Berlinmuren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Berlinmuren ved Bethaniendamm i 1986
Kort over Vest-og Østberlin, grænseovergange, metro-netværk (interactive map)

Berlinmuren (på tysk Berliner Mauer eller bare die Mauer, i DDR kaldt Antifaschistischer Schutzwand "antifascistisk beskyttelsesmur", (i det daværende Sovjetunionen kendt som den "Antifascistiske Beskyttelsesvold") var en adskillende spærring af beton, pigtråd og elektrisk hegn mellem Øst- og Vestberlin. Den skilte Vestberlin fra Østberlin og resten af DDR. Det var DDR, der lukkede grænsen mellem de to dele af Tyskland (BRD og DDR). Formålet med muren var officielt at beskytte DDR's indbyggere mod fascisme (østbloklandene mente, at de kapitalistiske NATO-lande, og i særdeleshed Vesttyskland, var fascistiske). Den reelle årsag til byggeriet af muren var at forhindre, at befolkningen flygtede til det rigere og demokratiske vesten, hvilket ville medføre en økonomisk kollaps for DDR. Berlin var det eneste sted, hvor østtyskere stadig uhindret kunne flygte til vesten. Selve konstruktionen af muren begyndte om natten mellem den 12. og 13. august 1961. Muren faldt 9. november 1989 efter godt 28 år.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig var resterne af Tyskland delt op i fire zoner: den amerikanske, den britiske og den franske zone (disse tre var de vestlige allierede) samt den sovjetiske zone. Fra 1947 blev Tyskland opdelt i to dele (reelt fire, men de vestlige dele samarbejdede). I de tre vestlige zoner oprettedes i 1949 staten BRD (Bundesrepublik Deutschland) og samme år oprettedes i den sovjetiske zone staten DDR (Deutsche Demokratische Republik). DDR lå mod nordøst og BRD mod vest og syd. Kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning opstod problemer i samarbejdet om besættelseszonerne mellem på den ene side de tre vestlige allierede og på den anden side Sovjetunionen. Med indførelsen af D-Marken i de vestlige besættelseszoner sammen med beslutningen om at oprette en vesttysk nation blev fjendskabet mellem Sovjetunionen og de vestallierede tydeligt. Fra 1948-1949 forsøgte Sovjetunionen forgæves at tvinge de allierede til at forlade Berlin ved en blokade af Vestberlin.

Masseflugt fra DDR[redigér | redigér wikikode]

Nikita Khrusjtjov rettede 27. november 1958 et ultimatum til vestmagterne og krævede, at de skulle trække sig ud af Berlin, og at Øst- og Vestberlin skulle slås sammen til én by under DDR's kontrol. Dette skulle opfyldes inden seks måneder, og hvis det ikke skete, ville Sovjetunionen slutte separat fredsaftale med DDR og overlade al sovjetisk kontrol til kommunistpartiet i DDR. Dette skulle ske for at hindre den massive flugt af (oftest unge og uddannede) tyskere fra DDR til Vesttyskland, noget som bevirkede, at DDR var ved at kollapse økonomisk. 3,12 millioner tyskere havde siden 1949 fundet vejen fra DDR til Vesttyskland.

Før Berlinmuren blev bygget, var der ikke restriktioner på rejser mellem Øst- og Vestberlin (i modsætning til rejser mellem DDR og Vesttyskland), og tyskere i DDR, som ønskede at komme til Vesten, kunne rejse direkte ind i Vestberlin for så at flygte til Vesttyskland. Det var desuden ikke usædvanligt, at tyskere bosat i DDR arbejdede i Vestberlin: Østberlin havde besvær med at besætte 45.000 arbejdspladser, mens 53.000 østberlinere arbejdede i Vestberlin og fik halvdelen af deres løn i "hårde" D-Mark.

Delingen[redigér | redigér wikikode]

Det berømte You are leaving the American sector ... De forlader den amerikanske sektor...

