros, Apollonios og Apollodoros forsøgte at give en fuldstendig liste over argonauterne[51]

Selv om Apollonios digtede sit epos i 200-tallet f.Kr., viser sammensætningen i denne fortællingen om argonauterne at legenden oprindelig kan have vært langt ældre, måske også ældre end Odysseen. Sidstnævnte har åbenbare ligheder med bedrifterne af Jason. Rejsen af Odysseus kan have vært delvis baseret på den. I antikken blev felttoget regnet som et historisk fakta, en hændelse der åbnede Sortehavet for græsk handel og kolonisering. Den var ekstremt populær og dannet en cyklus som et antal lokale legender blev knyttet op mod. Særlig historien om Medea fik opmærksomhed fra de tragiske poeter.[52]

Atreus' hus og den thebanske cyklus[redigér | redigér wikikode]

Cadmus Sowing the Dragon's teeth af Maxfield Parrish, 1908.

Mellem Argos og den trojanske krig var der en generation som hovedsagelig er kendt for sine frygtelige misgerninger. Det omfatter gerninger af Atreus og Thyestes ved Argos. Bag denne myte af Atrevs' hus, en af de to førende heltedynastier med Labakos' hus som det andet, at problemet ligger hos kraftoverføringen. Tvillingene Atreus og Thyestes med deres efterkommere spillede hovedrollerne i tragedien om Mykenes forfald.[53]

Den thebanske cyklus tager for sig hændelser som særlig er knyttet til Kadmos, byens grundlægger, og senere med gerninger af Laios og Ødipus ved Theben, en række mytologiske fortællinger som førte til den endelige plyndringen af byen ved syv mod Theben og Epigoni. Det er uvidst om syv mod Theben var med i den tidligste eposet.[54] Når det gælder Ødipus, ser det ud til at tidlige beretninger ser ud til at have fulgte et andet mønster, hvor han fortsatte med at herske i Theben efter at det blevet afslørt at Iokaste var hans mor og det efterfølgende ægteskab med hans anden kone som blev hans barns mor, fra hvad der er kendt for os gennem tragedie og senere mytologiske beretninger[55]

Den trojanske krig og efterdønningerne[redigér | redigér wikikode]

The Rage of Achilles af Giovanni Battista Tiepolo (1757, freskomaleri, 300 x 300 cm, Villa Valmarana, Vicenza). Akilles er rasende over at Agamemnon truer med at tage byttet fra ham Briseis, og han trækker sit sværd til at dræbe Agamemnon. Minerva dukker pludselig op og har taget Achilles ved håret for at forhindre voldeligeheder.

Græsk mytologi kulminerede i den trojanske krig som blev udkæmpet af grækerne og trojanerne, og dets efterspil. I Homers epos har de vigtigste fortællingerne allerede taget form, og individuelle temaer blev udarbejdet senere, særlig i græsk drama. Den trojanske krig skabte stor interesse fra romersk kultur siden fortællingen om Æneas, en trojanskhelt som drog fra Troja og grundlagde byen som en dag skulle bliv Roma, er nævnt i Vergil Æneiden. Bog 2. i Æneiden indeholder den mest kendte beretningen om plyndringen af Troja. Endelig er der to pseudokrøniker skrevet på latin som, som blev udgivet under navnene Dictys Cretensis og Dares Phrygius.[56]

Krigcyklussen om den trojanske krig, en samling af flere episke digte, der begyndte med de begivenheder der førte til krigen: Eris og det gyldne æble af Kallisti, dommen over Paris, bortførelsen af Helena og ofringen af Ifigenia ved Aulis. For at få Helena tilbage, satte grækerne i gang et felttog under ledelse af Menelaos' bror, Agamemnon, konge af Argos eller Mykene, men trojanerne nægtede at levere Helena tilbage.

Iliaden som udspiller sig i krigens tiende år, forteller om striden mellem Agamemnon og Akilles som var den bedste af de græske kriger og de efterfølgende dødsfald af Akilles' ven Patroklos og Priamos' ældste søn Hektor. Efter Hektors død sluttet to eksotiske allierede sig til trojanerne, dronningen af amazonerne og Memnon, etiopiernes konge og morgengudinden Eos' søn. Akilles dræbte begge disse, men Paris klare så at dræbe Akilles med en pil. Før de kunne tag Troja, måtte grækerne stjæle gudebilledet af Pallas Athene (Palladium).

Med Athenes hjælp byggede de den trojanske hest. Til trods advarsler fra Priamos datter Kassandra, blev trojanerne overtalt af Sinon, en græker som lod som om han deserteret, til at tage hesten indenfor Trojas murer som et offer til Athene. Præsten Laokoon som forsøgte at få hesten ødelagt, blev dræbt af søslanger.

