CDU

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
CDU
Christlich Demokratische Union Deutschlands
CDU logo
Partileder Angela Merkel
Partiformand
Næstformand Volker Bouffier
Ursula von der Leyen
Norbert Röttgen
Annette Schavan
Thomas Strobl
Talsmand
Partisekretær Peter Tauber
Politisk ordfører
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i :
Gruppeleder i
Grundlagt 1870 (Zentrum)
juni 1945 (CDU)
Nedlagt
Partiavis
Hovedkontor Klingelhöferstraße 8
10785 Berlin
Antal medlemmer 484.397 (april 2012)[1]
Ungdomsorganisation Junge Union
Studenterorganisation
Pladser i Folketinget
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Konservatisme og Kristendemokrati
Politisk placering Centrum-højre
Internationalt samarbejdsorgan Centrist Democrat International og International Democrat Union
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan Europæisk Folkeparti
Partigruppe i Europaparlamentet Gruppen for Det Europæiske Folkeparti
Partifarve(r) Sort/Orange
Partibogstav
Website cdu.de
CDU's vælgeropbakning i procent.
CDU's hovedsæde, Konrad-Adenauer-Haus i Berlin-Tiergarten.
Angela Merkel er både den første kvindelige kansler og den første kansler fra det tidligere Østtyskland.

CDU, fork. for Christlich Demokratische Union Deutschlands (dansk: Tysklands Kristelig-Demokratiske Union) er et tysk konservativt-kristendemokratisk politisk parti, der siden sin grundlæggelse i 1945 har været blandt de toneangivende i landets politik. Partiet har dannet regering 1949-1969, 1982-1998 og senest fra 2005.

Partiets formand har siden 2000 været forbundskansler Angela Merkel. CDU har et tæt samarbejde med det bayerske kristendemokratiske parti, CSU, som det danner en fraktion sammen med i Bundestag. Partierne har desuden fælles ungdomsorganisation, Junge Union, der er landets største politiske ungdomorganisation.

Historie[redigér | redigér wikikode]

CDU blev grundlagt efter 2. verdenskrigs afslutning 1945, men partiet har rødder i det katolske parti Zentrum, der blev stiftet i 1870. Før oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland var CDU organiseret i de fire besættelseszoner. CDUD, der var partiets organisation i østzonen, indgik i 1947 i Nationale Front. Det betød, at de tre vestlige CDU-landsforbund brød med CDUD og stiftede en organisation. Efter Tysklands genforening blev CDU og CDUD lagt sammen til én organisation.

Partiets første formand var Konrad Adenauer, der tidligere havde været medlem af Zentrum. Partiet var en nyskabelse, idet det forsøgte at samle kristne uanset konfession såvel som ikke-religiøse i et stort konservativt folkeparti. Oprindeligt gik en del af partiet ind for en kristelig socialisme, men det blev hurtigt støtten til en socialt reguleret markedsøkonomi, der blev partiets offcielle program.

Partiet var det dominerende parti i Vesttyskland i 1950'erne og 1960'erne og var indtil 1963 ledet af Konrad Adenauer. Han blev efterfulgt af Ludwig Erhard, der var tidligere økonomiminister. I 1966 dannede CDU en stor koalition med SPD, og CDU's Kurt Georg Kiesinger blev kansler. Efter valget i 1969 dannede SPD regering med FDP, og CDU var i opposition indtil 1982. I denne periode udviklede partiet en ny økonomisk politik og udenrigspolitik. FDP dannede en koalition ved valget i 1982 og Helmut Kohl blev kansler. Efter Berlinmurens fald opnåede partiet øget vælgertilslutning. Første valg efter genforeningen betød genvalg til Kohl, men partiet gik tilbage som følge af økonomisk recession i det tidligere Østtyskland og skattestigninger i Vest. Ved valget i 1994 vandt Kohl igen, men med en smal margin. Helmut Kohl blev efterfulgt som formand af Wolfgang Schäuble, der dog allerede i 2000 blev erstattet af Angele Merkel. Hun måtte i sine første år stå i skyggen af andre politikere; bl.a. deltog hun ikke i debatterne i Bundestag mod kansler Gerhard Schröder (SPD), fordi hun ikke var gruppeformand. Hun blev heller ikke opstillet som CDU/CSU's kanslerkandidat i 2002. Det blev i stedet CSU's Edmund Stoiber. Da det ikke lykkedes CDU/CSU at vinde valget, fik Merkel nu mulighed for at styrke sin stilling, og hun var stort set ubestridt som kanslerkandidat op til valget i 2005.

Trods jordskredssejre i flere delstater ved valget i 2005, var valgresultatet mudret. Efter tre ugers forhandlinger blev SPD og CSU enige om at danne en stor koalition, der gjorde Merkel til kansler, men som samtidig sikrede SPD 8 ud af 16 ministerposter, herunder et flertal af de mest prestigefyldte. Angela Merkel blev valgt som kansler 22. november 2005 med 397 stemmer mod 217 i Bundestag.

Politisk profil[redigér | redigér wikikode]

Partiet har rødder i politisk katolicisme, katolsk sociallære, politisk protestantisme såvel som neoliberalisme, økonomisk liberalisme og nationalkonservatisme. Særligt siden Helmut Kohls regeringsperiode har partiet fulgt en neoliberal tilgang.

Partiets aktuelle politiske program Freiheit in Verantwortung (Frihed under ansvar) blev vedtaget i 1994. I programmet omtaler CDU "den kristlige opfattelse af mennesket og dets ansvar overfor Gud". CDU er tilhænger af en social markedsøkonomi indenfor rammerne af en føderal retsstat. Udenrigspolitisk arbejder partiet for europæisk integration og er tilhænger af NATO samt et tæt samarbejde med USA. På det økonomiske område er partiet tilhænger af skattelettelser. Retspolitisk går CDU ind for strengere straffe, ligesom det arbejder for en strammere udlændingepolitik. Indenrigspolitisk går partiet ind for regelforenkling, mindre bureaukrati og bevaringen af kulturelle traditioner.

CDU's politiske modstandere er det socialdemokratiske SPD, socialistpartiet Die Linke og centrum-venstre-partiet Bündnis '90/Die Grünen. Det liberale parti FDP er CDU's foretrukne regeringspartner, da partierne har mest til fælles i den økonomiske politik. Omvendt er FDP og CDU langt fra enige om socialpolitik. CDU afviser at danne regering med Die Linke og højreekstremstiske partier.

Forbundskanslere[redigér | redigér wikikode]

Følgende forbundskanslere er valgt for CDU:

Formænd[redigér | redigér wikikode]

Formænd for CDU/CSU-fraktionen[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. http://www.n-tv.de/politik/Parteien-laufen-Mitglieder-weg-article6364441.html (på tysk)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]