Der havde i dagene før 12. august 1961 været meldt om øget militær aktivitet fra DDR's side omkring Berlin, og alle DDR's miltære enheder var sat i højeste beredskab fra midnat 13. august. Samtidig blev S-banetogene stoppet unormalt på sektorgrænsen, og det østtyske nyhedsbureau ADN udsendte en pressemeddelelse kl. 01.11, som på vegne af alle Warszawapagtlande erklærede, at det er besluttet at iværksætte en troværdig og effektiv kontrol ved sektorgrænsen i Berlin. Første melding fra RIAS (amerikansk radio i Berlin) kom kl. 03.25 og meldte kort at store militære styrker fra DDR har i nat spærret grænsen mellem Øst- og Vestberlin. 69 af 81 overgange blev spærret øjeblikkeligt og al S- og U-banetrafik standset bortset fra på Bahnhof Berlin Friedrichstraße, hvor overgang blev tilladt under streng kontrol. Til sidst var det kun posttoget mellem Bahnhof Zoo og Bahnhof Friedrichstrasse, som kørte mellem Øst- og Vestberlin.

Kort tid efter blev yderligere fem af de tolv åbne overgange spærret, og DDR's opfordring til vestberlinerne om at holde hundrede meters afstand til muren førte til, at amerikanerne sendte panserafdelinger til sektorgrænsen.

Conrad Schumanns flugt afbildet på et af betonelementerne fra Berlinmuren.

Den 15. august var den 19 år gamle Conrad Schumann som østtysk grænsepolitibetjent på vagt ved den netop påbegyndte Berlinmur på hjørnet af Ruppinerstraße og Bernauerstraße i den franske sektor. Muren bestod på dette tidlige stadium blot af et lavt pigtrådshegn. Da han fik muligheden løb han med fuld kraft og hoppede over afspærringerne og ind i Vestberlin, hvor han med høj hastighed blev kørt bort af en ventende politibil. Flugten blev filmet og billederne gik snart verden rundt.

Delingen førte også til andre mere bizarre episoder. På grund af den pludselige deling blev 1 300 børn spærret inde i Østberlin, mens de var på besøg hos familie eller venner. De sidste kom ikke hjem før tre måneder efter delingen. Ligkister blev udvekslet hver onsdag ved Heinrich-Heine-Strasse. Desuden udgik der 16. august en opfordring blandt Vestberlins indbyggere om ikke at bruge S-banen, som efter aftale mellem de fire sejrsmagter blev drevet af DDR. Tællingen 23. august viste, at passagerantallet gik ned fra 500.000 til 100.000.

Muren[redigér | redigér wikikode]

Sattelitbillede af Berlin. Muren er markeret med en gul linje.
En ældre kvinde vinker over muren

Opbygning og konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Frem til november 1961 bestod "muren" af tre to meter høje pigtrådshegn, henholdsvis på grænsen, 20 meter inde og det sidste 135 meter indenfor grænsen, hvor der mellem de to første hegn lå tætpakket pigtråd, og græsset mellem det mellemste og bagerste var meget kort. Her stod også de 20 meter høje lyskastere og vagttårnene, som blev bygget med en afstand af 550 meter. En række steder gik grænsen langs husvæggene. Her blev første etage muret til, mens flygtninge den første tid sprang ned fra resten af etagerne for at forsøge at komme til Vestberlin. I Bernauer Strasse gik grænsen langs husvæggen på den ene side, så DDR lagde spærringen midt i gaden, sådan at vestberlinerne kunne komme ud og ind ad gaden. Husene på den anden side blev senere sprængt bort for at give plads til muren. Ved Tiergarten, Kreuzberg og i det sydlige Vestberlin var muren bygget lidt syd for sektorgrænsen, men med skilte som advarede om, at arrestationer kunne blive foretaget. Det forhindrede dog ikke flugtforsøg, og for nogle lykkedes det. En mand byggede sin egen miniluftballon og fløj over muren, og en gøgler hoppede ud fra et hustag og kravlede over via højspændingsledninger (han fik ikke stød, da han ikke havde jordforbindelse).

Muren blev ændret tre gange. Den første 'mur' bestod af tolv kilometer med beton og 137 kilometer med pigtråd. En sammenhængende betonmur blev opsat i 1965, og den 'moderne grænse' kom i slutningen af 70'erne. Det er denne 'moderne grænse', som sædvanligvis forbindes med Berlinmuren. Den 'moderne grænse' bestod af 106 kilometer med en 3,6 m høj betonmur, 67 km med 3-5 m høj pigtråd, 302 vagttårne og 20 bunkere, 105 km med pansergrav, 127 km med hegn og 124 km med veje til grænsevagterne. Desuden blev der brugt hunde, selvskydningsanlæg og minefelter. En del af 'moderne grænse' blev officielt kendt som Stützwandelement UL 12.11. Den var bygget i flere sektioner, der til sidst blev sat sammen. Det var mellem den konkrete mur og Grenzmauer, at man havde dødslinien.

