Hans Tausen

Hans Tausen som yngre. Billede fra Asmild Kirke ved Viborg. Har tidligere hængt i den nedrevne Gråbrødre Kirke

Denne artikel er en del af serien om Kristendommen
Treenigheden
Faderen • Sønnen • Helligånden
Skrifter
Bibelen • Det Gamle Testamente • Det Nye Testamente • Salmebog • Katekismus
Kirkeåret
Advent • jul • hellig tre konger • faste • påske • pinse • trinitatis • allehelgensdag
Trosartikler
Frelse • Nåde • Trosbekendelse
Kristendommens historie
Urkristendommen • Det store skisma • Reformationen
Livscyklus
Dåb • konfirmation • ægteskab • død • begravelse
Bønner
Fader vor • Marias lovsang
Kirke- og hverdagsliv
Søndag • præst • kirken • kristen etik
Retninger
Den ortodokse kirke • katolicisme • de unerede kirker • den anglikanske kirke • presbyterianisme • lutheranisme • adventisme • anabaptisme • baptisme
Folkekirkens trosretninger
Pietisme • Grundtvigianisme
Folkekirkelige organisationer
Indre mission • KFUM og KFUK

Hans Tausen (Født 1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn - død 1561 i Ribe) var en dansk gejstlig og reformator.

Liv

Der vides stort set intet om Hans Tausens barndom og ungdom. Når det fortælles, at han var søn af en bonde eller en smed, og at han stak af hjemmefra, er der tale om legender, som ikke har basis i kilderne. Slægtsnavnet samt det forhold, at Hans Tausen blev munk i et rigt kloster tyder på, at familien har hørt til lavadelen. Det menes, at han har gået på de lærde skoler i Odense og i Slagelse. På et tidspunkt blev han munk i Johanniterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, og derfra blev han i 1516 sendt til universitetet i Rostock for at studere. Her fik han 1517 baccalaureat-graden og 1519 magistergraden. I 1520 omtales han med titlen "Dominus", hvilket formentlig betyder, at han på det tidspunkt var blevet præsteviet.

Hans Tausen som biskop i Ribe

Bjørn Nørgaards Hans Tausen-monument i Viborg

Fra efteråret 1521 var han indskrevet ved Københavns Universitet som teologistuderende. Her var én af hans lærere teologen og karmelittermunken Poul Helgesen. Et år senere indskrev Tausen sig som student ved universitetet i Leuven/Louvain i det nuværende Belgien. Her var han imidlertid kun kort, idet han allerede i foråret 1523 blev indskrevet ved universitetet i Wittenberg, hvor han blev det meste af to år. Martin Luther var netop vendt tilbage til Wittenberg efter sit ophold på Wartburg og Hans Tausen var således i byen samtidig med Luther.

I 1525 blev Tausen kaldt tilbage til Danmark, formentlig i første omgang til Antvorskov Kloster. Da det viste sig, at han havde taget den lutherske lære med sig hjem, ønskede prioren, Eskil Thomesen, ikke hans forbliven i Antvorskov, men sendte ham til Johanniterklostret i Viborg, angiveligt fordi man mente, at prioren dér lettere ville kunne styre ham. Her fortsatte han med at give udtryk for sine lutherske synspunkter, og fik efterhånden mange tilhængere blandt byens borgere.Det førte efter få måneder til, at han blev udstødt af sin munkeorden. Hans Tausen blev udsat for trusler af den daværende biskop i Viborg, Jørgen Friis, og blev muligvis også kortvarigt, fængslet. Borgerne i Viborg tog ham imidlertid under deres beskyttelse og fik udvirket hos kongen, Frederik 1., at Hans Tausen blev udnævnt til kongens personlige kapellan, men dog foreløbig blev i Viborg. Hans Tausen og hans menighed havde til at begynde med holdt til i én af byens sognekirker, Sct. Hans Kirke, men da denne efterhånden ikke kunne rumme dem, måtte Hans Tausen prædike under åben himmel, indtil menigheden brød ind i den store Gråbrødre Klosterkirke og overtog den, idet man dog til at begynde med delte brugen af kirken med franciskanermunkene. I sin tid i Viborg giftede Hans Tausen sig med Dorothea, som var i familie med Tausens medkæmper Jørgen Jensen Sadolin. Giftermålet vakte stor forargelse blandt byens gejstlighed.

