Benny Andersen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler digteren og komponisten Benny Andersen. Opslagsordet har også anden betydning, se Benny Andersen (flertydig).
Benny Andersen
Aktiv 20. & 21. århundrede,
Benny Andersen

Benny Andersen signerer sin nye digtsamling, navngivet "Kram", den 14. november 2009 på den årlige danske bogmesse, BogForum (13.-15. november, 2009)

Område: Dansk litteratur
Født: 7. november 1929 (84 år)
Genre(r): romaner
noveller
digte
rejseminder
essays
eventyr

Benny Andersen (født 7. november 1929 i Vangede) er en dansk digter, lyriker, forfatter, komponist og pianist.

Han har udgivet digtsamlinger, noveller, romaner, essays og børnebøger, bl.a. bøgerne om Snøvsen. Har endvidere skrevet tv- og teaterdramatik. Modtog i 1985 Modersmål-Prisen. Benny Andersen uddeler selv Benny Andersen Prisen.

Han blev æreskunstner i Østermarie i 2004 og fik i den anledning opkaldt Benny Andersens Boldgade efter sig i byen.

Benny Andersen er den mest læste og sungne moderne danske lyriker. Han mestrer det danske sprog på en underfundig måde, hvor han bringer ordspil og anden leg med ord ind i lyrikken i kombination med humor, skæve synsvinkler og små puf til danskernes dobbeltmoral.

Benny Andersen er ikke mindst kendt for sit langvarige samarbejde med Povl Dissing.

Hans første digtsamling Den musikalske ål udkom i 1960. Mest kendt er nok Svantes viser fra 1972, som de fleste danskere har taget til sig. Hans Samlede digte 1960 – 1996 har slået alle rekorder for lyrik og er udkommet i over 130.000 eksemplarer.

Benny Andersen er medlem af Det Danske Akademi fra 1972.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Barndom[redigér | redigér wikikode]

Benny Andersen er opvokset i et arbejderhjem under trange kår. Hans far var murerarbejdsmand, men selvom familien var hårdt presset økonomisk og måtte flytte 12 gange inden for Benny Andersens første fire leveår, var det meget vigtigt for dem, at Benny Andersen og hans bror fik mulighed for at udfolde sig i den retning, de gerne ville. Familien investerede således i et piano, før Benny Andersen var fyldt ti, og der lærte han at spille. Allerede i sine helt unge år læste Benny Andersen også meget. Han kunne læse, før han kom i skole, og i sin skoletid læste han mange og tunge værker. Heriblandt Sartre, Proust og Kafka[1]. Senere har han fortalt, at han formentlig var så optaget af læsningen, fordi han forsøgte at finde sin egen unikke identitet. Han følte ikke, han kunne følge med de andre frembusende fyre i skolen. Han følte sig mere som den intellektuelle, følsomme type, og derfor søgte han sine egne veje:

"Tit læste jeg obskure ting på originalsproget, og noget af det har jeg aldrig åbnet siden. Nærmest af frygt. Jeg havde en Kafka-periode og så en Dostojevskij-periode, hvor jeg læste de her dystre værker, som næsten kunne være farlige i deres substans, så surrealistisk var det. ... Jeg tror i høj grad, at det var mit unge, udefinerede jeg, der prøvede at finde en identitet. Jeg stræbte efter at være særegen. Jeg kan huske, at jeg engang slog ordet ’sær’ op i ordbogen, og så stod der, at det betød unik. Det gav genklang i mig. unik! Det var det, jeg higede efter at blive.[1]

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Benny Andersen forlod skolen efter syvende klasse og fik arbejde som cykelbud. To år senere fik han job som kontorist på et reklamebureau, men var mere interesseret i avisernes kronikker end i deres reklamer. Han ville gerne læse litteratur og tog derfor årene fra syvende klasse til gymnasiet på kursus. Efterfølgende tog han studentereksamen på aftenkursus ved siden af fuldtidsarbejdet på reklamebureauet og et bijob som pianist på en danseskole. I et dybdegående interviewbog i 2008 fortalte han, at den tid blev meget hård:

"Til undervisning var der folk, der faldt om af udmattelse, fordi vi læste om aftenen ved siden af fuldtidsarbejde, og så havde vi tilmed et større pensum end normale gymnasielever ... Jeg var på det tidspunkt godt begravet i arbejde og læsning og studier, og jeg var hele tid på vej fra det ene til det andet. Der kom jeg i søvnunderskud, og jeg begyndte at blive så overanstrengt, at jeg kom til at stamme i telefonen på reklamebureauet. Til sidste måtte de flytte mig helt væk fra arbejdet med at modtage opkald."[1]