Krydsning af muren[redigér | redigér wikikode]

Der var 8 poster, hvor man kunne krydse muren, og Checkpoint Charlie er i dag den mest kendte. Checkpoint Charlie var dengang kendt som Friedrichstraße, og den kunne kun bruges af allieret personale og ikke-tyske borgere.

Politisk og symbolsk betydning[redigér | redigér wikikode]

Berlinmuren blev det tydeligste symbol på delingen af Europa i en demokratisk og en kommunistisk del under den kolde krig. Mellem 1961 og 1989 flygtede over 5.000 fra øst til vest (5.-13. august 1961 registrerede 15.070 sig som flygtninge i Vestberlin). Lidt over 3.200 blev arresteret for flugtforsøg, mens 136 blev dræbt under flugtforsøg.[1] Yderlige 251 blev dræbt ved grænsekontrollen i Berlin.[1] Mange familier blev splittet af muren, og der gik mange år, før de fik mulighed for at mødes igen.

Selv om vesttyske myndigheder, blandt andet Vestberlins overborgmester Willy Brandt, protesterede heftigt mod bygningen af muren, så de allierede muren som noget, som kunne nedkøle det anspændte forhold mellem øst og vest.

Murens fald[redigér | redigér wikikode]

Den 11. marts 1985 bliver 54-årige Mikhail Gorbatjov generalsekretær i sovjetunionen (karaktertræk: charme, intelligens, ubestandighed, vankelmod.) Han var blevet indvalgt i Politbureauet i 1980 (protegeret af Jurij Andropov – stejl karriere). Han ville gennemføre et reformprogram for at skabe ny vitalitet i den skrantende sovjetunion. Planøkonomien skal effektiviseres og ikke afskaffes for dermed at skabe et mere solidt grundlag for sovjetunionen som stormagt. Østberlin stiller sig bekymrede op for disse målsætninger og vælger fra start af, ikke at følge dem. Den vestlige side sætter, modsat Østberlin, forsigtige forventninger til Mikhail Gorbatjov. Berlinmuren faldt endeligt om natten mellem torsdag 9. november og fredag 10. november 1989. Årsagerne til murens fald var det stærke pres fra befolkningen om at indføre rejsefrihed og den øgede republikflugt fra DDR til Vesttyskland, delvis gennem ambassader i forskellige østeuropæiske lande og delvis gennem Ungarn, som havde åbnet sin grænse til Østrig. Det som dog bliver murens endeligt er nøjagtigt de samme problematikker, som i 1961 fik sovjetunionen til at rejse muren – nemlig flugtbevægelsen. Man fjerner muren for at undgå yderligere udrejse fra sovjetunionen. Murens fald blev udløst gennem en pressekonference med politbureaumedlemmet Günter Schabowski, som blev transmitteret direkte i fjernsynet. Schabowski oplæste ved slutningen af pressekonferencen ca. kl. 18.57 en ministerrådsbeslutning om et nyt rejsereglement. Det viste sig imidlertid senere, at beslutningen endnu ikke var formelt vedtaget. Sammen med Schabowski var Helga Labs, Gerhard Beil og Manfred Banaschak, alle medlemmer af SED's centralkomité. Beslutningen, Schabowski læste op, lød:

“Altså, vi vil give borgerne en suveræn mulighed for at rejse derhen hvor han vil, ved hjælp af en række omstændigheder, dertil hører også rejseloven. Vi bekymrer os naturligvis om, altså om denne mulighed, som rejseloven – endnu ikke i kraft, det er jo et udkast. Ganske vist er det i dag, såvidt jeg ved, blevet truffet en beslutning. Men har krævet en anbefaling fra politbureauet, om at man tager den passus ud af udkastet og lader det træde i kraft, der regulerer den – som man så skønt eller uskønt siger – den permanente udrejse, altså for dem, der forlader Republikken. Da vi betragter det som en umulig tilstand, at denne bevægelse foregår over en venligsindet stat, hvad der jo heller ikke er så let for denne stat. Og derfor har vi i dag besluttet os til en bestemmelse, der gør det muligt for enhver borger, at rejse ud over DDR’s grænseovergange”.

