Wikipedia:Ugens artikel/Uge 13, 2011

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Frikadeller med rugbrød og syltede agurker betragtes som en typisk dansk spise

Dansk køkken betegner den kogekunst og madkultur, der er karakteristisk i Danmark på et bestemt tidspunkt. Der skal skelnes mellem historisk og nutidig madkultur, da spisevanerne udvikler sig med tiden - eksempelvis betød indførelsen af komfuret og senere kvindernes indtog på arbejdsmarkedet store ændringer i madlavningen. Traditionel dansk mad er de gamle madretter, der på trods af den tekniske og sociale udvikling og internationaliseringen stadig spises i dag.

Som selvstændige danske bidrag til verdensgastronomien nævner madhistorikeren Else-Marie Boyhus blandt andet det danske smørrebrød, wienerbrød og kransekage. Det er dog uvist, hvor kendte disse retter er uden for landet, hvor der knap nok findes danske restauranter. Derimod er Danmark over store dele af verden kendt for fødevareprodukter af høj kvalitet: En undersøgelse fra 2006 bestilt af Landbrugsraadet har vist, at Danmark er kendt for høj kvalitet af sine fødevareprodukter og for produkter som bacon, øl, mejeriprodukter, fisk- og skaldyr, småkager og slik. I nabolandene Tyskland og Sverige er Danmark ifølge denne undersøgende kendt for "god mad" og hygge omkring måltidet. (Læs mere..)