Da reformationen i Viborg var gennemført i 1529 blev Hans Tausen af kongen kaldt til København, hvor han prædikede i Nikolaj Kirke. Ved herredagen i København i 1530 fremlagde han med Confessio Hafniensis den danske reformations eneste selvstændige bekendelsesskrift og forsvarede han sig kraftigt og med held imod anklager for kætteri, som bl.a. blev fremsat af hans tidligere lærer ved universitetet, Poul Helgesen. Efter kong Frederik 1.´s død i 1533 kom det til et tilbageslag for reformationsbevægelsen. Hans Tausen blev igen anklaget for kætteri og blev dømt til forvisning fra Sjællands og Skånes stifter samt til censur, men borgerskabet i København reagerede så voldsomt på dommen, at den for en stor del blev taget tilbage i forbindelse med et forlig mellem Tausen og Sjællands biskop, Joachim Rønnow. Efter reformationens indførelse i 1536 var Hans Tausen beskæftiget med udarbejdelsen af den nye kirkeordning. Desuden underviste han ved universitetet i hebraisk. Tausen forblev i København indtil 1542, da han blev udpeget til biskop i Ribe. Han var ikke den første lutherske biskop, der blev udnævnt, muligvis fordi hans forhold til den nye konge Christian 3. ikke var godt, samt fordi han sammenlignet med andre lutherske gejstlige hørte til den konservative fløj inden for den nye lære. I sin tid i København og senere i Ribe oversatte han dele af Det gamle Testamente fra hebraisk til dansk, og desuden skrev han en del salmer, hvoraf nogle stadig er i brug.

Hans Tausen var ikke den eneste danske reformator, men én af de første, og er derfor også kendt som "den danske Luther".

I Ribe finder man en statue af ham uden for domkirken. I Viborg findes på stedet for den nedrevne Gråbrødre Kirke to Hans Tausen-monumenter, et ældre og beskedent fra reformationsjubilæet i 1836, lavet af billedhuggeren H.E. Freund, og et nyt, opsat i 2004 i anledning af 475-året for reformationens indførelse i Viborg. Dette monument er udført af kunstneren Bjørn Nørgaard.

I Danmark er to kirker opkaldt efter Hans Tausen, Hans Tausens Kirke på Islands Brygge og Hans Tausens Kirke i Odense.

Om Hans Tausens far og fødeegn på Fyn meddeles følgende af videnskabsmanden Christian Molbech,(Fragmenter af en dagbog, 1813) : Et sted her i egnen må jeg endnu omtale, skjønt det ej er noget herresæde, men kun en ringe bondehytte. Nord for Sanderumgård, næsten på grænseskellet imellem denne gårds enemærker og Birkende mark, som hører til Veirup, ligger en lille eng og mose, der endnu kaldes Tageholm. I engen, nær ved et hus, er en forhøjning. Her stod i fordums dage et bondehus, hvor smeden Tage boede, og her fødtes hans søn Hans Tausen, der som kirkereformator blev udødelig. Endnu vides egnens bønder at fortælle om denne Tage, at han skal have været en meget snild mand, som kunne mere end sit fadervor, og forstod at gøre jern af dynd, som han tog i mosen. Dette og mere af hans gerning ansåes som hexeri, og enden blev, at Tage blev ihjelslagen af naboerne, og hans hus nedrevet. Mærkeligt er det, at man endnu på stedet finder smeltede jernstykker i grunden, og hammerskæl rundt på ageren.

Litteratur

• Engelstoft og Dahl (ed.): Dansk Biografisk Leksikon, København 1942
• Torben Svendrup, Hans Tausen : den danske Luther, Fremad, 1994. ISBN 87-557-1874-4.

Eksterne kilder/henvisninger

• Hans Tausens levnedsløb

Stub Denne religionsrelaterede biografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.