Søren Kierkegaard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
Det 19. århundrede
Kierkegaard.jpg
Den unge Kierkegaard.
Navn: Søren Aabye Kierkegaard
Født: 5. maj 1813, København, Danmark Danmark
Død: 11. november 1855 (42 år) sammensteds.
Skole/tradition: Kontinental filosofi, den danske litterære tradition, forgænger til eksistentialismen
Fagområde: Moralfilosofi, psykologi, teologi
Betydningsfulde ideer: Eksistentiel angst, menneskets stadier på livets vej
Påvirket af: Hegel, Abraham, Luther, Kant, Hamann, Lessing, Sokrates (gennem Platon, Xenofon, Aristofanes)
Har påvirket: Jaspers, Wittgenstein, Heidegger, Sartre, Marcel, Buber, Bonhoeffer, Tillich, Barth, Auden, Camus, Kafka, de Beauvoir, May, Updike, Stangerup og andre

Søren Aabye Kierkegaard (5. maj 181311. november 1855) var en dansk teolog og filosof. Kierkegaard regnes ofte som den største danske filosof og som fader til eksistentialismen. Efter Jean-Paul Sartre og den ateistiske eksistentialisme benævnes Kierkegaard dog ofte som hovedskikkelse i den kristne eksistentialisme.

Det er karakteristisk, at værkerne fra forfatterskabets første fase er udgivet under pseudonymer. I Efterskriften vedkender Kierkegaard sig samtlige sine værker. Ved hjælp af pseudonymerne lader han de teologiske, filosofiske og psykologiske temaer spille dialektisk mod hinanden på en måde, som har gjort ham til en af eksistentialismens fædre. Pseudonymerne har netop gjort, at forståelsen af hans værker blev op til "hiin Enkelte", fordi argumentationen "ikke" var fremført af Kierkegaard selv. Han udgav samtidig en række religiøse "taler", som blev samlet i 1845 under titlen Atten opbyggelige Taler. Han udgav dem under eget navn for at vise, at han først og fremmest opfattede sig selv som religiøs og kristelig forfatter. I den sidste periode – kirkestormen – kaldte han hele sit tidligere forfatterskab for “en digters politieklogskab“ der skulle gøre de mennesker, han nu angreb, nemlig præsterne, trygge, sådan som politiet gør det for at se dybere i tingene.[1]

Han betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.

Levned[redigér | redigér wikikode]

De unge år (1813–1846)[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaard blev født i København som den yngste af en søskendeflok på syv. Hans mor, Ane Sørensdatter Lund (17681834), var først tjenestepige i huset. Det er stort set også det eneste, man ved om hende. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (17561838), satte et stort præg på børnene gennem sit skarpe vid, sin religiøse tvivl og sin fantaseren. Han var uldkræmmer og udvidede virksomheden. Han blev storkøbmand og ejendomsspekulant og skabte den rigdom, der gjorde det muligt for hans yngste søn at hellige sig forfatterskabet.

Kierkegaard blev student fra Borgerdydskolen i 1830, og som sin ældre bror, P.C. Kierkegaard, valgte han at studere teologi. Han begyndte snart at fordybe sig i litterære og filosofiske studier, skrev udkast til analyser af Fausttypen og Den Evige Jøde, og han forfattede bladartikler med en konservativ grundholdning. Han havde en soldeperiode, der bragte ham på kant med faderen for en tid. I 1838 døde faderen, og det gjorde et voldsomt indtryk på Kierkegaard. Han taler om den store jordrystelse, der påtvang ham en uomgængelig synsvinkel på samtlige fænomener. Han hentyder til en hemmelighed i faderens liv og gudsforhold. Det står ikke helt klart, hvad det drejede sig om, men opdagelsen fastlåste Kierkegaards opfattelse af kristendommen som en frygtindgydende religion.

I 1838 debuterede han med Af en endnu Levendes Papirer. Det er et essay der oprindelig var tænkt som en anmeldelse af H.C. Andersens roman Kun en Spillemand fra 1837. Den er ifølge Kierkegaard delvis mislykket, fordi den mangler ”Livs-Anskuelse”. Han vender sig mod H. C. Andersens opfattelse af geniet, som ikke bør være »et flæb«, men ”går som tordenvejret imod blæsten”. Imidlertid indeholder skriftet også et par sider, der i høj grad roser Andersen. Et eksemplar med dedikation viser, at Kierkegaard ønskede en nærmere kontakt med Andersen i hvem han erkendte kvaliteter, der var komplementære i forhold til hans egne.