På spørgsmål fra en journalist, formodentlig Riccardo Ehrmann fra det italienske nyhedsbureau ANSA, om, hvornår reglerne trådte i kraft, svarede Schabowski «ab sofort» (med det samme). Efter at flere vesttyske radio- og fjernsynsstationer havde meldt, at «muren er åben» samlede der sig ved grænseovergangene flere tusinde østberlinere, som forlangte, at muren skulle åbnes. På dette tidspunkt var hverken grænsetropperne eller Stasis paskontrolenheder informeret om nye regler. Uden konkrete ordrer at forholde sig til og under pres fra folkemasserne valgte grænsevagterne ved Bornholmer Straße klokken 23.32 som de første at åbne grænseovergangen, og senere blev flere grænseovergange i Berlin og andre steder ved den tysk-tyske grænsen åbnet. Sidst på natten fulgte flere åbningen over fjernsynet og begav sig mod grænseovergangene. Men den store menneskestrøm fra øst til vest kom om formiddagen den 10. november 1989. Østberlinerne blev modtaget med begejstring i Vestberlin. De fleste beværtninger serverede gratis øl, og fremmede mennesker faldt hinanden om halsen. Under euforien klatrede mange vestberlinere op på muren, og Brandenburger Tor, som før havde været forbudt område, blev åbnet for alle. Da nyheden om murens fald blev kendt, afbrød nationalforsamlingen i Bonn det igangværende møde og sang nationalsangen. Murens fald var en skelsættende begivenhed i verdenshistorien og blev bl.a. fejret med en koncert af Leonard Bernstein juleaften 1989. I 1990 opførte Roger Waters sit album The Wall (fra 1979) på Potsdamer Platz, som tidligere havde været ingenmandsland ved muren. The Wall beskriver en psykologisk mur og havde oprindeligt ikke noget med Berlinmuren at gøre. Efter at kommunistregimet brød sammen, blev muren i løbet af kort tid revet ned, og der er i dag kun enkelte delvis uforandrede dele af/få spor tilbage efter den. Murens forløb er imidlertid markeret ved en dobbeltradet række brosten nedlagt i vejene, så man tydeligt kan se, hvor muren stod.

Straffeprocesser mod DDR-ledere[redigér | redigér wikikode]

Retssagerne mod de ansvarlige for muren foregik frem til efteråret 2004. De anklagede var DDR's regeringschefer Erich Honecker og Egon Krenz, medlemmerne af det nationale justitsråd Erich Mielke, Willi Stoph, Heinz Keßler, Fritz Streletz og Hans Albrecht, SED-lokalrådslederen von Suhl samt flere generaler, deriblandt chefen for grænsetropperne (1979-90) generaloberst Klaus-Dieter Baumgarten. De anklagede vagter tilhørte DDR's nationale folkearmé eller grænsetropperne. I alt blev 11 personer idømt fængselsstraffe, 44 betingede straffe og 35 blev frikendt. Blandt dem, som blev idømt fængselsstraffe på indtil 7,5 år, var Krenz, Albrecht, Streletz, Keßler og Baumgarten. I 2004 blev de tidligere politbureaumedlemmer Hans-Joachim Böhme og Werner Lorenz idømt betingede straffe. Den sidste proces mod en murvagt blev afsluttet 9. november 2004, på dagen 15 år efter murens fald, og endte med domfældelse.

Mindesmærker[redigér | redigér wikikode]

Mindesmærket for murens ofre, som blev revet ned i 2005

Ved siden af mindre kors eller andre mindesmærker for dræbte flygtninge, ofte sat op på privat initiativ, findes der flere større mindesmærker og muséer, deriblandt et murmuseum i Haus am Checkpoint Charlie, åbnet i 1963. Foreningen, som driver muséet, byggede også et mindesmærke kaldet Frihedsmindesmærket, som bestod af 120 originale murdele og 1067 kors til minde om murofrene. Det lå ved siden af murmuséet og i umiddelbar nærhed af Checkpoint Charlie. Mindesmærket blev indviet i 2004, men allerede året efter blev det, efter omfattende offentlig diskussion, demonteret af myndighederne, fordi lejekontrakten for tomten, hvor det lå, var udløbet, og også fordi der ikke var givet nogen permanent tilladelse til opførelsen af mindesmærket.

Det offentlige mindesmærke, Gedenkstätte Berliner Mauer, ligger i Bernauer Strasse sammen med Dokumentationszentrum Berliner Mauer og Kapelle der Versöhnung.