El Greco var inspireret af den kendte myte fra den trojanske cyklus i sit Laokoon (1608-1614, National Gallery of Art, Washington). Laokoon var en trojansk præst som forsøgte at få den trojanske hesten ødelagt, men blev selv dræbt af søslanger.

Ved nattestid kom den græske flåde tilbage, og grækerne i hesten åbnede Trojas porter. I den totale plyndringen som fulgte, blev Priamos og hans sønner dræbt. De trojanske kvinder blev slaver i forskellige byer i Hellas. De oplevelsesrige hjemturene til de græske lederne, inkluder Odysseus og Aineias (Æneas) og mordet på Agamemnon, blev fortalt i to eposer, Tilbageturen (Nostoi som er gået tabt) og Homers Odysseen. Den trojanske cyklussen indeholder også oplevelserne fra børn af den trojanske generation, Orestes og Telemakos.

Den trojanske krig gav mange temaer og bliver hovedkilde for inspiration for antikkens græske kunstnere som metoperParthenon i Athen som viser plyndringen af Troja. Disse foretrukne temaene fra den trojanske cyklus blandt kunstnere indikerer dens vigtighed for den antikke græske civilisation. Den samme mytologiske cyklus inspirerede også en række af europæiske litterære værker. Middelalderens europæiske forfattere som ikke direkte kendte til Homer, fandt i legenden om Troja en rig kilde til heroiske og romantiske fortællinger og et belejlig rammeværk de for de kunne sætte sine idealer om det høviske hof og ridder. Forfattere i 1100-tallet som Benoît de Sainte-Maure (Roman de Troie, 1154–60) og Josef af Exeter (De Bello Troiano, 1183) beskriver krigen mens de omskrev standardversionen de fandt i Dictys og Dares. De fulgte dermed Horatius' råd og Vergils eksempel. De omskrev et digt om Troja fremfor at fortælle noget helt nyt.[57]

Græske og romerske opfattelse af myter[redigér | redigér wikikode]

Mytologi var i hjertet af hverdagen i det antikke Grækenland.[58] Grækerne betragtes mytologi som en del af deres historie. De brugte myten til at forklare naturfænomener, kulturelle variationer, traditionelle fjendskab og venskaber. Det var en kilde til stolthed for at kunne spore afstamning af ens ledere fra en mytologisk helt eller en gud. Kun få tvivlede nogensinde på, at der var sandhed bag fortællingerne om den trojanske krig i Iliaden og Odysseen Ifølge Victor Davis Hanson, en militærhistoriker, skribent, politisk forfatter og tidligere professor i den klassiske periode, og John Heath, professor i klassisk historie ved Santa Clara University, blev kundskaben i de homeriske eposer vurderet af grækerne til at være basis for deres kulturelle erindring. Homer var "Hellas' uddannelsen" (Ἑλλάδος παίδευσις) og hans poesi selve "Bogen".[59]

Filosofi og myter[redigér | redigér wikikode]

Rafaels Platon i Skolen i Athen. Filosofen smed ud studierne af Homer, tragedien og de relateret mytologiske traditioner fra sin utopiske republik.

Efter fremkomsten af filosofi, historie, prosa og rationalisme i slutningen 400'tallet f.Kr., blev skæbnen til myterne usikker, og mytologiske slægttræ gav plads til en opfattelse af historie som forsøgte at ekskludere det overnaturlige, som i Thukydids historie.[60] Mens poeter og dramatikere omarbejder myterne, begyndte græske historikere og filosoffer at kritisere dem.[61]

Nogle få radikale filosoffer som Xenofanes begyndte at opfatte poeternes fortællinger som blasfemiske løgner 500-tallet f.Kr. Xenofanes klaget over at Homer og Hesiod tillagde guderne "alt som er skammelig og forkastelig blandt mennesker. De stjæler, begår ægteskabsbrud og forråder hinanden[62]".

Denne filosofi fandt sin reneste udtryk i Platons Staten og Lovene. Platon skabte sine egne allegoriske myter som vision af Er i Staten, angreb de traditionelle fortællinger af guderne tricks, tyveri og ægteskabsbrud som umoralske og protesterede over deres centrale rolle i litteraturen.. Platons kritik, han kaldte myterne for "gamle kvinders sladder[63]," var den første alvorlige udfordringen til den homeriske mytologiske tradition.

