Christian 10.

Christian 10.
Christian 10.
	Valgsprog:; Min Gud, mit land, min ære.
	Konge af Danmark
Regerede	14. maj 1912 –; 20. april 1947
Forgænger	Frederik 8.
Regent	Christian 10.
Efterfølger	Frederik 9.
Konge af Island
	Regerede: 1919-1944
	Forgænger: Ingen
	Regent: Christian 10.
	Efterfølger: Ingen
Ægtefælle	Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin
Børn	Frederik 9.; Arveprins Knud
Fulde navn
	Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm
Hus	Glücksburgske slægt
Far	Frederik 8.
Mor	Louise af Sverige-Norge
Født	26. september 1870; Charlottenlund Slot
Død	20. april 1947; Amalienborg Slot
Begravet	1947; Roskilde Domkirke
Beskæftigelse	Konge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg

Ridder af Elefantordenen

1888

Christian 10. (Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm) (26. september 1870 - 20. april 1947) var konge af Danmark fra 1912 til 1947 og konge af Island fra 1918 til 1944.

Han var søn af Frederik 8. og den tredje danske konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt. Hans valgsprog var Min Gud, mit Land, min Ære.

[redigér] Fødsel og opvækst

Han blev født den 26. september 1870^[1] på Charlottenlund Slot som ældste barn af Kronprins Frederik (den senere Frederik 8.) og Kronprinsesse Louise. Dagen efter skriver H.C. Andersen i sin dagbog: "Inat før 12 blev en Prinds født af Kronprindsessen, hele Byen flaggede i Dag i det smukke Veir"^[2]. Han blev døbt 31. oktober i Christiansborg Slotskirke af Sjællands biskop Hans Lassen Martensen.^[3]

Han blev student i 1889, som den første danske konge. Herefter fik han en officersuddannelse i livgarden, hvorefter han gjorde tjeneste ved forskellige regimenter. Han blev kronprins i 1906, da hans far, Frederik 8., blev konge. Han blev udnævnt til generalmajor i 1908.

[redigér] Ægteskab

Prins Christian og Prinsesse Alexandrine med deres søn Frederik i 1900.

Christian giftede sig den 26. April 1898 i Cannes med Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, datter af storhertug Friedrich Franz III af Mecklenburg-Schwerin og storfyrstinde Anastasia Mikhailovna af Rusland. De fik to sønner:

Prins Frederik (Frederik 9.) den 11. marts 1899
Prins Knud (Arveprins Knud) den 27. juli 1900.

Christian og Alexandrine fik tildelt Christian 8.s Palæ på Amalienborg som deres residens samt Sorgenfri Slot som sommerresidens. Fra 1899 til 1902 blev Marselisborg Slot desuden opført som en folkegave til parret. I 1914 opførte Christian 10. endvidere villaen Klitgården ved Skagen.

[redigér] Regeringstid

Han blev konge i 1912 efter faderen Frederik 8.'s død i Hamborg. Christian 10. var en høj, myndig officerstype, alvorlig og pligtopfyldende. Med sin militære fremtoning mindede han meget om sin farfar, Christian 9..

[redigér] 1. Verdenskrig

Christian 10. af Danmark, Gustav 5. af Sverige og Haakon 7. af Norge ved de tre skandinaviske kongers møde i Malmø i december 1914.

Ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 gik Christian 10. sammen med sin regering ind for, at Danmark skulle føre en neutralitetspolitik. Han deltog den 18.-19. december 1914 i det såkaldte trekongermøde i Malmø sammen kong Haakon 7. af Norge (Christians bror) og kong Gustav 5. af Sverige (Christians mors fætter) for at drøfte de nordiske landes neutralitet. Det lykkedes kongen og hans regering at holde landet uden for krigen, bl.a. ved minespærring af danske farvande i 1914.

Da den nye grundlov af 1915 gav kvinder (og tyende) stemmeret, arrangerede Dansk Kvindesamfund et optog med ca. 20.000 deltagere, som gik til kongen for at takke ham. Kongen udtalte bl.a. følgende: "På et sted kan kvinderne ikke undværes, og det er i hjemmene. Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes, thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark".

[redigér] Påskekrisen

Uddybende artikel: Påskekrisen.