I 1841 tog han magistergraden på afhandlingen Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, hvor han gør brug af den "indirekte meddelelse", dvs. den blanding af begrebsanalyse og billedsprog, der også kendetegner det senere forfatterskab, og som både beskriver og praktiserer ironien. Derefter rejste han til Jylland på en slags pilgrimsrejse til sin fars barndomsegn ved Ringkøbing. Efter hjemkomsten forlovede han sig med Regine Olsen (18221904). Efter kort tid begyndte han at gruble over forholdet: Kunne han gøre hende lykkelig? Var det forsvarligt at indvi hende i hans og slægtens dybe hemmeligheder? Kunne hun forstå dem? Kierkegaard besluttede til sidst at opløse forholdet, men det lykkedes ikke at få hende til at bryde det, selv om han prøvede at undgå, at hun stod som den vragede. Forlovelsen blev opløst godt et år senere, 11. august 1841 og fik dybtgående betydning for det forfatterskab, som han indledte i februar 1843.

Regine Olsen giftede sig senere med Johan Frederik Schlegel, der blev guvernør for Dansk Vestindien i 1855.

Forfatterskabets første del (1843–46)[redigér | redigér wikikode]

Første del af Kierkegaards forfatterskab består af Enten - Eller og To opbyggelige Taler, som begge er fra 1843. I Enten – Eller, der betragtes som hovedværket, opstilles to forskellige livsanskuelser eller "stadier", den æstetiske og den etiske, der har hver sin halvdel af bogen, henholdsvis "A's papirer" og "B's papirer". Første del indeholder bl.a. de berømte "Diapsalmata" (strøtanker) og afhandlingen om Mozarts "Don Juan". Den æstetiske livsholdning beskrives tydeligst i "Vexeldriften": Livet fordrer afveksling fra øjeblik til øjeblik, og i hvert øjeblik skal oplevelsen være intenst sand, men netop derved bliver der ingen sammenhæng i tilværelsen, og æstetikeren bliver derfor evigt søgende og desperat. "Forførerens Dagbog" slutter første del af med en beskrivelse af et forførelsesforløb, som afslører det dæmoniske og fortvivlende i en rent æstetisk livspraksis midt i sanselighedens sødme. Bogens anden del rummer breve fra etikeren, assessor Vilhelm, til A. Han fastholder, at det kommer an på at vælge sig selv i sin evige gyldighed, men også at evighedens rigdom og dagliglivets småting må gå op i harmonisk enhed. Udvejen af den fortvivlelse, som den æstetiske livsførelse fører til, er det etiske valg. Man vælger ikke bare mellem det gode og det onde, men dette valg skal være omdrejningspunktet i ens liv. Det etiske valg fører til, at man må "vælge sig selv": Påtage sig ansvaret for, hvad man selv gør, overtage sig selv som den, man er, og overtage den historie, der har dannet én. Det bedste eksempel på sådan en etisk livsførelse findes i ægteskabet. Bogen slutter med en prædiken, der drejer sig om, at vi altid har uret over for Gud. Det peger frem mod et ikke beskrevet, tredje stadium, nemlig det religiøse. Enten – Eller er udgivet af pseudonymet Victor Eremita ("Den sejrende eneboer").

Hvor etikeren Vilhelm havde talt for det livsprojekt, at et menneske kan "erhverve sig selv" ved at stå inde for sit eget liv, viser Kierkegaard i sine senere værker det problematiske ved netop den samme opfattelse. I Frygt og Bæven fra 1843 kredser forfatteren, nu under pseudonymet Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), om Abraham som troens far. Tro vil her sige tro på, at for Gud er alt muligt. Abraham tror, at Gud vil give ham Isak igen, Isak, som han hænger ved med hele sit liv, og som han på Guds befaling giver afkald på. Ifølge Johannes de Silentio sætter troen den enkelte ud over det etiske og dermed uden for sprogets fællesskab med andre. Idet troen sætter "hiin Enkelte" udover det almene etiske felt, kan der ikke gives en rationel begrundelse for Abrahams valg: at dræbe Isak. Men da det netop er troen, som suspenderer det etiske, taler Kierkegaard om den teleologiske (dvs. formålsbestemte) suspension (altså: tilsidesættelse) af det etiske.

Skriftet Gjentagelsen udkom samme dag som Frygt og Bæven. I det sætter Kierkegaard spørgsmålstegn ved, om gentagelse kan lade sig gøre. Svaret er, at sand gentagelse i bund og grund er en religiøs begivenhed: den indtræffer, når troen giver den troende det liv tilbage, som var tabt.

