Zen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Merge-split-transwiki default.svg Flytteforslag
Denne side er foreslået flyttet til Zenbuddhisme. Klik her for at se flytteforslaget.
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Zenbuddhisme (kanji: 禅教[1]) er en skole inden for Mahayanabuddhismen.[2] Zenbuddhismen blev udviklet i Kina i det 6. århundede under Tang-dynastiet, hvorfra den spredtes til Vietnam, Korea og Japan.[3]

Zen (kanji: 禪[1]) er navnet på den meditationsform, der bliver praktiseret af tilhængere af zenbuddhisme.[4][5]

Om Zenbuddhisme[redigér | redigér wikikode]

Zenbuddhismen opstod i Kina i 500-tallet e.Kr., men er nu mest udbredt i Japan. Zenbuddhismen kom til Kina med Boddhidarma, den femte patriark. Han var sendt ud fra Indien for at sprede Buddhas lære, og den gren af Buddhismen han her spredte, har senere udviklet sig til Zenbuddhismen.

Zenbuddhismen er ikke væsentligt forskellig fra de andre retninger (fx under Theravada-buddhismen, som er meget udbredt i fx Thailand) når det gælder indholdet, men den bruger flere og andre metoder.[Kilde mangler] Meget kendt er den japanske koan-praksis, hvor en elev får et umuligt tanke-eksperiment, som har til formål at bryde den lineære tænkning og åbne for ren erkendelse. Et eksempel kan være 'Lyden af kun en hånd, der klapper' eller 'hvad er sindet'. Essensen er, at man tvinger hjernen til at tænke over egen-eksistensen, som i sidste erkendelsestrin er helt tom. Denne tanke er central for Zenbuddhismen, og er kendt som 'tomheds-doktrinen' eller 'doktrinen om ikke-sind'.

Zenbuddhisme er en skriftreligion, men oplever sindet, som det virkelig er. Eftersom virkeligheden hverken er logisk eller lineær kan man alligevel ikke læse sig til denne erkendelse, så det led kan man lige så godt springe over og i stedet gå i gang med at opleve (meditere). Selvom meditationen ofte forbindes direkte med at sidde med krydslagte ben og være helt rolig, lægger Zenbuddhismen vægt på, at meditation er en sindstilstand, og altså ikke betinget af en fysisk sidde-position.[Kilde mangler]

Der er to former for meditation; shamatha og vipassana (indsigt).[Kilde mangler] Shamatha har til formål at gøre den mediterende 'one-pointed', eller sagt på en anden måde simpelthen at opøve evnen til at fokusere 100% klart på et objekt – fx åndedrættet. Vipassana meditationen derimod fokuserer på at erkende virkeligheden/sindet som det er. Tanken er, at det er umuligt at erkende virkeligheden som den er, hvis man ikke har et minimum af one-pointedness. Derfor følges de to typer meditationer oftest ad – med størst fokus på shamatha-delen. Ganske kort fortalt handler det simpelthen om at fokusere på åndedrættet.[Kilde mangler] Her opfattes alle distraktioner som noget, der skal undgås, og man henleder derfor løbende sin opmærksomhed på åndedrættet, når det glider væk.

Zenbuddhismen eksisterer over hele vereden. Zenbuddhismen afviser ikke idéen om genfødsel, men ser den som irrelevant – det er nuet, der er i fokus,[Kilde mangler] hvorfor det næste liv er uvedkommende for nuet.

Satori – oplysning[redigér | redigér wikikode]

Oplevelsen af den den frelsende indsigt hedder på japansk satori, der kan oversættes med oplysning eller opvågen.[6]

Munkelivet i et zenkloster sigter til den sande forståelse eller indsigt i ens eget virkelige væsen. Hermed mener zenmunkene, at de vinder samme oplysning, som Buddha engang fik del i, og de derfor repræsenterer den ægte og oprindelige buddhisme.[6]

Oplysningen kommer ikke let. Det er ikke usædvanligt, at den vordende munk anvendte 7-8 år for at opnå sin endelige satori. Når oplysningen kommer findes der ikke længere nogen deling, intet han og du, intet objekt og subjekt. Der er aldrig tale om Gud og ham, fordi der for zenbuddhisten ikke findes nogen personlig Gud og eftersom alt nu er ét. Hvis oplysningen kommer til een, kan man ikke tale om erfaringen, fordi det at tale om den gør, at vedkommende skilles fra den, og der således på ny skabes en deling.[6]

Ord, logik og fornuft[redigér | redigér wikikode]

Zenbuddhisterne har vendt sig mod den forvrængede, forfalskede og ikke personligt oplevede virkelighed, som brugen af ord, logik og fornuft fører til. Deres vej er paradoksets og erfaringens. ligesom Tertullians og Kierkegaards. De har derfor vægret sig mod at beskrive satori. Der findes dog alligevel sådanne beskrivelser fra de klassiske "zenmestre" i 1100- og 1200-tallet og frem til vores dage.[7]

Kegonfilosofi[redigér | redigér wikikode]

Kegonfilosofien (japansk: Kengongyô) var den femte af Naraskolerne, der blev indført i Japan 736 af den kinesiske buddhistpræst Dosen.

Kegonfilosofien betoner sin betydning for Zen, når det gælder læren om det firfoldige univers. Det firfoldige univers kategoriseres som:

1) fænomenverden

2) den sande virkelighed eller det absoluttes verden, der samtidig er verden uden forskel, den fuldstændige enheds eller tomheds verden

3) alting i denne verden, træer, klipper, støv og snavs, insekter, dyr og mennesker, udgør åbenbarings- og virksomhedsformer af det absolutte; dermed regnes alt dette som helligt, og kan betragtes som del af Buddhas eget væsen

4) alt i universet står i en gensidig permanent og harmonisk forbindelse med alle andre ting.[8]

Om zen[redigér | redigér wikikode]

Selve ordet zen er den japaniserede form for det kinesiske "ch'an", der går videre tilbage til sanskritordet dhyana, det vil sige den meditation, der fører til den frelsende indsigt.[6]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Japanese kanji symbols. Hentet den 19.06.2016
  2. ^ Dumoulin, Heinrich (2005-A) Zen Buddhism: A History. Volume 1. India and China: World Wisdom Books.Side xvii. ISBN 978-0-941532-89-1
  3. ^ Harvey, Peter (1995) An introduction to Buddhism. Teachings, history and practices. Cambrige: Cambridge University Press. Side 159-169. ISBN 978-0-521-67674-8
  4. ^ Hall, David A. (2012) Encyclopedia of Japanese Martial Arts. New York: Kodansha USA, Inc. Side 568. ISBN 978-1-56836-410-0
  5. ^ Conners, Shawn. Zen Buddhism - The Path to Enlightenment. Page viii. ISBN 1-934255-97-1
  6. ^ a b c d Edsman, Carl-Martin (1977) Asiens hovedreligioner af i dag 1: Hinduisme og buddhisme. Gyldendalske Boghandel. Side 88.
  7. ^ Edsman, side 90.
  8. ^ Edsman, side 89.
Religion Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.