Men det var også på aftenkurset, Benny Andersen mødte Signe Plesner (som senere blev hans første kone). Hun var meget interesseret i lyrik, og i et forsøg på at vinde hendes hjerte besluttede Benny Andersen, at han ville skrive digte for at imponere hende[1]. Det lykkedes, og de to fandt sammen. Da besluttede Benny Andersen, at han måtte udgive en hel digtsamling for virkelig at imponere hende.

Afslag fra forlag[redigér | redigér wikikode]

Signe Plesner fik et nervesammenbrud under arbejdspresset på studenterkurset, og hun og Benny Andersen droppede deres drøm om at læse litteratur på universitetet[2].

I stedet rejste Benny Andersen i 1948 til Esbjerg, hvor han fik et job som barpianist, så han kunne forsørge Signe og sig selv. Der begyndte han også at digte meget intenst og arbejdede i to år med en stor novellesamling og en digtsamling, før han rejste videre og blev omrejsende pianist bl.a. i Uppsala. Efter endnu et års arbejde med digtene sendte han dem til Gyldendal, men fik en afvisning tilbage. Det gjorde han også på sin novellesamling, og efter en række afslag fra andre forlag, tabte han modet. I tre år havde han arbejdet dag og nat, mens han var på farten, men alt var blevet afvist:

”I første omgang blev jeg frustreret og skuffet. Jeg tror også, jeg blev lidt flov. På det tidspunkt var jeg meget på farten og spillede i Jylland og i Norge, og der var jeg meget alene og røg simpelthen ned i en depression, som jeg ikke ordentligt kunne dele med nogen. Meget tid tilbragte jeg på små kamre eller værelser oppe i Norge ... Jeg havde sat ret meget af min ambition ind på skrivningen, og da jeg fik den samling tilbage i hovedet, begyndte jeg at føle mig nytteløs. Jeg var nok usikker på, om det var godt nok, det jeg lavede ... Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med mit liv og ikke kunne finde ud af, hvem jeg var. Skulle jeg spille eller prøve at skrive videre?"[1]

I første omgang valgte han helt at stoppe skrivningen[1]. Han var fortsat deprimeret, men i pausen begyndte han at vende sig mere ud mod verden og væk fra tankerne om forfatteret, indtil han pludselig en dag efter tre års pause begyndte at digte lidt, mens han sad i et tog. Det førte til, at han snart fik trykt i alt 22 digte i tidskriftet Hvedekorn, og i vinteren 1959 blev han ringet op af forlæggeren Jarl Borgen, der gerne ville udgive en samling af Benny Andersens digte. Det blev til Benny Andersens debutsamling, Den musikalske ål (1960)

Gennembrud[redigér | redigér wikikode]

Benny Andersens debutsamling blev godt modtaget af anmelderne. I BT blev samlingen rost højt: "Formuleringerne er fulde af de dristigste kortslutninger," skrev de, og i Dagbladet Politiken skrev Tom Kristensen, at "debutanten har skabt sin helt egen genre."[1]. Benny Andersen fortsatte sit pianistvirke, men efter et år valgte han, på Klaus Rifbjergs opfordring, at forsøge at hellige sig skrivningen. I den tid arbejdede han intenst:

"Jeg har en meget stærk selvdisciplin, og jeg gjorde det, at jeg lukkede mig inde med arbejdet, trak gardinerne ned og lod mig ikke forstyrre. Sådan arbejder jeg hver dag. Jeg venter ikke på, at inspirationen skal komme. Hver morgen har jeg i stedet den kontrakt med mig selv: der skal stå noget på papiret. Amatørerne går og venter på, at inspirationen drysser ned. Den professionelle siger: nu vælger jeg at sætte mig ned og skabe."[1]

Det førte til endnu to digtsamlinger, Kamera med Køkkenadgang (1962) og Den indre bowlerhat (1964). Begge samlinger blev både kritiske og komercielle succeser. Anmelderne roste begge samlinger højt, og på to år solgte Den indre Bowlerhat 31.000 eksemplarer. Benny Andersen fik sit folkelige gennembrud, kom på oplæsningsturneer, og blev bedt om at stille op til interviews.