Kierkegaard fortsatte arbejdet med at undersøge den etiske livsholdning i bogen Begrebet Angest, der udkom i 1844. Her hævder pseudonymet Vigilius Haufniensis (Den københavnske nattevægter), at den naive etik kommer til kort overfor synden. Til gengæld kan man nå frem til en mere holdbar etik, når man fastholder den etiske livsstil midt i syndens virkelighed. Begrebet Angest viser, at hvert menneske er et jeg, der først er rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven at blive sig selv. Bogen beskriver, hvordan denne opgave mislykkes, når "hiin Enkelte" gør sig selv ufri, ikke blot i angst for det onde, men også i angst for det gode. Angsten er en tilstand af tiltrækning og afsky, som udløses i et spring, der fører én bort fra valget. Det er det egentlige syndefald: at mennesket frasiger sig muligheden for det gode og lader sig synke ind i en plaget indesluttethed.

Kierkegaards manuskript til Philosophiske Smuler

Fire dage før Begrebet Angest udkom Philosophiske Smuler. Her forsøger pseudonymet Johannes Climacus at afklare, hvad det egentligt kristelige er. Han viser, hvordan Sokrates' metode forudsætter, at enhver rummer den sandhed, som det drejer sig om at finde. Modsat gælder den opfattelse, at mennesket havner i usandhed ved egen skyld, og at man kun kan rykke sig ud af usandheden ved Guds hjælp. Derfor er det et troens paradoks, at den kristne Gud, den evige, har underkastet sig menneskenes vilkår: fødsel, lidelse og død.

Stadier paa Livets Vei udkom i 1845 tilsyneladende udgivet af Hilarius (Den opmuntrende) Bogbinder. Her bearbejdes problemstillingen fra Enten - Eller gennem en række situationer. Først får æstetikerne ordet under et drikkelag. Så fører assessor Vilhelm atter et forsvar for det ophøjede i det borgerlige ægteskab. Endelig behandles det religiøse stadie ved en diskussion af psykologien bag en brudt forlovelse.

Johannes Climacus kommer til orde igen i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift fra 1846. Han præsterer et efterskrift på 600 sider til de 100 sider Philosophiske Smuler. Efterskriftet rummer et skarpt opgør med Grundtvig og Hegel, og det hævder, at der ikke kan gives noget system for tilværelsen, fordi menneskets eksistens er i konstant bevægelse. Climacus slår fast, at mennesket ikke vilkårligt kan vælge sin egen sandhed, men at sandheden skal tilegnes gennem et lidenskabeligt valg. På den anden side kan det ikke af egen kraft finde en sandhed, som må udpeges af en, der står udenfor. I sidste ende drejer sandheden sig altså ikke om et statisk "hvad", men om et dynamisk "hvorledes".

Nu mente Kierkegaard tydeligvis at have sagt, hvad der skulle siges, og han var indstillet på at søge et præsteembede. Det blev imidlertid kuldkastet af hans strid med vittighedsbladet Corsaren. Bladets vedvarende nedgøring af Kierkegaard ødelagde hans gode forhold til den "menige mand", og det fremkaldte også en tilspidsning i hans personlige forståelse af lidelse, martyrium og Kristi efterfølgelse, så de kom til at fremstå for ham som kendetegn på ægte kristendom. Denne vending ses tydeligt i flere af de skrifter, der udkom mellem 1847 og 1851.

Forfatterskabets anden del (1847–51)[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaards manuskript til Sygdommen til Døden

Kjerlighedens Gjerninger fra 1847 er en undersøgelse af næstekærligheden, og hvordan den kærlighed, som Kristus har åbenbaret, kan finde udtryk i hver enkelt handling. Beskrivelsen er ironisk, dvs. at den mest drejer sig om kærlighedens modsætninger: mistro, misundelse, hovmod og dømmesyge. Denne samme fremgangsmåde bruges både i "Christelige Taler" fra 1848, hvor eksemplerne hentes fra de forskellige former for bekymring, og i Kierkegaards Sygdommen til Døden (1849). Her dukker et nyt pseudonym op, den kristne Anti-Climacus. Han bearbejder på ny emnet fra Begrebet Angest, hvad der giver Kierkegaard lejlighed til at formulere sit menneskesyn: Mennesket er en syntese, et dialektisk forhold mellem modstridende sider, henvist til både livets hverdage og evigheden, spændt ud mellem nødvendighed og mulighed. Samtidig lever mennesket under det vilkår, at det må forholde sig til sig selv – som dødeligt og evigt, som nødvendighed og mulighed. Igen lader Kierkegaard sit pseudonym, her Anti-Climacus, behandle stoffet på en negativ måde. Han gennemgår alle de skikkelser, som fortvivlelsen kan have, men lader det munde ud i en forståelse af fortvivlelse som det, at man ikke vil være sig selv. Denne analyse fører ham frem til at genfremsætte læren om synden.