Tyskland 20 år efter murens fald[redigér | redigér wikikode]

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Tyskland er blevet mere tysk som følge af foreningen. Det politiske og kulturelle tyngdepunkt er, efter at Berlin igen er blevet hovedstad og regeringsby, flyttet længere mod øst. Det er dog ikke ensbetydende med, at Tyskland politisk, kulturelt og åndeligt er blevet mere tysk og mindre europæisk end den gamle Forbundsrepublik. Flere undersøgelser tyder på, at vestbindingen af vesttyskerne og vestorienteringen hos østtyskerne er ubrudt. Selv om østtyskerne i nogle henseender kan hævdes, at være mere tyske end vesttyskerne, så har deres ankomst ikke kunnet opholde den politiske og kulturelle europæisering, der har været i gang et stykke tid.

Tyskland og Europa[redigér | redigér wikikode]

Europa er blevet tyskernes anden nation. Tyskland forstår sig som et europæisk land, det forstår sig som integreret del af den proces, der skal føre til forening af Europa i en politisk union. Det indebærer ikke, at spørgsmålet om national identitet som tysk er helt forsvundet. Den tyske nationale identitet har været og er et omstridt emne, som følge af nazismens andel i eller ”besættelse” af den tyske historie. Den tyske filosof Jürgen Habermas foreslog i 1980erne begrebet ”Verfassungspatriotismus”. Det vil sige identifikation med forfatningen og forfatningen som midtpunkt i den tyske selvforståelse. Men det projekt er ikke lykkedes, slet ikke efter genskabelsen af den nationale enhed. Ikke mindst fordi østtyskerne ikke synes, at have det så let med, at identificere sig med forfatningen. Hvis man opfattede genskabelsen af tysk enhed i 1990 som en form for ”heling” af den tyske nation, kunne det synes fornuftigt, at gøre foreningsdagen den 3. oktober som ”Tag der deutschen Einheit” til et positivt midtpunkt i det nye Tysklands erindringskultur. Den anden tyske erindringsdag den 9. november vil være langt mere kompliceret, selv om den på sin vis kunne siges, at genspejle lyse og mørke sider af den nyeste tyske historie. Datoen den 3. oktober er da også siden 1991 blevet højtideligholdt som en national festdag, der på skift holdes i en af de 16 delstater.

20års jubilæet[redigér | redigér wikikode]

20 år efter den demokratiske og fredelige revolution, murens fald og ”die Wende” i det tidligere DDR og genskabelsen af en tysk enhed, er billedet af det forenede Tyskland meget sammensat. Det skyldes positive indtryk og udviklinger, men også negative følger. En i to stater delt nation er atter blevet forenet i én stat, østtyskerne er blevet politisk og retligt ligestillet og de og deres samfund lider ikke længere under nogen ufrihed, politisk undertrykkelse og mangeløkonomi. Østtyskerne er dog ikke som helhed endnu nået op på vesttyske standarder, det gælder både samfundsmæssigt og socialt i de nye østtyske delstater. Processen med at indhente Vesttyskland uden at overhale det – har vist sig meget mere langsommelig, besværlig og bekostelig end mange politikere og borgere forestillede sig det under den euforiske stemning i 1990. Tyskland har stadig en indre deling og vil muligvis have det et stykke tid endnu.

Den 9. november 2009, 20 år efter murens fald, foregik en stor fest i Berlin ved Brandenburger Tor. Blandt talerne var Angela Merkel, Gordon Brown, Nicolas Sarkozy, Hillary Clinton, Dmitrij Medvedev, Lech Walesa og Barack Obama. Indflydelsesrige statsledere fra hele verden; Storbritannien, Tyskland, Frankrig, USA, Polen og Rusland. Samlingen af disse statsledere kan både ses som et tegn på Tysklands og Angela Merkels ønske om en samlet nation. Hertil kan nævnes at, Angela Merkel selv kommer fra det tidligere DDR. Samlingen kan også ses som et udtryk for den øgede europæisering af Tyskland. Det kan dog undre, at nationer som Kina og andre Østlande ikke var til stede ved 20-årsjubilæet.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Hans-Hermann Hertle, Maria Nooke: Die Todesopfer an der Berliner Mauer 1961–1989. Ein biographisches Handbuch.. 1. Auflage. Ch. Links, Berlin 2009, ISBN 978-3-86153-517-1, S. 18f.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gaddis, John Lewis (2005): Den kolde krig, Gyldendal
  • Hansen, Jan bo (2009): Muren, Gyldendal
  • Knopp, Guido (2005): Goodbye DDR, Schønberg
  • Lammers, Karl Christian (2006): Tyskland efter Murens fald 1989, Systime

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]