Tysklands genforening

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Tysklands genforening betegner det faktum, at Vesttyskland kunne udnytte en paragraf i forfatningen, sådan at man kunne optage hver af DDRs delstater enkeltvis. Statsretsligt set var der altså ikke tale om nogen genforening, men om en indlemmelse, som formelt set fandt sted den 3. oktober 1990. Genforeningen blev udløst af østeuropæiske kommunistiske staters gradvise kollaps i 1989, der i DDR kulminerede med Berlinmurens fald i november 1989. Med genforeningen ophørte den deling af Tyskland som havde været i kraft siden 2. verdenskrigs afslutning.

[redigér] Forhistorie

Tyskland havde fra afslutningen af den 2. verdenskrig og frem til 1949 været delt i fire besættelseszoner, en engelsk, en fransk, en amerikansk og en sovjetisk. De tre vestlige landes zoner blev i 1949 til BRD (Den Tyske Forbundsrepublik), mens den sovjetiske zone blev til DDR (Den Tyske Demokratiske Republik). Disse to statsdannelser bestod hver især af et antal delstater (Länder), som var skabt under Weimarrepublikken. Mens Forbundsrepublikken ("Vesttyskland") blev integreret i den vestlige økonomi og medlem af både NATO og Kul- og Stålunionen, så blev DDR ("Østtyskland") en del af den ideologiske og militære sammenslutning af socialistiske lande under Sovjetunionens ledelse. Tyskere var altså delt op i to forskellige stater, og kunne i tilfælde af en krig mellem USA og Sovjetunionen risikere at stå på hver sin side.

[redigér] DDR´s undergang

I løbet af den kolde krig, blev det mere og mere tydeligt, at den kommunistiske planøkonomi og mangel på frihed og demokrati i længden ikke kunne hamle op med vesten. Bygningen af Berlinmuren blev et symbol på, at DDR måtte spærre sin befolkning inde, for at forhindre at de forlod DDR til fordel for Vesttyskland. I løbet af firserne blev DDR´s økonomiske problemer stadig større, og kravet om reformer begyndte at opstå i befolkningen. Bl. a. voksede utilfredsheden i befolkningen med den enorme forurening, som det østtyske industrielle samfund forårsagede. Den ældre elite af ledere i DDR´s etpartistat under ledelse af Erich Honecker viste sig ude af stand til at imødekomme reformkrav, og var dermed med til at gøre utilfredsheden endnu større.

Men det var ikke bare de indre forhold der knækkede DDR. Samlingen af Tyskland blev grundet Sovjetunionens dominerende stillng overfor DDR først muligt med Sovjetunionens sammenbrud, men det blev også afgørende for forløbet, at netop Michail Gorbatjov var leder af Sovjetunionen i de kritiske år. Gorbatjov ophævede Brezjnevdoktrinen, og fjernede dermed reelt set DDR´s overlevelsesmuligheder. Hvis ikke sovjetiske tropper ville hjælpe med at bevare kommunismen i DDR, så kunne man ikke modstå befolkningernes krav.