Kierkegaard nærmede sig hele tiden kernen i sit budskab, og i Indøvelse i Christendom fra 1850 fremhæver han troens betingelse: at træde i Jesu fodspor. Derpå beskriver han "forargelsen", dvs. erkendelsen af, hvad det indebærer af personlig lidelse at være kristen. Det fører frem mod det enten-eller, som er kravet i troen. Kristus fremhæves som forbillede og efterfølgelsen af ham som den sande form for kristendom. Men når forbilledet levede og døde i fornedrelse og under foragt og hån, vil den kristne også komme til at lide for sin tro. Kierkegaard går dog ikke så vidt som at kræve, at man skal blive martyr for sandheden. Det har kun Gud og en apostel ret til, men kristendommens krav må stilles klart frem. Det fører Anti-Climacus til at foretage en skarp skelnen mellem den triumferende, etablerede kirke og den ægte, kæmpende kirke. Det foregriber angrebet på den etablerede, danske kirke, som man ellers ofte betragter som noget løsrevet i forhold til forfatterskabet.

Igen ser det ud til, at Kierkegaard havde tænkt sig at afslutte sit forfatterskab. I 1848–49 skrev han Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, som først blev udgivet fire år efter hans død i 1859. Det samme gælder Dømmer selv!, der først blev trykt i 1876. I 1851 udgav han Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet, hvorefter han trak sig tilbage fra den litterære offentlighed.

Kirkestormen (1855)[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaard brød sin tavshed efter næsten fire år, da professor H.L. Martensen i 1854 under bisættelsen af biskop J.P. Mynster kaldte den døde et "sandhedsvidne". Den 18. december 1854 indeholdt Fædrelandet en artikel af Kierkegaard: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner – er dette Sandhed?" Det blev indledningen til kirkekampen eller kirkestormen i 1855, hvor Kierkegaard polemiserede voldsomt og injurierende imod kirken og dens præsteskab, først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad Øieblikket. I den første artikel forklarer han, at han hidtil ikke har kunnet tale om disse ting, på grund af faderens venskab med Biskop Mynster. I begyndelsen af kampagnen bruger Kierkegaard almindelige akademiske udtryksmidler: Mynster var ikke et sandhedsvidne, men "svag og nydelsessyg". Senere skriver han, at "der skal gøres en ende på den usandhed... at det er Christendom, man forkynder" (i folkekirken). Fra april fokuserer artiklerne på "den kongelige bestalling" der er latterlig i forbindelse med troen. Omtrent samtidig bliver målet for angrebene de "1000 Præster med Familie". I maj 1855 starter Øjeblikket og i et af de første numre foreslås det, at de 1000 præsters opgave i virkeligheden er at forhindre og umuliggøre kristendommen. I nr. 2 forstærkes denne anklage idet de "1000 embedsmænd med Selvopholdelsen Drift er interesserede i, at Menneskene ikke får at vide, hvad Christendom er..." I det samme nummer indføres det synspunkt at præsterne "leger Christendom". I juni anvendes udtryk som "Falskneri og Plattenslageri". I august bliver "Confirmation og Vielse" kaldt ""Comediespil eller det som værre er" og ordet "Løgn" bliver brugt med repetetiv aggressivitet. Samtidig bliver præsterne til "de 1000 Meenedere" hvilket i september forstærkes til "Menneskeædere, og på den afskyeligste måde." Under denne kampagne hævdede Kierkegaard ved adskillige lejligheder, at denne kamp var hans virkelige værk og at alle hans tidligere skrifter var at betragte som forberedende manøvrer indtil to betingelser var opfyldt, nemlig at både hans fader og Biskop Mynster var døde, samt at han selv var anerkendt som en intelligent teolog, man var nødt til at lytte til. Dette udtryktes tydeligst i “Hvad Christus dømmer om officiel Christendom“ fra 1855. Midt under denne kamp, mens nr. 10 af Øjeblikket var under forberedelse, faldt Kierkegaard bevidstløs om på gaden, og efter nogle ugers sygeleje døde han efter at have udtalt, at han blot havde krævet redelighed.

Søren Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård

Søren Kierkegaard blev begravet fra Frue Kirke. Kirken var fyldt med mennesker, flere stod ude på gaden. Repræsentanter for kirken, universitetet eller litteraturen var der ikke mange af. Stiftsprovst E.C. Tryde forestod kirkehandlingen. Efterfølgende talte broderen, Peter Christian, på familiens vegne.

Efter højtideligheden blev kisten ført til Assistens Kirkegård. Et stort følge gik med. Efter jordpåkastelsen trådte Henrik Lund frem. Han var Søren Kierkegaards nevø (ældste søn af søsteren Nicoline). Af H. Lunds tale fremgik, at onkelen havde været kirkens ivrigste modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde ranet ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig, og dermed ikke udviste respekt. Efter nevøens mening var onkelen netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse.

Stiftsprovst Tryde forlangte en undskyldning fra H. Lund, hvilket han fik. Herudover fik han ham idømt en bøde på 100 rigsdaler.

Stadierne på livets vej[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaards eksistensfilosofi kredsede omkring menneskets forskellige "stadier på livets vej". De bliver behandlet i flere forskellige værker, men der kan gives en samlet oversigt:

  • Spidsborgeren. Kierkegaard mener at mennesket adskiller sig fra dyrene og planterne ved at have et selv – altså en bevidsthed, en ånd. Denne bevidsthed har muligheden for at forholde sig til sig selv, men det gør spidsborgeren ikke. Denne person har endnu ikke set sig selv og lever derfor i ligegyldig konformitet og vane.
  • Æstetikeren. På et tidspunkt tvinges spidsborgeren til at forholde sig til sit eget selv, men vil med det samme forsøge at flygte fra sin egen eksistens, fx ved forbrug og ødselhed.
  • Mellemstadie: Ironi el. Ironikeren. Når æstetikeren forsøger at acceptere sin egen eksistens, vil han i første omgang distancere sig selv med ironi. En ironiker der med tiden bliver fortrolig med selvet, vil tage springet mod at blive:
  • Etikeren. Dette stadie er det egentlig ærlige og ansvarlige punkt, hvor personen er trådt i eksistens og ikke fornægter sit eget selv. Men etikeren vil mangle mening i tilværelsen og vil blive grebet af en eksistentiel angst.
  • Mellemstadie: Humor.
  • Det religiøse stadie. Dette er Kierkegaards sidste stadie, som er opdelt i 2 former:
Religiøsitet A. Dette er den konforme og ukrævende religiøsitet, hvor personen trofast går i kirke, beder sin aftenbøn – men mere af rutine end egentlig eget-valg. Ifølge Kierkegaard er denne form for religiøsitet ikke acceptabel, da man ikke tager stilling selv, men snarere bliver styret af religionen som institution (jf. Kierkegaards kritik af folkekirken).
Religiøsitet B. Den lidenskabelige og åndeligt krævende tro er det ultimative stadie, hvor personen indser det paradoksale og absurde i det kristne gudsbegreb: Gud fødes som menneske (Jesus), for at dø på korset og opstå igen, så menneskeheden frelses fra dets synder.

Set med et helheds perspektiv handler det om, at opnå en selverkendelse og selvindsigt som bevæger sig på et metafysisk og abstrakt plan, og skal accepteres af den du er, før man groft sagt finder "mening".

Eftervirkninger[redigér | redigér wikikode]

Filosofisk[redigér | redigér wikikode]

Statue i haven foran det Kgl. Bibliotek

Individualismen, den inderlige subjektivitet, den enkelte revet ud af miljøet og stillet over for Gud, det er, hvad Kierkegaards forfatterskab drejede sig om. Det kan siges at betegne en kulmination inden for protestantismen: længere kan man ikke komme i et personligt gudsforhold. Han har navnlig fået betydning for den eksistenstænkning, der slog igennem i Tyskland i 1920'erne, og som fik mange tilhængere i Frankrig efter 2. verdenskrig. Den seneste tids interesse for Kierkegaard har særlig fremhævet den litterære og den tematiske mangfoldighed og elegance i forfatterskabet.