Produktive år[redigér | redigér wikikode]

Årene efter 1964 blev uhyre produktive for Benny Andersen. Han forfattede en novellesamling Puderne, skrev radio- og tv-spil, skrev børnebøger, bl.a. Nikke Nikke Nambo og Snøvsen, og digtede fortsat. Som han senere har fortalt:

"Jeg fik nærmest et overflodsproblem ... Pludselig blev mine kladdehæfter fyldt til randen. Der var hele tiden mere, der skulle frem. Der er perioder fra den tid, jeg ikke har kunnet huske siden, fordi der var så meget tryk på skrivningen."[1]

I 1972 skrev han sangene Svantes Viser, som handlede om den svenske, halvfordrukne kyniker Svante. Svantes Viser blev både en kommerciel og kritikerrost succes. Viserne lå over et år på P3s hitliste, og samlingen slog alle rekorder for lyrik og solgte over 57.000 eksemplarer[1]. Viserne indeholdt også meget dystre toner, som havde at gøre med en udvikling i Benny Andersens privatliv. Han og Signe Plesner blev i den periode skilt.

Efter Svantes Viser er Benny Andersen blevet den mest læste danske digter i nyere tid. Siden er han udkommet med en lang række børnebøger, digt- og novellesamlinger. Blandt andet Denne kommen og gåen fra 1993, Verden udenfor syltetøjsglasset fra 1996 og Sjælen marineret fra 2001.

Senere år[redigér | redigér wikikode]

På sin 70 års fødselsdag den 7. november 1999 blev Benny Andersen hyldet med fakkeltog foran Thorvaldsens Museum i København. Kun tre danske forfattere har opnået den ære; de øvrige to er H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger. I november 2013 fik han som den første dansker udgivet en digtsamling på kinesisk.[3]

Privat[redigér | redigér wikikode]

Fra starten af 1970erne til sidst i 1990erne boede Benny Andersen på hjørnet af Skovsvinget og Kærparken i Hjortekær ved Kongens Lyngby. Benny Andersen er nu flyttet til Virum.

Benny Andersen var i mange år gift med Cynthia Rosalina, mor til Maria Bramsen (kendt fra det danske band Tøsedrengene). Cynthia var født på Barbados hvor parret i årevis tilbragte deres vintre.

Benny Andersen er i dag gift med Elisabeth Ehmer. De har begge forbindelse til Bornholm og tilbringer gerne deres somre der.

Benny Andersen Prisen[redigér | redigér wikikode]

Benny Andersen Prisen overrækkes på Børnekonferencen [4], der er en konference om arbejdet med socialt udsatte børns vilkår. Prisen overrækkes af Benny selv.[5]

Dommerpanelet består af den tidligere formand for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen sammen med en række andre topforskere. Desuden er Mary Fondens direktør og Red Barnets generalsekretær med i dommerpanelet.[6]

Udvalgte digtsamlinger, romaner, noveller, m.m.[redigér | redigér wikikode]

  • Den musikalske ål (digte), 1961.
  • Kamera med køkkenadgang (digte), 1962.
  • Bukserne, 1963.
  • Nikke Nikke Nambo og andre danske børnerim og remser, 1963.
  • Smil (digte) 1964
  • Den indre bowlerhat (digte), 1964.
  • Portrætgalleri (digte), 1966.
  • Et lykkeligt menneske, 1968.
  • Det sidste øh og andre digte (digte), 1969.
  • Her i reservatet (digte), 1971.
  • Personlige papirer (digte), 1974
  • Under begge øjne (digte), 1978
  • Himmelspræt (eller kunsten at komme til verden) (digte), 1979
  • Tiden og storken (digte), 1985.
  • H.C. Andersens land (digte), 1985.
  • Chagall og skorpiondans (digte), 1991.
  • Denne kommen og gåen (digte), 1993.
  • Mit liv som indvandrer (digte), 1993
  • Verdensborger i Danmark (digte), 1995.
  • Verden udenfor syltetøjsglasset (digte), 1996.
  • Sjælen marineret (digte), 2001.
  • Svantes lykkelige dag, 2003.
  • Samlede noveller (noveller), 2003.
  • Spredte digte (digte), 2005.
  • Den Vilde Ungdom (digte), 2005.
  • Kram (digte), 2009
  • Den nøgne mand., (digte) 2010

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Benny Andersen Prisen 2011

Forfatter Stub
Denne forfatterbiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi