Den protestantiske union

Den protestantiske union var et forbund mellem protestantiske fyrster og byer i det tysk-romerske rige 1608-1621 med det formål at beskytte protestanternes religionsfrihed mod den katolske modreformation.

Forbundet blev indgået den 4. maj 1608 ved klostret Auhausen mellem en række protestantiske fyrster: kurfyrste Fredrik 4. af Pfalz, som var unionens hovedmand, Kristian 1. af Anhalt-Bernburg, markgreve Georg Fredrik af Baden, hertug Johan Fredrik af Württemberg, markgreve Joakim Ernst af Ansbach samt pfalzgreve af Neuburg m.fl. Kort tid efter tilsluttede andre protestantiske fyrster sig (landgreve Moritz af Hessen-Kassel og kurfyrste Johan Sigismund af Brandenburg) samt flere selvstændige byer. Calvinisterne var de mest aktive. Men kurfyrsten af Sachsen, som var den mægtigste af de evangeliske fyrster, tilsluttede sig ikke.

Som reaktion på dannelsen af den protestantiske union dannedes Den Katolske Liga i 1609.

Unionen blev tiltrådt af Holland 1608, England 1612 og Sverige, men den opløstes i 1621 efter protestanternes nederlag i slaget ved Det Hvide Bjerg 1620 i begyndelsen af Trediveårskrigen.