Litterært[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaards forfatterskab er enestående rigt, rigt i omfang, på fantasi og skarpsindighed, præget af hårfin logik og mægtig følelse, af jævn tale om Guds rige og en utrolig lærdom. Han evnede at skrive i et sprog så vanskeligt, at det bliver knudret og uforståeligt. Han kunne også skrive så legende let, så yndefuldt og billedskønt, at det gør ham til en af Danmarks største sprogkunstnere i prosaen. Og han formåede det alvorligt formanende eller docerende, præget både af kåde bemærkninger og af drillende sammenligninger. Han var en forfatter, der kastede sig i støvet for det hellige, men som ikke lod sig imponere af noget. Lidenskab og enfoldig tale, humor og ironi, det er Kierkegaards vigtigste meddelelsesformer.

Videnskabeligt[redigér | redigér wikikode]

Kierkegaard skrev i 1849 om Sygdommen til Døden, at sjælen kan deles i 3: kælderen, stuen og første sal. Denne 3-deling af sjælen blev kopieret i Freuds teori fra 1923 om id, ego og superego.

Politisk-religiøst[redigér | redigér wikikode]

Det er en ironisk eftervirkning, at den Kierkegaard, som revsede den bestående kirke så eftertrykkeligt, har skabt det åndelige grundlag for en kirkelig retning, Tidehverv, som har haft og fortsat har stor betydning for Folkekirken. Ligeledes er det paradoksalt, at tidehvervske præster i dag sidder som medlemmer af Folketinget, når Kierkegaard foretrak enevælde for folkestyret. Men det dybeste paradoks i forholdet mellem Kierkegaard og Danmark beror på, at han anså folkekirken for at være en fjende af den sande kristendom. På den ene side er danskerne stolte af deres berømte skribent. På den anden ignorerer det flertal, der er medlemmer af folkekirken, at han fordømte denne institution som umoralsk og ukristen. Som eksempler på eftertidens syn på '"Kirkestormen" kunne man nævne P.G. Lindhardts i Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark hvori anvendes ordet “patologisk“ samt Danstrup og Kochs Danmarks Historie, der bruger udtrykket “sygelig“. (Bind 11, side 398.)

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Søren Kierkegaard-arkivet
  • Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie, 1838.
  • Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841.
  • Enten - Eller. Et Livs-Fragment udgivet af Victor Eremita, 1–2, 1843.
  • To opbyggelige Taler, 1843.
  • Frygt og Bæven. Dialektisk Lyrik af Johannes de Silentio, 1843.
  • Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi af Constantin Constantius, 1843.
  • Tre opbyggelige Taler, 1843.
  • Fire opbyggelige Taler, 1843.
  • Begrebet Angest. En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske, 1843.
  • To opbyggelige Taler, 1844.
  • Tre opbyggelige Taler, 1844.
  • Philosophiske Smuler eller En Smule Philosophi af Johannes Climacus, udgivet af S. Kierkegaard, 1844.
  • Problem om Arvesynden af Vigilius Haufniensis, 1844.
  • Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed af Nicolaus Notabene, 1844.
  • Fire opbyggelige Taler, 1844.
  • Tre Taler ved tænkte Leiligheder,1845.
  • Stadier paa Livets Vei. Studier af Forskjellige. Sammenbragte, befordrede til trykken og udgivne af Hilarius Bogbinder, 1845.
  • Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climacus. Udgiven af S. Kierkegaard, 1846.
  • En literair Anmeldelse. To Tidsaldre, Novelle af Forfatteren til "en Hverdags-Historie", udgiven af J. L. Heiberg, 1846.
  • Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 1847.
  • Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form, 1847.
  • Christelige Taler, 1848.
  • Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler, 1849.
  • Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger af H.H., 1849.
  • Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse. Af Anti-Climacus, udgivet af S. Kierkegaard, 1849.
  • "Ypperstepræsten" – "Tolderen" – "Synderinden", tre Taler ved Altergangen om Fredagen, 1849.
  • Indøvelse i Christendom af Anti-Climacus. Nr. I. II. III, udgivet af S. Kierkegaard, 1850.
  • En opbyggelig Tale, 1850.
  • To Taler ved Altergangen om Fredagen, 1851.
  • Om min Forfatter-Virksomhed, 1851.
  • Til Selvprøvelse. Samtiden anbefalet, 1851.
  • Dette skal siges; saa være det da sagt, 1855.
  • Øieblikket nr. 1–10, 1855
  • Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, skrevet 1848. Udgivet efter S.K.s død i 1859.
  • Dømmer selv. Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet. Anden Række, skrevet 1851–52. Udgivet efter S.K.s død i 1876.
  • Bogen om Adler skrevet 1846–47. Udgivet efter S.K.s død i 1916.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Hvad Christus dømmer om officiel Christendom. 1855.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]