Voynich-manuskriptet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Side fra manuskriptet

Voynich-manuskriptet er en mystisk bog, der menes at være skrevet mellem det 15. og 16. århundrede. Den består af ca. 240 pergamentssider (velin) med håndskrevet tekst. De flest af siderne er desuden illustrerede. Teksten er aldrig blevet afkodet, og forfatteren, skrifttypen og sproget er ukendt.

Voinich-manuskriptet er blevet studeret af mange professionelle og amatør-kryptografer, inklusiv nogle af de mest fremtrædende amerikanske og britiske kodebrydere fra anden verdenskrig. Imidlertid har man ikke været i stand til at bryde ét eneste ciffer i teksten, og det betyder, at manuskriptet er blevet et berømt emne indenfor kryptologien. Derudover har det betydet, at der er opstået en myriade af forskellige hypoteser om bogens indhold. Stephen Bax på University of Bedfordshire (Applied Linguistics) mente i 2014 at have fundet en metode til at afkode Voinich-manuskriptet.[1]

Bogen er opkaldt efter den polsk-litauiske-amerikanske boghandler Wilfrid M. Voynich, som fik fat i den i 1912. I øjeblikket er Voinich-manuskriptet opbevaret i "The Beinecke Rare Book and Manuscript Library" på Yale University under kode "MS 408". Den første faksimileudgave blev publiceret i 2005.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Manuskriptets historie er stadig fuld af huller, især den tidligste del.[2] Idet manuskriptets alfabet ikke ligner noget kendt skrifttype, og teksten stadig er udechifreret, er de eneste brugbare beviser omkring bogens alder og oprindelse de mange illustrationer – især de menneskelige figurers tøj og frisure, og et par slotte, der ses i diagrammerne. De er typisk europæiske, og baseret på dette mener de fleste eksperter, at bogen stammer fra perioden mellem 1450 og 1520. Dette skøn er understøttet af andre sekundære spor. I 2009 analyserede man med kulstof 14-metoden det materiale, der var blevet brugt til at skrive manuskriptet. Analysen viste, at materialet var fra perioden mellem 1404 og 1438. Dertil har forskningsinstituttet McCrone Research Institute i Chicago fastslået at meget af blækket er tilføjet kort efter, hvilket bekræfter at manuskriptet er et autentisk dokument fra middelalderen.[3][4]

Den tidligste bekræftede ejer af Voynich-manuskriptet var Georg Baresch, en obskur alkymist, som boede i Prag i det tidlige 17. århundrede. Baresch var tilsyneladende lige så forundret som vi er i dag over dette manuskript, som havde "fyldt unødig i hans bibliotek" i mange år.[5] Da han hørte, at Athanasius Kircher, en jesuit-uddannet ved Collegio Romano, havde udgivet en koptisk-etiopisk ordbog og "tydet" de egyptiske hieroglyffer, sendte Baresch en kopi af manuskriptet til Kircher i Rom (to gange), og spurgte efter spor. Bareschs brev til Kircher fra 1639, som for nylig blev lokaliseret af Rene Zandbergen, er den tidligste omtale af manuskriptet, der er fundet indtil nu.

Det vides ikke om Kircher svarede på forespørgslen, man han var åbenbart interesseret nok til at prøve at få fat i bogen, som Baresch åbenbart ikke ville afgive. Da Baresch døde, blev manuskriptet givet videre til hans ven Jan Marek Marci (Johannes Marcus Marci), rektoren af Karlsuniversitetet i Prag, som sendte bogen til Kircher få år efter. Kircher var Marcis ven og penneven igennem lang tid. Marcis medfølgende brev (1665 eller 1666) er stadig fastgjort til manuskriptet.

Der er ingen optegnelser over bogen i de næste 200 år, men med al sandsynlighed, blev det opbevaret sammen med resten Kirchers korrespondance, i Collegio Romanos (nu Pontificia Università Gregoriana) bibliotek . Det blev sandsynligvis der, indtil Victor Emmanuel II af Italiens tropper erobrede byen i 1870 og annekterede Pavestaten. Den nye italienske regering besluttede at konfiskere mange af kirkens ejendomme, inklusiv biblioteket på Collegio Romano. Ifølge undersøgelser foretaget af Xavier Ceccaldi og andre, blev mange bøger overført til private biblioteker (som var undtaget konfiskeringen) lige inden den førnævnte konfiskering. Kirchers korrespondance var blandt de bøger — og det var Voynich-manuskriptet tilsyneladende også, idet det stadig bærer Petrus Beckxs mærke. Han var overhovedet for Jesuitterordenen og universitetets rektor på det tidspunkt.

Beckxs "private" bibliotek blev flyttet til Villa Mondragone, Frascati, et stort landsted tæt på Rom, som var blevet købt af Jesuiterordenen i 1866 og husede Jesuitternes hovedkvarter – Ghislieri College.

Omkring 1912 havde Collegio Romano tilsyneladende økonomiske problemer, og de besluttede at sælge nogen af deres bøger (meget diskret). Wilfrid Voynich fik fat i 30 manuskripter, imellem dem det manuskript, der nu bærer hans navn. I 1930, efter hans død, blev manuskriptet arvet af hans enke – Ethel Lilian Voynich (kendt som forfatteren til The Gadfly og datter af den kendte matematiker George Boole). Hun døde i 1960 og overlod manuskriptet til sin nære ven, Anne Nill. I 1961 solgte Anne Nill manuskriptet til en anden antikvar, Hans P. Kraus. Kraus kunne ikke finde en køber, og han donerede derfor manuskriptet til Yale University i 1969.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Illustrationer[redigér | redigér wikikode]

Manuskriptets illustrationer kaster ikke umiddelbart noget lys over hvad det indeholder, men giver en antydning af at manuskriptet er opdelt i seks sektioner med forskellige stilarter og emneområder. Udover den sidste sektion, der kun indeholder tekst, er der illustrationer på næsten alle siderne. Det følgende er sektionerne og deres konventionelle navne:

  • Botanik eller urter (fra det engelske "Herbal") findes i en sektion af bogen. Her har hver side et billede af en plante (indimellem to planter) og et par afsnit med tekst. Dette format er typisk for andre Europæiske botanik-/urtebøger fra samtiden. Dele af disse tegninger er større og renere kopier af skitser der findes i den farmakologiske sektion. Ingen af de afbillede planter er blevet identificeret med sikkerhed.
  • Astronomi. Denne sektion drejer sig tilsyneladende om astronomi eller astrologi, og indeholder en række zodiak-lignende diagrammer.
  • Biologi, med en tæt løbende tekst fyldt med tal. Illustrationerne er for det meste små nøgne kvinder, nogle iført kroner, der enten bader i bassin eller holder krukker, som er forbundet i et omfattende netværk af rør, hvor nogle af tegningerne minder meget om kroppens organer.
  • Kosmologi sektionen er fyldt med cirkulære diagrammer, blandt andet seks sider, der minder om et kort over øer forbundet med dæmninger.
  • Farmakologi, med mange mærkelige tegninger af isolerede plantedele, samt objekter der ligner apoteker-krukker.
  • "Opskrifter" (recipes), uillustreret kapitel, angiveligt med en slags opskrifter, hvor der er mange små stjerneagtige ikoner ved siden af teksten.

Svindelnummer[redigér | redigér wikikode]

Voynich-manuskriptets teksts bizarre egenskaber (såsom dobbelte og tripelte ord) og dets illustrationers mystiske indhold, har ledt mange mennesker til at konkludere at manuskriptet er et svindelnummer. Nogle mener at bogen kan tilskrives en velkendt svindler fra 1500-tallet, Edward Kelley, som har fremstillet den for at opnå kongelig gunst. Det er imidlertid helt udelukket i dag, da en nyere kulstof-14 analyse viser, at blækket er fremstillet i begyndelsen af 1400-tallet, og påført pergamentet umiddelbart efter. Dette bekræfter, at manuskriptet er et autentisk dokument fra slutningen af middelalderen. Et videnskabeligt studie, offentliggjort i tidsskriftet PLOS One (Public Library of Science) den 21. juni, 2013, viser, at teksten rent faktisk indeholder et budskab. Konklusionen af denne undersøgelse er, at man kan ikke bare afvise manuskriptet som meningsløs volapyk. Forskerne bag Dette studie mener, at bogen har en tydelig sproglig struktur. Voynich-manuskriptet præsenterer en kompleks organisation i fordelingen af ord, der er kompatibel med dem, der findes i rigtige sprogsekvenser. Forskerne er også i stand til at udtrække nogle af de mest betydningsfulde semantiske sammenhæng af ord i teksten. Disse resultater er, sammen med nogle tidligere kendte statistiske funktioner i manuskriptet, med til at underbygge tilstedeværelsen af et ægte budskab inde i bogen[6][7][8].

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

  • M. E. D'Imperio, The Voynich Manuscript: An Elegant Enigma. National Security Agency/Central Security Service (1978) ISBN 0-89412-038-7.
  • Robert S. Brumbaugh, The Most Mysterious Manuscript: The Voynich 'Roger Bacon' Cipher Manuscript (1978).
  • Leo Levitov, Solution of the Voynich Manuscript: A liturgical Manual for the Endura Rite of the Cathari Heresy, the Cult of Isis (1987).
  • John Stojko, Letters to God's Eye (1978) ISBN 0-533-04181-3.
  • Mario M. Perez-Ruiz, El Manuscrito Voynich (2003).
  • Genny Kennedy, Rob Churchill, Voynich Manuscript (2004) ISBN 0-7528-5996-X.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Sprog og litteratur Stub
Denne artikel om sprog eller litteratur er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.