Dronning Alexandrine
Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin | |
---|---|
Dronning af Danmark | |
Periode | 14. maj 1912 – 20. april 1947 |
Forgænger | Louise af Sverige |
Efterfølger | Ingrid af Sverige |
Ægtefælle | Christian 10. af Danmark |
Børn |
Frederik 9., Konge af Danmark Knud, Arveprins af Danmark |
Fulde navn | Alexandrine Auguste |
Far | Frederik Frans 3., Storhertug af Mecklenburg-Schwerin |
Mor | Anastasia, Storfyrstinde af Rusland |
Født |
24. december 1879 Schwerin, Mecklenburg-Schwerin |
Død |
28. december 1952 (73 år) Hellerup, Danmark |
Hvilested | Roskilde Domkirke |
Beskæftigelse | Dronning |
Religion | Lutheransk |
Ridder af Elefantordenen 1912 |
Alexandrine af Mecklenburg Schwerin (24. december 1879 – 28. december 1952) var dronning af Danmark fra 1912 til 1947.
Hun var datter af storhertug Frederik Frans 3. og storhertuginde Anastasia af Mecklenburg-Schwerin og gift med Christian 10.
Fødsel og opvækst
Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin blev født den 24. december 1879 i Schwerin i Nordtyskland. Hendes fader var Storhertug Frederik Frans 3. af Mecklenburg-Schwerin og herskede over det store hertugdømme i Nordtyskland. Hendes mor var den russik-fødte Storfyrstinde Anastasia Mikhailovna af Rusland, som var barnebarn af zar Nikolaj 1. af Rusland.
Alexandrine havde to yngre søskende: Frederik Frans, der eferfulgte sin far som storhertug af Mecklenburg-Schwerin, og Cecilie, der i 1906 blev gift med kronprins Wilhelm af Preussen.
Storhertug Frederik Frans havde et skrøbeligt helbred, og familien boede derfor ofte i Cannes i Sydfrankrig, hvor de besad en stor ejendom, Villa Wenden. Storhertugen døde pludseligt i 1897 som 46-årig.
Ægteskab
Alexandrine giftede sig som 18-årig den 26. April 1898 i Cannes med Prins Christian af Danmark. Han var ældste søn af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Louise af Danmark. De fik to sønner:
- Prins Frederik (Frederik 9.) den 11. marts 1899
- Prins Knud (Arveprins Knud) den 27. juli 1900.
Christian og Alexandrine fik tildelt Christian 8.s Palæ på Amalienborg som deres residens samt Sorgenfri Slot som sommerresidens. Fra 1899 til 1902 blev Marselisborg Slot ved Aarhus desuden opført som en folkegave til parret. I 1914 opførte Christian 10. endvidere villaen Klitgården ved Skagen.
Dronning af Danmark
I 1912 døde hendes svigerfar, Kong Frederik 8. Hendes mand besteg tronen som Christian 10., og Alexandrine blev dronning.
På initiativ af Dronning Alexandrine oprettedes i 1917 et fond, hvis formål var at yde understøttelse til personel i Søværnet. Nærmere bestemt personel, der i tjeneste havde pådraget sig skade på helbred eller førlighed. Dette fond blev senere lagt sammen med Kong Georg den Førstes Fond under navnet Dronning Alexandrines og Kong Georg den Førstes Marinefond. Fondet uddeler hvert år legatportioner af årets overskud.
Senere liv
Christian 10. døde i 1947. Efter kongens død foranledigede hendes søn Frederik 9., at hun bevarede titlen dronning og undgik at blive tituleret enkedronning. Hun tilbragte i sine sidste år meget af tiden på Marselisborg Slot, hvortil hun inviterede københavnske skolebørn på ferieophold.
Dronning Alexandrine døde 28. december 1952 på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup nær København[1]. Hun blev gravsat ved siden af sin mand i Roskilde Domkirke.
Eftermæle
Dronning Alexandrines Bro (også kaldet Mønbroen), der forbinder Sjælland og Møn over Ulvsund, er opkaldt efter Dronning Alexandrine.
Børn
- Frederik 9. (1899-1972)
- Arveprins Knud (1900-1976)
Titler og prædikater
- 1879-1898: Hendes Højhed Hertuginde Alexandrine til Mecklenburg
- 1898-1906: Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandrine af Danmark
- 1906-1912: Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Alexandrine af Danmark
- 1912-1918: Hendes Majestæt Dronning Alexandrine af Danmark
- 1918-1944: Hendes Majestæt Dronning Alexandrine af Danmark og Island
- 1944-1952: Hendes Majestæt Dronning Alexandrine af Danmark
Galleri
-
Hertuginde Alexandrine med sin søster Cecilie
-
Prinsesse Alexandrine på familiebesøg i Mecklenburg i starten af 1900-tallet
-
Dronning Alexandrine under opførelsen af Klitgården i Skagen i 1913
-
Dronning Alexandrine i islandsk folkedragt i 1921
-
Dronning Alexandrine
Kilder/Henvisninger
- Dansk Biografisk Leksikons 2. udgave (bind 1, 1933), forfattet af Povl Engehtoft, og 3. udgave (1979-84, indgår i SDE)
Foregående: | Dronning af Danmark | Efterfølgende: |
Louise af Sverige-Norge | Dronning Ingrid |