Da første verdenskrig i 1918 endte med tysk nederlag, opstod muligheden for at få Sønderjylland genforenet med Danmark. Kongens ønske var, at den nye grænse skulle gå ved Slien, men ved folkeafstemningen den 14. marts 1920 stemte et flertal i Mellemslesvig for at forblive tysk mens Nordslesvig stemte dansk. De fleste danskere mente, at grænsen burde gå i hvert fald syd for Flensborg. Rigsdagen var splittet. Den radikale regering under C. Th. Zahle var imod at indlemme Flensburg, men efterhånden stod stemmerne 70 for og 70 imod. Det fik kongen til at afskedige Zahle-regeringen og i stedet indsætte en ny under ledelse af kongens advokat Otto Liebe. Dette blev af mange Radikale og Socialdemokratiske politikere og vælgere opfattet som grundlovsstridigt, og De samvirkende Fagforbund (LO) besluttede at gå i generalstrejke, mens andre grupper krævede republikken indført. Påskedag den 4. april 1920 bøjede kongen sig for presset, afskedigede Liebe og udnævnte et forretningsministerium, som fik til opgave at udskrive folketingsvalg. Kuppet gjorde Christian 10. temmelig upopulær blandt de Radikale Venstres og Socialdemokraternes vælgere. Valget gav dog kongen oprejsning. Ved Genforeningen blev Christian 10. atter det nationale samlingspunkt, da han den 10. juli 1920 red over grænsen ved Taps på en hvid hest og derefter mødte sønderjyderne på Dybbøl og ved Kruså.

[redigér] 2. Verdenskrig

Under besættelsen blev Christian X et stærkt symbol på national uafhængighed. Dette billede blev taget på Kongens Fødselsdag i 1940. Læg mærke til at han ikke har følgeskab af gardere.

Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 blev kongen i udlandet et symbol på Danmarks holdning til nazismen. Den 22 november 1942 offentliggjorde The Washington Post et billede af kongen med en ledsagetekst der ironisk kaldte ham et offer for nazismen. Det amerikanske dagblad påstod dermed, at Danmark kun ydede symbolsk modstand mod besættelsen.^[4] Dette blev starten på en propaganda i modsat retning, der skulle retfærddiggøre Danmarks holdning. Det førte blandt andet til rygtet om at kongen red rundt i Københavns gader med en jødestjerne på brystet, for at vise sin solidaritet med jøderne. Denne legende fik senere kraftig opbakning i Leon Uris' bog, Exodus, og den efterfølgende film. Millioner af mennesker tror stadig på, at denne historie er sand, hvilket ikke er tilfældet. Men kongen var meget populær under besættelsen, hvilket bl.a. afspejlede sig i et stort salg af kongemærker. Han opfordrede danskerne til at optræde værdigt over for tyskerne. Kongen var angiveligt med til stiftelsen af Dansk-Tysk Forening (24 juli 1940)^{[Kilde mangler]}, som skulle medvirke til en bedre forståelse mellem tyske og danske. I forbindelse med kongens 72-års fødselsdag i september 1942 indtrådte en alvorlig krise (den såkaldte "telegramkrise") i det dansk-tyske forhold: Hitler sendte et lykønskningstelegram til kongen, som lakonisk besvarede det med ”Min bedste tak”. Hitler blev rasende, og tyskerne stillede krav om en mere tyskvenlig regering under ledelse af Erik Scavenius. Han var udenrigsminister efter forslag fra kongen. Fra dansk side anså man det for nødvendigt at acceptere dette for at undgå en fuldstændig tysk overtagelse af landet. Men et år senere, d. 29. august 1943, overtog den tyske besættelsesmagt alligevel fuldstændig kontrollen af Danmark. Efter at kong Christian 10. kom til skade ved et fald fra hesten, overtog kronprins Frederik forhandlingerne. Om aftenen den 4. maj 1945 kom befrielsesbudskabet over BBC, og dagen efter holdt kongen en radiotale til det danske folk. Den 9. maj talte han til den genåbnede rigsdag.

Ugerevy fra 1945 om Kong Christians 75 års fødselsdag

[redigér] Død

Christian 10. døde den 20. april 1947 på Amalienborg^[1]. På trods af at kongen stod bag Scavenius' samarbejdspolitik^[5]^[6], smykkedes hans castrum doloris med et frihedskæmperarmbind fra modstandsbevægelsen^[7]. Han blev gravlagt i Glücksburgernes kapel i Roskilde Domkirke og fulgtes på tronen af sin søn Frederik 9.