Aaron Nimzowitsch

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Aron Nimzowitsch mens han kigger ned på et skakbræt

Aaron Nimzowitsch (lettisk: Ārons Ņimcovičs); 7. november 1886 i Riga16. marts 1935 i København) var en lettisk skakspiller, som efter 1. verdenskrig bosatte sig i Danmark. Han var på sin karrieres højdepunkt blandt verdens stærkeste skakspillere, men anerkendes især for at have fornyet skaktænkningen gennem sine teorier. Hans hovedværk, Mit system, regnes for en klassiker inden for skaklitteraturen. Han kaldes også "Danmarks skaklærer"[1].

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Nimzowitsch kom fra en velhavende jødisk familie i Riga, Letland, som på det tidspunkt hørte under zardømmet i Rusland, og lærte skakspillet af sin far. Han rejste til Tyskland i 1904 for at studere filosofi, men begyndte samme år en karriere som professionel skakspiller, som varede til kort før hans død.

Nimzowitsch flyttede efter en række kaotiske år under og efter 1. verdenskrig til Danmark i 1922[2] (nogle kilder siger 1920) og boede resten af livet i København. Nimzowitsch fik derved stor indflydelse på det danske skakliv bl.a. som foredragsholder og skribent.

Selv om han også havde flotte resultater før 1. verdenskrig (bl.a. en delt sejr med Alexander Aljechin i det alrussiske mesterskab i Skt. Petersborg 1914), havde han sine bedste år i en for en skakspiller forholdsvis sen alder. Disse begyndte, da han i 1925 vandt turneringen i Marienbad på deling med Akiba Rubinstein og blev nr. to i turneringen i Breslau efter Efim Bogoljubov[3]. Samme år udkom Mein System første gang.

På karrierens højdepunkt var han verdens tredjebedste skakspiller lige efter Aljechin og José Raúl Capablanca. Han havde havde dog store problemer, når han mødte de allerbedste og vandt f.eks. aldrig et parti mod Capablanca (da Capablanca i hele sin karriere kun tabte 36 partier, var der derfor mange stærke skakspillere, han delte skæbne med).

Hans sidste store sejr var i turneringen i Karlsbad 1929, hvor han bl.a. distancerede Capablanca.

Adskillige åbninger og varianter er opkaldt efter Nimzowitsch. Mest kendt er Nimzoindisk (1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4).

Da Nimzowitsch døde i marts 1935 blev Dansk Skak Unions medlemsblad, Skakbladets majnummer helliget ham og hans minde. Bladet indeholdt et mindeord af Aljechin, som bl.a. skrev:

"Det er vel overflødigt endnu engang at gentage, at skakverdenen har lidt et stort tab ved Nimzowitsch's død. Men jeg vil gerne tilføje – vel det største. For Nimzowitsch var ikke blot en af de virkelig Store som praktisk kunstner, men frem for alt den første, som i dette århundrede åbnede nye veje for videnskabelig skak, og det er det det, som også i fremtiden vil gøre hans navn uforglemmeligt hos skakinteresserede."[3]

Nimzowitsch er begravet på Bispebjerg Kirkegård i København (gravsted uL 378). Det fremgår af Skakhåndbogen (Dansk Skak Unions regelsæt), at skakunionen er forpligtet til at stå for vedligeholdelsen af gravstedet[4]. Senere er Jens Enevoldsen blevet begravet i samme gravsted.

"Mit system"[redigér | redigér wikikode]

Nimzowitsch kaldte selv sine teorier for en "skakrevolution"[3], som blev indledt i 1911, hvor han i partier og partinoter gik imod den gældende opfattelse, at kontrollen med centrum på skakbrættet kun blev afgjort af bønderne. I 1913 skrev han artiklen Svarer Dr. Tarrasch' "Die Moderne Schachparie" virkelig til en moderne opfattelse? Nye tanker om moderne og umoderne skak, hvor han gik til til angreb på Siegbert Tarraschs opfattelse af moderne skak og fremhævede sine egne ideer. Angrebet blev af mange opfattet polemisk, og Nimzowitsch' ideer mødte en del modstand – ikke mindst fra Tarrasch. Senere skrev Nimzowitsch en artikel med titlen Mein system, som i 1925 blev titlen på hans hovedværk.

Sammen med med Richard Réti, Savielly Tartakower og Gyula Breyer regnes Nimzowitsch for lederne af den hypermoderne skakskole (navngivet af Réti i Die neuen Ideen im Schachspiel fra 1922[5], som fik stor indflydelse fra midten af 1920'erne. Hypermodernisterne mente, at centrum af skakbrættet bør dækkes af fjerne officerer frem for af bønder, hvilket til dels svarer til Nimzowitschs' teser fra før 1. verdenskrig.

I 1925 begyndte Nimzowitsch at udgive Mein System i en serie på fem hæfter, hvor han samler en række af sine på den tid revolutionerende ideer. De omfatter: Overdækning, blokade, profylakse og fianchetto-udvikling af løbere mv. Mein System hander om alt fra åbnings- til slutspil og kan bl.a. ses som en lærebog i positionsspil.

Som Aljechin skriver i sit mindeord ovenfor, var Nimzowitsch en foregangsmand med sine ideer, og Mit system (som bogen hedder på dansk), regnes for en af skaklitteraturens klassikere, og bl.a. spillere som Bent Larsen, Tigran Petrosian og Anatolij Karpov har bygget en del af deres spil på hans ideer.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

  • Nimzowitsch, Aron: Mit System (oversat fra tysk, Mein System, af J.P. Toft), Hernovs Forlag, 1977 (oprindelig udgave 1925), ISBN 87-7215-633-3. Bogen indeholder i denne udgave bl.a. en kort biografi skrevet af J.P. Toft og verdensmester Alexander Aljechins mindeord i Skakbladet maj 1935.
  • Nimzowitsch, Aron: Blokaden. Nye synspunkter af A. Nimzowitsch (oversat fra tysk, Die Blockade, af J.P. Toft), 1931 (oprindelig udgave 1925).
  • Nimzowitsch, Aron: Die Praxis meines System (1927)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Nielsen, Bjørn: Nimzowitsch, Danmarks skaklærer, 1945
  2. Politietsregisterblade.dk – Aron Nimzowltsch
  3. 3,0 3,1 3,2 * Nimzowitsch, Aron: Mit System (oversat fra tysk af J.P. Toft), Hernovs Forlag, 1977
  4. http://www.dsu.dk/dsu-dok/skakhand/2007/shb-14-2.pdf Skakhåndbogen version 14-2 (marts 2007), side 18
  5. http://www.chesshistory.com/winter/extra/earliest.html Winter, Edward: Earliest Occurrences of Chess Terms, på ChessHistory.com (2007))

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]