Mytologiske karakter[redigér | redigér wikikode]

Guder og gudinder

Titaner

Helte

Sagnkonger

Fantastiske væsener

Stednavne

Andet

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Greek Mythology". Encyclopaedia Britannica. (2002). 
  2. J.M. Foley, Homer's Traditional Art, 43
  3. Aischylos: Prometheus Bound, 1080
  4. Aischylos: Persians, 713
  5. «logos»: Encyclopaedia The Helios, 1952
  6. Graf, Fritz (1996). "Greek Mythology: An Introduction" (på engelsk). books.google: s. 200. Hentet 2015-04-24. 
  7. Hard, Robin (2004): The Routledge Handbook of Greek Mythology, Psychology Press, s. 1
  8. Miles, Geoffrey (2003): Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology, Taylor & Francis, s. 7
  9. Klatt-Brazouski, Ancient Greek nad Roman Mythology, xii
  10. Miles, Geoffrey (2003): Classical Mythology in English Literature: A Critical Anthology, Taylor & Francis, s. 8
  11. Cartledge, Paul (2003): The Spartans: The World of Warrior-Heroes of Ancient Greece, from Utopia to Crisis and Collapse, Overlook Press, s. 60; Cartledge, Paul (1993): The Greeks: A Portrait of Self and Others, Oxford University Press, s. 22
  12. Homer: Illiaden, Åttende sang, 366-369
  13. Calimach, A.: Lovers' Legends: The Gay Greek Myths;, 12-109
  14. Percy, William A. (1998): Pederasty and Pedagogy in Archaic Greece, University of Illinois Press, s. 54
  15. Dowden, Ken (2002): The Uses of Greek Mythology, Taylor & Francis, s. 11
  16. Miles, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 35
  17. Burkert, Walter: Greek Religion, s. 205
  18. Hesiod: Works and Days, 90-105
  19. Ovid: Metamorfoser, I, 89-162
  20. Klatt-Brazouski: Ancient Greek and Roman Mythology, s. 10
  21. 21,0 21,1 Hesiod, Theogonien, 116-138
  22. Hesiod: Theogonien, 713-735
  23. Guirand, Felix (1987) [1959]. "Greek Mythology". in Guirand, Felix. New Larousse Encyclopedia of Mythology. Trans. Richard Aldington and Delano Ames. Hamlyn. s. 98. ISBN 0-600-02350-8. 
  24. Guirand, p. 108
  25. Homeric Hymn to Hermes, 414-435
  26. G. Betegh, The Derveni Papyrus, 147
  27. Burkert, Walter: Greek Religion, s. 236; Betegh, G.: The Derveni Papyrus, s. 147
  28. "Greek Mythology". Encyclopædia Britannica. (2002). 
    * K. Algra, The Beginnings of Cosmology, 45
  29. H.W. Stoll, Religion and Mythology of the Greeks, 8
  30. "Greek Religion". Encyclopædia Britannica. (2002). 
  31. J. Cashford, The Homeric Hymns, vii
  32. G. Nagy, Greek Mythology and Poetics, 54
  33. Burkert, Walter: Greek Religion, s. 182
  34. Stoll, H.W.: Religion and Mythology of the Greeks, s. 4
  35. H.W. Stoll, Religion and Mythology of the Greeks, 20ff
  36. Mile, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 38
  37. Mile, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 39
  38. Homeric Hymn to Aphrodite, 75-109
  39. Morris, I.: Archaeology As Cultural History, s. 291
  40. Weaver, J.: Plots of Epiphany, s. 50
  41. Bushnell, R.: A Companion to Tragedy, s. 28
  42. Trobe, K.: Invoke the Gods, s. 195
  43. Nilsson, M.P.: Greek Popular Religion, s. 50
  44. Homeric Hymn to Demeter, 255-274
  45. Raffan-Burkert: Greek Religion, 206
  46. Kelsey, F.W.: An Outline of Greek and Roman Mythology, s. 30; Rose, H.J.: A Handbook of Greek Mythology, s. 340
  47. Burkert, Walter: Greek Religion, s. 211; Papadopoulou, Thalia: Heracles and Euripidean Tragedy, 1
  48. Burkert, Walter: Greek Religion, s. 211
  49. Herodotos: The Histories, I, 6-7; Burkert, Walter: Greek Religion, s. 211
  50. Kirk, G.S.: Myth, s. 183
  51. Apollodorus: Library and Epitome, 1.9.16; Apollonios Rhodios: Argonautica, I, 20ff; Pindaros, Pythian Odes, Pythian 4.1
  52. Grimmal, P.: The Dictionary of Classical Mythology, s. 58
  53. Bonnefoy, Y.: Greek and Egyptian Mythologies, s. 103
  54. R. Hard, The Routledge Handbook of Greek Mythology, 317
  55. R. Hard, The Routledge Handbook of Greek Mythology, 311
  56. Dunlop, J.: The History of Fiction, s. 355
  57. Kelly, D.: The Conspiracy of Allusion, s. 121
  58. Albala-Johnson-Johnson: Understanding the Odyssey, s. 15
  59. Hanson-Heath: Who Killed Homer, s. 37
  60. Griffin, J.: Greek Myth and Hesiod, s. 80
  61. Miles, G.: Classical Mythology in English Literature, s. 7
  62. Graf, F.: Greek Mythology, s. 169-170
  63. Platon: Theaetetus, 176b

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Links[redigér | redigér wikikode]